Denne side er set 832 gange!

Prædiken holdt ved ordinationen den 28. november 2017
Haderslev Domkirke

Lyt til prædikenen:

      171128_0294

(Markus 8,34-37)
Så kaldte han skaren til sig sammen med sine disciple og sagde til dem: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit liv? For hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?

Mester med den tunge Tornekrone
jeg kan ikke følge efter dig,
naar en Præstegaard, en venlig Kone
og to raske Drenge lokker mig.

Mester med den tunge Tornekrone
havde blot du været Jordens Gæst
for at læge, frelse og forsone,
var det ingen Sag at være Præst.

Men naar nu den tunge Tornekrone
og de mørke Blodspor til din Grav
og din Tales smertedybe Tone
vidner, at du ogsaa stiller Krav.

Mester med den tunge Tornekrone,
“ Følg mig, følg mig”, var dit Bud, din Bøn.
Jo, men se dog fra din Ærestrone,
hvor din Faders skønne Jord er skøn.

Mester med den tunge Tornekrone:
“Hvo sit Liv vil bjerge, naar det ej!”
Hjælp mig da trods Præstegaard og Kone,
ja, selv Drengene at følge dig.

Sådan skrev Kaj Munk i 1921. Han var studerende, der så fremad mod sit virke som præst og sit liv i en præstegård med den rene idyl. Hele Kaj Munks virke og liv blev set under overskriften ”efterfølgelse” – eller at han ønskede at se sit liv under den overskrift. Men han vidste, at der var meget, der trak i den anden retning – symboliseret i drengene, præstegården og den skønne jord. ”Jeg kan ikke følge efter dig”. ”Hjælp mig da trods præstegård og kone, ja, selv drengene at følge dig.
Hjælp mig da – eller man kan også sige: Giv mig mod til at følge dig. ”Herre, vis mig din vej, og giv mig mod til at vandre den” – sådan siger den hellige Birgitta. ”… giv mig mod… ”. Og når vi læser Jesu ord om hvad det betyder at gå i Jesu fodspor, så kræver det virkelig mod fra Jesu – det kræver Jesu hjælp. For Jesus taler om selvfornægtelse og kors.
Ikke selvfornægtelse og kors for dets egen skyld – men for at vi må have fokus på Jesus, ham, der går foran os. Ham, der er vores frelser. Ham, der skal være det, der fylder os – at det må være den treenige Gud, der fylder i vores liv, i stedet for treenigheden villa, volvo og vovse – det, vi kan købe, det, der lokker os væk fra et helt liv med Kristus, for livet er så smukt, så rart og så dejligt.
Det er ikke en skovtur at gå den vej, Jesus ønsker for en kristen – i hvert fald ikke set med vore normale briller.  Det kan koste. ”Det kan koste os popularitet. Det kan koste vore venner.
Den danske digter Johannes Jørgensen skriver om sin egen erfaring i digtet ”Imellem nattens stjerner”:
”Og venner må du slippe
de går en anden vej
og miste navn og ære,
hold ud, og opgiv ej”
Det kan koste forfremmelsen. Det kan koste os et let liv. Vi skal disciplinere os selv – sige nej til fristelser. Vi skal stå alene sammen med Kristus – træde ud af flokken. Vi skal være villige til at lide forfølgelse for Jesu skyld”. Ja, Paulus har et kollats til alle kristne i sit første brev til Timotheus – han skriver: ”Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus”.

På en ordinationsdag som i dag er det også vigtigt at huske på at vi ikke blot er kaldet til en bestemt tjeneste – f.eks. som præst – men at vi først og fremmest er kaldet til at være Guds børn midt i verden. At vi først og fremmest er kaldet til at vandre efter Jesus, leve i skyggen af ham, i skyggen af hans kors. At vi ikke blot er kaldet til at forkynde Guds ord, men også at leve det.
Hvor meget er vi villige til at give afkald på i vores liv for at følge efter Jesus – hvad er vores kors? Er vi villige til det – har vi mod til det? Vi ved jo også godt et eller andet sted, at det er det værd. At det faktisk er ved at forsøge at redde vort liv, at vi mister det. Men ved at miste det med Kristus – at det er dér, vi vinder det. Ikke at det er derfor at vi følger efter Jesus – fordi vi erstatter dødens kulde med et gyldent håndtryk og en evigheds pension. At være et kristent menneske er at være knyttet til Kristus — uden at kunne give grunde, hvorfor man er det. Ikke af angst for Helvede, ikke for at sikre sig en plads i evigheden, men ligesom forældre er knyttet til deres børn, ligesom en mand er knyttet til sin ægtefælle, sådan er den kristne forbundet med sin frelser og herre. Også når han peger på korset – ikke hans kors, men vores kors – dit kors: Tag det og følg efter mig. Ja, det ser ud til at være vejen til døden, men i virkeligheden er det vejen til livet, til sejren, for det er nemlig livet sammen med ham. Som vi lige har sunget:

”Så er jeg frelst, så er jeg fri
så har jeg vundet frem.
Så er min strid med et forbi,
så er jeg i mit hjem.
Det hjem min frelser lovet har,
hver den, som korset med ham bar.
Guds Paradis, vort rette hjem,
de ny Jerusalem”.