Denne side er set 368 gange!

For en gang skyld vælger du at tage til Hirtshals for at “ose” lidt – det er længe siden du har købt et eller andet til dig selv. Det er turist-sæson, så du er nødt til at gå igennem gågaden, men du når ikke så langt før du møder en gammel ven, som du ikke har set et stykke tid. Han står i en flok og snakker, men får øje på dig og går hen til dig. Efter at I har hilst på hinanden peger din ven på en mand i flokken – “Det er Gud!” siger vennen. Du kan ikke lade være med at grine af din ven – du har godt nok hørt, at nogle sagde, at Poul Kjøller var ”Gud” eller at Birthe Kjær er ”Gud”, men Poul Kjøller er død, og manden dér ligner bestemt ikke Birthe Kjær. Det ligner bare en ganske almindelig mand med en strikket bluse. “… men det er Gud” fortsætter din ven, og hiver dig hen til manden. Du hilser på manden med den strikkede bluse – og han virker egentlig meget flink, men alligevel: Gud!?

 

Når man læser i Bibelen og læser om, hvad Jesus sagde og gjorde, så synes jeg somme tider, at det er mærkeligt, at folk ikke fattede, at her var der altså noget, der var mere end et almindeligt menneske. At Jesus faktisk var Guds søn – ja, at han selv var Gud.

Jesus var ikke bange for at tage Guds egen præsentation i sin mund: “Jeg er”. Da Moses skulle befri jøderne fra slaveriet i Ægypten, sagde Gud: “Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer” (2 Mos 3,14). Da Jesus påstod, at han havde set Abraham, grinede folk af ham og sagde, at Jesus end ikke var 50 år, så hvordan kunne han have set Abraham. Jesus sagde så: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er, før Abraham blev født” (Johs 9,58). Og det fattede folk godt, for med det samme samlede de sten op for at stene ham – fordi han påstod, at han var levende på Abrahams tid? Nej, men fordi han påstod, at han var Gud selv – “Jeg er” – han skulle altså stenes for blasfemi.

Jesus var heller ikke bange for at tage ord i munden som “Jeg og Faderen er ét” (Johs 10,31) – det blev jøderne rasende over, så de ville stene ham. Jesus spurgte dem, hvorfor han, der havde gjort en masse godt, skulle dø, og de svarede: “Det er ikke for nogen god gerning, vi vil stene dig, men for bespottelse, fordi du, der er et menneske, gør dig selv til Gud” (Johs 10,33).

Reaktionen på, at Jesus påstod, at han var Gud, var, at folk blev rasende. Der var nogle få, som disciplen Thomas, der efter opstandelsen faldt på knæ foran Jesus og bad: “Min Herre og min Gud” (Johs 20,28), men ellers var folk rasende!

Men tilbage til gågaden i Hirtshals – vi ville nok om ikke blive rasende, så i hvert fald ryste på hovedet: “Han er skør. Han er jo en almindelig mand i en strikket bluse”. Hvorfor skulle folk på Jesu tid så ikke tænke sådan “Han er skør”? Det er ikke logiske, at et menneske skulle være Gud, men det er kristendommens påstand: Jesus er Gud. Han er ikke bare guddommelig, han er ikke bare en gud, nej, han er Gud.

Og hvad så? Hvad betyder det for mig, at Jesus er Gud? Det betyder noget for mit selvbillede, at jeg er elsket af Gud – elsket så meget, at han ikke bare sendte endnu en profet af sted for at frelse os. Han sendte ikke bare en engel til jorden for at frelse os, nej – han kom selv. Den Gud, jeg tror på, elsker mig så meget, at han selv døde på korset for mig… og, døde for dig!