Prædikener

8 dec 2019

Lyt til prædikenen:

2. sondag i advent 2019 - 8th December 2019

Læs prædikenen
Livet er skønt! Livet er så fyldt med gode og vidunderlige ting. Det er fyldt med spændende samtaler, sjov og ballade, fest og hverdag, superliga-fodboldkampe, kirkekoncerter, klejner, bøffer og rødvin. Det er fyldt med kærlige mennesker – og nogle af dem elsker endda mig. Jesus slutter dagens tekst af med at sige: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”. At være vågen er ikke at fornægte alt det, som vort liv har at give os, og så sætte os op på en klippe og kigge efter Jesus på himmelens skyer. Eller at faste og fornægte os selv livets goder. Nej, at være vågen er at gribe livet – leve livet – og vide: Hvis det her liv er et liv, hvor vi venter på Jesu komme – så må det vi venter på være meget bedre end det her. Hvis du elsker livet nu, så vil du elske det, der venter dig… Jesus sagde: Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Det sagde Jesus for 2000 år siden. Jorden her tog 6 dage at skabe – hvor fantastisk bliver det så ikke det, der venter os, når han har haft 2000 år til at forberede det. Ja, det her liv er fantastisk, men der kommer et liv efter det her, der kun kan sammenlignes med den største af alle fester: En bryllupsfest.

Og har du et liv her og nu, som ikke kalder på smil og glæde, men på suk og klage – så håber jeg naturligvis for dig, at du må få øjnene op for alt det, som Gud har givet dig, som du stadigvæk har, som du stadigvæk kan glæde dig over, selv om så meget andet er taget fra dig. Men du skal også have at vide: Der ligger noget fantastisk foran dig. Det himmelske paradis er så fantastisk, at det får selv Jesperhus Blomsterpark til at ligne en forsømt villahave. Enhver nydelse, enhver glæde som vi enten har oplevet eller som vi har drømt om – dér vil vi finde ud af at det bare var en skygge, det vil bare være en kladde, i forhold til det, vi vil komme til at opleve dér.

Det er bedrøveligt at folk smager nydelser i denne verden og så nøjes med dem – i stedet for at se dem som forløbere og små ekkoer af noget, der er så, meget større og så meget bedre, så vi slet ikke fatter hvad der venter os.

Og vi i kirken, vi menigheden, vi kristne, er sat til at lyse de gode nyheder dér hvor vi står og går. Vi er blandt de 10 brudepiger – vi er den synlige og bekendende kirke – vi er den lampebærende menighed på jorden. Vi går ud for at møde brudgommen, vores frelser. Det er vores arbejde – det er vort kald. Vi har taget vores lampe og vi skal lyse, når Jesus kommer. Vi skal forberede Jesu komme – ikke kun ved at gå rundt med himmelvendte øjne og leve af mannakorn og alterbrød og synge salmer i de helliges forsamling, men ved at være åndeligt klar i vores almindelige liv. Alle brudepigerne faldt i søvn – også de kloge. Vi skal stå op om morgenen gå på arbejde, passe vores forpligtelser, besøge vores syge nabo – og så gå i seng om aftenen træt efter en dags arbejde og ansvar. Jeg kan huske at jeg som barn hørte en prædiken, hvor der var en historie om en mand, der knoklede så meget med at bære sten, så han blev helt krumbøjet. Så da Jesus kom igen, så var han så krumbøjet, at han ikke kunne rette sig ud og se Jesus på himmelens skyer. Og prædikanten brugte historien til at sige: ”Sådan skal vi ikke være”. Selv om jeg var et barn, så var jeg så forarget på historiens Jesus – hvorfor skulle den mand, der bare havde passet sit arbejde både have en skidt fysik og gå glip af Jesu andet komme?! Nej, teksten til i dag handler om at vi skal leve et normalt liv – søvnen i lignelsen repræsenterer den almindelige rytme i livet, de almindelige aktiviteter. Alle ti brudepiger faldt i søvn, for søvn er en del af den normale rytme, som vi skal følge, imens vi arbejder og venter på Jesus. Er vores arbejde at bære sten, så lad os bære sten til Guds ære om vi så bliver krumbøjet af det. Det skal ikke hindre os i at se Jesus komme igen og gå med ham ind i herligheden, hvor vores ryg vil blive rettet ud – sammen med alt det andet, der plager os.

Men hvis min bøjede ryg ikke skal hindre os i at komme ind til festen, hvad skal så?

Det skal de tomme lamper.

Vi er blandt de ti brudepiger – vi bærer alle lamper, men lignelsen fortæller, at det ikke er nok at bære lamper. Alle 10 havde lamper – men fem af dem var tåbelige. De havde lamper, men ingen olie. Det var ikke engang sådan, at deres lamper var brændt ud – de havde slet ikke olie med sig. Tomme lamper uden olie.

Man skal ikke presse en lignelse for meget – for så bliver den smadret fuldstændig. Jeg tænker dog at olien i dagens tekst er noget af det vigtigste, siden fraværet af det, forhindrer pigerne i deres opgave. Kunne det være den nødvendige nåde – den nåde, som er nødvendig, hvis vi nogensinde skal se Gud. Det er sand omvendelse. Det er tilregnet retfærdighed. Det er ægte hellighed, givet til os ved troen på Jesus Kristus. Det er et forandret indre liv. Paulus beskriver de fem tåbelige brudepiger på den måde: ”I det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft (2. Thim 3,5). De fem tåbelige piger var engageret intellektuelt, de var engageret socialt – de var endda også engageret religiøst. Men de havde ikke noget lys – de havde intet indre liv. De havde en død tro. En tro i det ydre uden gerninger, uden lys. En tro, der ikke kan noget. De havde en tom lampe – intet liv, ingen glæde, ingen tro, intet håb, ingen kærlighed, ingen forventning og lovsang. Ingen forundring og begejstring over vores store brudgom, der er på vej.
De fem tåbelige piger er kristne, der har alt det ydre i kirkelivet, de har alt det ydre i religionen. De er sikkert glade for det – for ellers kunne de når det skulle være have stoppet. Men de blev. De har ingen olie. De går bare rundt med deres tomme lamper.

Måske de regnede med at de kunne udskyde det til sidste øjeblik. De har sådan set alt på plads: De var døbt, de var konfirmeret, de var medlem af Folkekirken, de gik også i kirke en gange imellem, og når de mistede en af deres kære, så tog de også hen i kirken for at tage afsked dér. De havde sådan set alt på plads – men de havde ikke kristendommen sådan i hverdagen. De tog det for givet, at de da altid kunne trænge ind i troens hemmeligheder, der kommer en tid, hvor jeg har bedre tid det passer så dårligt ind i mit liv lige nu… Det er meget farligt.

Eller også regnede de med at det var nok med det ydre religiøse liv. De er gået rundt med deres tomme lampe: Jeg går i kirken, jeg har en bibel, jeg beder før et måltid, jeg lever et ordentligt liv, jeg behandler mennesker ordentligt. ”Se min lampe” – ”se jeg har en lampe” og inde i lampen: Ingenting. Hele deres religiøse liv, så fint det ellers var, var omsonst. En lampe uden olie. En elpærer uden strøm. Men de kender ikke andet end dette tomme religiøse liv. I det øjeblik, hvor brudgommen kommer, så går de i gang med at gøre deres lamper i stand. Det er tåbeligt. Et er at de kloge gør deres lamper i stand – men hvorfor gør de tåbelige det samme? De har ikke olie – hvorfor gør I så lamperne i stand?

Det er det eneste, de kender – det ydre. Formen. Facaden. De har gået så meget i kirke, de har gjort religiøse ting så længe – at lige så snart de hører tale om Jesu andet komme, f.eks. som i en prædiken som denne, som vækker dem lidt op, så er deres reaktion: Jeg må se at få alt det ydre i stand. Jeg må gå mere i kirke. Jeg må være lidt bedre til at bede. Jeg må være lidt mere rundhåndet. Jeg må blive et bedre menneske. I stedet for at bede: Gud, jeg er tom. Fyld mig op. Jeg har intet hjertet for dig – jeg har bare en tom lampe. Det eneste de gjorde var at sætte deres lamper i stand. Men intet ydre, kan frelse os. Ingen kirke, ingen præst – end ikke gode gerninger kan frelse os, det kan kun et personligt forhold til Jesus. Og det kan du ikke få gennem andre. Så da de tåbelige piger spørger: ”Giv os af jeres olie”, så får det et nej. Ikke fordi de kloge ikke vil dele, men fordi de ikke kan dele. De er ikke selvoptaget og selviske, men det er umuligt at låne andres tro, låne andres liv, låne andres virkelighed, låne andres forhold til Jesus. Og de tåbelige piger kommer tilbage til en låst dør. Som porten til Noas ark ikke blev åbnet op, da den først var lukket og vandet steg, sådan bliver denne dør ikke åbnet igen. Også selv om der bliver banket på den. Også selv om pigerne råber: ”Herre, herre, luk os ind”. De har troens sprog – men ikke troens liv. Og de hører de forfærdelige ord, ikke kun fra brudgommen, men fra deres dommer: ”Jeg kender jer ikke”. Frygtelige ord.

Jeg håber ikke nogen af os kommer til at høre de ord: ”Jeg kender dig ikke”. Derfor lad os leve efter lignelsens sidste ord: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”. Våg – vær åndelig vågen. Det her vil komme til at ske en dag – og det vil være en fantastisk dag for de fem kloge. Brudgommen kom ”og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen”. Er du rede? Er jeg rede? Nøjes ikke med en tom lampe, nøjes ikke med en smuk kirkegang, en smuk salmesang, et smukt liv, gode gerninger, nøjes ikke med et helligt ydre liv, men lad os forvandle af hans kraft og nåde. Som kantoriet synger om lidt om den store mester: ”Han sidder ved hjertegruben, han ser i sjælene ind”. Ham, der kan se ind i hjertedybet – han ser igennem lampen og ser om den er tom eller fyldt med olie. ”Og har i hjertedybet sit billede klart han set, så glædes den høje mester”.

Vi kan endnu få olie i vores lamper. Fra det øjeblik Jesus for til himmels og til du ser ham på himmelen igen er nådens tid, hvor døren til bryllupssalen endnu ikke er lukket i. ”Da brudgommen lod vente på sig”. Jesus forudsagde at han ville lade vente på sig – det kan du grine af: ”Ha – Jesus sagde at han snart kommer igen – nu er der gået 2000 år”. Men for Gud er en dag som tusind år og tusind år som en dag. Der er kun gået 2 dage siden Jesus sagde disse ord. Og ja, Jesus er endnu ikke kommet – han tøver med at komme. Måske for at jeg skal have en sidste chance for at få olie. ”I dag er nådens tid, i dag er Gud at vinde”. Der bliver et tidspunkt, hvor det er for sent – men det er ikke for sent i dag. Som vi skal synge:

Endnu er gunst at få
for knuste hjerters råben,
endnu er Gud at nå,
endnu er Himlen åben.

Lad os tage imod olien i dag – lad os tage imod nåde, Helligåndens kraft og gerning og lad os se frem til det tidspunkt, hvor vores brudgom kommer tilbage og vi skal gå ind til hans herlighed i evighedernes evigheder – kun fryd, glæde og liv.

24 nov 2019

Tro virksom i kærlighed
Lyt til prædikenen:

Sidste søndag i Kirkeåret - 2019 - 23rd November 2019

Læs prædikenen:
Vidste du, at du står omtalt i Bibelen? Det gør du faktisk – jeg har lige læst det ”Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone” … og så kommer det ”Og alle folkeslagene skal komme til ham, og han skal skille dem”.
Det er dig – et eller andet sted i hele det store mylder af mennesker fra fortid, nutid og fremtid – et eller andet sted er du.. Du vil være her et eller andet sted – et eller andet sted er jeg. Et eller andet sted vil Dronning Margrethe stå – John F. Kennedy vil stå der, tarmrenseren her fra Hobro, Jodle Birge vil også stå der – ham den lille mand med overskæget nede i Nazistyskland, han vil også stå der – og det samme vil dine bedsteforældre, dine forældre, dine børn og dine børnebørn og oldebørn, hvis du får sådan nogen. Hele menneskeheden lige fra det allerførste menneske til det sidste. Og fokus vil ikke være: ”Nøj, jeg står lige ved siden af Napoleon” – nej, fokus vil være på dommeren, ham, der sidder på tronen. Fokus vil være på Jesus – og fokus vil være på hvad han siger og hvad han gør. For han deler folk op i to grupper – en, der tror og en, der ikke tror. En, der vil gå fortabt og en, der vil komme ind i den himmelske herlighed sammen med Jesus.

Hvad er forskellen mellem de to grupper? Det, der virker mest oplagt er, at det må være noget med, at den ene gruppe gjorde gode ting og den anden gruppe gjorde ikke gode ting. Nej – det er ikke det, teksten siger. Teksten siger, at den ene gruppe var får og den anden gruppe var bukke – at der er forskellen. Forskellen mellem de to gruppe er altså ikke først og fremmest hvad de har gjort eller ikke har gjort, men forskellen er hvad de er. Det, der adskilte dem var ikke deres gerninger eller mangel på samme, men det, der adskilte dem fra hinanden var deres væsen, deres indre – det de var. Og ud fra hvad de var, nemlig at de var kristne, at de troede på næstekærlighedens evangelium, ud fra det handlede de næstekærligt. Eller handlede de ikke næstekærligt.

Så dybest set handler den her tekst om tro – men tro aktiv i gerninger, for uden tro er det umuligt at behage Gud (Hebr 11,6). Troen skal være der – som udgangspunktet for gerningerne. Paulus skriver et sted til en menighed, der gik meget op i, at man fulgte de jødiske religiøse regler, han skrev: Det gør ”hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed” (Gal 5,6).
Tro virksom i kærlighed. Tro virksom i kærlighed. Det, Gud har lagt mig på sinde at forkynde i dag er ikke hvad der sker en gang ude i fremtiden – dommedag, om det så sker i morgen eller om flere år. Nej, det jeg skal forkynde i dag, det er det, der sker i dag.
For de fleste af os sidder nok her og ser os selv i flokken af får, altså dem, der bliver frelst. Vi er herover til højre er vi. De gode – Jesu små kæledægger. Der er nok ikke ret mange, der vil sige om dem selv, at de er herovre til venstre, at vi ikke er kristne og vi derfor går fortabt – de fleste er nok kristne i en eller anden grad.
Men så vil jeg gerne stille spørgsmålet: Hvordan kan det ses i dag, når du går ud af kirken, at du er en af dem, der bliver frelst? Hvad siger lakmusprøven i dag? Hvad forskel er der på dig, der er kristen, og så dem, der siger, at de ikke er kristne?
Og nej, det handler ikke om, at nu skal du ud og gøre en masse ting, for så at blive en kristen. Det er ikke sådan det foregår. Man bliver ikke en kristen af at gøre gode gerninger – det er slet ikke sådan det hænger sammen. Det er modsat: Man bliver ikke en kristen af at gøre gode gerninger – men en kristen gør gode gerninger.

Men dybest set gider vi ikke. Vi gider da ikke give nogen noget at spise, vi gider ikke give nogen noget at drikke, vi gider da ikke give nogen tøj, vi gider da ikke tage os af en fremmed, eller besøg en i sygehuset og da især ikke i fængslet.
Vi gider simpelthen ikke, for det må andre tage sig af. Det betaler vi os fra over skattebilletten. Det betaler vi os fra ved at give til Frelsens Hær, når de står og trutter ude på gågaden eller ved at give til hjælpeorganisationer. Der er altid nogen, der er dygtigere end os… der er altid professionelle kristne, der kan overtage opgaven. Og det er fint og godt alt sammen, men Jesus spørger ikke efter din selvangivelse og hvor mange småmønter, der er røget til gode formål, når du står foran tronen. Han spørg ikke efter om du har givet penge. Han ser til om du har en tro – en tro virksom i kærlighed. Han ser efter om du har tjent ham i de mindste – hvad du har gjort mod en af mine mindste brødre, det har du gjort mod mig.
Er du en kristen? Så vær en kristen. Gud har sat sine naturlove ud af spil og lade sig føde som et almindeligt menneske. Han gjorde det igen senere: Sprængte naturlovene og opstod fra de døde – og til slut sprænger han igen naturlovene ved at forlade jorden ikke som død, men som levende for at sætte sig ved Gud den almægtiges højre hånd. Og ved du hvorfor han har gjort det? Det har han gjort for at gør dig, en buk om til et får. Det har han gjort for at flytte dig fra den venstre side, dommens side, fortabelsens side, og så over til højre, til frikendelsens side, til frelsens side.
Og det har han ikke bare gjort for din skyld, men for at du må åbne øjnene og se alle de mennesker, der har brug for en kristen. Jesus har ikke frelst dig for at du skal blive siddende på kirkebænken og mumle med på salmerne og døse hen i bøn, men for at du skal gå ud af kirken og trodse mørket, trodse ondskaben, trodse lidelserne, trodse fattigdommen, trodse alt det, der gør ondt i livet. Jesus har ikke frelst dig for at du skal forbande mørket, men for at du må tænde et lys.
Som sangeren Hans-Inger Fagervik synger:

Lad os tænde lys – i stedet for at forbande mørket
Lad os tænde håb – for den, der synes at alt ser håbløst ud
Lad os giv lidt vand – til den, der lever i tørke
Lad os give varme – til den, der fryser

Der er så meget brug for dig – dine evner, dine kvaliteter, din varme, din næstekærlighed, din omsorg. Din kirke har brug for dig. Der er rigtig mange, der har brug for et besøg – folk, der har mistet, folk, der sidder ensomme derhjemme.
Så jeg vil gerne stille dig spørgsmålet igen: Hvordan kan det ses i dag, når du går ud af kirken, at du er en af dem, der bliver frelst? Det skal nok komme frem på dommedag om det så passer, men hvad siger lakmusprøven i dag? Hvad forskel er der på dig, der er kristen, og så dem, der siger, at de ikke er kristne?

Der var en, der blev spurgt: Er du kristen?” – og som svarede tilbage: ”Det ved jeg ikke – det må du spørge min nabo om”.
Er vi kristne? Ja, jeg tror det, men så lad vores tro være en tro virksom i kærlighed.

8 sep 2019

Lyt til prædikenen

12. set 2019 - 7th September 2019

Læs Prædikenen

Jesus helbreder en døvstum mand – helbreder ham med ordet ”Effatha”, som betyder ”luk dig op”. Og pludselig kunne manden høre – og derfor også tale.

Jeg tror fuld fuldt og helt på at Jesus også i dag kan helbrede mennesker – som at åbne ørene rent fysisk på en døv… men jeg tror også altså også at han kan åbne ørene åndeligt på os, så vi kan høre hvad han vil sige til os – og det er måske et meget større under end det fysiske under. Han kan åbne vore åndelige øre, så vi kan høre hvad han vil lære os. For han vil os noget… han vil dig noget.

Og det er det fantastiske ved at være præst i den levende Guds kirke. Vel knokler jeg hver eneste uge med at få skrevet min prædiken, men når alt kommer til alt, så er det slet ikke mig, der står bag, men ham der bærer det hele. Vi hørte oppe fra alteret, at det var noget selv Paulus kendte til: ”Ikke at vi af os selv duer til at udtænke noget, som kom det fra os selv; at vi duer til noget, skyldes Gud” (fra 2 Kor 3,4-9). Skal der komme noget ud af mit arbejde med min prædiken, så skal Helligånden virke, så skal vore ører åbnes… ikke ved vores egne anstrengelser, men ved hans nåde. Ved at han gør et under. Og det er ikke altid at det går som præsten prædiker… nogle gange går det faktisk meget bedre, fordi det er helt ude for hans rækkevidde, hvad Gud vil give hver eneste af os.

I skal lige høre nogle mærkelige oplevelser jeg har haft som præst. Der var engang en kvinde, hvis historie jeg kendte lidt til, som nede i døren trykkede mig i hånden med ordene:”Jeg kunne høre, at du havde mig i tankerne, da du sagde det og det. Tak for det”. Og jeg nikkede – og havde slet ikke hjerte til at sige til hende, at jeg ikke havde haft hende i tankerne overhovedet… og at jeg faktisk heller ikke synes at jeg havde sagt det hun havde hørte.

Det var en behagelig oplevelse – noget bedre end en anden gang, hvor en havde været til gudstjeneste klokken 9.00 og stod i døren efter næste gudstjeneste. Hun ville bare sige mig, at når jeg prædiker, så fik hun kvalme – ”og sådan er vi mange, der har det”.

Hvordan kan det være, at folk høre noget i en prædiken, som jeg slet ikke var klar over – og hvordan er det, at man reagerer så forskelligt?
Jeg tror ikke bare det er sådan, at smag og behag er forskellig. Jeg tror virkelig, at der er noget andet på færder. Det sker, fordi det at høre ikke bare er den proces, der sker inde i øret, når lyden rammer trommehinden og sætter den i svingninger. Nej, du lytter ikke bare med dit øre, du lytter med dit hjerte med alt det du har med dig dér af erfaringer og oplevelser.

Du hører ved at Gud åbner vore ører for forskellige ting efterhånden som vi selv er klar til at høre det. Hvordan han åbner forskellige ting efterhånden, som vi har brug for at høre det. Men det sker kun, hvis Gud tillader det.

Mange gange i Bibelen læser vi, hvordan det at høre og forstå ikke bare er noget vi kan vælge og vrage som vi lige ønsker. Det er noget Gud skal tillade. Det passer ikke ind i vores syn på vore egne muligheder, at vi selv kan bestemme hvad og hvornår vi vil høre. For det kan vi ikke. Skal vi høre, så skal der et under til. Det er noget Gud skal tillade – så derfor rent konkret, så er det faktisk et under, hvis I får noget som helst ud af mine prædikener. Der skal et guddommeligt ”effatha” til, ”Åben dig op”.

Men er der da ikke noget vi selv kan gøre? Hvis det hele er i Guds hænder, er det da så ikke fuldstændig lige meget hvordan jeg opfører mig? Nej, der er i hvert fald en ting vi kan gøre i denne sammenhæng: Vi kan stole på Gud. Vi kan vende vores forventninger og vores håb til ham.

Vi hørte for lidt siden Salmernes Bog fra alteret, da ridsede forfatteren forskellen op mellem den eneste sande Gud og de mange afguder (Sl 115,1-9). I kan måske huske det, at ”nok har de mund, men de kan ikke tale… og der er en lang liste, som også indeholder: At gudebillederne ”nok har de ører, men de kan ikke høre”. Og så slutter forfatteren af med at sige, at ”sådan bliver også de, der har lavet dem, alle de der, stoler på dem”.

En sikker måde at blive åndeligt stum, blind og ikke mindst døv på, er altså ved at stole på andre guder end den eneste levende Gud. Og de andre guder behøves ikke at være konkrete afguder, der findes i forskellige religioner – en gud er det, som vi sætter vores tillid til. Om det så er penge, uddannelse, politikkere, verdens bedste arbejde – eller andet. Som modsætning til de ikke eksisterende afguder og de ting, som vi sætter vores tillid til, står den levende Gud og opfordringen kommer til sidst i salmen: ”Israel, stol på Herren”. Stol på ham, der ”er i himlen og gør alt hvad han vil?”.

Så jo, vi kan gøre noget. Vi kan stole på Gud og forvente noget af ham, når vi træder ind i kirken.

Den bedste måde at forberede sig til at gå i kirke, det er at bede Gud om at han må åbne min øre, så jeg må kunne høre hvad han vil sige til mig i dag. Netop: Hvad Gud vil sige… ikke hvad fjolset til en præst vil sige… men hvad Gud vil sige… og hvad vil han sige til mig i dag? Ikke sådan med et lille blik over på den anden række: ”Det havde han godt nok godt af at høre”… nej, hvad vil Gud sige til mig?

Den bedste måde at forberede sig til at gå i kirke, det er ved at forvente at Gud taler til mig. Den bedste måde at læse i Bibelen derhjemme er ved at forvente, at Gud vil tale til mig gennem det jeg læser. At jeg læser i Bibelen ivrigt, opmærksomt, tillidsfuldt, forventningsfuldt, ydmygt, tålmodigt, glad, med bøn og med en hensigt: Jeg vil høre hvad Gud vil sige til mig. ”Effatha” til, ”Åben dig op”.

Det hele begynder med at have tillid til Gud, at have forventning til ham. Gud vil åbne vore øre – og uanset om det vi høre gør os glade eller får os til at få kvalme, så er det sagt i kærlighed til os. Han ved hvad vi har brug for at høre. ”Effatha” til, ”Åben dig op”.

1 sep 2019

Lyt til prædikenen:

11. efter trinitatis 2019 - 1st September 2019

Læs Prædikenen:
Moralen i denne historie virker til at være lige til

Tænk ikke for stort om dig selv, som denne dobbeltmoralske farisæer – vær hellere som denne selvfornedrende tolder.
Eller vil vi sige det endnu mere simpelt, så fortæller denne lignelse os: Vær ydmyg.

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke, at lige så snart en af Jesu lignelser er så nem, simpel og lige til at forstå, så er det garanteret fordi vi ikke rigtig har forstået den. Jesus plejer ikke at være så ligetil.

Lad os prøve kigge på farisæeren – det er jo en imponerende den liste, som han læser op over for Gud. Han er virkelig noget specielt – ved første øjekast er han virkelig ikke som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Der er ingen tvivl om at farisæeren lever et retfærdigt liv for ha lever fuldstændig fejlfri i forhold til lovens ord. Han er fuldstændig på ret kurs i forhold til hvad liv, han skal leve, men dér, hvor kæden hopper af er hans fokus for det retfærdige liv er. For imens han står og beder til Gud, så beder han faktisk kun om sig selv – I løbet af to sætninger siger han ”jeg” – fire gange.

”Gud, jeg takker dig,
fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér.
Jeg faster to gange om ugen, og
jeg giver tiende af hele min indtægt”.

Han beder om sig selv, imens han ser ned på mennesker, som er skabt i Guds billede og som er elsket af Gud. Han stiller sig op blandt mennesker – som en ud af mange – men som den bedste af de mange. Og så går han ud af templet lige som da han gik ind i templet. Besøget i templet gjorde faktisk ikke nogen forandring på ham. Han er ikke retfærdiggjort – han er ikke blevet tilregnet retfærdighed eller erklæret retfærdig af Gud. Det kom ikke engang ind i hans hoved, at han kunne bede Gud om det.
Jeg tror, at hvis vi skraber lidt i overfladen på farisæeren, så finder vi en tolder. Som Paulus siger ”Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” (Rom 3,23). Farisæeren er lige som tolderen, man skal bare skrabe i overfladen og komme forbi den flotte facade. Farisæeren er lige som tolderen, men han har bare ikke erkendt det og bekendt det, så derfor er han fanget i sit eget lille gyldne bur af selv-fromhed. ”For jeg er ikke som tolderen dér.. ”jo, det er du – du kan bare ikke se det.
Lad os prøve kigge på tolderen. Tolderen ser ikke sig selv som en ud af mange – han ser sig ikke som en synder ud af mange syndere. Han ser sig som synderen – som bestemt form ental, som det hedder i grammatikken. ”Gud, vær mig synder nådig”. Eller som det også kan oversættes: Gud, vær nådig mod mig, synderen. Vi kan ikke lide at have mærkatet ”Synderen” på os – for så slemt er det da ikke med os. Vi er da ikke værre end alle andre – vi er jo alle syndere… og så kigger vi rundt på dem omkring os. Lige som farisæeren gjorde det.

I kender måske historien om den gamle Stine, der fik besøg af præsten – hun lå på sit yderste – og det hørte sig til at komme med en bekendelse overfor præsten.
– Jeg har været en meget stor synder i mit liv.
Præsten tog Stines hånd:
– Ja, det er rigtigt Stine, det er også hvad jeg har hørt. Og gamle Stine løfter hovedet fra puden – pludselig var kræfterne tilbage i hendes stemme:
– HVEM har sagt det til dig?

Nej, vi kan godt acceptere at vi er en synder, men ikke vi er Synderen, med stort S. Vi kigger rundt: ”Så slemt er jeg da heldigvis ikke. Jeg har brug for nåden og tilgivelsen – men det har alle de andre også”. Tolderen så sig selv som synderen – Gud, vær nådig mod mig, synderen.
Det, der gør lignelsen RIGTIG interessant er der faktisk ikke er antydningen af anger i tolderens tale, der er ikke noget løfte om at fra nu af stopper han som tolder og give halvdelen af sin ejendom til de fattige og dobbelt tilbage til dem, han har snydt. Intet løfte om at begynde et nyt og bedre liv. Der er faktisk kun en anerkendelse af at han fuldt og helt er afhængig af Guds nåde. Tolderen ved den ene ting, som farisæeren ikke ved:
Hans liv er Guds liv.
Hans fortid, nutid og fremtid afhænger fuldstændig af Guds nåde og barmhjertighed.

Tolderen ser sig som synderen – der kun kan en ting: Række hænderne frem og bede om nåde. Han har intet i sine hænder – ikke engang anger, bekendelse, tro, løfter om bedre tider. Det eneste han kan bringe frem til Gud er den TOTALE afhængighed.

Det er kristendom: Hvis noget af vores frelse, bare den mindste smule. Hvis noget af vores retfærdighed , bare det mindste smule, hviler på vores evner, vores karakter – om det så er gode gerninger eller noget, vi præsterer, at så er vi fortabte. At enten er det Gud alene, der frelser os – eller også er det os, mennesker alene. Vores frelse, vores retfærdighed er ikke et åndeligt samarbejde. Det drejer sig ikke om mig – det drejer sig om Gud.

Før fandt vi ud af, at hvis man skrabede lidt i overfladen på farisæeren, så fandt vi en tolder. Jeg tror også, at hvis vi skraber lidt i overfladen på tolderen, så finder vi en farisæer. For i det øjeblik at vi tager lignelsen til os og bliver ydmyg lige som tolderen, så er det meget svært ikke også at blive taknemmelig over at jeg så ikke er som farisæeren. Det er forkert – lad os have fokus på Gud.

Det handler heller ikke om at leve i denne bevidste ydmyghed, at jeg ved, at jeg er synderen, der ”står for Gud, som alting ved og slår mit øje skamfuldt ned”, som en gammel vækkelssang siger. For nej, så har man fokus væk fra det, Gud har gjort for mig og så over på min status. Og lige i det øjeblik at vi har skiftet fokus, så handler det pludselig om mig. Så handler det min ydmyghed eller manglende stolthed så handler det om min syndighed, hvor man sætter en ære i sin usselhed. Men nej, det skal ikke handle om mig, det skal handle om Gud.

Lignelsen her handler om at vende vores opmærksomhed fra os selv – fra vores hellighed eller vores lidenskab, vores tro eller vores nederlag, vores ære eller vores skam, og så over på Gud. Den Gud, der har sin glæde i at retfærdiggøre den ugudelige, som hilser den udskudte velkommen og som helbreder alle dem, der mangler. Den Gud, der sendte sin søn for at blive hadet og foragtet af alle – så du kunne blive elsket af Faderen. Der Gud, der sendte sin søn til sine egne, men blev en fremmed blandt sine egne, ja, blev en fremmed i sit eget tempel. Den Gud, der sendte sin eneste søn for at han kunne blive lige så ensom som tolderen, stod alene nede bag ved i templet foragtet af alle. Ja, Jesus blev endnu mere foragtet og mere ensom end tolderen – for Jesus blev drevet væk fra templet med et kors på sine skuldre til verdens historiens ensomste sted: Korset, hvor Jesus endda blev forladt af Gud. Tolderen slog sig selv på brystet i templet – Jesus blev jaget væk fra templet imens andre slig ham.
Det handler om ham – det handler om Jesus. Ikke hvad vi har gjort eller ikke har gjort, men i hvad han har gjort. Det handler om at komme med fuldstændige tomme hænder til ham – tømt for stolthed, ydmyghed, gode gerninger, onde gerninger – men bare tomme hænder. For det er kun den, der har set at vi har behov for Gud, det er kun dem, der er retfærdig, frelst – en himmelborger.

For 14 dage siden var der en artikel i Præsteforeningens Blad med overskriften: Nadveren er en bekendelseshandlig. Nej, det er nadveren ikke. Bruger vi den som en bekendelsehandling, så gør vi os skyld i at misbruge det hellige. Nadveren er virkelig stedet, hvor vi ikke skal præstere noget, men bare tage imod. Vi skal ikke komme med noget – vi kan komme med tomme hænder, og Jesus giver os på en konkret måde sit legeme og sit blod i vores fremstrakte hænder. Lad os mødes til nadveren – bødes som vi er på godt og ondt, og dér møde Gud, som han er på godt og bedre – og modtage det Gud er og har, for han er rig på barmhjertighed, kærlighed og tilgivelse.

11. efter trinitatis 2019 - 1st September 2019

28 jul 2019

Lyt til prædikenen her:

6. søndag efter trinitatis - 28th July 2019

Læs prædikenen her:
Jeg vil gerne begynde med en lille geografitime. Jeg har lige læst et lille stykke fra Bjergprædikenen for os. Hvis I kan se Israel for jer, så har vi Det døde hav, Jordanfloden og så den store Genesarets sø – øverst oppe nordpå har vi byen Kapernaum, så lige vest for byen har vi det bjerg, hvor man mener at Jesus prædikede. Hvis man tager bilen fra Jerusalem og kører direkte nordpå over Jeriko og så videre langs Jordanfloden, så er vi dér omkring 3 timer efter. 190 kilometer. Det er cirka den afstand der er herfra og så til DS Arena, hvor Hobro Boldklub spiller, hvis man er til fodbold.

De mennesker, der hørte Jesus prædike første gang kendte godt turen til Jerusalem, for som gode jøder var de nødt til at rejse den gerne en gang om året. Ikke for at komme til fodbold, men for at komme til templet og bringe en offergave for det forkerte de havde gjort i det forløbne år. Den gang tog det noget mere end 3 timer at rejse over bjerge, støvede landeveje – farlige veje, hvor røvere lå på lur, fordi de vidste at man skulle til Jerusalem og derfor havde penge med til offergaven. Et nemt bytte.

Nu skal vi prøve forestille os, at en mand har rejst 10 dage, slæbt sin familie igennem bakker, dale og bjerge og med risiko for at falde i røveres hænder – nu er han nået til Jerusalem. Køber et slagtoffer og bringer det hen til alteret. Det er højdepunktet på året – alle besværlighederne værd.

Jøderne omkring Jesus kender den følelse – nu sker det snart. Og så siger Jesus: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanke om at din broder har noget i mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave”.

Du har rejst 10 dage, du har rejst fra den ene ende af landet til den anden, du har købt din offergave og du har stået i kø – det er din tur lige om lidt. Og så kommer du i tanke om at der er en, derhjemme, der har noget i mod dig. Så kommer du i tanke om at du mangler at forlig dig med en derhjemme. Du er ved at reparere kløften mellem dig og Gud – og så kommer du i tanke om at der er en kløft mellem dig og et medmenneske. Der er en konflikt mellem dig og et medmenneske. Jesus siger: Så er du simpelthen nødt til at rejse tilbage –rejse de 10 dage og alt det bøvl og så forlig dig – og så rejs tilbage, og så kan du bringe din gave. Så kan du forlige dig med Gud.

Det er radikalt det Jesus kræver. Forlig dig – koste hvad det vil. Forsoning med vores Gud hører tæt sammen med forsoning med vores medmennesker. Ja, det drejer sig ikke bare om at DU har noget imod din bror, men at din bror har noget imod dig. Det gør det ekstra besværligt ikke? Har vi opført os sådan, at der er en et eller andet sted, der har noget imod os? Så gå hen – før noget andet – og få genskabt det fællesskab, som du havde. Ræk hånden ud til forsoning. Og så undskylder du. Ikke noget med at bortforklare og pege på den anden, ”men du var jo heller ikke bedre end mig”. Nej, undskyld – læg dig fladt ned og sig undskyld. Læg din stolthed til side – og læg din skæbne i den andens hænder.

Men hvad så når der er en, der har noget imod dig – og du med hånden på hjertet kan sige: ”Det var ikke min skyld. Den anden er eneårsagen til konflikten. Han har noget imod mig – men det kan jeg ikke gøre noget ved, for jeg har min sti ren. Jeg lader ham sejle i sin egen vrede imod mig”. Vi skal lige lægge mærke til at Jesus ikke siger: ”Læg bare gaven på alteret, for den anden er jo alligevel bare en idiot. Hun er alligevel ikke dine frustrationer værd”. Jesus skeler ikke til skyldsspørgsmålet – om du eller den anden har ret – han peger bare på det brudte forhold. Jesus indleder bjergprædikenen med saligprisningen: ”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn”. Vi ønsker at være Guds børn, ikke? Så lad os strække os så langt som vi overhovedet kan for at stifte fred. Og det kan godt være, at den anden nægter at række hånden ud for at gribe din hånd – så må det være en sag mellem den person og Gud. Vi skal bare gøre vort til at fred og forsoning får liv her på jorden. Vi er forpligtet på at stræbe efter forsoning, så må vi leve med den smerte det er, når den forsoning så ikke lykkes. Paulus siger i Romerbrevet (12,18): ” Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer”.
Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvor mange ægteskab vil være reddet, hvis vi praktiserede den form for kristen livsstil?! Det er umuligt at holde gang i en uenighed, hvis der er mindst en af parterne, der lever det her ud. Hvad så ikke hvis det er begge to? Hvis begge to ser, at der er en konflikt, lægger deres tanker og deres handlinger åbent frem og beder om tilgivelse for det. Eller hvad med konflikter i resten af familien eller på arbejdspladsen?
Det er virkelig en udfordring det her – og vel også provokerende og ubehageligt, for det stikker i os: Arh – det kan ikke passe!

Og hvis vi lægger mærke til det, så ender rigtig mange prædikener om bjergprædikenen med at tage brodden ud af teksten: Jesus mener det ikke så alvorligt. Det her er sagt før nåden kom ind i verden – og for at vise os at vi i den grad har brug for nåden. Vi har brug for Guds tilgivelse – for det her kan vi ikke leve ud. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis den Jesus som vi tjener, aldrig udfordrer os eller aldrig gør os ubehagelig til mode, så tjener vi nok ikke den Jesus, vi læser om i Bibelen.

Da jeg sad en fredag og arbejdede med teksten her, så stak en fra menighedsrådet hovedet ind og spurgte hvad jeg lavede. Jo, jeg arbejdede med prædiken over den og den tekst. Du kan jo prøve at arbejde med spørgsmålet: Hvorfor slår vi i bak, når vi hører sådanne krav fra Jesus? Hvorfor støder vi os på Jesu radikale ord ikke bare her, men i hele Bjergprædikenen?

For det første er det vel fordi det ikke er det billede, vi normalt får malet op af Jesus. Vi er vant til at se Jesus som Thorvaldsen-Jesus med åbne indbydende hænder: Kom til mig – og jeg vil give jer hvile… og så ser vi en mental og åndelig sofa, vi kan lægge os på. At være en kristen er ikke et liv på sofaen – men et liv i tjeneste og tilbedelse af Herren.

For det andet, så rammer det ind i noget, vi ikke vil. Vi vil ikke gøre så meget for at frembringe forsoning – så skal vi gøre en ekstra indsats, det er besværligt. Det passer ikke lige nu. Det er fortid. Og det er vel dér det ligger – ikke i at vi ikke kan rejse de 200 kilometer for at række ud, men i at vi ikke vil. Og derfor stikker teksten til os.

For det tredje, så er det vel fordi det kræver, at vores stolthed står i vejen for os – vi er nødt til at ofre vores stolthed på fredens alter for at række ud. ”Jamen jeg er jo helt uden skyld i den konflikt. Han har faktisk set sig sur på mig, fordi jeg er en kristen”. Jesus var også uden skyld – men alligevel døde han på korset, forhånet, forladt og forpint. Gud rakte ud til os – selv om det var os, der havde brudt forholdet til ham. Og Guds hænder strakte sig så langt ud til forsoning at vi tog imod de hænder og naglede dem til korset. Så kan vi vel også række vores hænder ud ikke på korsets planker, men ud efter telefonen og ringe, skrive på Facebook eller ringe på døren. Forsoning er et karaktertræk hos Gud – vi skal som Guds børn genspejle hans karakter ud i verden. Vi beder det hver gang vi beder fadervor: Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere.

En af de sikre kendetegn på en person, der virkelig har forstået dybden af deres tilgivelse i nåden, er en person, der vil sætte himmel og jord i bevægelse for at videregive denne tilgivelse i deres forhold til andre mennesker. Forstår vi virkelig hvad Gud har gjort for os på korset for at tilgive os, så vil vi gøre alt hvad vi kan gøre for at dele den tilgivelse med andre. Og er vi modsat ikke en person, der ikke er villig til at stræbe efter forsoning og tilgivelse, så er det muligvis fordi vi ikke har forstået alt det, som Gud har været igennem for at tilgive os. Jesus rejste ikke bare 190 kilometer i 10 dage for at skabe forsoning. Han gjorde mere – han forlod himmelen og kom til denne planet.

”Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke fore et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på, og blev mennesker lig … han ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors” (Fil 2,6-8)

som Filipperbrevshymnen siger.

Alt det gjorde Jesus for at forsone os – for at frelse os – for at tilgive os. Lad os prøve at tænke vores forhold igennem: Er der et sted, hvor der mangler forsoning og forligelse? Vi ved hvad Jesus gjorde for at forsone os med Gud – hvad forhindrer os i at gøre det samme over for dem, vi har et eller andet kørende med? Lad os få det bragt i orden – der er ingenting mere vigtigt end det.
Må Gud give os visdom, nåde og vilje til at gå forsoningens vej.

”Vis os da vejen, forsoningens Herre,
og giv os mod til at gå den!”

Salmer:
743:Nu rinder solen op
396: Min mund og mit hjerte
617: Nu bør ej synden mere
prædiken
613: Herre, du vandre forsoningens vej
efter altergangen: 15, 9-10: Op al den ting
208: Skriv dig Jesus, på mit hjerte

at erkende vores egen fejl – og det er langt mere besværligt end at vi ser fejlen hos andre. Men den indre fejl, den indre synd, som ingen ser, er lige så alvorlig som den andre, som alle ser.

2 jun 2019

Lyt til prædikenen

6. søndag efter påske (2019) - 2nd June 2019

Læs Prædikenen
Tårerne stod i øjnene på den unge kvinde, da hun fortalte om hvordan hendes far havde været meget tæt på at ryge 3 år i fængsel efter at være blevet overfaldet af sin nabo.

Jeg mødte hende på min rejse til Ægypten i februar – hun og hendes far tilhørte det store mindretal af kristne i det muslimske land. Vi kan kalde faderen for George. George har en butik – og hans muslimske nabo havde set sig gal på ham på grund af uenighed i troen. Hver morgen måtte George rydde op på fortovet foran butikken, fordi naboen om natten havde tømt sin skraldespand ud over fortovet. Det skete hver nat – og hver morgen måtte han rydde op. Naboen råbte grimme ting ind af døren til George – og kunderne blev advaret mod at handle hos en kristen, en vantro. De blev truet. Nogle gange blev der også kastet sten efter ham. George blev ved med at være smilende, han var venlig og trappede aldrig konflikten op, men det gjorde bare naboen mere og mere vred. En dag kom naboen ind i butikken – hev en kniv frem – nu skulle det være slut en gang for alle. George blev stukket ned – og nåede kun med nød og næppe at overleve ved at flygte fra butikken. Nu gik han til politiet – men da politiet kom for at arrestere naboen ændrede historien sig. Naboen havde fået et par venner til at såre ham – og han og vennerne påstod at det var sket, fordi Georg helt umotiveret havde angrebet ham og stukket ham ned. Det var rent selvforsvar, at Georg var blevet stukket ned. Så fra at være den angrebne, så blev George nu den anklagede og røg for domstolen og blev idømt 3 års fængsel. Det var kun fordi en højerestående politiker gennemskuede, hvad der var op og ned i historien, at dommen blev omstødt og George sat på fri fod. Og han kom tilbage til naboen, der fortsatte med skraldet, stenene og de hårde ord. George oplever hvad jeg lige har læst fra Bibelen: ”… der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud”. For de ægyptiske kristne er det ikke bare ord, det er deres hverdag og mange vælger at lægge kristendommen fra sig eller flytte fra de små landsbyer og ind i storbyen, hvor de kan gemme sig – eller også flytter de fra Ægypten til USA eller England, hvor de ægyptiske kirker vokser eksplosivt for tiden.

Det er en virkelighed, vi har svært ved at forholde os til herhjemme, hvor det at være kristen er et positivt tilvalg, hvor det er noget, man vælger for at få det godt med sig selv – og det er helt fint, så længe man ”ikke er mere troende end det gør noget”. Så længe det ikke har for store konsekvenser, der strider mod det folket mener, for så er man fanatiker.

Jesus siger i dagens tekst: ”Men også I skal vidne”. Det er både sagt til George i Ægypten og til os: ”Men også I skal vidne”. Vi skal være vidner om Jesus her i Danmark. Og ja, det er rigtigt, at vi ikke bliver forfulgt som det blandt andet sker i Ægypten. I det store og hele får kirken lov til at være i fred – men spørgsmålet, der er blevet mere og mere pressende overfor mig er: Skyldes det at vi lever i et gennemkristent land, hvor de kristne normer, den kristne etik, det kristne menneskesyn og den kristne livsstil gælder, eller er det fordi vi kun som kirke taler om det alle kan være enige om? At vi stikker piben ind, så snart at der er optræk til uenighed med flertallet og den offentlige mening – det flertallet mener. En politiker sagde den anden dag:

”Befolkningen har altid ret”. Prøv sig det nede i Ægypten, hvor en video florere med en skoleinspektør, der hiver en kristen skolepige til jorden i håret, fordi hun ikke bærer slør. I Danmark ville der lyde er ramaskrig samme aften overalt i medierne – men i Ægypten: Ingenting ”Hvad er der galt med det her – det er bare en kristen”. Har folket altid ret?
Niels Hausgaard har en fin sang, der hedder ”Hvem bestemmer” og der synger han:

For de fleste har jo magten, så er det så nemt
det bliver præcis, som de fleste har bestemt.
…
Men der er en ting, det ville være skønt at have vidst:
Om de fleste er de bedste – eller bare de fleste” (Lyt til den her)

Ja, måske har flertallet ikke altid ret. Måske skal flertallet nogle gange korrigeres. I brede kirkelige kredse taler man om at kirken skal være modkultur til den herskende kultur, men hvor ser man den modkultur i praksis? Jeg fandt en prædikensamling fra en amerikansk hippipræst fra 60-erne – og han kom med følgende påstand: ”Hvis Jesus havde prædiket det samme budskab, som præster prædiker i dag, så ville Jesus ALDRIG være blevet korsfæstet”.
Er der noget galt med vores budskab, siden vi lever i så god pagt med det omkringliggende samfund, så at en udtalelse fra en anden politiker går uimodsagt hen: ”Når religion og politik støder sammen, så er det altid Gud, der må vige”.

Det skuer i hvert fald i mine øre – for så har man sat politik op over Gud. Politik, der bestemmes af flertallet – men som Hausgaard spurgte: Er de fleste de bedste – eller bare de fleste?

Vi skal som kristne ikke spørge efter hvad flertallet mener og følget folket, vi skal spørge efter sandheden. Og som Kierkegaard siger, så finder man ikke sandheden ved at tælle de oprakte hænder – man finder sandheden ved selv at søge sandheden og som kristne finder vi kun sandheden et sted: Hos Jesus, der er vejen, sandheden og livet. Og sandheden er ilde hørt – som det gamle ordsprog siger. Eller som Kaj Munk sagde: ”Sandheden er ikke rolig og værdig og ophøjet, den bider og river og slår. Sandheden er ikke for forsigtige folk. De skal ikke have sandhed, men sofa”.

Men hvad er sandheden? Hvad er sandheden om menneskesynet i flygtningedebatten? Hvad er sandheden om menneskesynet i klimadebatten? Hvad er sandheden om menneskesynet i ældredebatten? Hvad er sandheden om menneskesynet i reklamernes verden? Hvad er sandheden om menneskesynet i debatten om abort på handicappede fostre eller medlidenhedsdrab? Hvad er sandheden om menneskesynet i den gængse seksualmoral? Hvad er sandheden…?

Vi skal søge sandheden i den åbne Bibel, og vi skal holde os til den sandhed – og fortælle det – både når den går med den gængse politik, og når politik og religion støder sammen. Gud vil ikke vige og det skal vi heller ikke, for Jesus siger: ”Men også I skal vidne”. Har Guds Ånd forkyndt os noget, så må vi også på en eller anden måde fortælle det videre til andre – ja, vi vil ikke i længden kunne beholde evangeliet, hvis vi sylter sandheden hen til nemmere tider. For der er intet af det, Gud har givet os, som er bestemt for os alene.

”Men også I skal vidne”. Vi skal vidne om Jesus – fortælle hans budskab – leve hans budskab. Eller som vi hørte fra Det gamle Testamente fra alteret: ”Gå i gang, for jeg er med jer”. Troen er ikke en holdning, troen er en handling, troen er liv – troen er at vidne.

Vi skal gå i gang med at vidne NU – med at leve vores liv, så det siger ja til Gud. Vi skal leve vore idealer ud, nu. Vi skal holde fast på sandheden, nu. Nu, hvor alting synes at gå godt og medgangen smiler til os. Vi skal gøre det NU – så er der bare en lille chance for at vi holder fast på det, også når det bliver træls. Også når de begynder at tale om udelukkelse fra kirken – og måske hiver kniven frem, som det skete med George i Ægypten. ”Men også I skal vidne”. Og vi skal gøre det – ikke for at Gud må se ned på os og være tilfreds med os. Ikke for at vi skal føle os selvgode – føle at vi har styr på alting og vi har Gud på vores side. Nej, vi skal gøre det for at pege hen på Jesus – for at det menneske, der står overfor dig, må få Jesus som sin frelser. For at det menneske, som står overfor os, må komme til at elske Gud ved at følge Jesu ord.
Historien med George fra Ægypten er ikke enestående. Jeg hørte op til flere, der fortalte om deres muslimske naboer. En af naboerne blev til sidst provokeret over at den kristne blev ved med at smile og vende den anden kind til, så han fløj over og rystede ham: ”Hvad er der med dig. Jeg hader dig, Jeg vil slå dig ihjel – hvorfor bliver du ved med at elske mig?”. Og den kristne svarede tilbage: ”Det er fordi jeg elsker dig og ønsker at du skal lære min frelser at kende”. Det var startskuddet til en udvikling, der endte med at denne nabo i dag er kristen. Jesus gjorde en fjende til en bror.

Det er det, der skal drive vort vidnesbyrd – ikke rethaveri, men kærlighed til det menneske, som vi er uenig med. ”Gå i gang, for jeg er med jer”. Sikke et vidunderligt løfter: Gud er med os. Ja, den opstandne Jesus er med os. Intet er værre end at have Jesus imod sig. Intet er bedre end at have Jesus med sig og som himmelfaren kan Jesus være med os overalt, når vi går ud på hans ord. Når vi tager ham på ordet: ”Men også I skal vidne”. Det skal vi have for øje hver eneste dag, vi skal vide, at vi som kristne hver eneste dag stiger op på hverdags-prædikestolen og vidner i ord og handlinger. Og hver eneste dag må vi bede Gud om at hjælpe os til at gøre det nogenlunde!

26 maj 2019

Lyt til prædikenen
(det er ikke en så god kvalitet, da jeg står langt fra optageren)

5 søndag efter påske - 26th May 2019

Læs prædikenen:
(Der er enkelte ændringer i den holdte prædiken, der uddyber noget i den skrevne prædiken)
Vi lever i den bedste tid nogensinde i menneskehedens historie. Ser vi i det globale husholdningsbudget, så fødes det gennemsnitlige menneske ind i en virkelighed, der giver et bedre udgangspunkt for livet end nogensinde før. Verdens Økonomiske Forum konstaterede i 2016 at verden aldrig har været et bedre sted – og fremtiden ser endnu lysere. Præsident

Barack Obama stillede i en tale i 2017 spørgsmålet: Hvis du kunne bestemme dit eget fødselsår uden at vide hvor du blev født og uden at vide hvem du ville være, hvornår ville du så vælge at blive født? Obamas svar var: Du burde vælge i dag.

Og FNs lykkeundersøgelse siger også, at du burde vælge Danmark eller til nøds Norge, for de to lande ligger altid og slås om hvem, der er verdens lykkeligste land. Vi gør det umanerligt godt.
Vi er glade, vi er lykkelige, vi er tilfredse – så spørgsmålet lyder så: Hvorfor er vi det så ikke?

Vi har næppe haft mere ondt i livet end nu –

vi er mere depressive,
mere angste,
mere medicinerede
og mere ensomme end nogen sinde før.
4,4 procent af verdens befolkning lever i depression – derudover lever flere i angst.

Eksistentielt set er vi ikke i vatter– det ser ud til at det ydre ikke har været bedre, imens det indre så ikke har været værre. Vi må mangle et eller andet, der ikke kan købes for penge.
Der er blevet lavet undersøgelser på hvad dødende mennesker fortryder mest, når de ligger på deres dødsleje. Langt de fleste handler om en eller anden form for kærlighed. Havde vi bare holdt kontakten til gode venner, havde vi dog bare tilladt os at være lykkelig og udtrykke vores følelser. Og samtidig har vi levet et liv, hvor vi har søgt anerkendelse for hvad vi kan og hvad vi er.

Beatles sange en masse skøre tekster, men ramte også hovedet på sømmet i flere af deres sange – f.eks. ”All you need is love”. Det er plat, violinen er sat til hagen – men det er sandheden. Vi har brug for meningsfulde relationer – vi har brug for at blive elsket ubetinget – sådan at vi kan hvile i at uanset hvad der sker, så er vi fortsat elsket. Og samtidig har flere og flere svært ved at skabe meningsfulde vedvarende relationer bygget på kærlighed.

Gud ønsker ikke at vi skal gå til i depression, angst og ensomhed, men han ønsker tværtimod at vi skal leve vores liv sammen med ham i den tætteste relation, der findes: Bønnens liv – og at leve Gud nær er min lykke, som der står i Det gamle Testamente. Eller som Jesus siger i dagens tekst: ”Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen”

Og hvorfor har vi det privilegium at vi kan bede direkte til Gud? Er det fordi vi er specielt fornemme mennesker? Gode mennesker? Jesus har følgende svar på det spørgsmål: ”jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer”.

Gud elsker os – og derfor kan vi komme frem for ham og bede ham om alt, der står i overensstemmelse med Jesus og vi vil få det. Alle himmelens rigdomme er til vores rådighed. Hver eneste gode ting ønsker, Gud at give os på grund af Jesus. Han elsker os.
Ja, Gud elsker hele verden – men alle os døbte, alle os, der er blevet hans børn, os elsker han på en speciel måde. Vi er nødt til at gå et spadestik dybere i dag. Nu er Det nye Testamente skrevet på græsk – og på græsk har man mange forskellige ord, der på dansk oversættes med ”at elske”.

Nu læser vi teksten til i dag fra Johannesevangeliet, der begynder med den lille bibel med ”For således elskede Gud verden”. Gud elsker hele sin skabning med en opfordrende kærlighed, med en guddommelig kærlighed. Ordet for at elske er her det græske ord ”Agape”. Det er den guddommelige, højeste, ofrende kærlighed.

Det er ikke det ord, der bliver brugt her – her i dagens tekst er det det græske ord for at elske ”Fileå”. Det er den intime kærlighed, der er imellem medlemmer af en familie. Det er den dybe affektion. Teksten taler ikke om en universal egenskab hos Gud – det er en personlig affektion, en personlig forkærlighed. Det er skønt at Gud elsker mig, men det er endnu større at han faktisk godt kan lide mig. Han kan godt lide dig. Han er tiltrukket af dig. Han ønsker overdådigt at give dig alle de gaver og velsignelser, som hans kærlighed overhovedet kan frembringe. Han har en helt speciel familiær kærlighed til dig, der hører ham til. Jeg er glad for at blive elsket af Gud på et guddommeligt niveau, men det her er større end det.
Og den virkelige gode nyhed er at han elsker dig selv om han ved alt om dig. Det er forholdsvist nemt at få folk til at kunne lide mig, jeg skal bare lade være med at fortælle alt om mig selv, ikke? Lige så snart at jeg begynder at fortælle alt, så bliver gruppen mindre og mindre. Men med Gud er det sådan, at han elsker mig og det selv om han ved absolut alt, der er at vide om mig. Al min troløshed, mit kritiske sind, min bitterhed, min synd. Men han kan lide mig og han har en stærk personlig familiær forkærlighed til dig.

Og hvordan får vi Gud til at elske os på sådan en måde? Hvorfor elsker Gud os og hvorfor tager han sig af os og hvorfor ønsker han at øse alle himmelens resurser ud på grund af os – også selv om vi overhovedet ikke er som vi burde være? Jesus svarer: ”Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen”. Det er på den måde at vi lever i Guds kærlighed – ved at elske Jesus. Elsker du sønnen, som Gud elsker, så elsker Gud dig.

Og hvordan elsker vi Jesus? Tidligere i Johannesevangeliet siger Jesus: ”Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader;” (Johs 14,21).
Hvordan ved du at du elsker Jesus? Det ved du ved at du holder hans ord, ved at du adlyder Jesus.
Det er jo sådan set det, det betyder at være en kristen. At være en kristen betyder ikke at være medlem af en organisation eller en kirke eller tilhøre en bestemt tradition. At være kristen er at elske herre Jesus Kristus, elske ham med en kærlighed, der leder til lydig tjeneste og lovsang.
Ønsker du at blive elsket på det højeste niveau. Ønsker du at blive elsket på den storsindede måde? Ønsker du at blive elsket af en, der har det meste at give dig? Ønsker du at blive elsket af Gud? Så elsk hans søn – og du vil leve i kærlighedens rigdom hele dit liv. Mennesker vil komme ind og ud af dit liv, de vil elske dig, de vil vende sig imod dig, de vil skuffe dig, men du vil være elsket af en, hvis kærlighed aldrig stopper og aldrig bliver mindre.

I dag er der et valg – det er et vigtigt valg. Men Europas fremtid afhænger ikke af hvem, der bliver valgt ind i dag – Danmarks fremtid afhænger ikke af valget i dag – eller valget på grundlovsdag eller noget andet demokratisk valg for den sags skyld. Som der står i valfartssalmen i Salmernes Bog: ”Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber”. Det vigtigste valg, du kan træffe er at vælge at træde ind i Guds altomfavnende kærlighed. Og du vil træde ind i en kærlighed, der omfavner dig, bærer dig, giver dig fred midt i uro, sikkerhed midt i usikkerheden – og som bærer dig sikkert frem også på trods af din tvivl. Det er er Gud, der ikke bare har magten i dag, men som har magten over fremtiden og som har styr på den fremtid – og du har del i den fremtidsplan – ”en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til os”.
Han elsker dig – vor far, du som er i himlene.

28 apr 2019

Søger vi ordet ”nabostrid” på Internettet, så vil vi få et ubehageligt indblik ind i Hr. og Fru Danmarks hverdag. Rigtig mange mennesker plages af en eller anden nabostrid. Selve årsagen ligger måske så langt tilbage, at ingen husker hvad det begyndte med. Hvor ville man bare gerne have fred – men naboen vil ikke.
Eller på arbejdspladsen – jeg kan bare ikke snuppe hende! Hun sidder altid og er så sur og blander sig i ting, der ikke kommer hende ved. Jeg vil bare gerne have fred – men hun vil ikke.
Eller i skolen: Vi vil bare gerne lege sammen, men så kommer Jens og Nikolaj og de ødelægger bare legen og skubber til os. Vi vil bare gerne have lidt fred.
Og i noget større skala – I kan sikkert godt huske den gang USSR faldt sammen, jerntæppet faldt sammen – vi kunne løfte skuldrene igen. Jeg har levet hele min barndom med frygten for at der var nogen, der kunne finde på at trykke på den røde knap og sende atom-missiler ud over jorden og ødelægge den flere gange. Så da USSR faldt sammen, så var der lige et par år, hvor vi kunne fejre freden – og selv i Israel havde fredsbestræbelserne vind i sejlene. Og så kom 11. september 2001. I går fandt jeg min dagbog frem, og den 12. september 2001 skriver jeg: ”nu er der bare at bede, bede og atter bede og så se, hvordan verden ser ud, når støvet fra World Trade Center er faldet til jorden”. Og ja, der kom en ny verdensorden, en ny frygt og i min dagbog har jeg skrevet om hvordan racismen allerede blomstrede op i ugerne efter 11. september. Fredens tid var igen forbi – selv i lille Danmark. Og det er ikke blevet bedre siden.
Men når nu alle gerne vil have fred – hvorfor er det så, så svært? Ja, fred er et populært ord – men det er en næsten umulig realitet. Også selv om vi er i en evig jagt efter fred – og vi giver ære til dem, der arbejder i fredens tjeneste. Nobels fredspris er en af de mest eftertragtede og ærefulde priser, men verden har svært ved at finde en holdbar fred. Der er tumult i os, rundt om os og over os – og det dominerer alle steder i vores verden. Der er er et fravær af personlig fred, familiefred, lokal fred, national fred og international fred. Man har regnet ud at i de sidste 3500 års verdenshistorie, så har der kun været 300 år, hvor man kunne tale om verdens fred. Samme undersøgelse stillede også spørgsmålet: Hvor mange fredstraktater i verdenshistorien er blevet brudt. Og svaret var: Alle sammen.
Vi vil have fred på alle niveauer af vores liv – være fri for problemer, være fri for stress, være fri for trusler, frygt, ængstelser, depression, fortvivlelse og konflikt.
”Fred være med jer”. Det var Jesu første ord til sine disciple, da han viste sig for dem den første aften efter opstandelsen. ”Fred være med jer”. Det er påskens budskab: Fred. Det er det budskab, der samlede millioner verden over sidste søndag – også i Sri Lankas hovedstad, Colombo.
Den ledende præst ved en af de angrebne kirker har i den forgangne uge sagt: ”Vi er såret. Vi er også vrede. Men vi præster, hele menigheden og de berørte familier siger til selvmordsbomberne og til den gruppe, der har sendt selvmordsbomberne: VI elsker dig og vi tilgiver dig. Uanset hvad du har gjort mod os, så elsker vi dig, fordi vi tror på Herren Jesus Kristus. Jesus Kristus sagde på korset: Far, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør. Vi, der følger i fodsporene på Jesus Kristus siger: For Herrens skyld, tilgiv disse mennesker”
Hvordan kan præsten, kirken og de pårørende sig sådan noget i skyggen af denne forfærdelige påske? Hvordan kan jeg stå og holde en prædiken om fred – og så nævne Sri Lanka?
Måske er det fordi vores naturlige forståelse af fred er forskellig fra den, Bibelen fortæller om. Vi vil som regel beskrive ordet fred med negative ord – at fred er fraværet af noget. At være uden problemer, at være fri for konflikter, ikke at have stress. Det vil være fraværet af fjendtlighed, fraværet af uro, fraværet af konflikt. Fred er kun fraværet af det, der giver os problemer. Det er at blive befriet fra de ting, der får dig til at blive frygtsom, ængstelig og deprimeret. Men det er en utilfredsstillende og ufuldstændig definition af fred – Jesus vil give os en helt anden fred end denne. Et sted siger han til sine disciple: ” Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver” (Johs 14, 27). Jesu fred er anderledes end den fred, som vi kender til i os selv, den som verden kender til. Fordi verden kun kender til en fred, der er fravær af det onde, så kan den kun tilbyde en kortvarig fred – en pause i konflikten, en kortvarig flugt fra konflikt. Men det er ikke Bibelens syn på freden.
Bibelen fortæller os om en fred, der kan eksistere midt i det onde – at vi kan opleve en dybdegående fred midt i konflikten. Den lover os ikke lykke, når en elsket dør, når vi er syge, når vi står overfor en usikker fremtid, når vi oplever problemer i skole eller på arbejde eller når vi stridigheder i familien. Vi kan opleve vores egen langfredag – ja, måske endda se, at vi lever i en langfredag-verden. Jesu fred gør at vi kan være påske-mennesker, der lever midt i en langfredag-verden. Vi er påskemennesker – opstandelsesmennesker, der midt i den verden, som vi kender så godt, alligevel kan opleve glæde, fred, trøst og det evige livs håb. Det er den fred, Jesus vil give os. Vi er påske-mennesker, opstandelses-mennesker, der lever midt i en langfredag-verden. Jesu fred er helhed, enhed, balance og det er at genforene det brudte forhold. Og først og fremmest det brudte forhold til Gud, som siden syndefaldet har hærget menneskeheden. Bibelen fortæller os, at hele menneskeheden som udgangspunkt er Guds fjender, at vi var Guds fjender fra fødslen og vi var Guds fjender ved vort eget valg ved vore egne gerninger. Når Jesus påskeaften siger ”Fred være med jer”, så er det fordi korset og den tomme grav i troen sætter os i det rette forhold til Gud. I korset og den tomme grav genforener Gud mennesket med sig selv, sådan så alle dem, der tror, ikke længere er fjender af Gud. Korset og den tomme grav gør at dem, der før var fjender, nu er blevet venner. Ja, Guds fjender er endda blevet Guds børn. Det er det dåben skænker os – og det er det, troen tilegner os. Vi bydes ind i Guds familie og i Guds nærvær for altid. Jesu fred er derfor ikke fravær af det onde, men det er nærvær af Gud.
Vi vil nok helst foretrække, at Gud vil give os fred ved at tage alle vores stridigheder, piner og problemer væk. Men den fred, Jesus tilbyder er stærkere end hvad vi vil foretrække, for det er visheden om at han er med os selv midt i – ja, især midt i de hårde timer. Det er den fred, der overgår al forstand. Den fred, som verden ikke kan give, men som kun Guds nærvær kan give. Det er en overnaturlig fred, det er en guddommelig fred, den tilhører Kristus, tilhører Jesus. Det er en fred, der ikke bygger på letkøbte illusioner, men som bygger på Jesu død op opstandelse og som hænger fast på Gud, fordi vi stoler på Gud og tror på ham.
Jeg begyndte med at sige at fred er et meget populært ord – men det er en næsten umulig realitet. Men hvis der er noget verden har brug for, hvis der er noget dine naboer har brug for, din omgangskreds har brug for, så er det fred. Jesu fred. Som kristne er du og jeg påskemennesker, opstandelsesfolk, midt i en langfredag-verden. Lad os ikke holde den fred for os selv – lad os dele ud af den. Påskeaften sagde Jesus til disciplene: ”Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer”. Det gælder også os: Han giver sin fred til os, og så sender han os ud, for at vi må dele freden ud til dem omkring os. Ja, Gud ønsker at bruge dig som redskabet til at sprede sin fred.
Lad os samme bede Frans af Assisis bøn:
Herre, gør mig til et redskab for din fred!
Lad mig så kærlighed, hvor der er had,
tilgivelse, hvor der er uret,
enighed hvor der er splid,
tro hvor der er tvivl,
håb hvor fortvivlelsen hersker,
lys hvor der er mørke,
og glæde hvor der er sorg.
O, Guddommelige Mester,
lad mig ikke stræbe så meget efter,
selv at blive trøstet, som at trøste andre
Ikke så meget efter at blive forstået,
som at forstå andre
Ikke så meget efter at blive forstået,
som at forstå,
ikke så meget efter at blive elsket,
som at elske andre.
Thi idet vi giver, tilgives der os
og idet vi dør, fødes vi til det Evige Liv.

Amen

21 apr 2019

Lyt til prædikenen

Påskedag 2019 - 21st April 2019

Læs prædikenen
Jeg elsker statistik… der bliver lavet statistik om alt! Der findes ikke den ting, som du ikke an finde en statistik for inde på Danmarks Statistik.

Af en eller anden grund gik jeg sent fredag-aften ind på deres hjemmeside – og stødte på statistikken om antal døde i 2018. Det er en lille årgang – så sidste år var der

55 232 dødsfald.
Det svarer til at der var 151 dødsfald om dagen,
hvilket igen svarer til 6 dødsfald i timen.

Jeg fik lov til at være præst ved 36 af de 55 232 dødsfald. 36 unikke personer – med hver deres baggrund, hver deres historie – børn, unge og gamle.

Med mindre at Jesus når at komme igen, så vil vi på et eller andet tidspunkt komme i den statistik – der er ingen vej udenom. Den puls, du kan mærke her, vil en dag høre op, dit hjerte vil stoppe med at pumpe blodet rundt i din krop.

Midt i julis varme, var en af de store nyheder i medierne, at Københavns Kommune havde købt et værk af kunstneren Jakob Jakobsen, der bestod af en række ark papirer med politikers navne på: “Lars Løkke er død”, ”Henrik Sass Larsen er død”, ”Karen Jespersen er død”, og ”Ole Sohn er død”. Og det vakte stor forargelse i politikerkredse – det blev kaldt usmageligt. ”Og hvad ville du sige, hvis det var dit navn, der stod dér”. (Læs mere her)

Jeg forstod nok ikke rigtig hvad man blev forarget over – det var jo ikke et ønske, men en reminder – det som munkene hilste hinanden med i middelalderen: Husk du skal dø. Vi bryder os ikke om den reminder – der er usmageligt.

Døden udjævner alle skel – overfor døden er vi alle lige.

Der er en, der kalder døden for den mest demokratiske institution på jorden. Den tillader ingen diskrimination, den tolererer ingen undtagelser. Uanset hvor du befinder dig i verden, så er dødeligheden lige stor: En død per person. En salme i Det gamle Testamente stiller et spørgsmål, som vi kender svaret på:

”Kan en mand leve uden at se døden?
Kan han undslippe dødsrigets magt?” (Sl 89,49).

Ung og gammel, god eller ond, rig eller fattig – intet køn går døden udenom, ingen samfundsklasse undgår døden. Selv de berømte, som ve anser for nærmest at leve for evigt – de dør en dag. Hvis du har en god læge kan han måske udskyde din død noget, men lægen kan ikke forhindre døden i at komme på et tidspunkt. Du kan spise alle de piller du vil, du kan putte alle de grøntsager i dig, som du overhovedet kan, du kan cykle med cykelhjelm, du kan blive ude af solens farlige stråler, du kan lade være med at ryge og drikke alkohol. Du kan forbedre dit livskvalitet – men du kan ikke undvige dødens uundgåelighed. Er det ikke bare ”træls”? Vi dør bare… eller gør vi?

Hvad nu hvis døden ikke er slutningen – men at døden det første bogstav i den første sætning i det første kapitel i den fantastiske historie, som Gud skriver med vores liv. Hvad hvis vi først rigtig begynder dér? Det er hvad påskemorgen lover os.

Ingen havde regnet med at Jesus ville blive levende den søndag morgen, da kvinderne kom ud til graven for at salve Jesu legeme. Selv om Jesus havde sagt det flere gange: Jeg vil dø og 3 dage efter vil jeg stå på fra de døde – så var det som om de ikke havde hørt det. Så der var ingen, der stod ude ved graven og talte ned til solopgangen: 10-9-8-7-6-5… for alle havde set Jesu dø på korset, de havde lagt ham i graven, rullet stenen for graven – man regnede med at Jesus ville gøre som alle andre døde plejer at gøre: Nemlig blive i deres grave. Og så kommer kvinderne ud og opdager at gravhulen er åben – alt er stille og fredeligt – de går ind i klippehulen og Jesu lig er væk. I stedet sidder der en engel – jeg ved ikke med jer, men hvis jeg skulle have skrevet opstandelsesberetningen, så havde jeg ikke skrevet, at englen sad ned. Der er da et eller andet sted rimeligt antiklimaks over en siddende engel. Skulle den ikke stå oprejst dramatisk – måske endda bevogte indgangen til den tomme grav. Stå oprejst med vingerne spredt ud i ophøjet majestæt. Måske er det endnu en af de små beviser på at påskeberetningen ikke er et eventyr, som der er nogen, der har fundet på, for så havde det været meget mere dramatisk. Meget mere ”guddommeligt”. For englen sidder bare. Jeg ved ikke om den har benene over kors, måske småfløjter han lidt… nej, det ved jeg ikke. Men det eneste vi ved er at han får lov til at komme med påske-proklamationen: Han er opstået.
Det er den største nyhed verden nogensinde har hørt: Han er ikke her – han er opstået. Han besejrede døden og graven: Han er levende. Han er opstået.

Hele kristendommen hviler på de tre ord: ”Han er opstået”. Hvis påskefortællingen er et fupnummer, hvis det er løgn, så vil hele kristendommen, hele kirken falder til jorden som en dårlig fortalt vittighed. Kirken vil falde fra hinanden, for Jesu opstandelse er rygmarven i hele den kristne tro. Var Jesus ikke opstået, så havde vi aldrig hørt Jesu lignelser, aldrig hørt om Den barmhjertige samaritaner, aldrig hørt om næstekærlighed – aldrig foldet vores hænder og bedt Fadervor. Er hele historien her et fupnummer, så er jeg og så er millioner af andre mennesker, der har troet på det her – så er vi de ynkværdigste af alle mennesker, for så har vi bygget vores liv på en løgn. Vi er som børnene i sagnet om Rottefængeren fra Hameln – vi har blindt fulgt rottefængerens magiske musik ind i klippen – væk.

Men hvis det er sandt – hvis Jesus er opstået – så giver alt det, vi er samlet om herinde mening. Det betyder at du ikke længere behøver at frygte døden, for den er besejret. Jesus siger i Åbenbaringsbogen ”Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget” (Johs. 1,18) – og de nøgler vil han bruge på at befri dig. Du behøver ikke frygte døden – næste gang, du kører forbi kirkegården kan du råbe ud af vinduet i bilen: ”Du har tabt, kirkegård. Du får aldrig fat i mig”. Du behøver ikke frygte døden – og hvis du ikke behøver at frygte døden, hvad behøver du så ellers at frygte her i verden? Ved du hvad: Jesus er opstanden: Og du behøver ikke frygte døden! Vi er Guds elskede børn, skabt i Guds billede, skabt til at være sammen med Gud her på jorden, og påskens fantastiske budskab er, at det fællesskab ikke behøves at slutte her, men at det kan fortsætte helt ind i evigheden. Den opstandne Jesus lover at gøre det samme med din grav, som skete med hans grav: Han vil tømme den. Det er et faktum, at vi kan møde vores fremtid – også døden med fuldstændig fred, for Jesus er opstået. Som kristne ved vi, at døden ikke er det endegyldige kapitel i vores historie. Hør hvad Jesus har sagt: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. (Johs 11, 25-26).

Lad os tro på ham. Lad os tage ham på ordet. Tag imod Jesus i dag – tro på ham – bed til ham om at han må skabe troen i dig. Livet bliver ofte sammenlignet med en rejse ud af en vej – og nogle gange, så kommer man til nogle vejkryds, hvor man skal tage stilling: ”Skal jeg gå den ene eller skal jeg gå den anden vej?” Jeg vil gerne sige noget til dig, der måske ikke har valgt Jesus som din frelser. Jeg håber påskedag 2019 må blive en af de vejkryds, hvor du stopper op og spørger dig selv: Hvilken vej skal jeg vælge? Der er mulighed for at fortsætte livet uden Jesus, og der er mulighed for at fortætte livet med Jesus. Hvilken vej skal jeg vælge?

Går du videre i dit liv uden Jesus, så går du en usikker fremtid i møde, men går du videre med Jesus, med troen på ham, så går du en sikker fremtid i møde. For så bygger du ikke dit liv på dig selv, men du bygger dit liv på den levende Guds vidnesbyrd. For så lever du dit liv på de tre små ord, som kirken altid har bygget på:

”Han er opstået”.

18 apr 2019

Den anden dag hørte jeg P3 morgen, hvor en historiker skulle fortælle Danmarks historie på 2 minutter. Og han formåede faktisk at gøre det, sådan at der var en rød tråd i det.

Det begyndte med den gode vejrudsigt – det varmere vejr, der fik isen til at smelte efter istiden – og det sluttede med den gode vejrudsigt, klimaforandringerne.

Men på vej fra den ene gode vejrudsigt til den næste, så ramte historikeren også 1800-tallet, hvor vi i Danmark ligesom folk i hele Europa opfandt nationen og nationalismen.
Når jeg kigger på os selv, så betyder det at vi skaber om at vi danskere er de allerbedste i hele verden. Kernen i vores historie er at vi engang har været vikinger, så vi er store, stærke og mægtige. Det er storhedsvanvid. Og det går vi rundt og tror på indtil 1864.

Her beder min tysk kollega at tilføje på hans vegne:
Selvom vi tyskere ikke var vikinger, troede vi også, at vi tyskere var de allerbedste i hele verden. Store, stærke og mægtige. ”Am deutschen Wesen soll die Welt genesen” – det troede vi indtil 1945. Vi alle kender historien også efter 1864, ikke mindst den tyske besættelse under anden verdenskrig og det tilhørende storhedsvanvid.
Derfor glæder vi os, at holde denne her gudstjeneste i fællesskab. Og vi tænker, at dagens fællesskab ikke er en selvfølgelighed. Jeg vil komme tilbage til tanken om fællesskabet. Men først og fremmest tilbage til 1864.

Og tilbage til mig: Det er vel kort sagt hvad 1864 handler om: Vi troede at vi kunne mere, og derfor fik vi tæsk. Og den omgang tæsk …”]

1864 havde meget store konsekvenser for hele landet – og ikke mindst kunne det mærkes her i det sønderjyske.
I en krig er der altid kun tabere – den såkaldte vinder er blot den, der har tabt mindst. På begge sider var der høje tabstal – det vil sige fædre og mødre, der mistede deres sønner, familier, der mistede deres fædre, hustruer der mistede deres elskede ægtemænd. Tysk sorg er lige så smertefuld som dansk sorg. Danske tåre er lige så fortvivlede som tyske. Teologer, filosoffer og jurister har begreber, der hedder ”retfærdig krig”. Jeg tror at set fra oven, set fra vores skabers side, så er der kun begrebet ”forfærdelig krig”. Han må have det ligesom en far, der ser ned på sine børn, der slås med hinanden.

”Jerusalem, Jerusalem! […] Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke” (Matthæus 23,37)

– sådan sagde Jesus på vej ind i Jerusalem kort før sin korsfæstelse. Mon ikke også Gud ser sådan på os, menneskers, krige og uenigheder? ”Hvor ofte ville jeg ikke samle jer, men I ville ikke”. Bibelen er historien om at vi ikke ville – ja, verdenshistorien er historien om at vi ikke ville. Som profeten Esajas flere hundrede år før Jesu fødsel skrev i en profeti:

”Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham.” (Esajas 53,6).

Vi kan lære en ting af historien: Og det er, at vi ikke lærer noget af historien. Vi vil stadigvæk ikke – vi flakker stadigvæk rundt som får, vi vender os stadigvæk hver vores vej. Sorgen og tårerne er måske hverken danske eller tyske – men det gør dem ikke mindre smertefuld og fortvivlede. Hvor er Gud henne? Hvad gør Gud?

Jeg kunne slet ikke leve, hvis der ikke var en Gud – hvordan ville verden så se ud? Så var det hele da helt fortvivlet. Gud ER, men hvad gør Gud så? Han har allerede gjort det største – ”for således elskede Gud verden at han gav sin søn”. Gud gav sin søn, ofrede sin søn. Korset er verdenshistoriens centrum – det sted, hvor Gud ønsker at samle os ind til sig i tilgivelse og kærlighed. For således elskede Gud verden, at han gav sin søn, ofrede sin søn, brød sin søn ned, som vi bryder brødet ved nadveren, hvis indstiftelse vi markerer i dag, skærtorsdag.

Vi kan ikke skabe enhed hverken med våben, traktater, aftaler, unioner. Der kommer altid et tidspunkt, hvor vores får-natur kommer op i os igen: ” Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej”- ”I ville ikke”. Fundamentet for vores enhed skal derfor ikke findes i os selv, men i er at Jesus blev brudt ned på korset. Som vi hørte fra Paulus til menigheden i Korinth: ”Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød” (1 Kor 10,17).

Gud ønsker at samle os, Gud ønsker fællesskab – et fællesskab, der synliggøres i nadverens brød og vin. Herren inviterer os til sit bord for at skabe fællesskab med ham og hans folk, samlet i hans frelsende værk for os: Mit legeme, mit blod.

På korset brød Gud den fuldkomne enhed ned, der var i Jesus, nemlig enheden mellem Gud og menneske, for at placere al vores brudthed på Jesus. Og i det brud, skabte han helhed og enhed. At Jesus spiste sammen med toldere, syndere, luder og lommetyve er et billed på Jesu fællesskab med syndere. Det er et billede på nadverbordet. Dem, der tager imod ham, bliver taget imod af Jesus, uanset om man så fortjener det eller ej. Når vi knæler ved nadverbordet, så ser vi at vi ikke er ”de allerbedste i hele verden”, at vi ikke ”er store, stærke og mægtige” som ifølge P3-historikeren var det, der bragte 1864, måske endda på begge sider af grænsen. Vi ser at vi kommer med tomme hænder og vores brudthed. Og jeg håber ikke at du er så stor i dig selv, så selvhøjtidelig, at du aldrig knæler ved alterbordet.

Når vi knæler ved alteret opdager vi, at vi ikke er alene. Vi ser, at vores fjende også knæler, det gør hende, vi ikke bryder os om, også. Det gør idioten, skurken, det dumme svin også.

Spørgsmålet er: Hvad gør du, når du opdager at de også knæler dér? Hvad gør det, når du opdager at idioten, skurken og det dumme svin har lige så meget brug for Jesus som du har? Tænk over det næste gang du knæler ved alterbordet.

”Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød”