Kirker

Der var afskedsgudstjeneste for sognets præst – og præsten stod i kirkedøren og trykkede alle folk i hænderne til afsked. Der kom blandt andet en ældre dame, der næsten ikke kunne sige farvel, fordi hun var så bedrøvet.  ”Så så.. ”præsten forsøgte at trøste hende ”så så .. nu skal de bare se, den nye præst bliver sikkert meget bedre end mig”. Den gamle dame snøftede bare endnu mere: ”Det sagde den gamle præst såmænd også, men ved De hvad, pastor, jeg synes bare de bliver dårligere og dårligere for hver gang”.

Nu er det så min tur til for anden gang i mit korte præsteliv at holde en afskedsgudstjeneste – og den svære kunst at holde ”den sidste prædiken”. Uden sammenligning i øvrigt, så den tekst, jeg lige har læst, det er faktisk Jesu afskedsprædiken til sine disciple. Lige som jeg faktisk kan love, at der komme en præst efter mig, sådan kan Jesus også love, at der kommer een efter ham – og det er virkelig en trøst.

Jesus truede jo ikke bare med at ville bosætte sig i Hobro – nej, han taler om at dø, forsvinde, blive væk for dem. Det er jo en katastrofe for disciplene… og hvem skulle så overtage Jesu plads? Det var en katastrofe… de stillinger, som vi mennesker beklæder, dem er der andre, der kan udfylde mindst lige så godt.

Jeg kan stadigvæk huske, hvordan graver Jens en søndag tog imod mig med et smørret grin før en gudstjeneste og rakte mig et kalenderblad med et lille opbyggeligt guldkorn på.
”Hvis du vil vide, hvor uundværlig du er, så stik fingeren i et glas vand, træk fingeren op og se, hvor stort hul den efterlader”… og således opmuntret kunne jeg så gå videre ind i kirken og holde gudstjeneste.

Og sådan er det jo – der kommer en bagefter mig, ligesom jeg fulgte efter en anden. Når jeg har stået og ventet på at folk har snøvlet sig færdig og kommet ud af kirken efter en gudstjeneste, så har jeg stået og kigget på den tavle over præster, der har tjent her i sognet – og den går rigtig langt tilbage… og indtil videre som den sidste: Altså mig – men der vil også komme et navn efter mit navn. Men det er en rigtig god reminder om at kristendommen ikke kom til Horne og Asdal Sogne, da menighedsrådet forvildede sig til at ansætte den unge præst, Kim – nej, Kim skulle stå på ryggen af en masse andre præster, der havde tjent og givet Guds ord videre fra generation til generation. Og der skal komme en og stå på mine små vattede skuldre.

Men med Jesus, da var det fuldstændig anderledes – der er ikke nogen før ham, og der kommer ikke nogen efter. Der er bare Jesus – eneren Jesus. Der er ingen, der ville kunne overtage hans plads, når han forlod jorden.  Der er ingen Jesus den Anden – han har ingen kronprinser i discipelflokken, der skal overtage, når han ikke er mere. Men så er det, at Jesus afslører, at han vil sende ”en anden talsmand” til disciplene. Gud vil give dem Helligånden.
Hvor jeg ikke kan sige et dyt om hvem min efterfølger bliver – jamen så kan Jesus sige rigtig meget om ham, der følger efter ham… og det er det, han gør i dagens tekst. Jesus kalder ham en talsmand. Oversætter man ordet direkte fra græsk, så betyder det: ”En, som er kaldt ind”. En talsmand bliver kaldt ind på et tidspunkt, når man har brug for hjælp – når man er i problemer eller nød eller forvirring. I ordet talsmand har vi både advokaten, trøsteren, rådgiveren og mægleren – alt det kan Helligånden skrive på sit visitkort – og det er alt det, som Helligånden vil hjælpe os med.

Jesus var talsmanden her på jorden, men nu, hvor han er i himmelen – jamen så har vi brug for en anden talsmand – Helligånden. Han er vores jordiske talsmand fra himmelen – der trøster og rådgiver os. Som er alt det, vi har brug for overfor en fjendtlig, ond og syndig verden. Hvor Jesus hernede var begrænset af tid og sted… han var jo et sandt menneske, jamen så er Helligånden ikke begrænset hverken af tid eller sted, men kan komme os til undsætning hvor og hvornår vi så har brug for det. Ja, for han er altid i os. Helligånden er Guds nærvær på jorden – der ikke bare svæver over vandene, men som lever i os, lever i vore hjerter
Men hvad hjælper det, at Jesus kommer og siger: Jamen der kommer en anden efter mig… når det nu er Jesus disciplene vil have? Hvad hjælper det? Det vil være det samme som hvis din far eller mor – eller kæreste kom og sagde: ”Jeg forlader dig nu, og du vil aldrig komme til at se mig igen. Men du skal ikke være bange, for jeg sender onkel Alfred, der skal være hos dig i stedet for mig. Og godt nok har du aldrig mødt onkel Alfred før, men du vil komme til at holde af ham”.
Det er da ikke meget trøst i – og derfor understreger Jesus også gang på gang i teksten her: De gode nyheder til disse disciple er, at de aldrig vil komme til at miste Jesus. Jesus bliver ved med at være hos dem igennem Helligånden. Bogstaveligt talt siger Jesus: ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse” … og det er sådan disciplene har det – de føler sig forladt og ladt i stikken ” Jeg vil ikke efterlade jer faderløse – jeg kommer til jer”. Snart vil verden ikke se mig længere, men I vil se mig. Ja Jesus siger: I vil komme til at lære mig dybere at kende, mere sandt at kende efter pinsedag – end nogensinde før. For jeg vil blive en del af jer.
Derfor når jeg forlader jer, når Helligånden kommer – så vil I først rigtig se hvem jeg egentlig er. Og det vil give liv – for jeg lever – og I skal leve. Mennesker, hvis liv ellers var kedeligt og meningsløst vil pludselig blive levende i Ånden, når Jesu liv slippes løs i dem.
Der er nogle kristne kirker, hvor man føler sig nødsaget til at bede konstant: ”Giv os mere af Helligånden – giv os mere ånd”. Men du kan ikke få mere Helligånd end du har i forvejen. Vores mål må være ikke at få mere Helligånd, men at Helligånden må få mere af os.  At Helligånden må få mere kontrol over vores opførsel, mere kontrol over vore tanker, mere af vores tid i bøn og lovsang – men som kristne, så har vi al den Ånd som vi overhovedet kan få.
Helligånden er en person og han kommer i ét stykke og ikke bid for bid. Han kommer som en hel person – han kommer komplet og han kommer for at leve i os for evigt.
I det øjeblik, hvor Helligånden får lov til at råde i vores liv – i det øjeblik, hvor vi giver slip på vores tilbageholdenhed overfor kristendommen, og bare lader troen råde – så sker der noget. For det første vil du se hvem Jesus virkelig er – for det andet vil du se, at du er en del af en kæmpe stor familie – og du vil se, at du er løftet ud af mørket og over i lysets rige.
Du vil se, at Jesus er i dig – som der står ”Den dag, skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg er i jer”. Der er noget fantastisk befriende i sætningen: Jesus er i dig.
I det øjeblik hvor vi virkelig fatter hvad det betyder, så er det også dér, hvor vi holder op med at demonstrere hvor meget VI kan gøre for Gud, men hvor vi ser hvad Gud kan gøre gennem os. Der er mange kristne, der er fanget i en trædemølle for at optræde for Gud, men Gud ønsker ikke at vores præstationer. Han vil have vores kærlighed og vores lydighed. Gud ønsker, at vi skal åbne vores liv og så lad ham leve sit liv igennem os. I det øjeblik vi indser den sandhed, så er presset væk. Vi er fri til at leve i ham.
Pinsedag – kirkens fødselsdag – din befrielsesdag, hvor det bliver slået fast, at Jesus ikke er en død eller fjern person. Men en person, der vil leve med os og i os og igennem os. Og som ønsker at give os del i et liv, som kun vil sprede sig mere og mere – indtil det eksplodere i en supernova af liv: Det evige liv.