Den blev hentet onsdag klokken 16.50 på posthuset i Hirtshals, og den blev lagt til side færdiglæst lørdagen efter omtrent på samme tid. Så hurtigt kan man altså læse en bog, når den er godt skrevet og har en spændende og gribende historie. Og det vil jeg bare sige, at ”Drageløberen” har.

Handlinger og ikke-handlinger har konsekvenser

Selve historien er for et hurtigt blik rimelig banal, men skal du prøve at genfortælle den, så er det bare ikke lige til, og det kan i hvert fald ikke gøres med få ord. Og det er måske et ret godt kvalitetsmærke!

Det er længe siden jeg har læst noget så gribende som den historie – hvordan handlinger og mangel på handlinger pludselig lever deres eget liv, og har uoverskuelige konsekvenser ikke bare for de direkte involverede.

Vi møder i historien to drenge, lavklasse-drengen Hassan og højklasse-drengen Amir – et utænkeligt venskab i et utroligt klasseinddelt samfund som det afghanske i tiden, hvor landet var et monarki. Men de var venner – den ene mere hengiven end den anden. Den ene en kujon, de anden modig. To venner, der var så tæt som nogle brødre kunne være det, lige indtil den dag, hvor Amir listede af, da Hassan havde brug for hans hjælp. Og fra det øjeblik af gik alting skævt – Amirs ikke-handling begyndte at leve sit eget liv, og tog mere og mere med sig. De blev adskilt både af Amirs dårlige samvittighed, men også af krig og fanatisme.

Vi følger Amir fra barndom og ungdom i eksil i Amerika til han pludselig får en opringning fra fortiden fra Afghanistan med beskeden om at nu kan han gøre uret god. Og han tager af sted til et Afghanistan, der ikke længere er hans, men Talebans – ødelagt og kuet af det, der giver sig ud for at være religiøs fanatisme, men som bare er ren ondskab i religionens navn. Men rejsen tilbage er ikke bare en geografisk rejse, men også en tidsrejse tilbage til den barndom, som blev ved med at plage ham. Og en indre rejse, hvor han pludselig gør det, som han burde have gjort 25 år før – og konsekvenserne af at han gør det i dag, er ikke blevet lettere. Tværtimod!

Krigen i Afghanistan

Det sætter altså også hele krigen i Afghanistan i et andet lys for mig – for jeg har da helt glemt hvad det var for nogle folk, Taleban. Hvor umenneskelig de behandlede et helt folk. Tag ikke fejl – jeg er imod krig, det er en uting at slå andre ihjel uanset om det foregår på Amager med en kølle eller om det foregår i Afghanistan med en riffel. Men et sådant regime som det Taleban havde bygget op med offentlig stening, udmarvning af et helt folk, mishandling af befolkningsgrupper… ja, det er altså godt, at det ikke længere eksisterer.

Selvfølgelig kan man sætte spørgsmålstegn ved om det var en ”retfærdig” krig – man kan sætte spørgsmålstegn ved amerikanernes begrundelse for at gå i krig. Men man kan ikke sætte spørgsmålstegn ved det gode ved at de blev sat fra magten.

Så foruden at historien om en dreng/mand, der kæmper om sin fars gunst, om kærlighed, om mod, om selvopofrelse, om tilgivelse, om islam, om venskab og broderkærlighed… ja, der får man også en førstehåndsskildring af Afghanistans historie.

Min vurdering

Det er en voldsom god bog – en, som jeg faktisk er ked af jeg er færdig med at læse. Jeg blev faktisk skuffet over, at de sidste 20 sider var en forsmag på forfatterens nyeste roman, for så var det jo slut længe før jeg egentlig troede det. Det er en bog, der vil blive ved med at spøge i mig lang tid ud i fremtiden. Helt sikker. Så en uforbeholden anbefaling fra mig!!

Jeg glæder mig til at jeg skal se den på DVD, når den engang udkommer. Jeg havde ellers ikke regnet med at jeg ville se den eller læse den… men sådan kan man jo ændre sin mening.

I den kommende uge skulle jeg gerne modtage en bog, ”The Beautiful Things That Heaven Bears” af Dinaw Mengestu. En bog, som jeg har en fornemmelse af, har lidt af samme problematik som denne, men som jeg i hvert fald forventer mig rigtig meget af.