1. søndag efter Helligtrekonger (2019)

Denne side er set 738 gange!

Lyt til prædikenen:

      190113_0317


Læs prædikenen:

I torsdags så jeg filmen ”Så længe jeg lever”, der handler om sangeren John Mogensen og det var en meget tragisk film. Den viser en mand med et massivt alkoholmisbrug: Der blev drukket mange øl, meget snaps og rom – der blev siddet meget på et værtshus

”nær ved Gammel Strand,
brugt er hver en skilling, meget dygtig mand.
Gæsterne forsvinder, klokken er vist fem,
ringede til konen, se at komme hjem”.

I filmen ser man en mand, der har det hele, det musikalske overskud – sans for detaljerne i musikken, tingene måtte aldrig gøres halvt eller middelmådigt. Men hans perfektionisme gik hånd i hånd med en manglende selvtillid og hev ham ud i druk. Der skulle lige drikkes det meste af en flaske rom ”for at tage toppen” af præstationsangsten.
Hans krop gav op, da han var 48 år gammel – han fik et hjertestop hjemme på sofaen efter et liv med meget ”fut i fejemøget”. Dagen før sin død satte han sig til klaveret derhjemme, tændte for båndoptageren og digtede, imens han sang sin svanesang, sin sidste sang: ”Hvad er der så mer”. En sang, der nok rammer ind i mange af vores hverdag med bekymringer og uro om mange ting

”Du brokker dig og klager
Sir nu kan du ikke mere
spekulerer så det knager
mens rynkerne bliver flere
Der er fuger i din pande”

Og så pludselig ud af den blå luft kommer omkvædet:

”For når du ser at græsset gror
og at skoven springer ud
Hva’ er der så mer’
mellem dig og så din Gud?”
– I kan lytte til den ved at klikke her

Hvorfor sidder den ødelagte John Mogensen – måske med hjertesmerter – dagen før han døde og synger om Gud? Synger om at være tæt på Gud? ” Hva’ er der så mer’ mellem dig og så din Gud?”

Eller hvorfor synger Kim Larsen i en af sine sidste sange, ”Den lige vej”, på et tidspunkt i sit liv, hvor sygdom også begyndte at melde sig i hans slidte krop:

”Når mit regnskab det ska’ gøres op
Så tror jeg nok Vor Herre får en prop
For jeg har syndet så det stod i stænger
Men det vil jeg ikke længere
Jeg er ikke en af de flinke
Det tør jeg sige uden at blinke
Der er sikkert flere minusser end plusser
Plus det løse, som ingen husker.
Så vis mig nåde og miskundhed”.

Hvorfor er det sådan, at det først er, når man står med ryggen mod muren, at man begynder at tænke Gud ind i sin horisont? Ærkebiskop Desmond Tutu konstaterede, at der ikke findes mange ateister i et fly med motorproblemer.

Den nu døde biskop Jan Lindhardt har måske ret i at sige, at vi danskere er ”skrabelodskristne” – “Danskernes tro er som skrabeloddet. Man skal blot skrabe lidt i overfladen, så kommer kristendommen frem”. Men hvorfor er det sådan? Hvis tankerne om Gud lige ligger under overfladen – hvorfor er det så nødvendigt at det onde skal skrabe i os, inden det dukker op? Vi har så travlt, vi har så meget, der tager fokus, vores familie, vores arbejde, vores karriere, vores hobby, men i det øjeblik, at det begynder at gøre ondt i hjertet.


Det er først dér at Gud dukker op. Det er først dér at man kommer frem med, at man faktisk havde forventninger til Gud. ”Hvis der er en Gud, hvorfor skal jeg så være syg?”. Hvor kom den lige fra? Det er først dér at Gud pludselig træder ind i vores fokus. Det er første dér at vi har ro til at høre Guds stemme, fordi vi måske nu er lænket til en sygeseng og ikke har andet for. Kalenderen er ryddet – tankerne kredser om noget, som vi ikke selv kan bære. Måske føles kniven at være sat for vores strube.

Som John Mogensen sang dagen før han døde:

”Du har fået så ondt i hjertet,
bare der ikke er noget galt
på det sidste har det smertet
lidt ligesom du’ blir’ kvalt”

En sygehuspræst fra Aarhus fortalte at om natten bliver hjerteafdelingen på Skejby Sygehus forvandlet til byens største bedesal. ”Lad mig leve til i morgen”. 

Men hvor er det bare ærgerligt, at det først er dér at vi får Gud ind – for er det først dér at Gud bliver relevant for os, når vi ser, at vi ikke kan klare livet selv, og han så er den sidste udvej? At Gud er som den usynlige ven fra barndommen, som vi sagde farvel til da vi blev voksne – og som nu åbenbart igen er blevet aktuel, når vi rammer vores livs mur. For er vores tro lige under overfladen, så kunne det måske være at Gud også i dag har noget at skulle have sagt i vores liv. Hvis Gud er så vigtig, at vi vil spilde noget af vores livs mest værdifulde tid, nemlig den tid vi har, når vi pludselig får sat en udløbsdato på vores liv, og tiden tæller hurtigt nedad. Jamen, hvorfor kan Gud så ikke også få plads, når vi bader os i tid, når vi endda har så meget tid, at vi endda nogle gange taler om at slå tiden ihjel.

”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far”, sagde Jesus, da hans forældre havde ledt efter ham i flere dage og til sidst finder ham i templet. Jesus går foran – viser selv som barn eksemplet for os: ”Jeg bør være hos min far”. Jeg bør have fokus på min far.

Hvor har du dit fokus i livet? Arbejde, familie, sex, mad, naturen, penge… Kunne det være, at det at have fokus på Gud ville være løsningen på de problemer, som vi ellers forsøger at løse med vores egen visdom og vore egen menneskelig prioritering? Vores egen visdom og prioritering, der efterlader os med – Ja, os selv og vores formåen:

”du spekulerer så det knager
mens rynkerne bliver flere
Der er fuger i din pande
og du er begyndt at bande…

Gør vi det, som vi plejer, vil vi også ende med det vi plejer. Lad os prøve noget nyt – søge noget nyt. Lad os som Maria og Josef lede efter Jesus også selv om du ikke er religiøs. For kristendommen er ikke en religion – det er en relation. Det er at blive en del af Guds familie – det er at se, at du er hans dyrebareste ejendom – og det er at leve de tanker, som Gud har tænkt om dig, fra før universets blev skabt.

”Jeg bør være hos min far” – sådan bør vi også sige – vi ved aldrig hvornår vi når muren i vores liv. Jeg fyldte 44 år sidst – lægger vi det 44 oven i  og når til min dobbelte alder, så rammer vi 88… så jeg er nok nået midten af mit liv, hvis jeg er heldig. En af mine kammerater lykønskede mig med, at nu var jeg nået den alder, hvor åreforkalkningerne begyndte at sætte ind. Tak for den fødselsdagshilsen! Vi går altid baglæns i livet – vi går med ryggen mod døden, så vi måske aldrig opdager at vi nærmer os døden, før den rammer os. Og så er det for sent at spørge efter Gud. I profeten Esajas Bog i Det gamle Testamente siger Gud: ” Søg Herren, når han er at finde, kald på ham, når han er nær” (Esajas 55,6).

Hvorfor vente med at søge Gud? Hvorfor vente med at have Gud i fokus? Det kan godt være, at der skal det ekstraordinære til, det dramatiske til, det tragiske til, for at vi begynder at kigge efter Gud, fordi den måde, vi har indrettet vort liv på, er så hektisk, at tanken om Gud aldrig får lov til at dukke op. Også fordi jeg tror vi går glip af så meget.          

”Jeg bør være hos min far” – ikke bare, når vi går i dødsskyggens dal, men altid, hele vort liv, på toppen af vores liv. Han ønsker at give ekstra solskin til dagene med solskin – ligesom han ønsker at bære os, når vi ikke magter at gå i livets mørke. Gud ønsker at berige vort liv – Gud ønsker at støtte os i vort liv. Gud ønsker fællesskab med os i vort liv – fra nu af og ind i evigheden. Ja, Gud ønsker at være vort liv. 

Lad det være vores nytårsforsæt: ”Jeg bør være hos min far”!  Ja, vi bør være hos vores far. Lad os lede efter ham, dér hvor han er. Jesus blev i templet – det sted, hvor Gud havde sagt, at han lod sig finde. Maria og Josef ledte efter Jesus i over tre dage – men de ledte de forkerte steder, men fandt ham til sidst, da de kiggede det sted, hvor han burde være. Og på samme måde med os:  Lad os søge Gud de steder, hvor han lovet at være – og hvor har han lovet at være? Jesus siger et sted: ”hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” (Matthæus 18,20). Så derfor vær de steder, hvor Guds ord forkyndes, vær de steder, hvor der er et kristent fællesskab. Der finder du ham i Herrens hus. Du vil kunne finde ham, når du åbner din bibel. Bibelen er den eneste levende bog, der nogensinde er skrevet. Giver vi os til at læse i den, giver vi os ro til at læse i den, så vil vi opdage, at Gud taler igennem ordet lige nøjagtig til os.
Lad os søge Gud – lad det være vores største ønske for 2019, at vi må leve i hans nærhed, få kærlighed af hans kærlighed, liv af hans liv og glædes ved at leve sammen med ham og se hans herlighed i vores liv. Ja, lad de være vores bøn, som koret synger for os om lidt: (Lyt her) 

Én ting har jeg begæret af Herren. Den vil jeg søge efter:

At jeg må bo i Herrens hus, alle mit livs dage.

Og at beskue Herrens livsalighed og at glædes i hans hellige tempel. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *