Prædikener

6. søndag efter trinitatis (2019)

Lyt til prædikenen her:

      6. søndag efter trinitatis - 28th July 2019


Læs prædikenen her:
Jeg vil gerne begynde med en lille geografitime. Jeg har lige læst et lille stykke fra Bjergprædikenen for os. Hvis I kan se Israel for jer, så har vi Det døde hav, Jordanfloden og så den store Genesarets sø – øverst oppe nordpå har vi byen Kapernaum, så lige vest for byen har vi det bjerg, hvor man mener at Jesus prædikede. Hvis man tager bilen fra Jerusalem og kører direkte nordpå over Jeriko og så videre langs Jordanfloden, så er vi dér omkring 3 timer efter. 190 kilometer. Det er cirka den afstand der er herfra og så til DS Arena, hvor Hobro Boldklub spiller, hvis man er til fodbold.

De mennesker, der hørte Jesus prædike første gang kendte godt turen til Jerusalem, for som gode jøder var de nødt til at rejse den gerne en gang om året. Ikke for at komme til fodbold, men for at komme til templet og bringe en offergave for det forkerte de havde gjort i det forløbne år. Den gang tog det noget mere end 3 timer at rejse over bjerge, støvede landeveje – farlige veje, hvor røvere lå på lur, fordi de vidste at man skulle til Jerusalem og derfor havde penge med til offergaven. Et nemt bytte.

Nu skal vi prøve forestille os, at en mand har rejst 10 dage, slæbt sin familie igennem bakker, dale og bjerge og med risiko for at falde i røveres hænder – nu er han nået til Jerusalem. Køber et slagtoffer og bringer det hen til alteret. Det er højdepunktet på året – alle besværlighederne værd.

Jøderne omkring Jesus kender den følelse – nu sker det snart. Og så siger Jesus: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanke om at din broder har noget i mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave”.

Du har rejst 10 dage, du har rejst fra den ene ende af landet til den anden, du har købt din offergave og du har stået i kø – det er din tur lige om lidt. Og så kommer du i tanke om at der er en, derhjemme, der har noget i mod dig. Så kommer du i tanke om at du mangler at forlig dig med en derhjemme. Du er ved at reparere kløften mellem dig og Gud – og så kommer du i tanke om at der er en kløft mellem dig og et medmenneske. Der er en konflikt mellem dig og et medmenneske. Jesus siger: Så er du simpelthen nødt til at rejse tilbage –rejse de 10 dage og alt det bøvl og så forlig dig – og så rejs tilbage, og så kan du bringe din gave. Så kan du forlige dig med Gud.

Det er radikalt det Jesus kræver. Forlig dig – koste hvad det vil. Forsoning med vores Gud hører tæt sammen med forsoning med vores medmennesker. Ja, det drejer sig ikke bare om at DU har noget imod din bror, men at din bror har noget imod dig. Det gør det ekstra besværligt ikke? Har vi opført os sådan, at der er en et eller andet sted, der har noget imod os? Så gå hen – før noget andet – og få genskabt det fællesskab, som du havde. Ræk hånden ud til forsoning. Og så undskylder du. Ikke noget med at bortforklare og pege på den anden, ”men du var jo heller ikke bedre end mig”. Nej, undskyld – læg dig fladt ned og sig undskyld. Læg din stolthed til side – og læg din skæbne i den andens hænder.

Men hvad så når der er en, der har noget imod dig – og du med hånden på hjertet kan sige: ”Det var ikke min skyld. Den anden er eneårsagen til konflikten. Han har noget imod mig – men det kan jeg ikke gøre noget ved, for jeg har min sti ren. Jeg lader ham sejle i sin egen vrede imod mig”. Vi skal lige lægge mærke til at Jesus ikke siger: ”Læg bare gaven på alteret, for den anden er jo alligevel bare en idiot. Hun er alligevel ikke dine frustrationer værd”. Jesus ­skeler ikke til skyldsspørgsmålet – om du eller den anden har ret – han peger bare på det brudte forhold. Jesus indleder bjergprædikenen med saligprisningen: ”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn”. Vi ønsker at være Guds børn, ikke? Så lad os strække os så langt som vi overhovedet kan for at stifte fred. Og det kan godt være, at den anden nægter at række hånden ud for at gribe din hånd – så må det være en sag mellem den person og Gud. Vi skal bare gøre vort til at fred og forsoning får liv her på jorden. Vi er forpligtet på at stræbe efter forsoning, så må vi leve med den smerte det er, når den forsoning så ikke lykkes. Paulus siger i Romerbrevet (12,18): ” Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer”.
Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvor mange ægteskab vil være reddet, hvis vi praktiserede den form for kristen livsstil?! Det er umuligt at holde gang i en uenighed, hvis der er mindst en af parterne, der lever det her ud. Hvad så ikke hvis det er begge to? Hvis begge to ser, at der er en konflikt, lægger deres tanker og deres handlinger åbent frem og beder om tilgivelse for det. Eller hvad med konflikter i resten af familien eller på arbejdspladsen?
Det er virkelig en udfordring det her – og vel også provokerende og ubehageligt, for det stikker i os: Arh – det kan ikke passe!

Og hvis vi lægger mærke til det, så ender rigtig mange prædikener om bjergprædikenen med at tage brodden ud af teksten: Jesus mener det ikke så alvorligt. Det her er sagt før nåden kom ind i verden – og for at vise os at vi i den grad har brug for nåden. Vi har brug for Guds tilgivelse – for det her kan vi ikke leve ud. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis den Jesus som vi tjener, aldrig udfordrer os eller aldrig gør os ubehagelig til mode, så tjener vi nok ikke den Jesus, vi læser om i Bibelen.

Da jeg sad en fredag og arbejdede med teksten her, så stak en fra menighedsrådet hovedet ind og spurgte hvad jeg lavede. Jo, jeg arbejdede med prædiken over den og den tekst. Du kan jo prøve at arbejde med spørgsmålet: Hvorfor slår vi i bak, når vi hører sådanne krav fra Jesus? Hvorfor støder vi os på Jesu radikale ord ikke bare her, men i hele Bjergprædikenen?

For det første er det vel fordi det ikke er det billede, vi normalt får malet op af Jesus. Vi er vant til at se Jesus som Thorvaldsen-Jesus med åbne indbydende hænder: Kom til mig – og jeg vil give jer hvile… og så ser vi en mental og åndelig sofa, vi kan lægge os på. At være en kristen er ikke et liv på sofaen – men et liv i tjeneste og tilbedelse af Herren.

For det andet, så rammer det ind i noget, vi ikke vil. Vi vil ikke gøre så meget for at frembringe forsoning – så skal vi gøre en ekstra indsats, det er besværligt. Det passer ikke lige nu. Det er fortid. Og det er vel dér det ligger – ikke i at vi ikke kan rejse de 200 kilometer for at række ud, men i at vi ikke vil. Og derfor stikker teksten til os.

For det tredje, så er det vel fordi det kræver, at vores stolthed står i vejen for os – vi er nødt til at ofre vores stolthed på fredens alter for at række ud. ”Jamen jeg er jo helt uden skyld i den konflikt. Han har faktisk set sig sur på mig, fordi jeg er en kristen”. Jesus var også uden skyld – men alligevel døde han på korset, forhånet, forladt og forpint. Gud rakte ud til os – selv om det var os, der havde brudt forholdet til ham. Og Guds hænder strakte sig så langt ud til forsoning at vi tog imod de hænder og naglede dem til korset. Så kan vi vel også række vores hænder ud ikke på korsets planker, men ud efter telefonen og ringe, skrive på Facebook eller ringe på døren. Forsoning er et karaktertræk hos Gud – vi skal som Guds børn genspejle hans karakter ud i verden. Vi beder det hver gang vi beder fadervor: Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere.

En af de sikre kendetegn på en person, der virkelig har forstået dybden af deres tilgivelse i nåden, er en person, der vil sætte himmel og jord i bevægelse for at videregive denne tilgivelse i deres forhold til andre mennesker. Forstår vi virkelig hvad Gud har gjort for os på korset for at tilgive os, så vil vi gøre alt hvad vi kan gøre for at dele den tilgivelse med andre. Og er vi modsat ikke en person, der ikke er villig til at stræbe efter forsoning og tilgivelse, så er det muligvis fordi vi ikke har forstået alt det, som Gud har været igennem for at tilgive os. Jesus rejste ikke bare 190 kilometer i 10 dage for at skabe forsoning. Han gjorde mere – han forlod himmelen og kom til denne planet.

”Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke fore et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på, og blev mennesker lig … han ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors” (Fil 2,6-8)

som Filipperbrevshymnen siger.

Alt det gjorde Jesus for at forsone os – for at frelse os – for at tilgive os. Lad os prøve at tænke vores forhold igennem: Er der et sted, hvor der mangler forsoning og forligelse? Vi ved hvad Jesus gjorde for at forsone os med Gud – hvad forhindrer os i at gøre det samme over for dem, vi har et eller andet kørende med? Lad os få det bragt i orden – der er ingenting mere vigtigt end det.
Må Gud give os visdom, nåde og vilje til at gå forsoningens vej.

”Vis os da vejen, forsoningens Herre,
og giv os mod til at gå den!”

Salmer:
743:Nu rinder solen op
396: Min mund og mit hjerte
617: Nu bør ej synden mere
prædiken
613: Herre, du vandre forsoningens vej
efter altergangen: 15, 9-10: Op al den ting
208: Skriv dig Jesus, på mit hjerte

at erkende vores egen fejl – og det er langt mere besværligt end at vi ser fejlen hos andre. Men den indre fejl, den indre synd, som ingen ser, er lige så alvorlig som den andre, som alle ser.

 

6. søndag efter påske

Lyt til prædikenen

      6. søndag efter påske (2019) - 2nd June 2019


Læs Prædikenen
Tårerne stod i øjnene på den unge kvinde, da hun fortalte om hvordan hendes far havde været meget tæt på at ryge 3 år i fængsel efter at være blevet overfaldet af sin nabo.

Jeg mødte hende på min rejse til Ægypten i februar – hun og hendes far tilhørte det store mindretal af kristne i det muslimske land. Vi kan kalde faderen for George. George har en butik – og hans muslimske nabo havde set sig gal på ham på grund af uenighed i troen. Hver morgen måtte George rydde op på fortovet foran butikken, fordi naboen om natten havde tømt sin skraldespand ud over fortovet. Det skete hver nat – og hver morgen måtte han rydde op. Naboen råbte grimme ting ind af døren til George – og kunderne blev advaret mod at handle hos en kristen, en vantro. De blev truet. Nogle gange blev der også kastet sten efter ham. George blev ved med at være smilende, han var venlig og trappede aldrig konflikten op, men det gjorde bare naboen mere og mere vred. En dag kom naboen ind i butikken – hev en kniv frem – nu skulle det være slut en gang for alle. George blev stukket ned – og nåede kun med nød og næppe at overleve ved at flygte fra butikken. Nu gik han til politiet – men da politiet kom for at arrestere naboen ændrede historien sig. Naboen havde fået et par venner til at såre ham – og han og vennerne påstod at det var sket, fordi Georg helt umotiveret havde angrebet ham og stukket ham ned. Det var rent selvforsvar, at Georg var blevet stukket ned. Så fra at være den angrebne, så blev George nu den anklagede og røg for domstolen og blev idømt 3 års fængsel. Det var kun fordi en højerestående politiker gennemskuede, hvad der var op og ned i historien, at dommen blev omstødt og George sat på fri fod. Og han kom tilbage til naboen, der fortsatte med skraldet, stenene og de hårde ord. George oplever hvad jeg lige har læst fra Bibelen: ”… der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud”. For de ægyptiske kristne er det ikke bare ord, det er deres hverdag og mange vælger at lægge kristendommen fra sig eller flytte fra de små landsbyer og ind i storbyen, hvor de kan gemme sig – eller også flytter de fra Ægypten til USA eller England, hvor de ægyptiske kirker vokser eksplosivt for tiden.

Det er en virkelighed, vi har svært ved at forholde os til herhjemme, hvor det at være kristen er et positivt tilvalg, hvor det er noget, man vælger for at få det godt med sig selv – og det er helt fint, så længe man ”ikke er mere troende end det gør noget”. Så længe det ikke har for store konsekvenser, der strider mod det folket mener, for så er man fanatiker.

Jesus siger i dagens tekst: ”Men også I skal vidne”. Det er både sagt til George i Ægypten og til os: ”Men også I skal vidne”. Vi skal være vidner om Jesus her i Danmark. Og ja, det er rigtigt, at vi ikke bliver forfulgt som det blandt andet sker i Ægypten. I det store og hele får kirken lov til at være i fred – men spørgsmålet, der er blevet mere og mere pressende overfor mig er: Skyldes det at vi lever i et gennemkristent land, hvor de kristne normer, den kristne etik, det kristne menneskesyn og den kristne livsstil gælder, eller er det fordi vi kun som kirke taler om det alle kan være enige om? At vi stikker piben ind, så snart at der er optræk til uenighed med flertallet og den offentlige mening – det flertallet mener. En politiker sagde den anden dag:

”Befolkningen har altid ret”. Prøv sig det nede i Ægypten, hvor en video florere med en skoleinspektør, der hiver en kristen skolepige til jorden i håret, fordi hun ikke bærer slør. I Danmark ville der lyde er ramaskrig samme aften overalt i medierne – men i Ægypten: Ingenting ”Hvad er der galt med det her – det er bare en kristen”. Har folket altid ret?
Niels Hausgaard har en fin sang, der hedder ”Hvem bestemmer” og der synger han:

For de fleste har jo magten, så er det så nemt
det bliver præcis, som de fleste har bestemt.
…
Men der er en ting, det ville være skønt at have vidst:
Om de fleste er de bedste – eller bare de fleste” (Lyt til den her)

Ja, måske har flertallet ikke altid ret. Måske skal flertallet nogle gange korrigeres. I brede kirkelige kredse taler man om at kirken skal være modkultur til den herskende kultur, men hvor ser man den modkultur i praksis? Jeg fandt en prædikensamling fra en amerikansk hippipræst fra 60-erne – og han kom med følgende påstand: ”Hvis Jesus havde prædiket det samme budskab, som præster prædiker i dag, så ville Jesus ALDRIG være blevet korsfæstet”.
Er der noget galt med vores budskab, siden vi lever i så god pagt med det omkringliggende samfund, så at en udtalelse fra en anden politiker går uimodsagt hen: ”Når religion og politik støder sammen, så er det altid Gud, der må vige”.

Det skuer i hvert fald i mine øre – for så har man sat politik op over Gud. Politik, der bestemmes af flertallet – men som Hausgaard spurgte: Er de fleste de bedste – eller bare de fleste?

Vi skal som kristne ikke spørge efter hvad flertallet mener og følget folket, vi skal spørge efter sandheden. Og som Kierkegaard siger, så finder man ikke sandheden ved at tælle de oprakte hænder – man finder sandheden ved selv at søge sandheden og som kristne finder vi kun sandheden et sted: Hos Jesus, der er vejen, sandheden og livet. Og sandheden er ilde hørt – som det gamle ordsprog siger. Eller som Kaj Munk sagde: ”Sandheden er ikke rolig og værdig og ophøjet, den bider og river og slår. Sandheden er ikke for forsigtige folk. De skal ikke have sandhed, men sofa”.

Men hvad er sandheden? Hvad er sandheden om menneskesynet i flygtningedebatten? Hvad er sandheden om menneskesynet i klimadebatten? Hvad er sandheden om menneskesynet i ældredebatten? Hvad er sandheden om menneskesynet i reklamernes verden? Hvad er sandheden om menneskesynet i debatten om abort på handicappede fostre eller medlidenhedsdrab? Hvad er sandheden om menneskesynet i den gængse seksualmoral?  Hvad er sandheden…?

Vi skal søge sandheden i den åbne Bibel, og vi skal holde os til den sandhed – og fortælle det – både når den går med den gængse politik, og når politik og religion støder sammen. Gud vil ikke vige og det skal vi heller ikke, for Jesus siger: ”Men også I skal vidne”. Har Guds Ånd forkyndt os noget, så må vi også på en eller anden måde fortælle det videre til andre – ja, vi vil ikke i længden kunne beholde evangeliet, hvis vi sylter sandheden hen til nemmere tider. For der er intet af det, Gud har givet os, som er bestemt for os alene. 

”Men også I skal vidne”. Vi skal vidne om Jesus – fortælle hans budskab – leve hans budskab. Eller som vi hørte fra Det gamle Testamente fra alteret: ”Gå i gang, for jeg er med jer”. Troen er ikke en holdning, troen er en handling, troen er liv – troen er at vidne.

Vi skal gå i gang med at vidne NU – med at leve vores liv, så det siger ja til Gud. Vi skal leve vore idealer ud, nu. Vi skal holde fast på sandheden, nu. Nu, hvor alting synes at gå godt og medgangen smiler til os. Vi skal gøre det NU – så er der bare en lille chance for at vi holder fast på det, også når det bliver træls. Også når de begynder at tale om udelukkelse fra kirken – og måske hiver kniven frem, som det skete med George i Ægypten. ”Men også I skal vidne”. Og vi skal gøre det – ikke for at Gud må se ned på os og være tilfreds med os. Ikke for at vi skal føle os selvgode – føle at vi har styr på alting og vi har Gud på vores side. Nej, vi skal gøre det for at pege hen på Jesus – for at det menneske, der står overfor dig, må få Jesus som sin frelser. For at det menneske, som står overfor os, må komme til at elske Gud ved at følge Jesu ord.
Historien med George fra Ægypten er ikke enestående. Jeg hørte op til flere, der fortalte om deres muslimske naboer. En af naboerne blev til sidst provokeret over at den kristne blev ved med at smile og vende den anden kind til, så han fløj over og rystede ham: ”Hvad er der med dig. Jeg hader dig, Jeg vil slå dig ihjel – hvorfor bliver du ved med at elske mig?”. Og den kristne svarede tilbage: ”Det er fordi jeg elsker dig og ønsker at du skal lære min frelser at kende”. Det var startskuddet til en udvikling, der endte med at denne nabo i dag er kristen. Jesus gjorde en fjende til en bror.

Det er det, der skal drive vort vidnesbyrd – ikke rethaveri, men kærlighed til det menneske, som vi er uenig med. ”Gå i gang, for jeg er med jer”. Sikke et vidunderligt løfter: Gud er med os. Ja, den opstandne Jesus er med os. Intet er værre end at have Jesus imod sig. Intet er bedre end at have Jesus med sig og som himmelfaren kan Jesus være med os overalt, når vi går ud på hans ord. Når vi tager ham på ordet: ”Men også I skal vidne”. Det skal vi have for øje hver eneste dag, vi skal vide, at vi som kristne hver eneste dag stiger op på hverdags-prædikestolen og vidner i ord og handlinger. Og hver eneste dag må vi bede Gud om at hjælpe os til at gøre det nogenlunde!

5. søndag efter påske – 2019

Lyt til prædikenen
(det er ikke en så god kvalitet, da jeg står langt fra optageren)

      5 søndag efter påske - 26th May 2019

Læs prædikenen:
(Der er enkelte ændringer i den holdte prædiken, der uddyber noget i den skrevne prædiken)
Vi lever i den bedste tid nogensinde i menneskehedens historie. Ser vi i det globale husholdningsbudget, så fødes det gennemsnitlige menneske ind i en virkelighed, der giver et bedre udgangspunkt for livet end nogensinde før. Verdens Økonomiske Forum konstaterede i 2016 at verden aldrig har været et bedre sted – og fremtiden ser endnu lysere. Præsident

Barack Obama stillede i en tale i 2017 spørgsmålet: Hvis du kunne bestemme dit eget fødselsår uden at vide hvor du blev født og uden at vide hvem du ville være, hvornår ville du så vælge at blive født? Obamas svar var: Du burde vælge i dag.

Og FNs lykkeundersøgelse siger også, at du burde vælge Danmark eller til nøds Norge, for de to lande ligger altid og slås om hvem, der er verdens lykkeligste land. Vi gør det umanerligt godt.
Vi er glade, vi er lykkelige, vi er tilfredse – så spørgsmålet lyder så: Hvorfor er vi det så ikke?

Vi har næppe haft mere ondt i livet end nu –

  • vi er mere depressive,
  • mere angste,
  • mere medicinerede
  • og mere ensomme end nogen sinde før.
  • 4,4 procent af verdens befolkning lever i depression – derudover lever flere i angst.

Eksistentielt set er vi ikke i vatter– det ser ud til at det ydre ikke har været bedre, imens det indre så ikke har været værre. Vi må mangle et eller andet, der ikke kan købes for penge.
Der er blevet lavet undersøgelser på hvad dødende mennesker fortryder mest, når de ligger på deres dødsleje. Langt de fleste handler om en eller anden form for kærlighed. Havde vi bare holdt kontakten til gode venner, havde vi dog bare tilladt os at være lykkelig og udtrykke vores følelser. Og samtidig har vi levet et liv, hvor vi har søgt anerkendelse for hvad vi kan og hvad vi er.

Beatles sange en masse skøre tekster, men ramte også hovedet på sømmet i flere af deres sange – f.eks.  ”All you need is love”. Det er plat, violinen er sat til hagen – men det er sandheden. Vi har brug for meningsfulde relationer – vi har brug for at blive elsket ubetinget  – sådan at vi kan hvile i at uanset hvad der sker, så er vi fortsat elsket. Og samtidig har flere og flere svært ved at skabe meningsfulde vedvarende relationer bygget på kærlighed.

Gud ønsker ikke at vi skal gå til i depression, angst og ensomhed, men han ønsker tværtimod at vi skal leve vores liv sammen med ham i den tætteste relation, der findes: Bønnens liv – og at leve Gud nær er min lykke, som der står i Det gamle Testamente. Eller som Jesus siger i dagens tekst: ”Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen”

Og hvorfor har vi det privilegium at vi kan bede direkte til Gud? Er det fordi vi er specielt fornemme mennesker? Gode mennesker? Jesus har følgende svar på det spørgsmål: ”jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer”.

Gud elsker os – og derfor kan vi komme frem for ham og bede ham om alt, der står i overensstemmelse med Jesus og vi vil få det. Alle himmelens rigdomme er til vores rådighed. Hver eneste gode ting ønsker, Gud at give os på grund af Jesus. Han elsker os.
Ja, Gud elsker hele verden – men alle os døbte, alle os, der er blevet hans børn, os elsker han på en speciel måde. Vi er nødt til at gå et spadestik dybere i dag. Nu er Det nye Testamente skrevet på græsk – og på græsk har man mange forskellige ord, der på dansk oversættes med ”at elske”.

Nu læser vi teksten til i dag fra Johannesevangeliet, der begynder med den lille bibel med ”For således elskede Gud verden”. Gud elsker hele sin skabning med en opfordrende kærlighed, med en guddommelig kærlighed. Ordet for at elske er her  det græske ord ”Agape”. Det er den guddommelige, højeste, ofrende kærlighed.

Det er ikke det ord, der bliver brugt her – her i dagens tekst er det det græske ord for at elske ”Fileå”. Det er den intime kærlighed, der er imellem medlemmer af en familie. Det er den dybe affektion. Teksten taler ikke om en universal egenskab hos Gud – det er en personlig affektion, en personlig forkærlighed. Det er skønt at Gud elsker mig, men det er endnu større at han faktisk godt kan lide mig. Han kan godt lide dig. Han er tiltrukket af dig. Han ønsker overdådigt at give dig alle de gaver og velsignelser, som hans kærlighed overhovedet kan frembringe. Han har en helt speciel familiær kærlighed til dig, der hører ham til. Jeg er glad for at blive elsket af Gud på et guddommeligt niveau, men det her er større end det.
Og den virkelige gode nyhed er at han elsker dig selv om han ved alt om dig. Det er forholdsvist nemt at få folk til at kunne lide mig, jeg skal bare lade være med at fortælle alt om mig selv, ikke? Lige så snart at jeg begynder at fortælle alt, så bliver gruppen mindre og mindre. Men med Gud er det sådan, at han elsker mig og det selv om han ved absolut alt, der er at vide om mig. Al min troløshed, mit kritiske sind, min bitterhed, min synd. Men han kan lide mig og han har en stærk personlig familiær forkærlighed til dig.

Og hvordan får vi Gud til at elske os på sådan en måde? Hvorfor elsker Gud os og hvorfor tager han sig af os og hvorfor ønsker han at øse alle himmelens resurser ud på grund af os – også selv om vi overhovedet ikke er som vi burde være? Jesus svarer: ”Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen”. Det er på den måde at vi lever i Guds kærlighed – ved at elske Jesus. Elsker du sønnen, som Gud elsker, så elsker Gud dig.

Og hvordan elsker vi Jesus? Tidligere i Johannesevangeliet siger Jesus: ”Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader;” (Johs 14,21).
Hvordan ved du at du elsker Jesus? Det ved du ved at du holder hans ord, ved at du adlyder Jesus.
Det er jo sådan set det, det betyder at være en kristen. At være en kristen betyder ikke at være medlem af en organisation eller en kirke eller tilhøre en bestemt tradition. At være kristen er at elske herre Jesus Kristus, elske ham med en kærlighed, der leder til lydig tjeneste og lovsang.
Ønsker du at blive elsket på det højeste niveau. Ønsker du at blive elsket på den storsindede måde? Ønsker du at blive elsket af en, der har det meste at give dig? Ønsker du at blive elsket af Gud? Så elsk hans søn –  og du vil leve i kærlighedens rigdom hele dit liv. Mennesker vil komme ind og ud af dit liv, de vil elske dig, de vil vende sig imod dig, de vil skuffe dig, men du vil være elsket af en, hvis kærlighed aldrig stopper og aldrig bliver mindre.

I dag er der et valg – det er et vigtigt valg. Men Europas fremtid afhænger ikke af hvem, der bliver valgt ind i dag – Danmarks fremtid afhænger ikke af valget i dag – eller valget på grundlovsdag eller noget andet demokratisk valg for den sags skyld. Som der står i valfartssalmen i Salmernes Bog: ”Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp?  Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber”. Det vigtigste valg, du kan træffe er at vælge at træde ind i Guds altomfavnende kærlighed. Og du vil træde ind i en kærlighed, der omfavner dig, bærer dig, giver dig fred midt i uro, sikkerhed midt i usikkerheden – og som bærer dig sikkert frem også på trods af din tvivl. Det er er Gud, der ikke bare har magten i dag, men som har magten over fremtiden og som har styr på den fremtid – og du har del i den fremtidsplan – ”en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til os”.
Han elsker dig – vor far, du som er i himlene.

1. søndag efter påske – 2019

Søger vi ordet ”nabostrid” på Internettet, så vil vi få et ubehageligt indblik ind i Hr. og Fru Danmarks hverdag. Rigtig mange mennesker plages af en eller anden nabostrid. Selve årsagen ligger måske så langt tilbage, at ingen husker hvad det begyndte med.  Hvor ville man bare gerne have fred – men naboen vil ikke.
Eller på arbejdspladsen – jeg kan bare ikke snuppe hende! Hun sidder altid og er så sur og blander sig i ting, der ikke kommer hende ved. Jeg vil bare gerne have fred – men hun vil ikke.
Eller i skolen: Vi vil bare gerne lege sammen, men så kommer Jens og Nikolaj og de ødelægger bare legen og skubber til os. Vi vil bare gerne have lidt fred.
Og i noget større skala – I kan sikkert godt huske den gang USSR faldt sammen, jerntæppet faldt sammen – vi kunne løfte skuldrene igen. Jeg har levet hele min barndom med frygten for at der var nogen, der kunne finde på at trykke på den røde knap og sende atom-missiler ud over jorden og ødelægge den flere gange. Så da USSR faldt sammen, så var der lige et par år, hvor vi kunne fejre freden – og selv i Israel havde fredsbestræbelserne vind i sejlene. Og så kom 11. september 2001. I går fandt jeg min dagbog frem, og den 12. september 2001 skriver jeg: ”nu er der bare at bede, bede og atter bede og så se, hvordan verden ser ud, når støvet fra World Trade Center er faldet til jorden”. Og ja, der kom en ny verdensorden, en ny frygt og i min dagbog har jeg skrevet om hvordan racismen allerede blomstrede op i ugerne efter 11. september. Fredens tid var igen forbi – selv i lille Danmark. Og det er ikke blevet bedre siden.
Men når nu alle gerne vil have fred – hvorfor er det så, så svært? Ja, fred er et populært ord – men det er en næsten umulig realitet. Også selv om vi er i en evig jagt efter fred – og vi giver ære til dem, der arbejder i fredens tjeneste. Nobels fredspris er en af de mest eftertragtede og ærefulde priser, men verden har svært ved at finde en holdbar fred. Der er tumult i os, rundt om os og over os – og det dominerer alle steder i vores verden. Der er er et fravær af personlig fred, familiefred, lokal fred, national fred og international fred. Man har regnet ud at i de sidste 3500 års verdenshistorie, så har der kun været 300 år, hvor man kunne tale om verdens fred. Samme undersøgelse stillede også spørgsmålet: Hvor mange fredstraktater i verdenshistorien er blevet brudt. Og svaret var: Alle sammen.
Vi vil have fred på alle niveauer af vores liv – være fri for problemer, være fri for stress, være fri for trusler, frygt, ængstelser, depression, fortvivlelse og konflikt.
”Fred være med jer”. Det var Jesu første ord til sine disciple, da han viste sig for dem den første aften efter opstandelsen. ”Fred være med jer”. Det er påskens budskab: Fred. Det er det budskab, der samlede millioner verden over sidste søndag – også i Sri Lankas hovedstad, Colombo.
Den ledende præst ved en af de angrebne kirker har i den forgangne uge sagt: ”Vi er såret. Vi er også vrede. Men vi præster, hele menigheden og de berørte familier siger til selvmordsbomberne og til den gruppe, der har sendt selvmordsbomberne: VI elsker dig og vi tilgiver dig. Uanset hvad du har gjort mod os, så elsker vi dig, fordi vi tror på Herren Jesus Kristus.  Jesus Kristus sagde på korset: Far, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør. Vi, der følger i fodsporene på Jesus Kristus siger: For Herrens skyld, tilgiv disse mennesker”
Hvordan kan præsten, kirken og de pårørende sig sådan noget i skyggen af denne forfærdelige påske? Hvordan kan jeg stå og holde en prædiken om fred – og så nævne Sri Lanka?
Måske er det fordi vores naturlige forståelse af fred er forskellig fra den, Bibelen fortæller om. Vi vil som regel beskrive ordet fred med negative ord – at fred er fraværet af noget. At være uden problemer, at være fri for konflikter, ikke at have stress. Det vil være fraværet af fjendtlighed, fraværet af uro, fraværet af konflikt. Fred er kun fraværet af det, der giver os problemer. Det er at blive befriet fra de ting, der får dig til at blive frygtsom, ængstelig og deprimeret. Men det er en utilfredsstillende og ufuldstændig definition af fred – Jesus vil give os en helt anden fred end denne. Et sted siger han til sine disciple: ” Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver” (Johs 14, 27). Jesu fred er anderledes end den fred, som vi kender til i os selv, den som verden kender til. Fordi verden kun kender til en fred, der er fravær af det onde, så kan den kun tilbyde en kortvarig fred – en pause i konflikten, en kortvarig flugt fra konflikt. Men det er ikke Bibelens syn på freden.
Bibelen fortæller os om en fred, der kan eksistere midt i det onde – at vi kan opleve en dybdegående fred midt i konflikten. Den lover os ikke lykke, når en elsket dør, når vi er syge, når vi står overfor en usikker fremtid, når vi oplever problemer i skole eller på arbejde eller når vi stridigheder i familien. Vi kan opleve vores egen langfredag – ja, måske endda se, at vi lever i en langfredag-verden. Jesu fred gør at vi kan være påske-mennesker, der lever midt i en langfredag-verden. Vi er påskemennesker – opstandelsesmennesker, der midt i den verden, som vi kender så godt, alligevel kan opleve glæde, fred, trøst og det evige livs håb. Det er den fred, Jesus vil give os. Vi er påske-mennesker, opstandelses-mennesker, der lever midt i en langfredag-verden. Jesu fred er helhed, enhed, balance og det er at genforene det brudte forhold. Og først og fremmest det brudte forhold til Gud, som siden syndefaldet har hærget menneskeheden. Bibelen fortæller os, at hele menneskeheden som udgangspunkt er Guds fjender, at vi var Guds fjender fra fødslen og vi var Guds fjender ved vort eget valg ved vore egne gerninger. Når Jesus påskeaften siger ”Fred være med jer”, så er det fordi korset og den tomme grav i troen sætter os i det rette forhold til Gud. I korset og den tomme grav genforener Gud mennesket med sig selv, sådan så alle dem, der tror, ikke længere er fjender af Gud. Korset og den tomme grav gør at dem, der før var fjender, nu er blevet venner. Ja, Guds fjender er endda blevet Guds børn. Det er det dåben skænker os – og det er det, troen tilegner os. Vi bydes ind i Guds familie og i Guds nærvær for altid.  Jesu fred er derfor ikke fravær af det onde, men det er nærvær af Gud.
Vi vil nok helst foretrække, at Gud vil give os fred ved at tage alle vores stridigheder, piner og problemer væk. Men den fred, Jesus tilbyder er stærkere end hvad vi vil foretrække, for det er visheden om at han er med os selv midt i – ja, især midt i de hårde timer. Det er den fred, der overgår al forstand. Den fred, som verden ikke kan give, men som kun Guds nærvær kan give. Det er en overnaturlig fred, det er en guddommelig fred, den tilhører Kristus, tilhører Jesus. Det er en fred, der ikke bygger på letkøbte illusioner, men som bygger på Jesu død op opstandelse og som hænger fast på Gud, fordi vi stoler på Gud og tror på ham.
Jeg begyndte med at sige at fred er et meget populært ord – men det er en næsten umulig realitet. Men hvis der er noget verden har brug for, hvis der er noget dine naboer har brug for, din omgangskreds har brug for, så er det fred. Jesu fred. Som kristne er du og jeg påskemennesker, opstandelsesfolk, midt i en langfredag-verden. Lad os ikke holde den fred for os selv – lad os dele ud af den. Påskeaften sagde Jesus til disciplene: ”Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer”. Det gælder også os: Han giver sin fred til os, og så sender han os ud, for at vi må dele freden ud til dem omkring os.  Ja, Gud ønsker at bruge dig som redskabet til at sprede sin fred.
Lad os samme bede Frans af Assisis bøn:
Herre, gør mig til et redskab for din fred!
Lad mig så kærlighed, hvor der er had,
tilgivelse, hvor der er uret,
enighed hvor der er splid,
tro hvor der er tvivl,
håb hvor fortvivlelsen hersker,
lys hvor der er mørke,
og glæde hvor der er sorg.
O, Guddommelige Mester,
lad mig ikke stræbe så meget efter,
selv at blive trøstet, som at trøste andre
Ikke så meget efter at blive forstået,
som at forstå andre
Ikke så meget efter at blive forstået,
som at forstå,
ikke så meget efter at blive elsket,
som at elske andre.
Thi idet vi giver, tilgives der os
og idet vi dør, fødes vi til det Evige Liv.

Amen

Påskedag 2019

Lyt til prædikenen

      Påskedag 2019 - 21st April 2019


Læs prædikenen
Jeg elsker statistik… der bliver lavet statistik om alt! Der findes ikke den ting, som du ikke an finde en statistik for inde på Danmarks Statistik.

Af en eller anden grund gik jeg sent fredag-aften ind på deres hjemmeside – og stødte på statistikken om antal døde i 2018. Det er en lille årgang – så sidste år var der

55 232 dødsfald.
Det svarer til at der var 151 dødsfald om dagen,
hvilket igen svarer til 6 dødsfald i timen.

Jeg fik lov til at være præst ved 36 af de 55 232 dødsfald. 36 unikke personer – med hver deres baggrund, hver deres historie – børn, unge og gamle.

Med mindre at Jesus når at komme igen, så vil vi på et eller andet tidspunkt komme i den statistik – der er ingen vej udenom. Den puls, du kan mærke her, vil en dag høre op, dit hjerte vil stoppe med at pumpe blodet rundt i din krop.

Midt i julis varme, var en af de store nyheder i medierne, at Københavns Kommune havde købt et værk af kunstneren Jakob Jakobsen, der bestod af en række ark papirer med politikers navne på: “Lars Løkke er død”, ”Henrik Sass Larsen er død”, ”Karen Jespersen er død”, og ”Ole Sohn er død”. Og det vakte stor forargelse i politikerkredse – det blev kaldt usmageligt. ”Og hvad ville du sige, hvis det var dit navn, der stod dér”.  (Læs mere her)

Jeg forstod nok ikke rigtig hvad man blev forarget over – det var jo ikke et ønske, men en reminder – det som munkene hilste hinanden med i middelalderen: Husk du skal dø. Vi bryder os ikke om den reminder – der er usmageligt.

Døden udjævner alle skel – overfor døden er vi alle lige.

Der er en, der kalder døden for den mest demokratiske institution på jorden. Den tillader ingen diskrimination, den tolererer ingen undtagelser. Uanset hvor du befinder dig i verden, så er dødeligheden lige stor: En død per person.  En salme i Det gamle Testamente stiller et spørgsmål, som vi kender svaret på:

”Kan en mand leve uden at se døden?
Kan han undslippe dødsrigets magt?” (Sl 89,49).

Ung og gammel, god eller ond, rig eller fattig – intet køn går døden udenom, ingen samfundsklasse undgår døden. Selv de berømte, som ve anser for nærmest at leve for evigt – de dør en dag. Hvis du har en god læge kan han måske udskyde din død noget, men lægen kan ikke forhindre døden i at komme på et tidspunkt. Du kan spise alle de piller du vil, du kan putte alle de grøntsager i dig, som du overhovedet kan, du kan cykle med cykelhjelm, du kan blive ude af solens farlige stråler, du kan lade være med at ryge og drikke alkohol. Du kan forbedre dit livskvalitet – men du kan ikke undvige dødens uundgåelighed. Er det ikke bare ”træls”? Vi dør bare… eller gør vi?

Hvad nu hvis døden ikke er slutningen – men at døden det første bogstav i den første sætning i det første kapitel i den fantastiske historie, som Gud skriver med vores liv. Hvad hvis vi først rigtig begynder dér? Det er hvad påskemorgen lover os.

Ingen havde regnet med at Jesus ville blive levende den søndag morgen, da kvinderne kom ud til graven for at salve Jesu legeme. Selv om Jesus havde sagt det flere gange: Jeg vil dø og 3 dage efter vil jeg stå på fra de døde – så var det som om de ikke havde hørt det. Så der var ingen, der stod ude ved graven og talte ned til solopgangen: 10-9-8-7-6-5… for alle havde set Jesu dø på korset, de havde lagt ham i graven, rullet stenen for graven – man regnede med at Jesus ville gøre som alle andre døde plejer at gøre: Nemlig blive i deres grave. Og så kommer kvinderne ud og opdager at gravhulen er åben – alt er stille og fredeligt – de går ind i klippehulen og Jesu lig er væk. I stedet sidder der en engel – jeg ved ikke med jer, men hvis jeg skulle have skrevet opstandelsesberetningen, så havde jeg ikke skrevet, at englen sad ned. Der er da et eller andet sted rimeligt antiklimaks over en siddende engel. Skulle den ikke stå oprejst dramatisk – måske endda bevogte indgangen til den tomme grav. Stå oprejst med vingerne spredt ud i ophøjet majestæt. Måske er det endnu en af de små beviser på at påskeberetningen ikke er et eventyr, som der er nogen, der har fundet på, for så havde det været meget mere dramatisk. Meget mere ”guddommeligt”. For englen sidder bare. Jeg ved ikke om den har benene over kors, måske småfløjter han lidt… nej, det ved jeg ikke. Men det eneste vi ved er at han får lov til at komme med påske-proklamationen: Han er opstået.
Det er den største nyhed verden nogensinde har hørt: Han er ikke her – han er opstået. Han besejrede døden og graven: Han er levende. Han er opstået. 

Hele kristendommen hviler på de tre ord: ”Han er opstået”. Hvis påskefortællingen er et fupnummer, hvis det er løgn, så vil hele kristendommen, hele kirken falder til jorden som en dårlig fortalt vittighed. Kirken vil falde fra hinanden, for Jesu opstandelse er rygmarven i hele den kristne tro. Var Jesus ikke opstået, så havde vi aldrig hørt Jesu lignelser, aldrig hørt om Den barmhjertige samaritaner, aldrig hørt om næstekærlighed – aldrig foldet vores hænder og bedt Fadervor. Er hele historien her et fupnummer, så er jeg og så er millioner af andre mennesker, der har troet på det her – så er vi de ynkværdigste af alle mennesker, for så har vi bygget vores liv på en løgn. Vi er som børnene i sagnet om Rottefængeren fra Hameln – vi har blindt fulgt rottefængerens magiske musik ind i klippen – væk.

Men hvis det er sandt – hvis Jesus er opstået – så giver alt det, vi er samlet om herinde mening. Det betyder at du ikke længere behøver at frygte døden, for den er besejret. Jesus siger i Åbenbaringsbogen ”Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget” (Johs. 1,18) – og de nøgler vil han bruge på at befri dig. Du behøver ikke frygte døden – næste gang, du kører forbi kirkegården kan du råbe ud af vinduet i bilen: ”Du har tabt, kirkegård. Du får aldrig fat i mig”. Du behøver ikke frygte døden – og hvis du ikke behøver at frygte døden, hvad behøver du så ellers at frygte her i verden? Ved du hvad: Jesus er opstanden: Og du behøver ikke frygte døden! Vi er Guds elskede børn, skabt i Guds billede, skabt til at være sammen med Gud her på jorden, og påskens fantastiske budskab er, at det fællesskab ikke behøves at slutte her, men at det kan fortsætte helt ind i evigheden. Den opstandne Jesus lover at gøre det samme med din grav, som skete med hans grav: Han vil tømme den. Det er et faktum, at vi kan møde vores fremtid – også døden med fuldstændig fred, for Jesus er opstået. Som kristne ved vi, at døden ikke er det endegyldige kapitel i vores historie. Hør hvad Jesus har sagt: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.  Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. (Johs 11, 25-26).

Lad os tro på ham. Lad os tage ham på ordet. Tag imod Jesus i dag – tro på ham – bed til ham om at han må skabe troen i dig. Livet bliver ofte sammenlignet med en rejse ud af en vej – og nogle gange, så kommer man til nogle vejkryds, hvor man skal tage stilling: ”Skal jeg gå den ene eller skal jeg gå den anden vej?” Jeg vil gerne sige noget til dig, der måske ikke har valgt Jesus som din frelser. Jeg håber påskedag 2019 må blive en af de vejkryds, hvor du stopper op og spørger dig selv: Hvilken vej skal jeg vælge? Der er mulighed for at fortsætte livet uden Jesus, og der er mulighed for at fortætte livet med Jesus. Hvilken vej skal jeg vælge?

Går du videre i dit liv uden Jesus, så går du en usikker fremtid i møde, men går du videre med Jesus, med troen på ham, så går du en sikker fremtid i møde. For så bygger du ikke dit liv på dig selv, men du bygger dit liv på den levende Guds vidnesbyrd. For så lever du dit liv på de tre små ord, som kirken altid har bygget på:

”Han er opstået”.

 

Dybbøl – skærtorsdag – 2019

Den anden dag hørte jeg P3 morgen, hvor en historiker skulle fortælle Danmarks historie på 2 minutter. Og han formåede faktisk at gøre det, sådan at der var en rød tråd i det.

Det begyndte med den gode vejrudsigt – det varmere vejr, der fik isen til at smelte efter istiden – og det sluttede med den gode vejrudsigt, klimaforandringerne.

Men på vej fra den ene gode vejrudsigt til den næste, så ramte historikeren også 1800-tallet, hvor vi i Danmark ligesom folk i hele Europa opfandt nationen og nationalismen.
Når jeg kigger på os selv, så  betyder det at vi skaber om at vi danskere er de allerbedste i hele verden. Kernen i vores historie er at vi engang har været vikinger, så vi er store, stærke og mægtige. Det er storhedsvanvid. Og det går vi rundt og tror på indtil 1864.

Her beder min tysk kollega at tilføje på hans vegne:
Selvom vi tyskere ikke var vikinger, troede vi også, at vi tyskere var de allerbedste i hele verden. Store, stærke og mægtige. ”Am deutschen Wesen soll die Welt genesen” – det troede vi indtil 1945. Vi alle kender historien også efter 1864, ikke mindst den tyske besættelse under anden verdenskrig og det tilhørende storhedsvanvid.
Derfor glæder vi os, at holde denne her gudstjeneste i fællesskab. Og vi tænker, at dagens fællesskab ikke er en selvfølgelighed. Jeg vil komme tilbage til tanken om fællesskabet. Men først og fremmest tilbage til 1864.

Og tilbage til mig: Det er vel kort sagt hvad 1864 handler om: Vi troede at vi kunne mere, og derfor fik vi tæsk. Og den omgang tæsk …”]

1864 havde meget store konsekvenser for hele landet – og ikke mindst kunne det mærkes her i det sønderjyske.
I en krig er der altid kun tabere – den såkaldte vinder er blot den, der har tabt mindst. På begge sider var der høje tabstal – det vil sige fædre og mødre, der mistede deres sønner, familier, der mistede deres fædre, hustruer der mistede deres elskede ægtemænd. Tysk sorg er lige så smertefuld som dansk sorg. Danske tåre er lige så fortvivlede som tyske. Teologer, filosoffer og jurister har begreber, der hedder ”retfærdig krig”. Jeg tror at set fra oven, set fra vores skabers side, så er der kun begrebet ”forfærdelig krig”. Han må have det ligesom en far, der ser ned på sine børn, der slås med hinanden.

”Jerusalem, Jerusalem! […] Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke” (Matthæus 23,37)

– sådan sagde Jesus på vej ind i Jerusalem kort før sin korsfæstelse. Mon ikke også Gud ser sådan på os, menneskers, krige og uenigheder? ”Hvor ofte ville jeg ikke samle jer, men I ville ikke”. Bibelen er historien om at vi ikke ville – ja, verdenshistorien er historien om at vi ikke ville. Som profeten Esajas flere hundrede år før Jesu fødsel skrev i en profeti:

”Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham.” (Esajas 53,6).

Vi kan lære en ting af historien: Og det er, at vi ikke lærer noget af historien. Vi vil stadigvæk ikke – vi flakker stadigvæk rundt som får, vi vender os stadigvæk hver vores vej. Sorgen og tårerne er måske hverken danske eller tyske – men det gør dem ikke mindre smertefuld og fortvivlede. Hvor er Gud henne? Hvad gør Gud?

Jeg kunne slet ikke leve, hvis der ikke var en Gud – hvordan ville verden så se ud? Så var det hele da helt fortvivlet. Gud ER, men hvad gør Gud så? Han har allerede gjort det største – ”for således elskede Gud verden at han gav sin søn”. Gud gav sin søn, ofrede sin søn. Korset er verdenshistoriens centrum – det sted, hvor Gud ønsker at samle os ind til sig i tilgivelse og kærlighed.  For således elskede Gud verden, at han gav sin søn, ofrede sin søn, brød sin søn ned, som vi bryder brødet ved nadveren, hvis indstiftelse vi markerer i dag, skærtorsdag.

Vi kan ikke skabe enhed hverken med våben, traktater, aftaler, unioner. Der kommer altid et tidspunkt, hvor vores får-natur kommer op i os igen: ” Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej”- ”I ville ikke”. Fundamentet for vores enhed skal derfor ikke findes i os selv, men i er at Jesus blev brudt ned på korset. Som vi hørte fra Paulus til menigheden i Korinth: ”Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød” (1 Kor 10,17).

Gud ønsker at samle os, Gud ønsker fællesskab – et fællesskab, der synliggøres i nadverens brød og vin. Herren inviterer os til sit bord for at skabe fællesskab med ham og hans folk, samlet i hans frelsende værk for os: Mit legeme, mit blod.

På korset brød Gud den fuldkomne enhed ned, der var i Jesus, nemlig enheden mellem Gud og menneske, for at placere al vores brudthed på Jesus. Og i det brud, skabte han helhed og enhed. At Jesus spiste sammen med toldere, syndere, luder og lommetyve er et billed på Jesu fællesskab med syndere. Det er et billede på nadverbordet. Dem, der tager imod ham, bliver taget imod af Jesus, uanset om man så fortjener det eller ej. Når vi knæler ved nadverbordet, så ser vi at vi ikke er ”de allerbedste i hele verden”, at vi ikke ”er store, stærke og mægtige” som ifølge P3-historikeren var det, der bragte 1864, måske endda på begge sider af grænsen. Vi ser at vi kommer med tomme hænder og vores brudthed. Og jeg håber ikke at du er så stor i dig selv, så selvhøjtidelig, at du aldrig knæler ved alterbordet.

Når vi knæler ved alteret opdager vi, at vi ikke er alene. Vi ser, at vores fjende også knæler, det gør hende, vi ikke bryder os om, også. Det gør idioten, skurken, det dumme svin også.

Spørgsmålet er: Hvad gør du, når du opdager at de også knæler dér? Hvad gør det, når du opdager at idioten, skurken og det dumme svin har lige så meget brug for Jesus som du har? Tænk over det næste gang du knæler ved alterbordet.

”Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød”

Palmesøndag 2019

Lyt til prædikenen:

      palmesøndag 2019 - 14th April 2019


Læs prædikenen
Jesus er verdenshistoriens vigtigste person – ingen kan komme udenom at beskæftige sig med ham. Folk hader ham eller de elsker ham. De ignorerer ham eller de følger ham til deres død. Det er noget over denne mand – hvem er denne mand, der hedder Jesus?

Jesus skrev ikke nogen bog, men han er omdrejningspunktet i den største bog, der nogensinde er skrevet. De største filosoffer og forfattere skriver store bøger om ham.

Ingen ved hvordan han så ud – men verdenshistoriens største kunstnere har forsøgt at give deres bud på hvordan han så ud.

Jesus har aldrig skrevet en eneste sang, men uendelige mange sange handler om ham.

Katedraler bliver rejst i hans navn – folk samles overalt i 

verden og hører om ham. I de rigeste hjem og i de fattigste flygtningelejre og slumkvarter folder folk deres hænder og beder til ham.

Hvem er denne Jesus?

Vi er på vej ind i den stille uge – startskuddet til påsken lyder i dag, hvor Jesus ridder ind i Jerusalem og folket jubler og modtager ham som en konge – den længe ventede befrier: Velsignet være han, der kommer i Herrens navn.

Lad os prøve at forestille os Jesus komme ridende ind på et æsel til Jerusalem – med alle de mange glad og forventningsfulde mennesker omkring ham – lad os fokusere på ham: Hvad tænker du om ham? Hvem er Jesus? Jesus var kun lige reddet ind i byen før folk begyndte at spørge netop det spørgsmål: ”Da han nåede ind i Jerusalem, blev der røre i hele byen, og folk spurgte: »Hvem er han?«”.

Hvem er Jesus?

Det er et spørgsmål, der har lydt lige siden: Hvem er denne Jesus? Mange har forsøgt at komme med et svar på det spørgsmål lige siden: Præster, teologer og kirkefædre har arbejdet med det spørgsmål – filosoffer har arbejdet med det spørgsmål. Videnskabsfolk har arbejdet med det spørgsmål – og det er ikke sådan at det kræver nogen længere uddannelse at arbejde med det spørgsmål.

Ja, det er et spørgsmål, som vi alle sammen på et eller andet tidspunkt skal svare på: Hvem er Jesus? Jeg tror faktisk at det er det allermest vigtige spørgsmål, som du skal svare på i hele dit liv.

Der er nogen, der kommer frem til det svar, at der slet ikke har eksisteret nogen Jesus. ”Jeg er ikke religiøs – jeg tror ikke på Jesus, han har aldrig eksisteret”. Det kan man naturligvis have lov til at mene, men det er så forkert som det kan være. Det er ikke kun i Bibelen, man kan læse om ham, men i en del andre historiske kilder. Hvis man ser rent videnskabeligt på det, så er der rent faktisk bedre historiske beviser for Jesus end for den store græske filosof Platon, hvis eksistens er hævet over enhver tvivl. Jesus har eksisteret – det er hævet over enhver tvivl. Jesus har levet, Jesus har prædiket. Når jeg siger, at jeg tror på Jesus, så betyder det ikke kun, at jeg tror at han har eksisteret, for det er ikke en trossag. Du kan lige så godt stille spørgsmål ved om nogle af de andre antikke personligheder har eksisteret – Jesu eksistens er hævet over enhver tvivl. Selv de største ateister må erkende, at der har eksisteret en mand, der hedder Jesus Spørgsmålet drejer sig altså ikke om, om Jesus har eksisteret – spørgsmålet drejer sig om hvem Jesus var.

Jesus kom med nogle vilde påstande om sig selv: Jeg er den levende Guds søn. Ja, jeg er vejen, sandheden og livet – ingen kommer til Faderen uden ved mig. Jeg er livets brød, jeg er livets vand – den, der kommer til mig skal aldrig sulte og den, der tror på mig skal aldrig tørste. Han stod og sagde: Jeg er Gud. Der er ikke noget at sige til at de forsøgte at stene ham og til sidste korsfæstede ham, da han red lige ind i løvens huls og lod sig hylde som den guddommelige konge. Men var han?

En filosof? En morallærer? Hvordan kan et almindeligt menneske være klogt og filosofisk og så påstå, at han er Gud?

Så var Jesus sindssyg? Nej! De knivskarpe svar han giver på listige spørgsmål… det kan en tosset mand ikke gøre. Selv hans mor blev en af hans disciple – og hans lillebror Jakob blev en af oldkirkens ledere. Ville de det, hvis han var sindssyg? Nej… han var ikke sindssyg!

Men var en løgner? En, der bevidste ville forføre sit folk? Jamen, så må vi sige, at han var en dårlig løgner… havde han sagt ja til at blive konge, så ville han kunne have reddet på en bølge af succes, og der ville have rejst sig en hær bag ham, der kunne have smidt romerne ud af landet. Men det gjorde han ikke – han gjorde aldrig noget, der gav ham fordele. Ja, tværtimod sagde han altid fra, hvis der kom personer med forkerte magt-motiver til ham. Så en løgner – nej!!

 

Ja, hvad ser du, når du ser billedet af Jesus, der kommer ridende ind i Jerusalem?

Er det en filosof,
en tosset
eller en løgner?

Ja, eller er han som han selv sagde: Guds søn? Hvis han var en filosof en tosset eller en løgner, så er han en interessant person, som vi kan studere og bruge tid på, hvis vi vil… men vi kan også lade være – det gør ikke det helt store. Men hvis han er Guds søn – ja, hvis han er Gud selv, så betyder det pludselig noget, at vi bruger tid på på ham. Så betyder det pludselig noget for dit og for mit liv, hvad han sagde og gjorde. Så betyder det noget for os og vores fremtid hvordan vi forholder os til ham. Hvis Jesus er Guds søn – så er han den vigtigste person overhovedet i verdens historie. Hvis Jesus er Gud søn – så er han den vigtigste person overhovedet at have et forhold til her i livet.

For han er den, der kan løfte dig ud af elendighed, sorg og bekymring.

Han er den, der kan skabe kærlighed og tilgivelse i dit liv. Med ham kan du leve et liv, hvor du ved, at du er fri, elsket og fyldt med Guds ånd. Er han den, han siger han er, så er et liv med ham, din garanti på at du er tilgivet, frelst og en himmelborger i det øjeblik, hvor du lukker dine øjne for sidste gang.

Hvem er Jesus? En dag skal alle se det – for der kommer en dag, da han ikke kommer ridende på et ydmygende æsel, men hvor han toner frem på himmelens skyer. Der kommer et tidspunkt, hvor ingen vil være i tvivl om hvem Jesus er. Vi hørte det læst lige før:

”i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.”

Jesus Kristus er Herre – lad os ikke vente med at sige den bekendelse, men lad det være vores bekendelse nu. Paulus skriver i Romerbrevet:

”… hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses” (Rom 10,9).

Så enkelt er det – og så stort er det. Bekend med din mund og tro med dit hjerte – derefter er Jesus ikke bare en historisk personlighed, så er han din nutidige og fremtidige frelser. Tro med dit hjerte, og så er hans opstandelse ikke bare en historisk begivenhed, men det er det, der sletter det grimme i din fortid, det, der bærer dig i din nutid og det, der skaber din fremtid, dit håb og dit evige liv. ”… hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses” og som Paulus fortsætter ”enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses” (Rom 10,9; 13).

Så hvem er Jesus? 

Mindeandagt – 2019
      Mindeandagt 9 april - 11th April 2019

”Der er kun en garanteret vej til at få fred på – og du kan få fred på et øjeblik – det eneste du skal gøre er at overgive dig”. Sådan sagde den senere amerikanske præsident Ronald Reagan i en tale tilbage i 1964 i en tale, der er blevet så kendt, at den bare omtales som ”Talen”. Bestemt-form-ental.

Og han fortsætter: ”Hvis intet i livet er værd at dø for, hvornår blev det da således – stillet over for denne fjende [kommunismen]? Eller skulle Moses have fået Israels børn til at leve i slaveri under faraoerne? Skulle Kristus have afvist korset? Skulle patrioterne ved Concord Bridge have smidt deres våben og nægtet at skyder det skud, der rungede i hele verden [startskuddet til Den amerikanske uafhængighedskrig]? Historiens martyrer var ikke tåber, og vores ærefulde faldne, der gav deres liv for at stoppe nazismens fremmarch, døde ikke forgæves.
Hvor findes vejen da til fred? […] Du og jeg skal have modet til at sige til vores fjende: Der er en pris, som vi ikke vil betale. Der er et hertil og ikke længere”.                      
Stærke ord – sande ord. Vi har det også herhjemme med ordene fra Hans Vilhelm Kaalund

”Kamp må der til, skal livet gro,
ej kamp blot for dagligt brød,
men kamp for frihed i liv og tro,
thi evig stilstand er død!”

Eller som vi skal synge i dag, Christian Richards

”Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.”

Jeg ved det ikke – men mon ikke denne salme også blev sunget ved Vagn Jepsen begravelse den 5. september sidste år. Jepsen, den sidste Haderslev-veteran fra kampene 9. april – der indtil sidste år deltog i vores markering af dagen her i kirken og på kasernen. Han sad dernede på første række.
Han var 22 år med livet foran sig, da han marcherede til Sønderbro med flyene susende over sit hoved. Han tilhørte nogle af de unge mænd, ja, store drenge, der så fjenden i øjnene: Der er et ”hertil og ikke længere” – og det har du overtrådt. Og de tog kampen op på trods af et styrkeforhold, der hed 4 tyskere for hver dansker. De Danmarks drenge, der var villige til at ofre deres liv for fædrelandet:

”Drenge, I drenge, som døde
I tændte for Danmark i dybeste mulm
en lysende morgenrøde.”

Som der står i Mindelunden i Ryvangen.

”Kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder”.
Vi elsker den salme – den er smuk og den er stærk, men den kan også blive for letkøbt, for mener vi det? Lever vi efter det? Har vi noget, der er værd at kæmpe for? Og skruer vi det lige en tand op: Har vi noget, der er værd at dø for?  Dem, der ikke har noget at kæmpe for, har dybest set heller ikke noget at leve for.

Hvad kæmper vi for, hvis vi kæmper?

Der er tre ting, som mine børn altid er villig til at kæmpe for hver eneste gang: Slik, hvem, der skal bestemme over Playstation og at det bestemt er den andens tur til at tømme opvaskemaskine. Man siger at forskellen mellem drenge og mænd er prisen på deres legetøj. Er det også sådan med det, vi vil kæmpe for, at det sådan set ikke udvikler sig fra at vi kæmper for slik, Playstationen og hjemmearbejdet? Nu hedder det bare at vi kæmper for fornøjelser, for magt – eller som vi kalder det: indflydelse – og for at lave så lidt som muligt for så meget som muligt. Eller i større skala: Vi kæmper for adgang til vores olie og lukker øjnene for tyranners brud på menneskerettigheder, kæmper for genvalg ved at bøje sandheden og gå på kompromis. Vi kæmper for os selv og vores egne behov. ”Kæmp for alt hvad JEG har kært”.
Men jeg tror ikke det er derfor, at I sidder i uniform eller har gjort det, I vil mere. Jo, i Forsvaret og hjemmeværn er der mange drengerøve MK, hvor det gælder om at have det største ur og de fedeste solbriller. Sådan er det indenfor ethvert fag – jeg havde i lang tid den sejeste Bibel… og jeg var ikke bange for at bruge den. Men dybest set, grunden til at I sidder her, er at I ønsker at kæmpe for noget andet end jer selv og jeres egne behov. Grunden til at I med respekt mindes mennesker som Vagn Jepsen og hans soldaterkammerater er, at de repræsenterer det, som I dybest set gerne vil: Kampen for frihed og fred imod undertrykkelse af de svage – også hvor kampen er omsonst, fordi den er mod en knusende overmagt. Også selv om den ikke nytter, hvis man sætter det op i et regneark på computeren.
En kamp skal ikke kæmpes fordi den nytter, men fordi den er sand.
En kamp skal kæmpes for dem, der ikke selv kan kæmpe – ikke selv sige fra.
En kamp kan være at stille sig på den svages side, også selv om den stærke så slår ned på os.
For en kamp skal kæmpes ikke bare for os selv, kæmp for alt hvad JEG har kært, en kamp ikke bare for vort eget folk og vore egne interesser – men fordi vi ikke kan passivt set til hvordan retfærdighed og menneskelighed trampes ned.

En kamp skal kæmpes ikke i bekvemlighed-treenighedens navn: Villa, Volvo og vovse.
Men i retfærdighedens navn, kærlighedens navn og sandhedens navn. Det ved vi, os, som kalder os en kristen nation – og endda har korset i vores flag. Korset med blodets baggrund. Korset, der fortæller om Jesus, der ofrede sig for uværdige og kæmpede for sandheden og kærligheden, så det kostede ham livet.
Korset kalder os til kamp og selvfornægtelse – for at være kristen er ikke at blive siddende her i kirken og synge ”kæmp for alt hvad du har kært”, men det er at hente inspiration og styrke her i kirken og så gå ud og leve kristent. At være kristen er at sige ja til Gud og derefter med ham gå ud og sige nej til Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen – uanset i hvilken form han kommer til os. At være kristen er at gå ud i livet og lade ham kæmpe med os og for os.

https://www.youtube.com/watch?v=qXBswFfh6AY&t=1559s

Se på Jesus – ordinationsprædiken

Hør prædiken her:

      Ordination februar 2019 - 27th February 2019


Læs prædiken her:
Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér.  Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod.  Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen.  Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: »Det er et spøgelse,« og de skreg af frygt.  Og straks talte Jesus til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!«  Men Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.«  Han sagde: »Kom!« Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus.  Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!«  Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?«  Da de kom op i båden, lagde vinden sig.  Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn.« (Matthæus 14, 22-33)

Jeg har en super dejlig sejlbåd – Lynæs 14 med sejl og påhængsmotor. Den har nu stået trygt og godt i vores baghave de sidste 2 år – hver eneste efterår maler jeg den, så den er klar til hvis nu… En af de tilstedeværende her i dag har faktisk tilbudt mig at grave et hul i baghaven og fylde det med vand, så jeg kan komme ud og sejle. Flink fyr.

Sidste gang jeg var ude at sejle var i Mariagerfjord – det er ikke bare hvaler, der kommer ind dér, men også ret store skibe, så for at markere sejlrendende er der sat bøjer ud.
Og dem må man naturligvis ikke sejle ind i. Og det vidste jeg også godt – så jeg havde fokus på bøjen, som jeg ikke ville ramme… og jeg nærmede mig den med mit hæsblæsende tempo. Fokus på bøjen – men det var som om der var noget magnetisk i den bøje – jo mere jeg kiggede på den, jo mere drejede båden hen imod den. Og til sidst … ja, heldigvis var det ikke noget, som en omgang maling ikke kunne klare. Det er langt værre med skaden på min maritime stolthed:
Nu er jeg bekymret for at få båden i vandet hernede, for der er også de her magnetiske bøjer. 

Og ja, jeg er nok ret pessimistisk indrettet – min kone derimod er er den optimistiske, der mener at vi lever i den bedste af alle verdner. Hvor jeg så har tendens til at frygt at hun har ret.

Men helt ærligt: Der er jo også meget at bekymre sig over:
– Jeg kan bekymre mig over mit helbred.
– Jeg kan bekymre mig for mine børn får de en dårlig barndom, fordi jeg er en far eller mor, der bare ikke slår til.
– Eller hvad med deres skolegang? Bliver de nogen af dem, der bliver stemplet med diagnoser og forskellige bogstaver?
– Hvad med vores lands sammenholdskraft, er vores politikere troværdige nok eller vil russerne ødelægge folketingsvalget i år?
– Og hvad med klimaforandringerne?

Bekymringer er lige som bøjer ude på fjorden. Jeg har lært: Når jeg sejler, så skal jeg ikke have fokus på bøjerne, men vide hvor de er, og så sejle i den retning, jeg gerne vil. Og på samme måde med de ting, vi kan bekymre os over:
– Vi skal ikke have fokus på dem, for så suger de os bare til sig,
– vi skal vide hvor de er, vide hvilke problemer der er og kan opstå, men vi skal ikke fokusere på dem, for så drukner vi i dem.

Som Peter, der gjorde det vanvittige at træde ud på bølgerne til Jesus – sikke en tro. Men der skete noget, da hans fornuft indhentede ham – ”da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke”.

Vi skal ikke have vore øjne rettet mod de ting, som skaber bekymringer –
 vi ved vi er midt i dem,
vi manøvrer midt i det
og kirken gør sit for at afhjælpe, hvor vi kan, men vi skal ikke have vore øjne rettet mod andet end imod – Jesus, gør vi det andet, så bliver vi trætte og vi mister vi modet.
Som der står i Hebræerbrevet:

”Lad os se hen til Jesus, troens banebrydere og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset […] Hold jeg ham for øje […] for at I ikke skal blive trætte og miste modet” (Hebr 12,2-3).

Det er Bibelens løfte, at
uanset hvilke problemer vi står i,
uanset hvor hårdt vi bliver presset, hvis vi har vore øjne rettet mod Jesus, så vil vi i os have en fred, som overgår al forstand.

Vi har ikke grund til at frygte eller bekymre os. Se på Jesus.
-uanset hvad der kommer ind i dit liv,
-uanset hvad du har oplevet,
-uanset hvad der plager dig af uro og fremtidsplaner, der er faldet til jorden…

Se hen til Kristus i hans herlighed – og vid, han vil sejre.
Sejre over det, der smerter i dag, og truer os med at ødelægge os i morgen.

For uanset om alt andet råber det modsatte – og forkaster Jesus, og ikke ønsker at tro på ham, så bevæger hele verdenshistorien sig i retningen af Jesus,
Hele historien ender på det tidspunkt, hvor hvert knæ skal bøje sig i himmelen og på jorden og under jorden og bekende ham, når de ser ham i sin herlighed. Sådan som disciplene så det den gang, ”Sandelig, du er Guds søn”. En gang er det ikke bare de her få disciple, der skal se hans herlighed, så skal alle se den.

Jeg tror at i det øjeblik at vi fjerne blikket fra Jesus, så synker vi ned i fortvivlelse, ned i angst, ned i ligegyldighed, ned i grådighed, ned i alt det, som lægger Jesus fjernt. Eneste mulighed for at komme op af det, er at se på tilbage på Jesus igen og gribe de løfter, han har givet os – de planer som han har lagt for os om lykke, ikke om ulykke om at give os en fremtid og et håb

vi kan også blive bange,
vi kan blive bekymret,
vi kan føle os presset –

men vi skal ikke lade presset omkring os få os til at fokusere på det onde, men tværtimod fokusere mere og mere på Jesus.

Du er den eneste,
helligste, reneste;
Fri mig fra farerne,
frels mig fra snarerne,
tag mig til sidst i din herlighed ind!

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, far, søn og Helligånd.
du som var er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed,

————————————————————————-
De, som i dag efter apostlenes skik under bøn og håndspålæggelse skal indvies til Guds ords tjeneste, er:

Cand. theol. Andreas Egendal Bøge

og

Cand. theol. Daniel Præstholm,

der ordineres som ulønnede hjælpepræster til ansættelse ved Indre Missions Ungdom

Vor Herre Jesus har selv sagt: »Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst«

Lad os alle bede: 
Vi takker dig, Herre, vor Gud, himmelske Fader, fordi du, vor synd og uværdighed til trods,

har ladet dit ord forkynde i din kirke, og vi beder dig, at vore prædikanter altid må prædike dit evangelium ret, til din ære og vor salighed. Amen.

Efter selve ordinationshandlingen er der altergang, hvor enhver er velkommen til at deltage. Der er stillet bægre frem på borde i koret, og man bedes tage et bæger med op til alteret og med tilbage til bordet bagefter og gerne benytte sidedørene i koret på vej tilbage på plads.

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

           Vor Herre Jesu Kristi nåde

           og Guds kærlighed

           og Helligåndens fællesskab

           være med os alle! Amen.

Herefter går intimator i præsteværelset og afleverer sin mikrofon og indtager den plads, der er holdt fri til hende/ham i koret.                

Forbønsgudstjeneste for Forfulgte kristne – Ægypten

Søndag den 24. februar 2019 havde vi i Haderslev Domkirke forbønsgudstjeneste for forfulgte kristne. 
Her er salmearket: sangark-udskriv-2019-pdf

I det efterfølgende er mit manuskript, der nogle af stederne er noter – men jeg har forsøgt at lave så meget fuldt manuskript, sådan at du også kan få lidt ud af det.

Vær med i forbønnen.

Introduktion
Forfølgelsen af vores medkristne er desværre blevet mere og mere massiv. Verden har aldrig oplevet så massive kristenforfølgelser i hele historien som nu. Mere end en kvart milliard mennesker lever til daglig under hårde forfølgelser.
I Indien og Kina, hvor en tredjedel af verdens befolkning bor, er forfølgelserne nærmest eksploderet! I Kina bliver kristne udlændinge bliver pålagt at rejse ud af landet, og der etableres avanceret overvågningsteknologi mod de kristne, som igen fængsles i uhørt omfang. I Indien mødes kristne med en brutalitet, som jeg chokeres over, og behovet for støtte og opmuntring er større end nogensinde før. Vi kan i år konstatere, at forfølgelsen af kristne spreder sig mod øst. Flere kalder nu de asiatiske lande for “Det nye Mellemøsten”.
MEN der er lys – på trods af forfølgelsen dannes nye menigheder og de gamle menigheder finder sammen på trods af uenighed og forskellighed.

Jeg har valgt at vi i dag skal have fokus på de koptiske kristne – det vil sige kristne i Ægypten. Selve ordet koptisk er en gengivelse af det græske ord for “ægypter”. Fra arabernes erobring af landet i 641 og frem til i dag, anvendes denne term for at skelne mellem kristne ægyptere og de indfødte muslimer.
Jeg rejste til Ægypten lørdag den 2. februar – kyndelmisse – i min taske havde jeg udskrevet Brorsons salme ”Her vil ties, her vil bies”. Der handler om duen, den kristne kirke, der klager sin nød til sin frelser: ”Dagene længes, vinteren strenges, vinteren strenges. Og det er svart”. Det er hvad vores medkristne mærker: Det bliver hårdere og hårdere at være kristen – vinteren strenges.
I salmen taler Jesus til sin due: Kom at skue bag gærdet hist, der skal du finde forsommers minde.
Kom og se her – trods vinterens kulde er her forårstegn, tegn på at sommeren er på vej.
Jeg vil i dag ikke fokusere på alt det onde og grimme, som de kristne møder, det skal med – men jeg håber at I vil tage med mig om bag gæret og se ”forsommers minde”. Der er liv – der er håb. Men vi sætter først rigtig pris på vintergækkerne, når vi hører om vinteren. Men som den lille blomst, driver gæk med vinteren ved at vise, at vinteren taber, sådan viser kirken at det onde, vil tabe.
For vi skal hele tiden have perspektivet på det, at kampen de kristne står i, ikke er mod muslimen, det er ikke mod regeringer og embedsmænd – det er en åndskamp. Muslimen og embedsmanden har selv brug for kærlighedens evangelium. Vi skal i dag møde en kirke, der utrætteligt rækker dem dette evangelium. Så lad os i dag bede for de kristne, der forfølges og sammen se på ”forsommers minde”.

Lad os bede sammen

Kirkens historie                
Ægypten er det land i Mellemøsten med den største andel af kristne: Mellem 5 og 15%. Tallet er usikkert – staten siger et meget lavt tal, for at undgå at give flere indrømmelser til kristne og det er forbudt at lave privat statistik uden tilladelse. Langt størstedelen af disse tilhører den koptisk ortodokse kirke.
Mange af de bibelske skikkelser har været omkring Ægypten:
– Abraham, Josef, Moses – mange af profeterne og naturligvis opfyldelsen af Hoseas profeti: ”Fra Ægypten kaldte jeg min søn” – Jesus flygtede til Ægypten fra Betlehem, da Herodes den Store forsøgte at slå ham og alle andre drengebørn ihjel.
– Markus grundlagde kirken i 48
– Kristendommen vandt hurtig indpas i landet
– Hovedbyen Alexandria var et af videnskabens mest indflydelsesrige steder i datiden.
Bygget en kristen kateketskole, der i flere århundrede påvirkede den kristne tankegang. Frem til det tredje økumeniske koncil i 381 rangerede patriarken/paven i Alexandria på linje med paven i Rom.
– En guddommelig liturgi. Løfter mennesket.
– Martyrernes kirke – Forfølgelse af Rom – Indførte et identitetsmærke, hvorpå man kunne se om man havde ofret til guderne.  – man var ikke bange for martyriet. Den store kirkefader Origenes´ far.
– Ørkenfædrene: Ørkenfædrene er en bevægelse, der opstod omkring 200-400
Der er rigtig meget vidsom at hente fra de gamle eneboere, der ikke blev ved med a være eneboere, for folk valvartede ud i ørkenen for at blive deres disciple. Det blev startskuddet til klosterbevægelsen.
”En soldat spurgte en af de gamle, om Gud skænker syndere sin tilgivelse. Og den gamle svarede:”Sig mig, min gode ven, smider du din kappe ud, hvis den er blevet revet itu?” Soldaten svarede: ”Nej, jeg reparerer den og fortsætter med at bruge den”. Den gamle svarede så: ”Hvis du passer på din gammel kappe, vil Gud så ikke være barmhjertig over for sit eget billede?”

– 313: underskrev kejser Konstantin den Store et dekret, der tillod kristendommen i Romerriget. Kristendommen blev statsreligion – kristendommen skulle ensrettes, så alle vranglærdom blev udskilt. I
381: kom turen til spørgsmålet om Jesu to-naturlærer. Kopterne lagde stor vægt på at Jesus var guddommelig
Levede som underkuede i deres eget land. Deres patriark måtte leve i asyl.     
641: arabernes erobring. Så dem som befriere – men de var kommet under et mere hårdt åg end før. Skulle betale ekstra skat for at være kristne. Levede som andenrangsborgere. Sådan har det været lige siden. Forsøgte at kaste åget af sig – men for gæves.
Mange kristne fandt det lettere at leve, hvis de gik over til islam – hvilket de gjorde. Kristne blev mindretal i sit eget kristne land.
Når vi nærmer os starten af 1900-tallet var det dog et meget fredeligt land i forhold til de andre muslilmske lande. En nogenlunde fredelig sameksistens trosretningerne imellem – Alexandria gar på grund af jødiske handelsfolk igen blevet en stor handelsby. Nassers magtovertagelse og nationalisering af Suezkanalen 1956 førte til krig mellem Ægypten og Israel, Storbritannien og Frankrig. Allerede efter et par dage blev alle franskmænd, englændere og jøder bedt om at forlade landet – man ønskede at komme af med mindretal i landet, og også den kristne koptere, selv om de var den største andel. Lige siden da er antallet af koptere blevet mindre og mindre. Præsidenten trykker med den ene hånd patriarken i hånden og med den anden hånd afviser han at ansætte koptere i højere stillinger overalt i samfundet.
Den første demokratisk valgte præsident Muhammed Mursi tilhørte de rabiate Musliske Broderskab. Han sad ved magten i lige over et år fra 2012 til 2013 – og det var et forfærdeligt år for kristne, men også et år, hvor mange almindelige muslimer vendte sig fra islam, fordi de så hvor modbydeligt Det muslimske Broderskab anvendte deres magt. Det muslimske Broderskab beskylder det kristne mindretal for at have stået bag afsættelsen af ham. Det førte til angreb på kirker, sikkerhedsvagter, der ellers skulle beskytte kirken, der nu vendte deres våben mod kristne, og bølge på bølge af koptere forlod landet.
Den nuværende præsident Abdel Fatah al-Sisi, der væltede Mursi, indviede på samme dag en stor kirke og en stor moske. Han sætter bevæbnede vagter og metaldetektorer omkring alle kirker og klostre og taler om at religionsfrihed er en borgerrettighed og at der ikke må diskrimineres. Det er ikke hvad de kristne føler. En af præsterne vi talte med sagde: Politikerne er magtesløse, fordi de redskaber de har at arbejde med, er mangelfulde.
De ser ikke hen til præsidenten – ”hvorfor kommer min hjælp? Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens herre”. Derfor er Esajas 19 det kapitel i Bibelen, der citeres oftest i alle de steder, jeg kom hen.

LÆSNING: UDDRAG FRA ESAJAS 19

Trange tider langsomt skrider
1. Kristne slås ihjel
2015: 21 kristne, deriblandt 20 koptere blev fanget og halshugget af Islamisk Stat – en film blev lavet, der var en hilsen til korsets folk – medlemmer af den ondsindede kirke i Ægypten.
Vi blev desværre udsat for at se videoen til ende – man så ansigterne på dem og de udtalte navnet ”Jesus”.
11 December 2016: 29 dræbt, 47 såret – martyr-mindehal med montre med billeder af de døde og nogle af deres ejendele. Det var stærkt at besøge dette sted – og især at se at der var stillet tomme montre op også – klar til de næste, der kom.
Johs 10,27-28 ” Mine får hører min røst, jeg kender dem, og de kender mig, og de følger mig og jeg giver dem evigt liv og de skal aldrig i evighed gå fortabt og ingen skal rive dem ud af min hånd”

2. Kristne tilsidesættes
– Ingen kristne i høje stillinger, kristne sorterer skrald ude på byens losseplads
– Kristne børn sættes bagved i klassen, udstilles som dumme, lærere spørger dem bevidst om ting, de ikke ved for at udstille dem som dumme. Børn mopper dem med deres tro – ”I tilbeder flere guder og ikke kun en gud”.  forsøgt selvmord ved at fjerne kors-tatovering.
– I skolebøgerne står der ikke noget om de 600 år, hvor Ægypten var et kristent land
– Hvis en kristen kommer ind på et offentligt kontor og skal have lavet noget, så tager det 3 timer, hvis det tager 1 time for andre. En uge, hvis det tager en dag for andre
– ID-kort
– Det er næsten umuligt at få lov til at bygge eller renovere kirker, det tager flere år at søge om tilladelse, og kommer svaret er det en afvisning.
– Bliver de beskyttet af myndighederne – eller bliver de overvåget. Glæde over manglende beskyttelse.   
”Vi er kristne, vi kommer i anden række – sådan er det”

3. Kristne bortføres
Foregår en krig om de kristne kvinder
Tvangsægteskab, tvangskonverteres – piger ned til 12-13 års alder kidnappes

”Der skal du finde forsommers minde”

– Der er kommet en god dialog og et godt forhold mellem den ortodokse kirke og de andre kirkesamfund. Der har altid været et had og mistænkeliggørelse mellem dem – men forflgelsen har bragt de kristne sammen. Ja, selv ortodokse præster anerkende deres evangelikale præste-kollegaer som præster. De nærmer sig hinanden og er villige i begge lejre at gå på kompromis.
– Bibelselskabet stiftet 1883 – ideen med selskabet er at gøre Guds ord tilgængeligt. Arbejder sammen med alle de kirkelige retninger. Holder 800 bibelmæder om året i kirker rundt om. 17 bogbutikker, hvor alle kan komme ind og købe bibler meget billigt. kæmper mod analfabetisme (hver fjerde egypter er analfabet) og dovenskab. Bibelkonkurencer der får børn til at læse i Bibelen. Bogmesser – hvor der altid står nogle langskæggede muslimer og forsøger at diskutere med dem og lave ballade. En af sælgerne gav en af disse en gave: Jesu bjergprædiken. Gå hjem og bed til Gud. Næste år kom samme mand tilbage og fortalte at han nu var startet i bibeltræning i en lokal kirke og var blevet en hemmelig kristen.

1. Vend den anden kind til.
En historie om hvordan en kristen havde en muslim, som nabo, der bare sendte ham hadefulde øjne og brugte enhver mulighed for at vise ringeagt overfor den kristne: Spyttede efter ham, kastede sten efter ham. Den kristne smilte bare tilbage – viste godhed.
En dag blev det for meget for muslimen, der gik hen og tog fat i ham og rystede ham: Hvad er der med dig. Jeg hader dig, Jeg vil slå dig ihjel – hvorfor bliver du ved med at elske mig?”
Og den kristne svarede tilbage: Det er fordi jeg elsker dg og ønsker at du skal lære min frelser at kende”.
Det var startskudet til en udvikling, der endte med at denne nabo i dag er kristen. Dog i det skjulte.

2.Børn
De kristne børn undervises i hvad kristendom er, så de kan svare på de spørgsmål, de bliver moppet med: F.eks. det med om vi tror på 3 guder. Om Bibelens troværdighed
Underviser dem i det hele taget, så de lærer at læse – sådan at de kan følge med i undervisningen og få sig en eksamen selv om ”de kristne er dumme”.

3. Piger og kvinder
Fremtiden for Ægypten skal skabes gennem kvinder, der har anerkendt dem selv som værdifulde. Kirken ønsker at skabe et fundament for kvinder, så de kan stå imod det pres, der rammer dem overalt. Hovedkampen for kvinder er ikke ”forfølgelse”, men den massive stempling af kvinder som ”mindreværdige”. Det er et stort arbejde, for man skal ind og ændre grundindstillinger hos mænd og kvinder. Der afholdes lejre, hvor unge piger og kvinder mødes og får undervisning i alt fra kristendom, helbred, hygjene, teologi og socilogi. Lejrene hedder: Nyt navn. De kvinder skal have et nyt navn, de skal høre Guds stemme, der giver dem et nyt navn: Perle, skat, du er dyrebar.
Bare dem vi mødte havde det mål at nå 1000 ny kvinder hvert år – og at som ringe i vandet måtte det sprede sig.

4. Mænd
De kristne mænd undertrykker også deres hustruer. Vi mødte mænd, der stod for arbejdet, der hed ”Adam”. Og kort sagt, så gik det arbejde ud på at lære mændene, hvordan de skulle være ordentlig kristne ægtemænd. Når hver 4 er analfabet, så kommer mænds selvbillede af det samfund, der er omkring dem, og som er muslimsk. Det er dér de lære hvordan de skal være. De skal skoles i at behandle deres kvinder godt.

5. Socialt arbejde
Fortæl om arbejdet i kirken i Garbage City med Fader Simon.

 

 

 

Prædiken
Læsning: Johannesåbenbaring 2,8-11

Der er to ting, der på en særlig måde gør sig gældende, når jeg er på rejse til Mellemøsten.
1) Jeg er bange for at tage af sted. Jeg forsøgte at læse på nettet om situationen i Ægypten og faldt faktisk nogenlunde til ro. Der sker stort set ikke angreb – eneste angreb, der foregår er mod kirker og klostre”.
2) Jeg lærer altid noget nyt om mig selv, min tro og min Gud hver eneste gang jeg er afsted.

Aldrig før har jeg mødt frygt, når jeg besøgte kristne i de mellemøstlige lande. Det virkede nogle gange som om det var overnaturlige mennesker, der ikke kender frygt, men bare hviler i Guds hænder. Denne gang mødte jeg ”rigtige mennesker” – med rigtige kroppe, der allerhelst vil forblive levende. Denne gang mødte jeg kristne, som turde tale om frygt. ”Ja, vi er bange”.
Der kom en præst fra det sydligste Ægypten, der viste en del film om kirkens arbejde – blandt andet den film, hvor vi så halshugningen af de 21 kristne. Det var en film, jeg allerhelst ikke ville have set – den sidder bare fast på nethinden og i kroppen.
Manden, der havde tilrettelagt turen for os, kom bagefter og undskyldte meget – for det var ikke film, man skulle se. Det var film, der var lavet af Islamisk Stat, der kun skulle gøre en ting: Skabe frygt. Lige nu ser fjenden ud til at være ”radikale islamister”, men det er ikke fjenden. Fjenden er den onde, ham, som vi lige har forsaget i trosbekendelsen. Djævelen er vores fjende – og han har igennem tiden haft mange instrumenter til sit frygtens arbejde. Redskaber, der blomstre op, og derefter fader ud. Sådan vi det også være med islamisterne – også de vil på et tidspunkt ”fade ud”, men der vil så komme et andet redskab.
Uanset redskabet, så er tanken den samme: Frygt er Djævelens stærkeste våben mod kirken. Djævelen ønsker at lamme os, lamme vores frimodighed, lamme vores livslyst. At se sådan film bringer frygtens våben på bordet. Han fortalte hvordan han havde stået på sin altan derhjemme og oplevet i det år, hvor Det islamiske Broderskab havde magten i Ægypten, hvordan der kørte biler rundt med megafoner, der råbte: ”Ægypten er et islamisk land”.  Broderskabet havde magten i et år – og nu høster kirken frugten af det år: Antallet af muslimer, der vender sig væk fra det mørke og hen til Jesus stiger. Fader Simon, fra kirken på lossepladsen, han har siden den gang døbt 10000 konvertitter. ”Men ja, vi er bange, vi mærker frygten. I kan tage hjem i morgen” sagde rejsearrangøren ”men en del af jeres familie bliver tilbage i Ægypten i denne frygt. Budskabet I skal have med jer fra rejsen er at kirken er sejrrig. I skal tage hjem og fortælle, at ´jeg var tilstede, jeg duftede Ægypten, jeg hørte det, jeg mærkede presset på min egen krop, og alligevel så jeg glæde og lovsang”.
Og det var det, jeg mødte. Søndag aften var vi til gudstjeneste, hvor en af sangene lød: ”Aldrig har din godhed forladt mig. Selv i min mors liv, var jeg båret af din nåde. Du har aldrig forladt mig. Dine hænder er omkring mig, jeg drages ind i din favn – da jeg bekæmpede dig viste du mig kærlighed”.
 Jeg sad til gudstjenesten og skrev i min notesbog: ”Hvordan kan de synge sådan en sang? De må da have indset hvordan de er forfulgt – hvordan de er presset fra alle sider – og alligevel synger de lovsang om at ”din godhed har aldrig forladt mig” (s. 11)

Er det fordi de er blinde? Er det fordi de spiller skuespil og lader som om? Er det her ægte?
Eller har de set og oplevet, at Gud er til at stole på. At Gud er til at bygge vort liv på – og når han siger, at vi ikke skal frygte, så behøver vi ikke frygte.
Det Jesus siger til menigheden i Smyrna er: Frygt ikke! Det kan godt være, at det I møder er sat i værk af Djævelen, men det er kontrolleret af Jesus. Jeg tror, at det onde, der sker os, er sat i værk af Djævelen, men Guds ske lov: Jesus har kontrollen. Djævelen kan tage dine penge fra dig, han kan tage dit helbred fra dig, ja, han kan endda slå dig ihjel – men han kan ikke tage din evige rigdom fra dig.
Jeg håber ikke, at vi her i vesten har bundet os så meget til det jordiske, at dette ikke betyder noget for os. Tror vi at lidelsen i den tid vi lever i nu, ikke er værd at sammenligne med den herlighed, der venter os? Det betød noget for menigheden i Smyrna – det betyder noget for menigheden i Ægypten. Frygt ikke – vær tro og jeg vil give dig livets sejrskrans.
Som der står i Hebræerbrevet: ”Lad os se hen til Jesus, troens banebrydere og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset […] Hold jeg ham for øje […] for at I ikke skal blive trætte og miste modet” (Hebr 12,2-3).
Der er en masse ting, der kan tage fokus fra os – meget vi kan være bange for, meget vi kan være så optaget af, at vi glemmer alt andet… Jeg tror at i det øjeblik at vi fjerne blikket fra Jesus, så synker vi ned i fortvivlelse, ned i angst, ned i ligegyldighed, ned i grådighed, ned i alt det, som lægger Jesus fjernt. Eneste mulighed for at komme op af det, er at se på tilbage på Jesus igen.
En lektie, jeg har haft med mig fra min tur er den: Ja, vi kan også blive bange, ja, vi er bange, men presset omkring os får os ikke til at fokusere på det onde, men fokusere mere på Jesus. En af præsterne sagde: Forfølgelse er en velsignelse- de smerter, men det bringer os tilbage til Gud.
Lad os lære af dem – lad os søge Guds rige, i vores daglige liv, og ikke bare være ordets hørere, men også ordets gørere. Så vil vi opdage, hvad Paulus skriver i Romerbrevet (9,35-39):
Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? –  som der står skrevet: På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår. Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter  eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

 

 

Forbøn

Vi beder for de kristne, som vi netop har hørt om. Vi beder for de kristne i Ægypten at deres hjerte ikke må smelte af frygt for hvad de oplever. Giv du dem mod til at blive i Ægypten – giv du dem kærlighed til at blive i landet. Lad dem være lys og salt i Ægypten. Lad dine martyrers blod være udsæd til mere liv og flere troende kristne.
Vi takker dig for den tro, som disse modige kristne lever ud i Ægypten.
Lad dem blive ved med at proklamere dit navn. Lad dem mærke din omsorg og din velsignelse på trods af alle slag, fysiske og psykiske slag. Trøst du dem i deres sorg. Vi beder dig om du vil læge deres sår – fysisk, psykisk og åndeligt.

Herre, det beder vi.

Oh Gud, hør min bøn

Vi beder for dem, der forfølger kirken, der via kirken forfølger dig. Stop du denne ondskab – lad dem, der er ondskabens redskaber bliver afsløret og stoppet – og lad dem først og fremmest finde frem til dig som deres frelser. Du ønsker ingen mennerskers fortabelse, men at vi alle må komme til erkendelse af sandheden – også disse ekstremistiske muslimer. Du elsker muslimerne lige så højt som du elsker os. Og du er død for muslimen lige så meget som du er død for enhver af os.
Vi beder dig om at du vil åbne deres hjerter at de må se det store vidnesbyrd, som du viser dem ved at de kristne igen og igen vender den anden kind til, smiler og viser dem kærlighed.
Vi beder dig om at du må skabe mulighed for at de må gå i dem selv og dér finde dig.
Vi beder dig om at du må nå disse menneskers hjerter – send du drømme til dem, jag du dem med din godhed i deres søvn.

Herre, det beder vi.

Oh Gud, hør min bøn
Vi beder dig:
a)  for de kristne i Irak og Syrien – for fred og for deres frimodighed til at vende tilbage til de bibelske steder som de er flygtet fra så vi igen kan se en voksende kirke
b)  for de mange muslimer der søger de kristne kirker i MØ (Mellemøsten)
c)  for kristne medier som f.eks. SAT-7  –  for visdom, medarbejder, økonomi til at fortsætte med at række evangeliet til millioner af mennesker.
d)  for de nye kristne kirker i Nordafrika – fx Algeriet
e)  for de nye kristne i Iran
f)  for de kristne i Kina og i Indien

Herre, det beder vi.

Oh Gud, hør min bøn

Lad os være stille i bøn, skulle nogle af jer have lyst til at løfte jeres stemme til bøn, så er I velkommen.

….

Herre, vi ved at dine planer er større end vi overhovedet kan gribe eller forstå. Vi tror, at ham, der er med os, er større end ham, der er imod os. Og du har sagt, at al ting virker sammen til gode for dem, der elsker dig. Vi tror, at du ud af den største forbandelse og største modgang kan presse en velsignelse og at alt dette må virke i retningen af dit ultimative mål: Dit komme i herlighed.

Fadervor

Load More