Kort

Om: Hvilken ven, vi har i Jesus

Joseph Scriven blev født i 1819 i Irland – fik sig en fin uddannelse på universitet i Dublin og han kom hjem til sin hjemby, hvor han blev forlovet med sin barndomskæreste – året efter skulle vielse stå. Dagen før deres bryllup aftalte de to at de skulle mødes ved floden, men uheldet skete: Hesten smed hende med hoved først ned i floden. Hun blev slået bevidstløs og druknede ganske få minutter inden Schriven ankom. Han fik hende op af vandet – og så ind i ansigtet på den kvinde, som han skulle giftes med dagen efter. Grunden under hans fødder forsvandt bare – som han sagde nogle år efter. I stedet for at vende sig fra Gud, så vendte han sig til Gud for vejledning og trøst. Men fra da af kunne han ikke være noget sted i hjembyen, for overalt hvor han så, blev han mindet om den dag, der aldrig kom. Så han rejste fra Irland til Canada, hvor han slog sig ned nær byen Port Hope.
Han viede sit liv til at hjælpe folk i nød – fattige, enker og syge. Det blev sagt om ham, at han aldrig nogensinde afviste, hvis der var brug for hjælp og at hans eneste ønske var at reflektere Guds kærlighed i sit liv. Han blev kendt som en ekcentriker, som alligevel gik under navnet ”Den barmhjertige samaritaner fra Port Hope”.
Det fortælles, at man så ham komme gående ude på vejen – og så var der en, der pegede på ham: ”Der kommer Joseph Schriven – han er en af de bedste skovarbejdere der findes”. ”Ham vil jeg gerne ansætte, for jeg skal have fældet en masse træ” ”Du kan ikke få ham til det – for han vil kun arbejde for dem, der ikke har råd til at ansætte ham og som ikke har resurser til at gengælde ham”. Han gav gladelig de penge, han måtte have, hvis han mødte nogen, der havde brug for dem.
Men kærlighed kom hans vej igen – i form af en ung pige et sted, hvor han kom og hjalp. Det var fantastisk – de skulle giftes – de blev forlovet, men den unge pige døde af lungebetændelse. Igen stod han og fik en elsket revet fra sig. Og igen vendte han sig til Gud… ikke i vrede, men for at finde trøste og vejledning.

Han fik besked fra Irland om at hans mor lå forfærdelig syg derhjemme. Han skrev et brev til hende – med et digt ”Bed uden ophør”. Den handler om det helt specielle venskab, han har med Jesus, og som har båret ham igennem alt det onde, han har oplevet. Han beskriver det centrale i forholdet til Jesus – at det skal være et dybtfølt venskab. At Gud ikke er en fjern kraft, som man skal frygte, men at han er en kærlig far, hvis største ønske er at bærer os igennem det onde, der rammer os, og lindre vores smerte.
Digtet blev først trykt anonymt i en avis – først mange år efter, afslørede han overfor en nabo, at det var ham og Herren, der sammen havde skrevet det digt. Der havde den fået en skøn melodi og gik ikke længere under navnet ”Bed uden ophør”, men under første linje i salmen: ”Hvilken ven, vi har i Jesus”.

Han døde som 66 årig i 1886 i en drukneulykke – han ligger begravet sammen med den canadiske forlovede.

Allan Jackson: What a friend we have in Jesus

Nu ved jeg, at du formår alt, intet, du har besluttet, er umuligt for dig.
Jobs Bog 42,2

Men officeren sagde: Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt.

Matthæusevangeliet 8,8

Officeren repræsenterede stormagten Romerriget, men han vidste, at Jesus var langt større end ham selv: ”Herre, jeg er for ringe”. Vi ved ikke om officeren havde erkendt, hvor stor Jesus egentlig var. For Jesus kunne mere end at helbrede en tjener med et ord. Dagens første ord gjaldt også Jesus: ”du formår alt”, for så stor og mægtig er Jesus, at intet er umuligt for ham.
Han er ikke bare en herre ud af mange herrer, men han er Herren. Han er heller ikke Jesus den Store. Vi siger Alexander den Store og Napoleon den Store. Jesus er ikke ”den Store”, men den eneste, for der er ikke nogen som ham. Han har ingen efterfølger, der har overtaget embedet efter ham, han har ingen rivaler, ingen ligemænd. Ja, der er ingen som Jesus Kristus.
Verdenshistoriens store mennesker havde indvirkning i deres levetid, men nu er de historie som er mere eller mindre glemt. Tidens udødelige navn kendes måske kun af historikere om 100 år og er du heldig kan du finde den grav, hvor de ligger. Du kan også besøge Jesu grav, men den er tom. Enhver kristen i dag vil vidne om at Jesus Kristus er levende. Han er vores levende frelser og derfor er han enestående, for han er den eneste frelser.
Napoleon den Store skulle i sine sidste år have sagt: ”Jeg har grundlagt et rige ved magt, og det er gået til grunde, men Jesus grundlagde et rige på kærlighed, derfor skal det bestå for altid”. Og han er vores konge og vi er borgere i hans kærligheds-rige.

Jesus – det eneste,
helligste, reneste
navn, som af menneskelæber er sagt.
Fylde af herlighed,
fylde af kærlighed,
fylde af nåde, af sandhed og magt (DDS 62,1)


Intet kan skille os fra Guds kærlighed

Jeg har et ønske om at mine børn skal kende nogle af de helt store klassikere i verdenslitteraturen. Så vi æder os igennem den ene bog efter den anden som godnatlæsning efter aftenandagten. ”Skatteøen”, ”Robinson Crusoe”, Jules Verne ”Jorden rundt i 80 dage”, ”En verdensomsejling under havet”… endda Georg Orwells ”Kammerat Napoleon”. Lige for tiden har vi kastet os over Sherlock Holmes. I sommerferien gik jeg lidt bævende i gang med ”Onkel Toms hytte”. Bævende, for jeg vidste at den indeholdt grimme scener – men heldigvis viste det sig ikke at være så udpenslet. Det er mindst 30 år siden jeg har set den i fjernsynet, så jeg kan ikke huske noget af historien andet end at Tom dør efter at være blevet mishandlet af sin onde ejer. Men jeg blev faktisk overrasket over hvor stærkt kristendommen træder frem i historien. Selvfølgelig især i ordene fra Toms mund.  
Harriet Stowe havde selv længe været engageret i rettighedskampen for slaver – havde hjulpet slaver til at flygte, men hun søgte en måde hvorpå hun kunne gøre mere. Under en nadver-fejring i sin kirke fik hun synet af Toms triumferende død – og ud fra det dannede hun resten af historien, der blev udgivet som føljeton i en anti-slave-avis.
Historien om Tom havde stor indflydelse på mange folks holdning til slaver, at slaver faktisk også var mennesker med sjæl- og åndsliv. At den – sammen med en masse andre faktorer – var med til at bygge op til den amerikanske borgerkrig, hvor netop slavespørgsmålet var en vigtig drivkraft. Det fortælles, at da præsident Lincoln mødte forfatteren Harriet Stowe, så sagde han til hende: ”So you’re the little woman who wrote the book that made this great war!”.

Det er måske ikke verdens bedste bog, hvis man ser den med litteratur-briller. Situationerne er konstruerede, dialogerne er urealistiske og slaverne overromantiseredes.
Og på trods af det, så træder evangeliets kræft stærkt frem.


Det er jo det rene galskab. Man forstår godt at filosoffen Nietzsche kalder kristendommen for en slavereligion – dens venden den anden kind til. At det er den mindste, der er den største – at den største er den, der tjener… og den allerstørste er ham, der har givet sit liv som løsesum for mange. Det er virkelig ”Umwertung aller Werte” – omvurdering af alle værdier, som Nietzsche kaldte det.

Ja, og jeg kan så tilføje, at det så også er sandheden.  Og en sandhed som mange af vores kristne brødre og søstre, der lever under forfølgelse, at de har oplevet som sand i deres eget liv. Det er meget nemt at overromantisere de forfulgte kristnes liv og kamp – men det, der træder frem fra alle beretningerne er et vidnesbyrd som det her fra bogen, at ”slagene ramte ham kun udvendig og gjorde ikke hans sjæl fortræd”. Slagene udvendig kan naturligvis også være slemt nok – ødelæggende nok – men vi må bede til vores kristne brødre og søstre ikke må lade slagene nå ind til deres sjæl. At de forsat må erfare, at intet kan skille dem fra Guds kærlighed i Kristus Jesus.
Og det er især på det punkt, at jeg henter inspiration til mit liv som kristen og mit virke som præst. At vi har en så stor Gud, der er større end vore omstændigheder – ja, at han kan ændre tingene, så det bliver til det gode, men er med os i det onde – og vil lede os igennem det onde. Lede os igennem dødsskyggens dal – som vores vogter og værner. Og uanset hvad der sker os i vores liv – uanset hvad der hiver i os, så kan det ikke hive os bort fra Guds kærlighed. Det kan godt være, at det føles sådan – men så er det godt at vide, at Gud er større end vore følelser. Det vi ved fra Guds ord er mere nøjagtigt end det vi føler.
En amerikansk marinesoldat blev sendt af sted af en meget bekymret mor – og til afsked sagde han: ”Mor, husk på, at selv det største ocean er ikke større end at det kan ligge i Guds hænder”.

”Er Gud for os, hvem kan da være imod os?  Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?  Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig.  Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os.  Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? –  som der står skrevet:

På grund af dig dræbes vi dagen lang,vi regnes for slagtefår.

 Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter  eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre”.





Skulle han, som plantede øret, ikke høre, skulle han, som dannede øjet, ikke se? Salmernes Bog 94,9

For Herrens øjne hviler på de retfærdige, hans ører hører deres råb om hjælp. Første Petersbrev 3,12

De gamle broderier med bibelvers er en guldgrube for genbrugsbutikkerne, for de bliver revet væk selv om de ofte er ret dyre. Jeg har et stående, som de dog havde haft svært ved at sælge. Det bærer ordet: Gud ser alt.
Jeg plejer altid at spørge folk: Er det et løfte eller er det en trussel? Det bliver ofte anset for at være en trussel, for så ser han mig også, når jeg allerhelst ikke vil ses, nemlig når jeg gør noget, jeg godt ved er forkert. Så er ham Gud svær at få smidt ud, for han ser alt. Og Gud ser på os dømmende og hårdt som en skuffet far. Eller gør han?
Jesus har lært os, at Gud ser alt, men han ser på os som den kærlige far, ser på os. Han ser på os for at kunne velsigne os, og han lytter til os, for at kunne hjælpe os. Vi skal ikke frygte Guds blik, for han ser på os med fryd, både fordi vi er skabt af ham og på grund af Jesu død på korset for vore synder. Den troende kristne kan derfor leve sit liv og vide, at i Guds øjne er vi retfærdige. Derfor er vi under hans beskyttelse og velsignelse uanset hvad der så sker os. Og derfor er det ikke en trussel, men et løfte, at Gud ser alt.
En ung mand i marinen skulle af sted i krig. Hans mor var naturligvis bekymret, men i et brev skrev sønnen til hende: Selv det største ocean er ikke større end en vanddråbe i Guds hånd.
Gud ser alt. Det kan blive så mørkt i mit liv, at jeg ikke kan se Gud, men det kan aldrig blive så mørkt, at Gud ikke kan se mig. Gud ser alt! Han ser dig og glæder sig, for du er hans.

Ene råde
skal Guds nåde
for vor fromhed og vor dyd,
om Guds øje
fra det høje
hvile skal på os med fryd.
(DS 518,3)

Nytte det noget?

Lyt til prædikenen

      Optagelse af mindeprædiken - 9th April 2018


Læs Prædikenen
At Danmark er et lille land – er ingen vel i tvivl om. Det får vi tudet ørene fulde af hver eneste gang, at vi bevæger os ud på den internationale scene. Hvad kan vi bidrage med, vi er jo bare et lille land? Er det ikke omsonst? Nytter det noget?

Viggo Hørup

Ja, det sidder i os, stadigvæk, lektien fra 1864: Danmark er en småstat.
Dem, der ikke havde registreret det i tiden efter nederlaget, blev rusket godt og grundigt af den danske politiker Viggo Hørup. I 1883 holdte han en tale i Folketinget om forsvarsbevillingerne og her kæmpede han mod militarismen med ordene ”Hvad skal det nytte?”. Hans tanker bar først frugt længe efter sin død, men så gik de sandelig også deres sejrsgang. 1914 holdt den Danmark ude af første verdenskrig. Jeppe Aakjær spidder det præcist i digtet fra 1916:

Du pusling-land, som hygger dig i smug,
mens hele verden brænder om din vugge.

Hvad skulle det nytte? Hvad skulle det nytte at opruste til modstand mod det nazistiske barbari i 1930’erne, når det eneste, vi kunne opnå var landets ødelæggelse? Vi stod derfor meget afrustet den 9. april 1940. Man havde lige sendt tre årgange værnepligtige hjem i tiden op til januar 1940 – måneden efter meldte England, at de umuligt kunne komme os til hjælp.

I København sad Peter Munch som dansk udenrigsminister – han var en troende elev af Viggo Hørup. Han var i den inderkreds, der i selskab med kongen og kronprinsen tidligt om morgenen den 9. april, traf beslutningen om at Danmark skulle kapitulere. ”Hvad skal det nytte?”

Det er mit indtryk, at det lige siden synes at være forsvarets hadespørgsmål nummer et: Hvad skal det nytte?

I 2010 udkom bogen ”Kvindernes krig” , der er skrevet af den danske sprogofficer Anne-Cathrine Riebnitzsky . Hun skriver om hvordan de fleste soldater hadede, når pressen kom på ture til Afghanistan, for skrev pressen kun om de negative ting. Og til det kommer, som hun skriver:

”Det konstante pres fra det store spørgsmål: ”Nytter det noget?”. Jeg ville ikke kunne holde ud at være her, hvis det ikke nyttede. Vi der er her, er tvunget til at finde mening. Men der sker også noget, når man trykker en beskidt næve og kigger ind i de gamle, kaffebrune øjne [selv om man] ikke altid forstår meningen af ordene, så kan man mærke varmen og taknemmeligheden” (s. 241-242).

En pjece fra Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet også om indsatsen i Afghanistan, der fandt man det nødvendigt at have et afsnit med hårde fakta for at svare på spørgsmålet: ”Nytter det noget?” Det er regnedrengene, der med deres regneprogrammer og EXCEL-ark skal have tal og målbare fakta – og så må vi opveje om det nytter.

Nyttede det noget, da de danske soldater, som vi hylder og mindes i dag, da de stod foran en overlegen fjende? Styrkeforholdet var de fleste steder mindst 4:1 og Operation Weserübung skulle vise sig at være en af de mest vellykkede tyske operationer i krigen. Havde det stået til en senere Mogens Glistrup, så var de hilst velkommen af en telefonsvar, der proklamerede ”wir übergeben uns” – for det nyttede jo ikke. Men alligevel stod styrkerne i Søgaardlejren klar til at rykke ud allerede få minutter efter at de første tyskere havde sat deres fod på dansk jord. De danske soldater dér og her i byen gik i kamp i første linje på trods af alle odds og viste de bedste soldateregenskaber, man kan forlange. Men hvad skal det nytte?

Soldaternes kamp var nok nyttesløst – set i det store perspektiv og da især, når regeringen sammen med kongen allerede 0600 havde kapituleret.

Den danske præst og digter Kaj Munk besøgte Sønderjylland ganske få dage efter besættelsen i anledningen af Dybbøldagen. Her hørte han fra Oberst Christensen de nærmere detaljer om besættelsen. Det gjorde et så uudsletteligt indtryk på Munk, at han straks begyndte på sit besættelsesskuespil Niels Ebbesen – om danskeren, der nøler, men først sent opvækkes til handling. Skuespillet var den direkte årsag til at Munk selv blev henrettet af tyskerne i 1944. Dette skuespil dedikerede Munk til ”vort unge Mandskab af 9. april” – ringene i vandet fra ”det nyttesløse forsvar” spredte sig.

Så for Munk var kampen ikke nyttesløs – ja, han ville slet ikke nedværdige sig til at besvare Viggo Hørups spørgsmål: Hvad skal det nytte? Det var for Munk et ganske forkert spørgsmål – i 1935 proklamerede han

”Aldrig, aldrig, aldrig spørge om det nytter, bare, om det er sandt”.

Spørgsmålet om nytteværdien må vige – for det langt større: Er det vi kæmper for sandt?

Selvfølgelig skal man opveje om skattekronerne gør mest nytte i forsvarets budget eller i sygehusvæsenets. Men på den anden side, er der ikke som menneske – som dansker – som et kristent menneske en forpligtelse til at kaste sig frem til forsvar uden overvejelser af nogen art, når uskyldighed og svaghed trues, når løgn og mord skyller frem mod alt det, Gud har lært mig og givet mig at elske?! Også uden at skele til om det nytter noget? Vi skal kæmpe for sandheden, også selv om det er udsigtsløst, selv om vi står til at tabe. Selv om timingen måske ikke lige er den heldigste– så skal vi holde os til sandheden, sige sandheden, kæmpe for sandheden.

Kristentroen er så naive, at den påstår, at den vil løse verdens problemer med ordet ”tro”.

Troen på Kristus, der alene kan lukke sandheden op for os.

Vi kristne er så naive, at vi på Jesu ord ikke frygter dem, der kun kan slå legemet ihjel, men ikke vores sjæl.

Vi er så naive, at vi løfter vores blik væk fra EXCEL-ark og kolde kalkulering i cost-benefit, nytteeffekt og så ud i det usynlige.

Jesus lærte os midt i en verden af håndgribelighed at tro på det, der hedder ånd.

Ja, Jesus lærte os at sejren findes i nederlaget med ham.

Jesus lærte os at tro at korset, symbolet på hån, pine og død, i virkeligheden er sejrens og kærlighedens symbol.

Jesus plantede troen på det usynlige midt i den synlige verden.

9. april var en bitter dag. Men også en dag, hvor vores soldater kæmpede modigt mod alle odds. Det er ikke svært at kæmpe for noget, som man ved, er en vunden sag. Noget andet er at kæmpe for frihed og fred – uden at vide om man rent faktisk vil vinde.

Lad os ikke se efter om det vi kæmper for nytter – om det er en vindersag. Nej, lad os bare se til, at vi kæmper for det, som er sandt og godt. ”Aldrig, aldrig, aldrig spørge om det nytter, bare om det er sandt”.
 

Prædiken holdt den 9. april 2018 ved mindeandagten i Hertug Hans Hospitalskirke i anledning af kransenedlæggelse og mindehøjtidelighed for veteranerne og de faldne.

Herunder lidt fra før gudstjenesten

Ved indvielsen af mindeobelisken

Nytte det noget?

Ved en nyere mindehøjtidelighed

Nytte det noget?

I dag har jeg generalprøve som skribent i Brødremenighedens husandagtskalender – det er med bævende tastatur. Bliver spændende om jeg bliver spurgt igen…

Mandag den 9. oktober

Alting til sin tid. For alle gøremål under himlen er der et tidspunkt.
Prædikerens Bog 3,1

Da disse skulle til at forlade ham, sagde Peter til Jesus: »Mester, det er godt, at vi er her. Lad os bygge tre hytter, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Men han vidste ikke, hvad det var, han sagde.
Lukasevangeliet 9,33

Storm P siger ”Livet er en gåde. Løsningen findes på bagsiden”. Hvor har jeg tit ønsket mig, at livet har sådan en bagside, som jeg kan smugkigge på allerede nu. Desværre er livet en ensrettet gade, og når jeg har gjort noget forkert, står det ikke til at rette. Lige som Peter måske har følt det, når han har tænkt tilbage på sit livs store øjeblik, hvor hans reaktion var forslaget om at bygge tre hytter.
Jeg tror ikke, at alt er planlagt som i en guddommelig drejebog. Jeg tror, at der er ét mål for mit liv, men at der er mange veje hen til det mål. Jeg tror, at vi i vores bøn kan påvirke de veje. Jeg tror dog, at når løsningen så kommer frem på bagsiden af livet, så vil Gud stå som forfatteren af mit liv. Og da jeg se, at alting er kommet til mig i den rigtige rækkefølge, sådan som Gud har ønsket det for mig. Så vil jeg kunne se, at ”alting til sin tid”.
Jesus levede i den tillid til sin himmelske far, at uanset hvad der kom imod ham, så var han I hans stærke hænder. Og at hans vilje med vores liv altid er det bedste. Derfor lærte han os i Fadervor og i sit liv bønnen ”ske din vilje på jorden”. For uanset hvad der sker os, om det er godt eller ondt, så kan vi modtage det og vide, at intet sker som en overraskelse for Gud. Tingene sker til sit fastsatte tidspunkt, og tager vi imod det fra hans hånd, så vil det også blive til velsignelse.

Alt står i Guds faderhånd,
hvad han vil, det gør hans Ånd;
af Guds nåde, til Guds ære
evig glade vi skal være
i vor Herres Jesu navn. (DS 375,1)

Husandagtskalender

Andagt over Johs 18,33-38
Jeg havde vinterferie i sidste uge – og mandag morgen lå min kone og jeg i sengen og spurgte hinanden: Hvad skal vi egentlig lave i vores ferie. Skulle vi ikke tage en tur til Berlin?
Og sådan blev det – jeg bookede et hotelværelse over internettet, vi fik vekslet en masse euro, for jeg havde igen-igen smidt mit hævekort væk (jeg fik en besked i Tyskland om at der var en, der havde fundet det over på Bymarkskolens fodboldplads).
Og så ud i bilen – og klokken 23.00 om aftenen sad vi i Berlin og skulle til at opleve den spændende by.
Er der nogle af jer, der har været i Berlin… det er en fantastisk spændende by med historie rundt om hjørnet.
Vi fik fortalt vore børn om anden verdenskrig og om sovjet og DDR – om alle de mange store ord, der blev sagt ”1000 års riget” og ”Germania” og om et uafhængigt og frit socialistisk fædreland, hvor alle skal dele med alle… men hvor dem på toppen alligevel levede i luksus. Hvor alle er lige – men hvor nogen er mere lige end andre. Og efter at vi havde vist dem mindesmærket over de dræbte jøder, så viste jeg dem en simpel parkeringsplads ikke langt derfra. En parkeringsplads, der ikke engang er asfalteret. Vores børn fandt hurtigt en vandpyt, der var frosset til is – og legede dér…
Jeg kunne så fortælle dem, at her nedenunder parkeringspladsen lå resterne af den bunker, hvor ham den skøre med skæget, Hitler, havde sit hjem det sidste halve år af sit liv. Og der hvor han døde.

Hele det store rige, der var bygget op på ondskab – alle de store ord endte altså her. Og det er vi vel også glad for at det gjorde.
Historien har heldigvis vist os igen og igen, at ondskaben til sidst spiser sig selv og bliver ødelagt. Det er en trøst, når man tænder for fjernsynet og ser Islamist Stat og deres vanvids ondskab – men også hvordan de vender deres had mod deres egne. Det her kan simpelthen ikke blive ved med at gå.

Riger kommer – riger går. Verdensriger, som spredte sig overalt, er pludselig kun kendt for historiebøgerne. Det eneste rige, der består for altid, er Jesu rige, er vores rige.
I teksten, jeg læste før, står Jesus overfor en repræsentant for Kejser Tiberius i Rom, nemlig Pontius Pilatus. Han er blevet anklaget for at kalde sig selv konge – og så siger Jesus: Mit rige er ikke af denne verden.
En af de store krigsherrer i verdenshistorien, Napoleon, oplevede i sine sidste år at sidde forladt ude på en fængselsø, Skt Helena. Der skulle han have sigt: ”Jeg har grundlagt et rige ved magt, og det er gået til grunde, men Jesus grundlagde et rige på kærlighed, derfor skal det bestå for altid.
Jesu rige er bygget på kærlighed – og vil bestå for altid.
Der er kun ét rige som ham – og kun én konge som ham.
Stor konger bliver altid omtalt som ”store”. Napoleon den store, Alexander den store – ja, selv paver kan blive omtalt som store. Men ikke Jesus – han bliver ikke kaldt for Jesus den store.

For han er nemlig ikke den store – han er den eneste og der er ikke nogen som ham. Han har ingen efterfølger, der har overtaget embedet efter ham, han har ingen konkurrerende, han har ingen rivaler, ingen ligemænd – der er ingen som Jesus Kristus.

Han er sand Gud og sandt menneske – blev menneske og levede et enestående liv. Døde en død som forbryder, som det enestående offer for vore synder og stod op fra de døde og lever i dag. Enhver kristen i dag vil vidne om det: Jesus Kristus er levende. Han er vores levende frelser – og derfor er han enestående, for han er den eneste frelser.

Og han er vores konge – og vi er borgere i hans kærligheds-rige.

Prædiken blev holdt ved Hobro Kirkes fødselsdag den 30. oktober 2016.
Der blev læst Apg 5,29-49 fra alteret og om Zakæus fra prædikestolen (Lukas 19,1-10).

Lyt til prædikenen her:

      Hobro Kirkes fødselsdag 2016 - 30th October 2016

Læs den her:
For lidt siden læste jeg fra alteret Gamaliels formaningstale til det jødiske råd, der stod overfor at ville henrette disciplene:

”Hold jer fra disse mennesker og lad dem gå! For hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem”.

Sådan lød det om det, der var begyndelsen til kirken; ”hvis det er menneskers vilje eller værk, så falder det fra hinanden”. Og nu har kirken eksisteret i små 2000 år – den er ikke faldet fra hinanden, for vores eksistens og vores berettigelse bygger ikke på hvor kreative vi er, og hvor meget vi gør for at få folk i tale – vi er ikke et resultat af menneskers vilje eller værk… nej, vores eksistens og berettigelse bygger på Gud; vi er Guds værk og vilje. Så når vi i dag skal snakke sammen om hvad vi skal gøre som kirke – så skal vi hele tiden have i baghovedet: Vi ejer ikke kirken – vi er kirken, vi er ikke vores egen værk som vi selv kan bestemme over, vi er Guds værk. Vi skal ikke først og fremmest yde, men modtage og give videre. Vi skal ikke give videre af os selv og vores store tanker – men vi skal give det videre, som vi selv har fået givet. Evangeliet.

Og hvad er så evangeliet? Et hurtigt bud på hvad evangeliet er, får vi i det, man kalder den lille bibel, Johannes 3,16: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv”.

Startskuddet for evangeliet og for kirken på jorden var, da Gud gav. Gud gav – han spurgte ikke efter noget, han krævede ikke noget, han opsatte ikke kriterier, som vi skulle opfylde for at få adgang til verdenshistoriens største gave, nemlig Jesus; vejen, sandheden og livet, nej, han gav det.
Kirkens vigtigste opgave – ja, den eneste opgave er i ord og handling at give dette videre. Giver vi noget som helst andet videre, så vil det værk falde fra hinanden, for så er det ikke Guds værk, men menneskers værk; vores værk.
Kirken som menneskers værk kan udarte sig i to retninger – og forskellen kommer tydeligst frem, når vi tager to grundlæggende ord: Kærlighed og sandhed. Og ja, karikatur kan forekomme.

1) Sandhed.
Kirken som menneskers værk lægger her vægt på, at kirken skal være præget af sandhed og ikke andet end sandhed. For at være en del af den kirke, så skal du være frelst og du skal allerede være nået målet: Fuldkommen som jeres himmelske far er fuldkommen. Der er ikke plads til folk, der stadigvæk er ”på vej”, folk, der stadigvæk lever i det, der bliver defineret som en synd. Du skal aflægge dig synden ude ved indgangen, før du kan komme ind. ”Kom som du er, og bliv som os en af os”.
Problemet her er blandt andet: En kirke for frelste mennesker, er en kirke fyldt med hyklere, der er bange for at blive opdaget. Problemet er, at man i hvert fald nødt til at plukke i Bibelen for at finde de ting, som er vigtigst og alvorligst. Man er nødt til at afgøre hvilke synder frelste mennesker kan begå og hvorfor nogle synder, der er bevis på at man er faktisk stadigvæk er ufrelst. Og det mærkelig ved sådan en liste er, at den ændrer sig over tid. Hvad der var forbudt i vores barndom, er tilladt i dag.
Det er en kirke, der kendetegnes ved ordet ”nej”. Nej til homoseksuelles rettigheder, nej til abort, nej til alkohol, nej, nej, nej, nej – og ”helst ikke”. I en verden, der hungre efter nåde og kærlighed fremstår vi lige så nådesløs som resten af menneskeheden. Jeg er ude efter den kirke, fordi jeg selv er en af dem – det er så snublende nær at stå med armene over kors og tale om sort og hvidt i sager, der langt hen ad vejen er grå. En sådan kirke vil falde fra hinanden

2) Kærlighed.
Kirken som menneskers værk lægger her vægt på, at kirken skal være præget af kærlighed og ikke andet end kærlighed. Så derfor ikke noget med ”formanende pegefingre”, ikke noget med ”du må ikke” og ”det er synd” – ikke noget med at tale om ”fortabelse”, vi skal have luet ud i fordømmelserne, her er der kun plads til kærlighed. Kirken er for alle uanset tro, adfærd og seksuel praksis. Det er en kirke, der værdsætter åbenhed, tolerance og accept over dogmatik og troslære.
Et af problemerne med denne kirke er, at man ligesom sandhedskirken er nødt til at udvælge hvilke del af Bibelen, der er vigtigst og størst – samtidig med at man forkaster tanken om at der findes noget, der hedder ”Sandheden” – bestemt form ental. I en verden, der spørger efter vejledning, fremstår disse kristne lige så forvirrede som resten af menneskeheden. En sådan kirke vil også falde fra hinanden.

Havde Jesus tilhørt sandhedskirken, så havde han aldrig spist sammen med Zakæus, før han havde gjort op med sin fortids synder, og var ren nok til at være sammen med Jesus. Men det var først, da Zakæus havde været sammen med Jesus og mærket hans kærlighed, at Zakæus ændrede sit liv.

Havde Jesus på den anden side tilhørt kærlighedskirken, så havde han afbrudt Zakæus, da begyndte at få gjort op med sin fortids synd og få ændret sig: ”Nej, Zakæus, du behøver ikke lave noget om – for du er jo lige nøjagtig som du skal være”.

Det er nemt at lave en kun-sandhedskirke det er nemt at lave en kun-kærlighedskirke – men Jesus efterlod os ikke en af disse to muligheder – han ønsker at vi skal være begge dele. Ja, at vi skal være sandheden tro i kærlighed (Ef 4,6). For i sin person var Jesus begge dele – som der står i starten af Johannesevangeliet ”Loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus” (Joh 1,17).

Zakæus mødte kærlighed, sandhed og nåde i personen Jesus – og mødte med kærligheden og nåden satte ham i sandhed fri til at få gjort op med fortidens synder og vende sit liv i en anden og bedre retning.

Lad os arbejde på at Hobro Kirke må været et sted, hvor kærlighed og sandhed går hånd i hånd – så nutidens Zakæus hverken vil undgå os, fordi ”jeg har det jo slemt nok i forvejen”, eller lulles i søvn med et ”det går nok alt sammen”. Lad os hvert vort sted give det videre, som vi har fået: Evangeliet, som i sandhed sætter fri med kærlighed.


Vi er kirken!!

Andagt over Matthæusevangeliet 16,13-20 – ved Hobro Kirkes fødselsdagsfest 2015

Som præst skal man nok også være lidt en nørd – og jeg er nok ikke nogen undtagelse. Foruden Hobro Boldklub, så går jeg også op i ord. Især ordspil – og fortalelser. Det er sjovt – især, når det er andre, der laver brølere.

Det med ord er ikke altid bare sjov og ballade. I gymnasiet læste jeg George Orwells fremtidsroman 1984 – hvor det tydeligt kom frem, at den, der styrer ordene, styrer hvad ord betyder, de har også nemmere ved at styre folk. Ord er ikke bare betydningsløse – men kan styre en debat – ja, i hænderne på de forkerte, kan ord endda styre en hel nation.

– Jeg hørte for et par uger siden, at man i det diktatoriske Nordkorea ikke har noget ord, der betyder ”nåde”. Det ord, som vi bruger i flæng i kirke og samfund: Nåde. Tænk jer – et helt land, der ikke har noget ord for ”nåde” – og det er jo rigtigt. Nordkorea er et nådesløst land.

– Man har næsten allerede sagt hvad man mener, hvis man bruger ordet ”Aktiv dødshjælp” i stedet for ”medlidenheds-drab”. Hvis man taler om værdighedsmord i stedet for selvmord – har man også taget en smule af det negative af virkeligheden bag ved ordene.

– Når man taler om kvalitetsreform, så signalerer man at omlægningen er god – og ikke negativ, som hvis man talte om nedskæringsrunder.

– For nogle år siden ændrede man navn på Udlændingestyrelsen – det lød lidt for bureaukratisk. Nu hedder det i stedet for Udlændingeservice.

– Og sådan er det med ord som ”udkantsdanmark”, ”den rådne banan”, ”Københavneri”, Cafepenge…

Virkeligheden skabes af de ord, der omgiver os, de ord, vi bruger. Den, der er med til at bestemme et ord og ikke mindst et ords betydning, har meget indflydelse… eller måske endda meget magt.  Magt har et klang af noget negativt diktatorisk – indflydelse er mere demokratisk.

Virkeligheden skabes af de ord, der omgiver os, de ord, vi bruger – sådan er det også herinde i kirken. For lidt siden læste jeg en gammel tekst, hvor Peter kommer med det, der nok er verdenshistoriens første bekendelse til Jesus som Kristus, Guds søn. Og Jesus kommer med et svar tilbage: ”Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”.

Det er første gang, at ordet ”Kirke” dukker op i vores bibel.

Jesus leger også lidt med ordene – for han siger til ”Du er Peter og op den klippe” – navnet Peter betyder nemlig klippe. Jesus siger til Peter, at den bekendelse, han kommer med ”Jesus du er den levende Guds søn” er det, som kirken skal bygges på. Det er også i dag vores hjørnesten i vores kirke her i Hobro – det er det vi bygger kirke på: Bekendelsen til Jesus som den levende Guds søn. Det er det, der binder os sammen som kirke ikke bare her i Hobro, her i Danmark – men i den globale kirke. Det er det, vi har til fælles.

Men hvad er det så for noget, det, der ord ”kirke”? Hvad betyder det? Når vi hører ordet kirke, så tænker vi sikkert med det samme på en bygning som den her. Men kirken er ikke en bygning.

Oprindeligt betød ordet ”forsamling” – det var en forsamling af mennesker, kaldet til et specielt formål. Ordet kirke blev i begyndelsen aldrig brugt om et specielt sted, kun en speciel forsamling. En samling mennesker, der er forbundet af en fælles identitet og et fælles formål.
Men tiderne skiftede – omkring 313 blev kristendommen en statsreligion – den gik fra at være en græsrodsbevægelse til at blive kejserens religion. Fra at mødes i private hjem – begyndte man at bygge bygninger og kaldte disse bygninger for kirke. Lidt efter lidt ændrede ordet kirke betydning fra at være forsamlingen og fællesskabet til at være en bygning. Ordet kirke blev synonym med et sted – og den, der kontrollerede kirkebygningen bestemte over kirken – og den, der bestemte over kirkebygningen bestemte også over det, der var i bygningen: Bibelen, dåben og nadveren. I Middelalderen var Bibelen bogstaveligt talt lænket til alteret. Man kunne låse folk ude – sige: ”Uden for kirken, ingen frelse”. Den, der bestemte over kirken, bestemte over folket og bestemte over konge og regeringen. Det, der begyndte som en bevægelse, der var dedikeret til at bringe sandheden ud om Jesus Kristus, blev et geografisk sted og blev en hierarkisk opbygget institution med ritualer, lønningssedler, MU-samtaler og pensionsopsparing.

Så ja, vi fejrer i dag Hobro Kirkes 163 års fødselsdag – men det er en fejltagelse at sige, at vi sidder inde i Hobro Kirke. Det gør vi faktisk ikke – vi sidder inde i en kirkebygning, der helt tilfældigvis er blevet bygget i Hobro for 163 år siden. Jeg har faktisk et billed af Hobro Kirke lige her. Vil I prøve se? Her er Hobro Kirke.

(Gå rundt med spejlet og vis til folk)

I er Hobro Kirke – vi er Hobro Kirke. Kirken er ikke mursten og mosaik – kirken er mennesker – kirken er os. Kirken er jer – og derfor er der brug for jer, for uden jer herinde i kirkebygningen, dér er Hobro Kirke meget lille, meget fattig, meget farveløs og meget fantasiløs.

Hobro Kirke
– er vi en bevægelse – eller et mødested?
– gør vi en målbar forskel lokalt eller leder vi bare nogle tjenester?
– er vort centrum en mission eller er vort centrum en antik kirketanke, vi har arvet fra generationer siden?

Centrum for vores kirke skal ikke være mursten – men være liv – vi skal være den dynamiske bevægelse som vi i virkeligheden er. Den kirke, som er funderet ikke på noget fysisk, men på ord – en bekendelse. Nemlig en bekendelse til Jesus som den levende Guds søn. Vi skal ikke bygge kirke – vi skal være den kirke, som Jesus bygger – som han bygger her i Hobro. Sådan som min forgænger som præst her på stedet skrev i 1931:

Send din Ånd. Ved Åndens virke
lad der rejse sig en kirke,
bygget op af livets sten,
hvor det kendes, Ånd har hjemme,
skaber menighedens stemme

Vi skal være den kirke, som rejser sig her i kirkebygningen, som aldrig nogensinde vil blive ødelagt og forsvinde, også selv om bygningen Hobro Kirke bliver revet ned som det er sket før. At vi må være den kirke som er grundlagt på bekendelsen til Jesus som Guds søn. At vi som den kirke må fortsætte ind i evigheden med vores frelser – så selv døden og dødsrigets porte aldrig nogensinde må få bugt med os.  Tænk – døden skal aldrig nogensinde få bugt med dig som Hobro Kirke.

Tale holdt ved velkomstfesten for missionær Søren Skovenborg i Hobro Missionshus.

(Jeg skal stå med hænderne oppe (så længe jeg kan).

Søren Skovenborg taler ved sin indsættelse

Jeg kan ikke få armene ned!!
 
– ikke fordi Hobro vandt over FCK i parken. Det er fedt!
– Men det er ikke så fedt som at du Søren starter som missionær her i området – og at I to flytter til Hobro. Jeg har i overført betydning ikke haft mine hænder nede lige siden jeg fik beskeden for meget længe siden.

Jeg har lært dig at kende i forbindelse med et af dine børn, nemlig kristendomskursus.dk, som jeg har afprøvet i Horne, hvor jeg var præst før, jeg kom hertil Hobro. Og derigennem har jeg lært dig at kende som en kristen, der brænder for at evangeliet skal ud til nye mennesker. Ikke bare som en viden-ting men som et hjerteanliggende. Og du formår at sætte ord på, som gør at nutidsmennesker kan relatere til evangeliet og opleve det, som vi andre har set, at evangeliet er så moderne som man overhovedet kan forestille sig.
Så ja, op med hænderne – tænk at få dig til området.

Men det er ikke derfor, jeg har hænderne oppe nu – men jeg vil gerne illustrere at det ikke er svært at tage hænderne op, men at det er svært i længere tid at holde hænderne oppe. Det kræver energi at hæve hænderne at have dem i bevægelse, men det er faktisk ikke til at holde dem oppe. Lige så langsomt bliver armene tunge – så man ikke kan holde armene oppe. Havde jeg holdt min hånd udstrakt for at holde en tændstik, så ville jeg ikke kunne holde selv en lille tændstik ret lang tid – for mine arme bliver tunge som cement.
Det kræver energi at starte arbejde op som missionær et nyt sted – men det er til at klare – men det, der kræver virkelig meget energi og overskud, det er at blive ved med at arbejde som missionær et sted. At holde armene oppe. Uanset hvor meget du laver, så vil du føle at kræfterne lige så langsomt svinder ud – i det lange træk. Og hvis du var alene om det, så ville jeg give dig et år – eller lige lidt mere – og så ville du være færdig til at sænke armene, miste energien og gejsten. Men du er ikke alene.

I kender sikkert historien om Moses, der stod på toppen af bjerget og så Israel kæmpe mod fjenden. Og når han holdt armene oppe, så gik det godt for Israel – og når han ikke kunne holde armene oppe, når de blev som cement, så gik det dårligt for Israel. Men han kunne ikke blive ved med at holde armene oppe.

Så der kom to mænd og holdt hver deres arme op for ham, støttede hans arme, så de blev oppe. Og Israel til sidst vandt over deres fjende.

Jeg håber for dig, at du hurtigt må kunne finde nogle, der kan holde dine arme oppe – som kan være med til at støtte dig i dit vigtige arbejde. Jeg håber for os alle sammen, at vi må finde hen og støtte op om ham og Alice – selv en Moses kunne ikke stå alene og kæmpe alene, men havde brug for nogle, der støttede ham. Sådan er det også med Søren. Så lad os støtte ham og hjælpe ham og bede for ham – for at hans virke må blive til velsignelse for ikke bare os alle sammen, men for alle i hans distrikt.

Tak at I har modet til at flytte her til byen – jeg vil ønske jer Guds velsignelse over jeres liv her. Velkommen!

Load More