Det er utilgiveligt

feb 20, 2019

Denne side er set 334 gange!

– har du hørt den sætning før? Jeg synes jeg hører den for ofte – ikke til mig selv… endnu… men i fjernsynet og på nettet. En enkelt søgning på nette bringer massevis eksempler på sætningen. Indenfor sport, indenfor parforhold, indenfor kunstens verden og politik: Det er er det utilgiveligt.

Nu er jeg måske mere nærtagende end godt er, men jeg bliver faktisk lidt ked af, at der i den grad er gået inflation i det ord. Det er for mig en meget hård ytring, at stemple noget som utilgiveligt. Det er ikke bare fordi jeg ikke kan eller vil tilgive det. Nej, i sig selv, i sagens natur er det skete noget, der ikke kan tilgives. Hverken af mig eller af andre. Er der virkelig noget, der ikke kan tilgives?

Lad os prøve spole tiden tilbage til Tyskland i 1990 – muren var lige faldet og alt, der havde med det gamle politiske system og diktatur at gøre, var yderst betændt. Og det gjaldt ikke mindst den afsatte generalsekretær Erich Honecker. Hvad skal man lige stille op med en afsat diktator?  Den østtyske præst Uwe Holmer fik derfor en spektakulær telefonopringning fra sin kirkeledelse: Du er leder af et hjem for hjemløse – har du mulighed for at finde et par værelser til ægteparret Honecker?
Lige som andre kristne familier havde familien Holmer mærket statens uvilje og modstand. Deres egne børn var blevet nægtet en uddannelse, fordi de ikke havde svoret ungdomsløftet til staten, men de var blevet konfirmeret i kirken i stedet. De havde klaget over beslutningen, men undervisningsministeren havde personligt afvist deres klage – hun var stenhård. Familien ville klage til menneskerettighedsdomstolen, hvor de ville have haft en god sag, men de gjorde det ikke, da de frygtede at kirken ville blive ramt som hævn for et sådant prestigetab for staten. Familien var blevet overvåget, blacklistet og truet af staten – og nu stod den tidligere generalsekretær og den tidligere undervisningsminister næsten bogstaveligt talt på deres dørtrin og bad om et sted at bo. Uwe Holmer afviste ønsket – der var ikke plads nogen steder. Ikke andet end i præstegården hos Holmer selv. Så på den måde flyttede diktatoren ind hos sognepræsten.
I de ti uger, hvor Honecker boede i præstegården, modtog Holmer ikke mindre end 3000 breve – mange var rasende: “Kirken skal ikke tage imod ateisten Honecker”. ”De har ingen ret til at tilgive Honecker”. I et interview sagde Holmer: ” jeg har ikke tilgivet Honecker for det, han har gjort mod andre, men jeg har tilgivet ham det, han har gjort imod mig. Hvad han har gjort mod andre, det skal de selv tilgive, men hvis de ikke tilgiver, så vil deres hjerte gå til grunde i bitterhed”.
Pastor Holmer viste et eksempel på, hvordan vi som kristne er kaldet både til at leve i tilgivelsen og leve af tilgivelsen. Har vi selv oplevet, at Gud har tilgivet os, så vil vi også kunne tilgive andre. Det begynder ikke med at vi tilgiver, men det begynder med at han har tilgivet os. Guds tilgivelse fjerner det, der stiller sig imellem os og ham – vores tilgivelse stiller sig imellem os og vores næste.  Både offeret og gerningsmand har brug for tilgivelse. At tilgive er ikke at sige, at det, der er gjort, ikke er ondt og forkert – men det er at fjerne det, så det ikke skiller os og så dens byrde ikke maser os begge. Så lad os droppe det at kalde andres gerning for ”utilgiveligt” – for de har lige så meget brug for tilgivelse, som vi har.