Juleaften (2014)

dec 24, 2014

Denne side er set 30 gange!

Julen er over os, og det betyder nisser, æbleskiver og sociale arrangementer i stakkevis. Julen, som ellers skulle være så hyggelig, kan ende med at føre til stress. Børn bliver stresset og deres forældre bliver stressede. På TV2s hjemmeside fortæller en stress-coach… jeg vidste faktisk ikke, at der fandtes noget, der hedder en stress-coach. Men denne stress-coach siger, at vi laver en rigtig masse ting i december, fordi vi har dårlig samvittighed over, at vi synes, at vi har forsømt familien i årets 11 andre måneder. Og så siger han:

”Når man rammer juletiden, så skal man kompensere for fravær, fordi man har løbet halvmaraton og ironman og klatret i forskellige bjerge. Så kommer julen, og så skal alle traditioner ind” – citat slut.

Den ramte i hvert fald mig – jeg skulle nok ikke have løbet den ironman, imens børnene var små, men hvad… sket er sket.
Men mon ikke også det gælder i det små? Jeg er faktisk overrasket over, hvor mange timer foruden arbejdstid, der bliver brugt rundt omkring på fitness og løb og holde sig selv ved lige, i forhold til at sætte sig med sit barn og fortælle en historie og lege med Lego.

På TV2s hjemmeside kom så en masse gode råd fra stresscoachen, som man faktisk nok kunne sige sig selv, men når en ekspert siger det, så må der jo være noget om det. Men de kloge hoveder ville give os nogle råd til hvordan man finder julefreden. Det synes jeg er lidt sjovt, at i gamle dage, så lyttede man til englene for at få julefred, nu opsøger man en stresscoach og betaler sig fra det!
Julefred. For det er det, vi gerne vil have, ikke? Julefred.

I år havde jeg faktisk regnet med at julefreden var sikret – for min svigermor har nemlig valgt at rejse til New Zealand, så ikke bare julefreden, men helt frem til midt i januar ville freden være sikret.

En så god nyhed kan man jo leve længe på – så jeg har egentlig kørt rigtig godt i overskuds-sporet i forhold til julen og mit arbejde i juletiden. Jeg har haft en masse dejlige børn her inde i kirken til julefortælling. Jeg ved ikke om der er nogle af jer, der er her… Men så ramte det pludselig, da jeg skulle forberede juleprædikenen. En fra menighedsrådet sagde, at hendes datter fik frit slag i forhold til hvilken gudstjeneste, de skulle gå til her den 24. december. Og hun valgte den her klokken 13.00, fordi jeg havde holdt så god en prædiken sidste år!

Ups – er der noget, der virkelig kan stress os præster, så er det, at der er nogle, der siger, at man har holdt en god prædiken – og at man forventer, at det samme sker næste gang! Så går det helt galt.

Og ganske rigtig – fra at være overskudskim, sad jeg pludselig foran en blank skærm og tømte en hel Tax-free dåse tyrkisk peber i desperation. Skulle jeg sige noget om Tidsmaskinen og præsten Ragnar? Eller sige noget ud fra den eneste julekalender, jeg har fulgt nogenlunde med i, nemlig Jullerup Færgeby og Antons revnede bukser? Jeg havde faktisk fundet ud af en eller anden sjov vinkel med julegaven fra min svigermor, da tanken pludselig ramte mig: Kim, hvad er det egentlig du er i gang med her? Du forsøger at gøre Jesu fødsel mere spændende og større – men du gør det ved at dække den til med finurlige eller eftertænksomme idéer i stedet for bare at pege på, hvad der skete.
Er det ikke det, vi gør i rigtig mange kirker: Hvordan skal vi brande julen i år? Hvilken vinkel skal vi sætte på Jesu fødsel i år? Hvis vi nu synger de her sange og salmer på denne måde – og du tager en eller anden fjollet pakke med, så vil juleevangeliet blive endnu mere spændende for de mange folk, der kommer i kirke. Og pludselig ramte det mig: Hvad er det for noget!? Burde jeg ikke bare kunne sige: ”Hey, folkens, Gud blev et menneske. Gud gav sin søn, Gud gav sig selv – Gud udtømte sig selv. Den almægtige blev en lille forsvarsløs lille baby”. Og så ville vi alle sammen sige: ”Wau – hvad er det, du siger? Det er da fantastisk!! Gud, himmelens og jordens skaber, universets herre, valgte at lade sig føde som et lille barn af fattige forældre. Vi burde egentlig bare dvæle ved det: Det er en fantastisk tanke – det er en fantastisk sandhed. Det kan en sølle Hobro-præst ikke gøre mere stort eller mere spændende – sandheden: Gud blev menneske.
Og det er nemlig en sandhed. Det, jeg lige har læst fra Lukas Evangeliet – det er ikke et eventyr. Da Lukas skulle begynde sit juleevangelium var det ikke med ordene ”Der var engang”, ” Der var så dejligt ude på landet; det var sommer” eller ”A long time ago in a galaxy far, far away” – nej, det var med ordene: ”Det skete i de dage”. Lukas siger: Det, jeg nu skal fortælle jer, det skete rent faktisk. Lukas pakker ikke sin fortælling ind i en masse fantastisk tåge, som myterne og religionerne er lavet af – men han leverer historieskrivning, så han er lige ved at opfordre os: Gå hen og check rigtigheden af det, jeg skriver. For det skete faktisk på et specifikt tidspunkt på et specifikt sted. Og fordi forfatteren til dagens tekst ikke er H.C. Andersen eller Tolkien, men evangelisten og historieskriveren Lukas, så har vi fantastisk stor grund til at fejre i aften.
Vi er en del af en kæmpe fest, et stort fællesskab af millioner af mennesker, der fejre fødslen af en lille jødisk dreng. Verden over samles kristne til julefejring enten privat i hjemmene eller i de store katedraler. Enten i det skjulte, fordi det er forbudt at fejre noget som helst kristent i det land, de bor i – eller i flygtningelejrene her i landet eller andre steder. I landsbykirken, i Hobro Kirke eller Peters Kirken i Rom – alle steder har vi fokus rettet et sted hen: Det lille barn, Jesus. Det barn, som vi kristne tror voksede op og blev verdens frelser – som englen fortalte til hyrderne ude på marken: ”Se jeg forkynder jer en stor glæde: I dag er der født jer en frelser, han er Kristus, Herren”. En frelser – ja, ikke bare en frelser, ikke bare verdens frelser – men min personlige frelser. Din personlige frelser.
Din frelser, som lovede dig at frelse dig fra din synd, og tilgive dig for din synd.
Din frelser, som kom for at gøre det klart for dig, at Gud har givet dig en platform, som du kan stå på, når du taler til Gud. Og at du kan tiltale Gud som din himmelske far –
… for ved I hvad: Julen handler ikke ”bare” om at Guds søn blev født, men det her er startskuddet til at du og jeg blev adopteret ind i Guds familie (Gal 4,4-5). At fra og med Jesus åbnes der en anden vej end den vej væk fra Gud, som vi selv har valgt – der åbnes vejen op til himmelen, op til Gud. At det ikke bare er Jesus, der må se på Gud som sin far, men at det må vi også. Gud, vores far.
Og Gud vil være vores far på trods af vores fortid. På trods af vores fejltagelser, på trods af vores synd. Juleaften er aftenen, hvor vi kan fejre, at Gud er kommet os nær. Gud har draget os ind til sig! Os, der har draget os selv væk fra ham. Og er blevet draget væk fra ham på grund af vores synd. Os er i dag født et barn, os er i dag født en frelser, der kan skabe sand julefred. En fred, der gør, at vi kan ligge i sengen om aftenen, og vide at ja, ting er ikke langt fra i orden i verden omkring os – og måske er tingene heller ikke i orden i forhold til de mennesker, vi har omkring os, men at tingene kan være i orden, ja, tingene kan være fantastiske mellem mig og Gud. Ikke på grund af hvad vi har gjort, men på grund af hvad han har gjort på vores vegne, da Jesus blev født som startskuddet til noget fuldstændigt fantastisk!!
Jesus blev født
– for at tilgive os.
– for at trøste os, når det gør ondt
– for at gå med os i de mørke tider i vores liv
 -for at være vores ven, når vi er ensomme
– for at styrke os, når vi er svage
– for at guide os, når vi er faret vild i livet
– for at giv os mod, når vi er bange
– for at besejre døden
– Og for at række os det evige liv sammen med ham.
Hvem ville ikke have sådan en frelser?
”Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag”