Julesøndag – 2018

Denne side er set 514 gange!

Lyt til prædikenen:

      julesøndag


Læs prædikenen:

Det har længe været meget udbredt at ønske Kim Larsens ”Om lidt blir her stille” ved begravelser. At det ikke er en begravelsessang, men en cirkussang er jo lige meget, lige så snart en kunstner har sluppet sit værk, så lever den sit eget liv. Teksten ”Fik du set det, du ville, fik du hørt din melodi” – drejes væk fra at spørge efter om man fik set det tryllenummer eller hørt den melodi, som man gerne ville i cirkusset og så over på om man fik oplevet det i livet, som man gerne ville. ”Fik du set det, du ville, fik du hørt din melodi”.
Jeg vil gerne holde mig til Simeon i dagens tekst…. Simeon fik set det, han ville, han fik hørt sin melodi. Han var af Gud blevet lovet, at han ikke skulle dø, før han havde set frelseren – vi går ud fra at han var oppe i årene, da Jesus blev båret ind i templet og han fik lov til at holde ham i sine arme.

”Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse”.

Simeon blev ledt af Helligånden til templet den dag – nu sker det!

Og Simeon blev ledt ind i templet på nøjagtig det tidspunkt, og nøjagtig det sted, hvor Maria kom ind med barnet.

Søg efter Jesus – Jesus lader sig finde
På den måde ser vi et eksempel på den sandhed, at dem, der finder Jesus, dem, der kommer til tro på Jesus, først skal ledes af Helligånden. Der er aldrig noget menneske, der kan komme til tro på Jesus ud fra deres egen visdom og kløgt, religiøsitet eller vilje. Det er kun dem, hvem Helligånden drager – dem Helligånden tiltrækker – dem Helligånden tilskynder, der finder Kristus, der kommer til tro på Jesus. Det er det, Paulus sigter til, når han i Romerbrevet siger: ” Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed” (Rom 9,16).

Guds barmhjertighed, der som vinden blæser, hvor den selv vil – og som former os, åbner vore øjne, så vi må se frelsen. Og har vi ikke set frelsen, tror vi ikke, så lad os blive ved med at søge efter ham, blive ved med at lede efter ham – kigge efter ham.

Vi skal ikke opgive, fordi det kun er Guds barmhjertighed, det gælder, så kan jeg jo lige så godt finde Jesus på kroen, som jeg kan finde ham i kirken.

Nej, vi skal gå derhen, hvor Helligånden tilskynder os – vi skal lede efter ham, dér hvor han er. Simeon gik op i templet – det sted, hvor Gud havde sagt, at han lod sig finde. Og på samme måde med os:  Søg Gud de steder, hvor han lovet at være – og hvor har han lovet at være? Jesus siger et sted: ”hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” (Matthæus 18,20). Så derfor vær de steder, hvor Guds ord forkyndes, vær de steder, hvor der er et kristent fællesskab. Der finder du ham.

Lad dig ikke nøjes med andre end Jesus
Simeon mødte op på tempelpladsen og kunne ud af det virvar af mennesker, af folk med forskellige gøremål gå direkte hen til Maria og Josef og gribe deres lille barn. Han fandt nålen i høstakken, for han vidste hvad han skulle se efter.
Der står om Simeon ” han var retfærdig og from og ventede Israels trøst”.

Simeon ventede Israels trøst –
Simeon længtes efter den –
Simeon havde brug for Guds trøst –
og da han så barnet, så så han igennem alt det, der talte imod at Jesus var frelseren, og greb frelseren, greb trøsten.

På samme måde med os, der længes efter Jesus, længes efter det, som Jesus giver os:
En fred, der overgår al forstand,
en glæde, der kan fylde vores hjerte,
en tilgivelse, som rydder alt væk og lader os begynde på en frisk.

Jeg tror, at lige så snart at vi har sådan en længsel, så vil vi ikke nøjes med noget mindre end Jesus og vi blandt de mange religiøse tilbud som ikke dur til noget, der vil vi se og skelne: Det her er vejen, sandheden og livet.

Hvis du har en intens sult efter Jesus, så har du ikke brug for at få udpeget hvad der er brød – du vil ikke blive bedraget af stenen, din sult vil lede dig. Jeg tror ikke, at vi vil godtage falsk lære, hvis vi har en længsel efter Jesus, for vi vil vide hvad vores sjæl tørster efter og vi vil ikke stille os tilfreds med noget som helst andet.
Og samme tilfredshed rammer Simeon, da han står med Jesus i armene: ”Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse”.

Nu er jeg mæt. også selv om det kun er den spæde start, selv om frelsesværket ikke er fuldbragt, ikke pakket ud – der er ikke engang blevet skrevet et forord i en kristen dogmatikbog eller en trosbekendelse. Det var før Jesus havde prædiket noget som helst, før han havde lidt for vores synder: At have set det lille spæde barn og tro på at det er opfyldelsen af Guds løfter, det er nok til at åbne døren til himmelen på vid gab for Simeon.

Jesus er Gud
”Mine øjne har set din frelse” – han står med det lille barn i sine arme. Han står med den uendelige evige og almægtige Gud i sine arme.

Når vi overvejer hvor langt Gud bøjede sig, blev kød, så kan vi ikke andet end at se, at Gud kun vil det bedste for os. Vi kan være fuldt ud sikker på, at mennesket vil blive løftet op i himmelen, nu hvor himmelen har bøjet sig ned til mennesket.

Jesus er Guds frelse
”Mine øjne har set din frelse” Jeg tror, at der er en vigtig pointe i at Simeon siger: Jeg har set din frelse. At det ikke er ”Jeg har set din frelser”. Jesus er ikke bare frelseren, sådan som englene synger om ude på marken: ”Jer er i dag en frelser født”. Han er frelseren, men han i sig selv er frelsen. Som der står i en gamle salme i Det gamle Testamente: ”Herren er min styrke og lovsang, han blev min frelse” (Sl 118, 14) eller et andet sted ”Herren er mit lys og min frelse” (Sl 27,1).

Det er rigtigt at se frelsen i Jesu gerning, Jesu prædiken og Jesu død og opstandelse, men vi skal ikke glemme, at essensen af det ligger i hans person, at han i sig selv er frelse. Den lille baby er i sig selv Guds frelse.

Det er ikke længe siden, at man i Kristeligt Dagblad kunne læse om en nyudgivelse fra Universitet i Aarhus, hvor forfatteren mente, at vi ikke skulle læse Bibelen alt for bogstaveligt – og det gjorde såmænd ikke noget om det rent fysisk og rent historisk ikke er sket som evangeliet fortæller, for historien om Jesus er så stærk, at det skal den nok klare alligevel. Historien er nok til at holde kirken i gang, også selv om det kun er en myte.

Men nej: Evangeliet mister sin storhed og sandhed i det øjeblik, hvor Jesu person på den måde sættes i baggrunden og behandlet som en myte.  For det er nemlig sådan, at alt det, som vi kan udlede af historien om Jesus, hans ord, hans gerning, hans kærlighed, hans lignelser, hans eksempel – alt det er skønt og godt i sig selv, men det er hans egen person, der er virkningsstoffet i dem.  Det er det, Jesus er, der giver kraft til det Jesus gør. Jesus inviterer os ikke til at komme til hans ord – hans gerning – hans omdømme – vi skal ikke komme til historien om ham, nej invitationen lyder: Kom til MIG, alle I som er trætte og som bærer tunge byrder, og JEG vil give jer hvile. Vi kan komme til ham, og der kan vi sige med Bibelens ord: ”Kun han er min klippe og min frelse, min borg, så jeg ikke vakler” (Sl 62, 7).

Jesus er hele Guds frelse
Det er fantastisk, at dette lille barn er Guds frelse. I det lille barn er summen af alle Guds gerninger for os. Simeon siger ikke: Jeg har set dele af din frelse – nej, jeg har set din frelse, jeg har set hele din frelse.

Jeg kan ikke lade være med at tænke:
– Hvis nu Jesus ikke er hele frelsen, hvad skulle vi så gøre for at fylde den manglende del ud?
– Hvis Jesus ikke er en perfekt frelser, men at han skulle klare størstedelen, og så skal vi klare resten, hvordan ville det så ende?
Hvad har vi, som vi kan give til ham, som kan fylde resten op?
Hvad kan vi bidrage med, som skaberen af alle ting vil kunne se noget som helst værdi i?
Skal Guds søn hjælpes af syndere døde i synden?

Hvis ikke Jesus er i stand til at frelse os fra først til sidst, så ville vi være fortabte.

Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg ville ikke have noget håb om at blive frelst, hvis ikke Jesus fuldt ud var frelsen. Jesus skal være alting – eller også ingenting.  Lad os stole på ham på ham i alting og for alting.

Hvis vi tager Kristus, så skal vi tage hele Kristus og kun Kristus.
Det er hele Kristus – vi skal ikke til at plukke det i kristendommen, som vi synes tiltaler os, og fravælge hvad der ligger os fjernt, så vi får vores egen lille frelses-mikstur. Vi skal have hele Kristus og han skal være al vores frelse.

I Jesus har vi nok til hele vores frelse
– har vi Jesus har vi frelse.

Tror vi på ham, så har vi evigt liv, så behøver vi ikke frygte selv det værste, der kommer imod os.
Døden er ikke engang værd at frygte:

”Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord”.

”Se Venedig og dø”  lyder en gammel vending. Den kan vi forbedre og sige: ”Se Kristus og aldrig dø”.

I Jesus har vi alt hvad vi har brug for – til vores liv og til vores død og til vores evighed.

Så hvad svarer vi så næste gang gavflaben Kim Larsen synger: ” Om lidt blir her stille  om lidt er det forbi,  fik du set det du ville, fik du hørt din melodi?”

Jeg håber vi vil sige – og jeg håber, at vores kære, hvis de kunne tale på vej ud i deres kiste, vil sige det samme: Mine øjne har set din frelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *