Kristi Himmelfartsdag (2017)

Denne side er set 1171 gange!

Lyt til prædikenen:

      krhimmelfartsdag2017

Læs prædikenen:
Jeg vil gerne tale lidt om noget rigtig vigtigt i dag… nemlig om vores fodboldklub Hobro IK. Som I sikkert ved, så er der en fantastisk vigtig kamp på lørdag, hvor vi gerne skulle vinde over holdet fra Hjørring. Gør vi det, så er vi sikret en plads blandt de bedste hold i Danmark, nemlig Superligaen. Og så går tankerne jo tilbage til de gyldne tider for nogle år siden, hvor nærmest alt kunne lade sig gøre. Vi havde et godt forsvar, ingen kunne få en bold forbi Egholm og Justesen, et godt angreb med Antipas og Emil Berggren. Men Hobro havde noget, som alle de andre klubber ikke havde, nemlig en total fasttømret enhed – enhver havde sin opgave, enhver vidste hvor den anden spiller var og at han gjorde sit bedste. De var et hold, de var en enhed, de var ét.

Det er jo sådan set også det vi gerne vil som kirke, ikke? Være et hold, en enhed, være ét. Det er vel ligesom idéen med at være én kirke. Men hvordan opnår vi det? Hvordan bliver vi ét?

Fodboldholdet tager på ture sammen, laver noget sammen, tager på overlevelsestur og sejler i kano sammen for at lave det, der på nudansk hedder ”teambuilding”, altså holdopbygning. Men jeg tror kun det kan styrke et hold, der allerede er ved at være en enhed. Det, der gør at fodboldholdet er en enhed er, at de har et fælles mål. Den gang var det at komme i Superligaen og bliver i Superligaen – og det lykkedes, fordi de havde det fælles mål. Og det er også det, de arbejder med nu, de skal finde ud af det med hinanden, de skal igen blive den enhed, de skal kæmpe mod det fælles mål – de skal være fokuseret: De skal vinde på lørdag og så op i Superligaen. Vi skal spille som et hold, vi skal være en enhed, fordi der er et mål.

Målet først – enhed senere
Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det samme gælder for os som kirke. Vi kan holde mange og lange prædikener om kirkens enhed, men vi opbygger ikke en enhed, ved at forsøge at opbygge enhed. Jeg tror ikke, at man skal have enhed som et mål – jeg tror enhed er et redskab, er en måde at være kirke på, ikke et mål, vi kan stræbe efter. Det hjælper ikke noget at prædike om at nu skal vi elske hinanden, nu skal vi være en enhed… det virker bare ikke. For enhed bare for enhedens skyld vil ikke ske, vil ikke fungere. Det handler om målet – hvis vi har et fælles mål, så vil vi helt naturligt blive en enhed, fordi vi har brug for hinanden for at opnå det. Fordi vi lægger alle gode kræfter ind på at opnå målet – og så bliver vi et. Så er det bare spørgsmålet: Har vi sådan et fælles mål? Og hvad skal det mål være?

Fra militæret ved jeg, at enhver soldat ved, at han altid skal lystre den sidste kommando, som han hørte fra hovedkvarteret, indtil han får en ny ordre. Den sidste ordre gælder indtil han høre en ny. Hvad er den sidste ordre fra Jesus, inden han forsvandt i himmelens skyer? Jo, det var ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen”.

Mission: Mission
Det sidste Jesus siger til os kristne her på jorden: Gå ud og prædik.
Gå og formuler evangeliet med ord – forkynd de gode nyheder. Fortæl de gode nyheder.
Vi skal bruge ord og gerninger for at forkynde kærlighed, tilgivelse og forsoning. Og fordi de tre ting, kærlighed, tilgivelse og forsoning, er noget af det største i verden, så skal mission være noget af det største for os som kirke, for mig som kristen. For dybest set, så handler mission om at jeg elsker min familie så højt, at jeg gerne vil have dem med i himlen. Dybest set, så handler mission om at jeg elsker min nabo, mine bedste venner omkring mig så højt, at jeg gerne vil have dem med i himlen. Er der virkelig noget, der er vigtigere for mig i mit liv, end på en eller anden måde at hjælpe dem af mine kære, som ikke kender Jesus, til at lære ham at kende? Du kender sikkert en eller to, der ikke selv kender Jesus… altså jo, de kender historien om Jesus, de går måske også i kirke et par gange om året, men de kender ikke Jesus, så det er tro og liv for dem.. Og det er dejlige mennesker – men hvis vejen til himmelen hedder troen på Jesus – og det er sådan det er – jamen så er de ikke på vej til himmelen. Så skilles vore veje en dag – det kan være hende, der ligger ved min side hver nat, det kan være ham, jeg sidder og spiller banko med hver onsdag, det kan være hende jeg kører sammen med på arbejde, det kan være ham, jeg taler med over hækken – ham, jeg sidder i carporten om sommeren og nyder en kold øl med. Vil du ikke have dem med i himmelen? Synes du ikke, at de fortjener at få at vide, at det er så enkelt som at tro, at det er så enkelt som at tage imod?

Ja, det ville da være rart hvis min nabo kom i himmelen og ikke kom i helvedet. Det ville da på en eller anden måde være rart, ikke? Eller ham fra min familie, eller min ægtefælle… det ville da være ret godt. Eller er vi ikke ude i at det er mere end bare rart og hyggeligt – men kæmpe stort for os. For jeg tror ikke, at du er ligeglad med om de kommer i himmelen. Men det kan være så svært at starte en samtale om Jesus. For er det ikke sådan, at vi er bange for at fortælle om vores tro til vores naboer, kolleger eller venner, fordi vi er bange for at blive afvist, og vi ønsker ikke at gøre folk eller os selv utilpas ved at tale om personlige emner som religion.
Men har vi nogensinde tænkt over, at hvis vi ikke gør det, hvis vi ikke taler med dem om troen og om Jesus – hvis jeg ikke gør det, hvis du ikke gør det, hvem gør så?

Vi er på vej
Livet er skønt, livet er smukt, livet er herligt – og det er så godt, at vi nogle gange helt glemmer, at livet her ikke er målet i sig selv. At vi glemmer, at vi er på vej mod livet i sit fuldeste potens. Vi glemmer, at jorden her ikke er vort virkelig hjem, men at vi er på vej mod vores virkelig hjem. At målet med at vi er til, ikke er at vi skal passe vores arbejde, betale vores skat, klatre op ad den sociale rangstige, pleje vores familie og holde sammen på familien. Livet kører bare – tiden iler – og vi giver os ikke tid til at stoppe op og tænke: Gad vide hvorfor Gud har skabt mig? Hvad er hans tanke med mig? Paulus siger: ”For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i”. (Ef 2,10). Tænk, jeg er hans værk, vi er hans værk – lad os derfor spørge: Hvorfor har han skabt mig? Hvad er den opgave, som Gud har givet mig? Hvilke mennesker har han ledt ind på min vej, som jeg på en eller anden måde er ansvarlig for? Hvorfor er de og de mennesker sat ind i mit liv? Hvorfor bor jeg netop her, hvor jeg bor? Og det er ikke noget forkromet, noget langt ude i fremtiden, noget vi skal planlægge i lang tid i forvejen. Det er bare at tage et skridt og træde ud i de gerninger, som Gud allerede har lagt lige foran os. Der er i Bibelen lagt en helt tydelig vej for os alle at vandre i, vejen med de gode gerninger, vejen hen til vores næste! Gud har en hensigt med mit liv – vi aner ikke hvornår vores liv ender her på jorden, men jeg tror at så længe vi er her på jorden, så har Gud en hensigt med at vi lever.
Kaj Munk siger i en prædiken: ”Bilder du dig ind (og maaske ogsaa andre kan tænke den Tanke), at ingen har Brug for dig, saa tager du (og de) fejl, for Vorherre har Brug for dig. Hvad kan han bruge saadan en sølle en som mig til? indvender du. Men det kan han netop. Han er saa stor og stærk, at ogsaa de sølle har han udmærket Anvendelse for. Ja sommetider kan han have mere Nytte ud af dem end af de stoute og kraftige, der tit kan være opsat paa at bruge deres Kræfter i deres egen Tjeneste og ikke i hans. (Kaj Munk: Prædikener s. 236).

I det øjeblik…
Jeg tror, at i det øjeblik, hvor vi indser, at Gud har brug for mig og vil gøre brug af mig.
Jeg tror, at i det øjeblik, at vi indser, at opgaven lyder: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen”.
Jeg tror, at i det øjeblik, at vi indser, at der er nogle omkring mig, der har brug for at høre om Jesus.
I det øjeblik er vi her i Hobro Kirke en enhed, for så har vi et fælles mål, nemlig at forkynde Kristus som hele verdens frelser.
I det øjeblik bliver vi et hold, vi bliver en enhed.
I det øjeblik vil I ikke bare lade os ansatte og menighedsråd være kirke og tegne kirken udadtil og lægge liv og sjæl i kirkens arbejde, du vil selv gå ind netop på den plads, i de gode gerning, som Gud har lagt foran dig at vandre i. Og den vej går altid hen til din næste – og den opgave har den fornemste dagsorden: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *