Denne side er set 827 gange!

Jeg har altid godt kunne tænke mig at læse noget af Leif Davidsen, journalist og forfatter. Man kan sikkert lære en del af en mand, der ved meget om f.eks. russiske forhold og kommunistiske forhold. Så da jeg fandt den nye af mange højpriste bog, På udkig efter Hemingway, og endda på udsalg i Hjørring, så røg den hjem på læsereolen. Nu skulle jeg blive klog, så jeg satte mig for at leve mig ind i gymnasielærer John C. Petersen fra Ringkøbing.

 

SIKKE NOGET TØJERI

Et ord, jeg hurtigt stødte på i bogen var ordet “tøjeri”. Ja, der går stort set ikke en eneste side uden ordet nævnes. I følge Ordbog over det Danske Sprog er det en “betegnelse for noget (næsten) værdiløst, daarligt, taabeligt, meningsløst”. Sådan et ord valgte Johns afdøde kone, at betegne alt det, der ikke var vestjydsk snusfornuft. Det var noget tøjeri at fører det videre med dansen, selv om hun var en talentfuld danser. Det var noget tøjeri med Johns store besættelse af forfatteren Hemingway. Og selv om konen nu er død, og han kaster sig ud i en rejse i Hemingways fodspor, så kaster konen stadigvæk fangearme op af graven med hendes normer, og hendes dom – “sikke noget tøjeri”.

Rejsen udvikler sig mere og mere også til et være Johns kamp for at slippe væk fra alt en fortid, der smerter med minderne om den afdøde kone og deres døde barn – og et liv, der er så fladt og kedeligt uden noget, der nærmede sig bare lidt “tøjeri”. Og man må sige, at han gør sig sine anstrengelser for at slippe væk – hele tre kvinder når han at kaste sig over.

John rejser til Florida og opsøger forskellige steder, der har relation til Hemingway, men roder sig så også ud i noget, da rejsen pludselig skal til at føre ham over til kommunistiske Cuba, hvor Castro-systemet synger på det, der ligner sidste vers. For “kan du ikke lige tage et brev med til min datter, som jeg ikke har set i mange år, for jeg vil gerne slutte fred med hende, inden jeg dør”. Hvem kan stå for sådan en bøn? Men den bøn bringer mere med sig.

 

Hvor mange bliver fanget af feriestemningen i Tyrkiet og er ved at købe en lejlighed, “for det er billigt og  vi kan tjene godt på det… og her er rigtig dejligt og maden er god”, sådan bliver John også fanget af feriestemningen og den nyvundne frihedsrus til at gøre hvad han vil. For inden John får brevet, får han også en anden opgave af CIA: Datterens mand er en højt dekoreret oberst – vil du bringe ham et tilbud fra USA om at han kan være USAs mand i Cuba, når regimet styrter sammen i kaos? Pludselig bliver tøjeriet til dødsensfarlig spionage, hvor han ikke aner hvem han kan stole på i et land, som er langt væk fra Vestjyllands frihed og ikke mindst Vestjyllands sikkerhed fra skydegale kommunistiske soldater. Og så går den vilde Hemingway-jagt!

 

Min vurdering

Ved I hvad… jeg kan simpelthen ikke fortsætte en så neutral beskrivelse af bogen, for hold da op, hvor er den kedelig. Jeg fik et lille indblik ind i Cuba og krisen mellem USA og landet, men ganske lidt og ganske overfladisk. Jeg sidder netop og læser om bogen i Politiken (det er derfra billedet øverst til venstre stammer) og de kalder bogen for en thriller!! A-hva-behar???? En triller… det har jeg slet ikke bemærket. Jeg blev ikke fanget, jeg blev ikke bevæget, jeg blev ikke interesseret i plottet… i det hele taget, så var jeg ikke langt henne i bogen, før jeg blev en ting: Vugget i søvn! Jeg glædede mig virkelig til at blive færdig med den, og jeg må indrømme, at jeg sprang sider over fordi det var for gennemskueligt og for oplagt det, der ville ske.

Det er et sammensurium af Indiana Jones, en spion-film, en kærlighedsroman, en udviklingsroman og så bliver det hele krydret med et pift af Da Vinci-mysteriet (hvor det så ikke er Jesus, der er på tale, men Hemingway). SUK!

Romanen vil simpelthen for meget, og så når den altså ikke noget.

Jeg føler mig også som en lidt snerpert sognepræst, der ikke kan tåle at se lidt kvindeben uden at han får røde øre…. ja, jeg får nok røde øre, men det kommer ikke det fedt ved. Jeg troede virkelig at Leif Davidsen var en nobel mand, der kunne sit sprog og som følte sig for fin til at tage os med ind i soveværelset på en frihedshungrende gymnasielærer. Men det er han altså ikke. Kald mig snerpet – men kald mig så også overrasket… det havde jeg virkelig ikke troet om Leif Davidsen. Jeg tror ikke jeg vil kunne se ham mere uden at tænke “din gamle gris”.

Men hvad mener andre om bogen? Jeg søger på Google på ordene Hemingway Leif Davidsen og finder kun gode og lovprisende anbefalinger. Politikken skriver “veloplagt spændende med både farlig menneskejagt og fatal skudveksling. Bravo og hola for Leif Davidsens bedste thriller i lang tid” (læs her). Jyllandsposten skriver, at bogen “er effektiv spænding, præcist doseret og afviklet på en måde, så man læser videre, mens man kommer dybere og dybere ind i historien, både den om John C. Petersen fra Danmark og den om de intriger, han har rodet sig ind i “(læs mere her). Er det mig, der slet ikke har fattet bogen? Har fattet plottet? Burde jeg læse bogen igen – med nye briller, at det her er en thriller?

Jeg vender tilbage til Google og udvider min søgning med et ord: Dårlig. Og nu kommer der noget – det er Dagbladet Arbejderen (anede ikke, at der var noget, der hed det). De meget kritiske overfor Leif Davidsens kritik af det cubanske land og ikke mindst kommunismen dér (hmmmm…. mon Dagbladet Arbejderen er en halvrød avis?). Om bogen skriver de: “Bogen er fyldt med krimi klicheer, dårligt plot og ringe persontegning, noget Davidsen tidligere har vist han mestrede. Den swinger ikke som salsaen eller rumbaen. Han har drukket Mojitoer med højrehånden og skrevet med venstre”.. “denne anmelder foreslår læseren at droppe dette makværk” …. he he… en mand efter mit hjerte (læs mere her). Dagbladet Informationen og Berlingske synes heller ikke om bogen.

 

Puha…. så er jeg altså ikke helt alene! Ved I hvad, jeg tror jeg dropper, at læse bogen igen… og jeg tror også, at jeg dropper at læse Leif Davidsen igen en anden gang. Men det virker til at der er nok af andre, der vil læse ham… så han opdager såmænd nok ikke, at han mister en læser. En læser, der mener, at bogen faktisk udmærket beskrives af ordet “tøjeri”.