Om: Hvilken ven, vi har i Jesus

Joseph Scriven blev født i 1819 i Irland – fik sig en fin uddannelse på universitet i Dublin og han kom hjem til sin hjemby, hvor han blev forlovet med sin barndomskæreste – året efter skulle vielse stå. Dagen før deres bryllup aftalte de to at de skulle mødes ved floden, men uheldet skete: Hesten smed hende med hoved først ned i floden. Hun blev slået bevidstløs og druknede ganske få minutter inden Schriven ankom. Han fik hende op af vandet – og så ind i ansigtet på den kvinde, som han skulle giftes med dagen efter. Grunden under hans fødder forsvandt bare – som han sagde nogle år efter. I stedet for at vende sig fra Gud, så vendte han sig til Gud for vejledning og trøst. Men fra da af kunne han ikke være noget sted i hjembyen, for overalt hvor han så, blev han mindet om den dag, der aldrig kom. Så han rejste fra Irland til Canada, hvor han slog sig ned nær byen Port Hope.
Han viede sit liv til at hjælpe folk i nød – fattige, enker og syge. Det blev sagt om ham, at han aldrig nogensinde afviste, hvis der var brug for hjælp og at hans eneste ønske var at reflektere Guds kærlighed i sit liv. Han blev kendt som en ekcentriker, som alligevel gik under navnet ”Den barmhjertige samaritaner fra Port Hope”.
Det fortælles, at man så ham komme gående ude på vejen – og så var der en, der pegede på ham: ”Der kommer Joseph Schriven – han er en af de bedste skovarbejdere der findes”. ”Ham vil jeg gerne ansætte, for jeg skal have fældet en masse træ” ”Du kan ikke få ham til det – for han vil kun arbejde for dem, der ikke har råd til at ansætte ham og som ikke har resurser til at gengælde ham”. Han gav gladelig de penge, han måtte have, hvis han mødte nogen, der havde brug for dem.
Men kærlighed kom hans vej igen – i form af en ung pige et sted, hvor han kom og hjalp. Det var fantastisk – de skulle giftes – de blev forlovet, men den unge pige døde af lungebetændelse. Igen stod han og fik en elsket revet fra sig. Og igen vendte han sig til Gud… ikke i vrede, men for at finde trøste og vejledning.

Han fik besked fra Irland om at hans mor lå forfærdelig syg derhjemme. Han skrev et brev til hende – med et digt ”Bed uden ophør”. Den handler om det helt specielle venskab, han har med Jesus, og som har båret ham igennem alt det onde, han har oplevet. Han beskriver det centrale i forholdet til Jesus – at det skal være et dybtfølt venskab. At Gud ikke er en fjern kraft, som man skal frygte, men at han er en kærlig far, hvis største ønske er at bærer os igennem det onde, der rammer os, og lindre vores smerte.
Digtet blev først trykt anonymt i en avis – først mange år efter, afslørede han overfor en nabo, at det var ham og Herren, der sammen havde skrevet det digt. Der havde den fået en skøn melodi og gik ikke længere under navnet ”Bed uden ophør”, men under første linje i salmen: ”Hvilken ven, vi har i Jesus”.

Han døde som 66 årig i 1886 i en drukneulykke – han ligger begravet sammen med den canadiske forlovede.

Allan Jackson: What a friend we have in Jesus