Jeg fandt en artikel i den lokale avis i denne uge. Overskriften var ”24-årig kørte 12 kilo kokain over grænsen for at betale sin gæld: – Hvis man ikke betaler, så sker der noget med ens familie eller en selv”.
Grunden til at jeg ledte efter artiklen var, at jeg sad inde i den retssal og hørte ordene. Nej, bare rolige: Jeg er hverken 24 år, selv om man nok kunne fristes til at tro det, og jeg er heller ikke en eller anden lusket bagmand. Nej, jeg er vikar som arresthuspræst, og derfor sad jer dér på tilhørerbænken.

Jeg sad nede sammen med forældre, søskende og venner til de 3 anklagede – og kunne se, hvor ondt det gjorde især på forældrene. Så hvordan lettelsen kom i nogle, da den 24-årige tog hele ansvaret og rensede de to andre. ”De vidste ingenting”. Og så sættet i dem alle, da den offentlige anklager fejede den forklaring af bordet, og forlangte 9 års fængsel til hver af dem.
Da jeg så de tre unge mennesker komme ind i retssalen, så havde jeg så meget ondt af dem. Skyldig eller ej – der sidder en eller anden bagmand et eller andet sted, og ærgrer sig. Han er ligeglad med de unge mennesker. Og man kan ikke lave en omelet uden at ødelægge et par æg. Bare hans navn ikke bliver nævnt – og det gjorde det ikke. ”Det vil jeg ikke svare på”. Men bagmanden ærgrer sig sikker, for han har mistet indtjeningen af 12 kilo kokain – lavt sat, så vil de kilo kunne sælges for 7.2 mio kroner. Og så mister han en specialbygget bil, der er ombygget så selv politiets narkohunde ikke kunne lugte kokainen. Men hvor der handles, der spildes. Han har sikkert allerede et par andre unge mennesker afsted, så han kan dække markedet og ødelægge flere mennesker med det farlige skidt.
Hvorfor er folk så onde og ligeglad med andre menneskers liv?

I vinterferien havde vi i familien projektet, at vi ville se den gamle film-serie om tiden op til 2. verdenskrig, Europa i Flammer. Det er en maraton-serie på 14 timer og 39 minutter. Jeg husker, at den blev vist på dansk fjernsyn, da jeg var barn. Og den sidste scene står stadigvæk i min erindring – og selv i dag er den stærk. Filmens omdrejningspunkt er den højt placerede søofficer Victor Henry og hans familie, mens verden gennemlever historiske kriser. I sidste scene står han på et klippefremspring, og ser ud over bugten, hvor et krigsskib stævner ud. Om bord er en af hans sønner. Og man hører hans tanker, der er en bøn: ”Oh Herre. I en verden så rig på kærlighed, hvorfor kan dine børn ikke finde på noget bedre at gøre end at grave jern op fra jorden og bygge det om til store groteske motorer til at springe hinanden i luften med? Er det fordi Abels nærmeste nabo var Kain? Er det fordi min fjende laver dødbringende motorer, så jeg skal lave nogle større eller dø? Måske vil den ondskabsfulde cirkel stoppe denne gang. Måske ikke. Måske kræver det Kristi andet komme for at slutte den”.

Ligesom 1. verdenskrig, der ellers i 1914 i forfatteren H.G. Wells´ ord var ”Krigen, der vil afslutte alle krige”, sådan blev menneskets onde cirkel heller ikke brudt tilbage i 1945.
I går ude foran domkirken markerede vi det grusomme, at krigen i Ukraine raser på andet år. En militærforsker på Københavns universitet siger ”Det er ikke længere en krig om territorium. Det er en krig på materiel og mennesker”. Mangel på respekt for menneskeliv er også et underliggende temamusik i Gaza og står tegnet i ansigterne på hvert eneste gidsel og hvert familie, der er fanget i denne krise.
Og så er der alle de konflikter, som vi dårligt nok hører om: Der er væbnet konflikten i Burma, Mali, Somalia, Sudan, Colombia, Nagorno-Karabakh… listen er alenlang. Der er krig og død – og det har der altid været. Kloge hoveder har regnet ud, at i løbet af de sidste 3400 års historie, der har der været 268 år med fred. Det svarer til lidt under 8%. Når John Lennon i sangen ”So this is christmas”, synger: ”War is over, if you want it”- Krig er slut, hvis du vil det”, så har vi i baghovedet: Ja, men der er altid nogen, der ikke vil. Eller som Jesus siger et sted: ”Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke”.
Aben ligger hos os! I ville ikke.

Louis Armstrongs synger den dejlige og måske lidt naive sang ”What a wonderful world”. I en optagelse fra 1970 havde han en introduktion, før han sang. Han sagde:
“Nogle af jer unge har sagt til mig, “Hey Pops, hvad mener du med What a Wonderful World? Hvad er det for en vidunderlig verden?
Hvad med alle de krige overalt? Kalder du de dem vidunderlige?
Og hvad med sult og forurening? Det er heller ikke så vidunderligt.”
Nå, hvad med at lytte til gamle Pops et øjeblik. Det forekommer mig, at det ikke er verden, der er så dårlig, men hvad vi gør ved den. Og alt, hvad jeg siger, er, se, hvilken vidunderlig verden det ville være, hvis bare vi ville give den en chance. Kærlighed! Ja kærlighed er hemmeligheden, ja. Hvis mange flere af os elskede hinanden, ville vi løse mange flere problemer. Det er derfor, jeg bliver ved med at sige… ”I see trees of green… og så kommer sangen.

I har nok efterhånden fundet ud af hvor jeg vil hen med alt det. Vi har fået så utroligt meget, men hvad gør vi ved det? I dag vil jeg gerne rejse et spørgsmål, der går dybt ind i vores samfund og vores verden – et spørgsmål om tro og vantro, om håb og fortvivlelse, og om Jesu uendelige tålmodighed med os.

Vi har lige hørt om den syge dreng og hans far i Markusevangeliet. En far, der desperat søger helbredelse for sin søn og som kommer til Jesus. Men selv Jesus’ disciple kunne ikke drive den onde ånd ud, og faren udtrykker sin nød og sin tvivl: “Hvis du kan, så hjælp os.”

Som jeg har skitseret, så ser vi i vores tid mange lignende situationer, vi har brug for hjælp. Unge mennesker, hvis liv ødelægges af narkotika. Familier, der lider under sorg og fortvivlelse over deres børns skæbne. Vi ser vold, krig og konflikter over hele verden, der forårsager lidelse og smerte for så mange. Søofficeren fra filmen, der spørger det endnu aktuelle spørgsmål: “Er vi ikke nået længere end at vi nu skal i krig igen?”. Og svaret i 2024 er: Nej, vi er ikke nået længere – selv om vi troede det!

I dagens tekst ser vi en side af Jesus, som vi normalt ikke ser. Der er noget opgivende i Jesu ord, da han kommer ned fra bjerget, hvor han har fået besøg fra sit himmelske hjem. Han lyder lidt ligesom jeg gør, når jeg begynder kommer hjem fra en uges ferie og så ligger der e-mails, beskeder på telefonsvareren, SMS og en to-do-liste alenlang. ”Åhnej… så er jeg tilbage igen”.
Det ligger næsten i Jesu ord: ”Åhnej… så er jeg tilbage igen”. Jesus siger det bare lidt anderledes: ”Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud?”
Det er fristende at rette spørgsmålet til os og vores generation: Hvor længe skal Jesus holde os ud? Hvor længe vil han tolerere vores tvivl, vores vantro og vores manglende tro på hans magt og nåde? Men lad os se nærmere på, hvad Jesus siger til faren. Han siger: “Alt er muligt for den, som tror.” Troen er nøglen. Troen, der går ud over vores tvivl og vores frygt. Troen, der stoler på, at Guds magt kan overvinde selv de mest umulige situationer.

Jesus holder ud. Han holder ud med tålmodighed og kærlighed, selv når vi fejler, tvivler og svigter. Han holder ud, fordi han kender vores svagheder og vores behov. Han holder ud, fordi han ønsker at bringe helbredelse, håb og frelse til alle, der søger ham.

Lad os derfor bringe vores tvivl, vores bekymringer og vores bønner til Jesus, ligesom den desperate far gjorde det. Lad os bede om hans hjælp til at styrke vores tro og til at overvinde vores vantro. Lad os vende vores bønner til Gud i tro og tillid. Lad os bede om hans styrke og hans nåde til at overvinde vores tvivl og vores frygt. Lad os bede om hans helbredelse og hans fred for alle, der lider og kæmper i vores verden i dag. Og må vi alle finde håb og styrke i troen på Jesus Kristus, som holder os ud, selv i vores svageste øjeblikke.