Langfredag 2018
Lyt til prædikenen:
Default_20180330-102803
Læs prædikenen:
Igennem kirkeåret følger vi højdepunkter i Jesu liv. Vi hører fantastiske prædikener, vi hører om store mirakler og tegn og vi hører eventyrlige lignelser. Men det vi hører om i dag, er ganske enkelt det største, Jesus nogensinde har gjort. Og hvad er detstørste Jesus nogensinde har gjort? Jo, det er at han døde.
Der var to andre, der døde samme dag – og døde på den samme måde, men hvad er forskellen? Der er to forskelle: 1) Hvem det var, der døde. 2) Hvorfor de døde. For manden i midten, var Jesus
Kristus, Guds søn. Og hvor de to andre døde, fordi de var tyve og røvere, så havde denne mand
aldrig gjort noget forkert. Han havde aldrig begået en synd. Han var Guds rene pletfrie lam.
Læs Johannes 1, 19-29
Udgangspunktet for min prædiken her i dag er: Gud hader synden. Gud hader synden, for han ved hvad synden gør ved os. Den ødelægger os og vores verden. Bare et enkelt kig i avisen viser os med al ønskelig tydelighed hvad synden gør ved os mennesker som individer, hvad synden gør ved os som nation og hvad synden gør ved os som menneskehed. Det ser Gud også, og derfor hader han synden, for han elsker os, og hader alt det, der ødelægger os. Der findes intet, der kan få Guds vrede til at flamme op i ødelæggelse, som synd. Gud og synd kan ikke være sammen – så da Moses, der havde synd i sig, var i nærheden af Gud, så fik han ikke lov til at se Gud, for ingen synder kan se Gud og leve. Så hellig er Gud, at alt synd og al ondskab i nærheden af ham dør. Det fortæller os
noget om hvor alvorlig synd er. Synd kræver altid død – Gud citeres i profeten Ezekiels bog for at sige: ”Den, der synder, skal dø” (Ez 18,4). Syndens løn er død – siger Paulus. Synd er ikke bare
noget, der skal tages let på, nej synd er majestætsfornærmelse mod den mægtigste konge, universets herre. Er der en synd, så kræves der død – det kræver Guds hellighed og retfærdighed. Synder du, uanset hvad, så kræver det, at nogen dør. Der findes ingen større eller mindre synder i den
sammenhæng. Måske har synden større eller mindre konsekvenser for dine medmennesker, men
prisen for en synd er det samme: Død. I Hebræerbrevet er det endda sagt som en klar grundregel ” der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod” (Hebræerbrevet 9,22).
Den regel trådte allerede i funktion lige fra det første øjeblik, at der var noget, der hed synd på
jorden, og Gud slog et dyr ihjel for at give Adam og Eva skindtøj på. Hvorfor det? De havde jo
allerede deres tøj af blade… det blev vel ikke pludselig koldere af at de skulle ud af Edens have.
Nej, bladtøjet dækkede kun deres kroppe, nu fik de det døde dyr, der kunne dække deres synder.
For mig at se er det det første tegn på hvad Gud ønskede der skulle sker hele historien igennem helt fra til det sidste offer, Guds lam, der skulle bære verdens synd. Der er bestemmelser for ofre for
enkeltpersoner, for familier ja, for en hel nation. Og til sidst her i Johannesevangeliet, Jesus som
Guds lam. Det har altså igennem hele verdenshistorien været Guds måde at håndtere synd på: Et
offer, der trådte i stedet for den skyldige. Disciplen Peter siger det på denne måde, at ”på sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt” (1 Pet 2,24). Jesus døde ikke bare for min synd og for din synd, men han døde for hele menneskeslægtens synd. Hans opgave på jorden var den, at han skulle være syndbæ rer, der tog alt ansvar og al straf for al verdens synder, så vi kan stå ustraffet, rene og levende foran den evige Gud. Ved Jesu død er vi retfærdige og hellige i Guds øjne. Så når du engang dør, så skal du ikke dømmes af den levende Gud, for den straf tog Jesus på sig, da han vor
Så hvad der skete på korset er meget mere end lidelse, skam, hån og død – det var Gud, der
henrettede sin søn som det ultimative, endegyldige og fyldestgørende offer for menneskehedens
synder. Gud har altid behandlet synden med et offer – og det gør han stadigvæk. Vi har også alter i vores kirker, men grunden til at vi ikke ofre dyr på vores alter her i Domkirke. er ikke at det er primitivt. Nej den eneste grund er, at det sidste endegyldige offer allerede er bragt. Så hvad er det vi normalt har liggende på vores alter? Jo, vi har Jesu legeme og blod liggende – det endegyldige
offer.
At være en kristen er at leve med udgangspunkt i dette endegyldige offer. Vi taler om den gamle pagt og den nye pagt – Jesus er den store forskel mellem de to. Du sagde ja til den nye pagt, da du blev døbt, og da du tog imod i tro.
- Men udgangspunktet er ikke min tro! (Jo, jeg skal tro – men det er ikke udgangspunktet).
- Udgangspunktet er ikke min vilje og min evne til at gøre det gode!
- Udgangspunktet er ikke, at jeg aldrig nogensinde må mærke tvivlen i mit sind.
- Udgangspunktet er ikke at jeg aldrig synder. Udgangspunktet for din frelse er det lam, som bærer verdens synd.