”Hvad vil du prædike?”.
Jeg kan huske, at jeg sad lidt anspændt til min samtale med en biskop – før man søger et embede i et stift, så skal man lige have hilst på stiftes biskop, så vedkommende kan danne sig et indtryk af den kommende kandidat til et embede. Man har den ene samtale – et skud i bøssen. Den skal bare falde i hak første gang.
Denne biskop indledte med spørgsmålet ”Hvad vil du prædike?”. Nu har jeg gået i søndagsskole, og dér kender vi jo svaret på de fleste spørgsmål, ”Jesus”, men jeg tænkte at vi var på et lidt højere plan end det. Så jeg forsøgte med et ”Det kommer jo an på hvad teksten handler om – hvad temaer er der i teksten”. Men biskoppen fortsatte: ”Hvad vil du prædike?”. ”Jamen igen – det kommer an på hvilken tekst, der skal prædikes over. F.eks. på søndag vil jeg prædike om at bede, for det handler teksten om”. Biskoppen blev ved med sit ”Hvad vil du prædike? – og nu var jeg efterhånden ret febrilsk. Han fiskede øjensynligt efter noget… og så tænkte jeg: Okay, hr. bisp, nu får du det altså. Jeg ”prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger”. Biskoppen blev så befippet over det svar, at han væltede en flaske Apollinaris ud over bunken af ansøgninger. Og jeg blev ikke indkaldt til nogen prøveprædiken eller samtale i det stift nogensinde. Så derfor hænger Marianne på mig – hun tog en for holdet.

Men når jeg nu kigger ud over mine prædikener, så var søndags-skolesvaret ”Jesus”, ikke forkert. For jo mere jeg bevæger mig og forandres som præst, som kristen, som menneske, desto mere simpel og lige til bliver min tro: At det handler om Jesus. Jo mere modgang og sygdom jeg oplever desto mere finder jeg ro i det, jeg kan hente i navnet Jesus. Og jo mere afhængig bliver jeg af ham.
Jeg tænker uanset hvor meget vi studerer og læser om Jesus – vi når aldrig til bunden af ham, vi når aldrig til at kunne finde et eller andet dogme, der helt beskriver, rammer og rummer Jesus, for han er altid mere.
Johannes forsøger i sin indledning til sit evangelium at fange lidt af Jesu storhed – vi sendes tilbage til skabelsen ”I begyndelsen var Ordet”. Evighedens ekko – Jesus Kristus har ingen begyndelse og ende. Han ER bare. Alt det, vi ser omkring os, er skabt ved Jesus. Vi fatter ikke storheden af Jesus – men alt er båret oppe af Jesu mægtige ord. Alle galakser, alle molekuller, alle atomer og det subatomare, som ingen kender til – Jesus bærer det. Jesus bærer os
Hvor alt omkring os er skabt, så er han ordet, der blev talt og kaldte det, der ikke var, til at være. Vores krop, denne bygning, denne jord, dette solsystem – alle galakser er skrøbelige – kortvarig som en skygge, hvis vi sammenligner med Jesus. Jesus er evig den samme. Hans dyder og karakter forandres aldrig i går og i dag – ja til evig tid. Han har aldrig syndet – aldrig. Han har ikke haft en syndig tanke eller lyst bare et enkelt millisekund. Aldrig. Hans visdom er så stor, at vi aldrig vil kunne fatte det – Det kongelige Bibliotek ligner en tændstikæske i forhold til hans visdom – samler man al viden og kunstig intelligens fra hele internettet, så ligner det Steensens illustrerede Almanak fra 1941 sammenligner vi det med Jesus Kristus. Med et ord kan han kurrer sygdomme, dårligdomme, som lægerne end ikke kendes hemmeligheden bag – og med et ord, kan han kalde den døde op til liv.
Hans retfærdighed overgår langt noget vi overhovedet kan forestille os – alt vil blive gjort op fra det største til det mindste. Intet er for ubetydeligt – intet er for småt og ubetydeligt, så det vil blive glemt. Intet er for indviklet og komplekst, at Jesus ikke kan overskuet det. Alt vil blive kendt på den store dag, hvor nationerne vil bøje sig for hans store trone. i Jesu navn skal hver hvert knæ bøje sig, ”i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre”
Folk i sorg siger nogle gange, at når jeg møder Jesus, så vil jeg stille ham til regnskab for det og det og det. Nej, når vi møder Jesus, så vil vi falde på knæ: Min herre og min Gud.
Og når vi står dér – overfor ham, der er større end den største, så ville vi have grund til at frygte og bæve. Men som vi hørte englenes ord ude på marken julenat: Frygt ikke!
Jesus blev ikke sendt til jorden for at dømme dig, selv om vi fortjener at blive fordømt. Han kom ikke med rædsels som den drotters drot. Nej, han blev sendt til jorden for at verden skal frelses ved ham. Han vil bære den forbandelse, som du og jeg fortjener, han vil give dig alt det perfekte han er og vi vil kunne vide: Paradiset er åbnet. ”For således elskede Gud verden, at han gav sin sønd, den enbårne, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv”.
Og han stoppede ikke, da han døde for dig og opstod for dig – eller da han for til himmels. Nej, Jesus er stadigvæk aktiv for dig, nu som vores evige ypperstepræst, der hver eneste dag beder for dig.
Han ved nøjagtig, hvor vi er i livet.
Han ved nøjagtig, hvad du kæmper med lige nu.
Han ved nøjagtig, hvad du skammer dig over.
Han kender alt, hvad der er at kende om dig og alligevel elsker han dig. Alligevel beder han for dig og når han beder for os, så behøver vi ikke frygte en million modstandere.
Hver eneste morgen vågner vi under den store ypperstepræst Jesu beskyttelse, hvert eneste øjeblik af vores dag.
Jesus er fantastisk – mere fantastisk end vi overhovedet kan forestille os. Større end vi kan rumme.
Men vi kan lære ham at kende ved troen. Ham, som er større end universet – han vil bo i os. Vi kan åbne vores liv for ham, vores hjerte for ham – og så vil vi vide, at han er den, han siger han er. Ikke fordi vi vil forstå alt – men heldigvis kræver Bibelen heller ikke at vi skal forstå, Bibelen taler om at tro. Tro på Jesus. Tag imod Jesus.

Det kan vi gøre på en ret konkret måde i dag – tag imod Jesus. Efter at vi har været med til ordinationen, så er der altergang, hvor vi alle er inviteret med. Lad os gå til alters, lad os mødes og sammen modtage Jesus så konkret, at vi kan smage ham. Som der står i Salmernes Bog i Det gamle Testamente: Smag og se, at Herren er god; lykkelig den mand, der søger tilflugt hos ham.