Den sidste taxatur

Denne side er set 54 gange!

En taxachauffør blev midt om natten kaldt til en adresse i Minneapolis i den amerikanske stat Minnesota. Taxachaufføren steg ud og gik hen og bankede på døren. Efter et stykke tid blev døren åbnet af en ældre dame. Indenfor var møblerne tildækket med hvide lagner og der var intet på væggene og der stod papkasser stillet op med vaser, malerier og fotografier. Ingen tvivl: Hun var ved at forlade sit hjem.
”Vil De bære min kuffert ud til bilen?” Chaufføren tog kufferten og bragte den ud i bilen, og vendte derefter tilbage for at følge hende ned til bilen. Hele vejen ned takkede hun ham for hans venlighed. Hun gav chaufføren en seddel med adressen og spurgte så: “Ville det være muligt at køre gennem den indre by?”
“Det er ikke den korteste vej,” svarede chaufføren. 
“Åh, det betyder ikke noget,” sagde hun. “Jeg har ikke travlt. Jeg er på vej til et hospice. Lægerne siger, at jeg ikke har langt igen”. Chaufføren bøjede sig lydløst frem og slog taxameteret fra. “Hvilken rute vil De gerne have, at jeg kører?” 
I de næste to timer kørte de igennem byen. Hun viste bygningen, hvor hun engang havde arbejdet, kørte gennem kvarteret, hvor hun og hendes mand havde boet som nygifte og forbi det hus, hvor hun som ganske ung gik til dans. Nogle huse sad hun bare og kiggede på uden at sige noget. Til sidst nåede de frem til og hun sad i en kørestol på vej væk. “Hvor meget skylder jeg Dem?” spurgte hun og fandt sin pung frem.
“Intet, ” sagde svarede chaufføren.
“Men De skal jo leve,” sagde hun.
“Der er andre passagerer” – chaufføren bøjede sig ned og gav hende et kram og gik derefter ind i det blege morgenlys. Bag ham smækkede døren i. Det var som lyden af et livs afslutning.
Jeg bruger spalteplads på denne historie, for det er en af de historier, jeg bruger, for at råbe mig selv op: Så åben dog øjnene op for de andre omkring dig!!! Når jeg står og besvare et par mails i køen i Rema1000 i stedet for at ”slå en thø-hø” med hende foran mig i køen. Når jeg har så travlt, at jeg ikke får hilst på ”manden på bænken”, der sidder og nyder morgensolen.
Lad os lukke os op overfor vore medmennesker omkring os. Som præst vil jeg sige: Lad os bede Gud om at lukke vore øjne op for vore medmennesker, så vi ser dem. Ikke bare registrere at de er her, men virkelig ser dem.
Jeg vil nemlig gerne løfte historien til et højere niveau: At vi må se folk som de virkelig er – elskede mennesker, der er værd at stoppe op og bruge tid på. Lad os ikke bare se mennesket som et resultat af Big Bang og tilfældig udvikling, men se dem som vi virkelig er, nemlig skabt i Guds billede, skabt ikke tilfældigt, men fordi vi er villet, ønsket og elsket af Gud. Hver eneste af os er udvalgt i kærlighed – mister vi det, så må det betyde noget for den måde, vi ser på andre mennesker på. Uanset om det menneske er en gammel kone med kufferten, der er på vej til hospice, manden på bænken, det lille ufødt barn, en savlende umælende beboer på en døgninstitution eller en indsat i arresthuset.

Jeg synes der er meget ligegyldighed mange steder i vores samfund, så vi ikke ser den gamle kone med kufferten og behandle hende som et elsket menneske. Der er en kynisme, der gør at vi ikke behandler dem, der ikke ligner os på samme måde som vi selv vil behandles. Eller en hævntørst, der ser et udyr og ikke et menneske i forbryderen. Vi skal lære at åbne op og se et menneske selv i den største forbryder – og derfor behandle ham som det elskede menneske, som Gud ser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *