Kristi himmelfartsdag (2005)

Denne side er set 824 gange!

Kristi himmelfartsdag er en festdag – det er kronen på værket. Det er ligesom da kronprinsessen klippede snoren over i Hirtshals og indviede den nye motorvej. Vejsjakket var færdigt og Mary indviede broen og nu kan vi så kører næsten helt hjem med 130 km i timen – nu med god samvittighed.

Det ville være en mærkelig tanke, hvis man sagde, at nu var arbejdet færdigt, så nu skulle der ikke ske mere. Vi lader motorvejen ligge og vi bruger den overhovedet ikke – for der er jo også så mange andre smukke veje i området. Det ville være en latterlig tanke. Værket er færdigt – men vi bruger det ikke!

Kristi himmelfartsdag er sådan en indvielsesfest – det er Jesus der bygger en vej mellem Gud og mennesket. Vejen er banet for at vi skal gå den – for at vi skal bruge vejen.

Det er egentlig lidt ligesom skabelsen. Da Gud havde skabt verden og alt i den, skabte han til sidst mennesket i sit billede og sagde: ”Nu er værket færdigt! Brug det – underlæg jer det – gør brug af det”.

Eller du har fået nogle evner, nogle nådegaver – også her siger Gud: ”Gør brug af dem”.

For Guds gaver er nemlig aldrig kun til pynt! Der følger et liv og en opgave med. Det gælder mere end noget andet det færdige evangelium, for lige så snart vi tager imod evangeliet, så gøres vi til sendebud, som skal bringe evangeliet ud til andre.

Det er en opgave, som ikke kun er for missionærer og præster. I det øjeblik, vi blev døbt og kom til tro, modtog vi evangeliet – og vi blev Jesu disciple. Ligesom de 12 disciple – ja, lige som alle andre Kristus-troende i verden.

Det betyder, at vi i samme øjeblik vi blev disciple, da blev vi gjort til tjenere for den største Herre og det vigtigste af alle anliggender: At bringe frelsen ud til mennesker.

I perioden fra 1875-1962 levede der ern berdensberømt violinist, der hed Fritz Kreisler, som tjente en formue på koncerter og musikalske værker. Men han gav det meste væk. På en af hans mange turneer opdagede han en meget fornem violin, men han var ikke i stand til at købe den.

Senere, efter at han havde tjent penge nok, rejste han tilbage for at købe violinen, men til hans store sorg var den allerede solgt til en samler. Kreisler opsøgte samleren og tilbød ham at købe violinen, men nej. Samleren sagde, at det var et klenodie for ham, som han derfor ikke ville sælge. Kreisler var naturligvis skuffet, men spurgte om han ikke kunne få lov til at prøve violinen bare en sidste gang. Det fik han tilladelse til og en fantastisk skøn og hjertebankende musik fyldte rummet og samleren blev meget bevæget.

”Jeg har ingen ret til at beholde den selv” udbrød han. ”Det er din, hr. Kreisler. Tag violinen og lad folk høre dens musik”.

Sådan er vort budskab – det er så fantastisk godt, at det ikke bare må blive et udstillingsobjekt. Det må ikke bare være smukke mursten i en kirke, som man viser frem for turister. Budskabet vi har fra Jesus er levende og flytter noget i mennesker. Det skaber forandring. Det er som sød musik, der bevæger hjerter. Vi er nødt til at gå ud med det – det er for godt og for vigtigt at stå pyntet på bogreolen.

Den dag budskabet ikke længere skaber forandring i os og vi ikke læn gere bringer det videre til andre, er kirken forvandlet til et museum, hvor folk spørger: ”Gad vide hvad man har brugt det til”.

Jesus har ikke kaldet kristne til at være i en hyggeklub, hvor man går i kirke om søndagen og måske deltager i et kristeligt møde i løbet af ugen. Han har kaldet os til at bringe evangeliet ud til andre, som ikke kender det. Med det simple evangelium: ”Den, der tror og bliver døbt skal frelses”.

Jesus har afsluttet opgaven med at forsone os med Gud – den skal vi ikke bygge videre på, men vi skal fortælle det fantastiske budskab, at den, der tror på ham og bliver døbt skal frelses. Det er det simple budskab, som vi er sat til at bringe videre.

I teksten til i dag ser vi fire forskellige grunde til at vi bør gå ud med evangeliet. Vi kan tage dem som de kommer i vores tekst:

1) Jesus befaling. 2) Himlens gevaldige tilbud. 3) Helvedets realitet 4) Jesu himmelfart.

1) Jesu befaling

Jesu kald til at forlade ens land og gå ud med evangeliet er meget klart. ”Gu ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen”. Folk i århundrede har hørt dette ”gå” og er gået – 800 år efter var det blandt andet en munk, der hed Ansgar, der med livet som indsats gik mod det kolde nord for række os evangeliet. For at vise os vejen opadtil. Nu er det kirken i Danmark, der har modtaget evangeliet og det er nu os, der skal gå videre med det.

Men sjovt nok, så er det pludselig, at man fisker kaldstanken frem, at man skal have et kald for at tage ud på det, man kalder missionsmarken.

”Man har et kald, når man er missionær – og eftersom jeg ikke er kaldet til det, så bliver jeg hjemme”.

Men har I nogensinde tænkt på, at vi allerede har fået vores kald til at være missionær – vi har alle fået et kald til at rejse ud med evangeliet. Vi hørte det lige før, og jeg læser det gerne igen: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen”. Som grundprincip har vi allerede modtaget kaldet til at rejse ud – du er allerede kaldet til at rejse ud, med mindre du har fået et kald til at blive. For hvis du bliver her, jamen så skal du være sikker på, at du også har et kald til det – for uanset hvem vi er, er vi alle kaldet til at ”gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen”. Sådan lyder Jesu befaling.

2) Himlens gevaldige tilbud

Det tilbud lyder ”Den, der tror og bliver døbt skal frelses”.

Nærmest alle religioner har på en eller anden måde det samme mål, nemlig at nå op til Gud. De har den hensigt at bygge vej mellem mennesker og Gud – og det er jo en komplet latterlig opgave. Ingen kan bygge den vej – hvis der skal bygges noget, så må det være Gud, der tager initiativet og det har han gjort. Vejen opad er åben og Jesus sender os ud for at fortælle det til alle. Fortælle, at frelsen ikke ligger i noget, som vi skal gøre, men at frelsen ligger i det Gud allerede en gang har gjort. Frelsen ligger i at tro og i at blive døbt. Det virker latterligt at diskutere om hvad der skal først – tro eller dåb, men det er langt fra latterligt at sige, at begge dele skal være til stede. Man kan ikke have den ene uden den anden – og man kan i hvert fald ikke undvære troen. For Jesus siger, den, der ikke tror skal dømmes, og det bringer os frem til den tredje begrundelse for at vi skal gå ud med evangeliet:

3) Helvedets realitet

Himmelen er en virkelighed – helvedet er en virkelighed.

Hvordan vi går til folk med evangeliet, om vi viser dem fortabelsens mareridt eller frelsens skønhed, skal jeg ikke tage stilling til her, men det må virkelig være en af de store motivationer for os selv som kristne, at helvedet er en realitet.

I har sikkert set en af de mange film om Titanic – rigmandsskibet, der sank selv om det ikke kunne skynke. I den udgave jeg tænker på, følger man på et tidspunkt skibets ingeniør rundt efter at han har indset, at skibet vil synke. Han går og forsøger at få folk til at indse, at nu skal de simpelthen i bådene før det bliver for sent – nu skal de tage redningsvest på. Men han møder arrogance og skuldertræk, for folk vil ikke i de kolde både ”dit skib kan jo ikke synke”.

 

Som kristne skal helvedet være en kæmpe motivation og en kæmpe frustration i vort arbejde med at bringe evangeliet ud – i vort kald til at vise så mange folk som muligt hen til redningsbådene.

 

Er det sådan? Kan man se det på os, at vi ved at der er et helvede, hvor nogle af vore medmennesker skal tilbringe evigheden? En har en gang sagt, at ”enten eksisterer der ikke noget helvede eller også er de kristne nogle af de mest hårdhjertede mennesker, der findes”.

Derfor er helvedets virkelig en begrundelse for mission.

  1. Jesu himmelfart

Den sidste begrundelse for mission er Jesu himmelfart – at Jesus for til himmels og satte sig ved Guds højre hånd. Han sidder ikke deroppe og kigger ned på sin kirke uden at det rør ham hvad der sker. Han lever med i kirken – han lever i op som den almægtige. Han er ikke begrænset til et bestemt sted – til at være nærværende et sted, men nu kan han være med os overalt. Sikke dog et vidunderligt løfter: Den opstandne Jesus er med os. Intet er værre end at have Jesus imod sig. Intet er bedre end at have Jesus med sig og som himmelfaren kan Jesus være med os overalt, når vi går ud på hans ord. Når vi tager ham på ordet. ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *