23. søndag – aftengudstjeneste (2017)

Denne side er set 878 gange!

Prædiken hold i Haderslev Domkirke den 19. november klokken 16.30
Lyt til prædikenen

      171119_0293

Læs prædikenen:
Søndagens aftengudstjeneste lægger for mig mere an til eftertænksomhed og dybde en formiddagens gudstjeneste. Vi er ved at lægge an til landing efter weekenden – og vi begynder så småt at se fremad mod den nye uge. Som Holger Lissner skriver i sin aftensalme
”Nu er timen til stilhed
til bøn og til tanker,
til ord, som har vægt, og som kræver et svar”.

Ordene som i dag kræver et svar – kommer fra Jesu ord: ”giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er”. Og med to ord tegner Jesus hele tilværelsens to sider op for os:
– Det jordiske og det himmelske.
– Det, der tilhører det materielle og det, der tilhører det åndelige. Vores arbejde, vores forpligtelser i hus, hjem og familie og vores kald som kristne.

Korset hamrede ned i verdens historie og viste med sine to bjælker det kristne liv:
Korsets langbjælke, den lodrette, pegede mod himlen og mod jorden. Her gav Gud sig selv, og Gud og menneske blev forsonet.
Den vandrette korsbjælke viste også at forsoningen rækker udad mod vores medmennesker. Viste at det ikke bare handler om mig og Gud, men at det handler om mig og mine medmennesker.

Vores liv er et liv i begge de to tilværelser –  som kristne er vi ikke bare borgere i Kongeriget Danmark, men vi er også borgere i det himmelske kongerige. Da vi blev født blev vi borgere i Danmarks rige – blev vi døbt fik vi borgerret i Guds rige. Vi blev født for anden gang, genfødt. Vi fik et navn i Guds rige.

Vi lever i de to tilværelser – vi har forpligtelser begge steder. Som kristne kan vi ikke tillade os at negligere en af dem, vi kan ikke tillade os at fremhæve den ene på bekostning af den anden. ”giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er”.

Og så ved vi jo nok også at kejseren nok skal råbe op, hvis han ikke får hvad han skal have. Ikke bare den rent fysiske myndighed, der kræver skat, lydighed og orden – men børnene, familien, naboerne, hobbyen, uddannelsen, arbejdet…. det er så nemt kun at give kejserens hvad der er kejserens – det er så nemt at leve livet som menneske med dets glæder, sorger og pligter – og så faktisk helt glemme at give Gud hvad der er Guds. Glemme at leve et åndeligt liv, så alt det, der hører det åndelige helt eller delvist er skubbet i baggrunden. Det er så nemt – og det er så farligt.

Det er så nemt at glemme, at Dronningens billede står på mønten, men at Guds billede står inde i os. Ja, at vi faktisk er skabt i Guds billede – og for at gøre det ekstra tydeligt, så har vi også fået tegnet sønnens tegn, korstegnet på forstand og tro, så vil tilhører ham med alt hvad vi er. For det var det, der skete, da præsten i sin tid med sin finger tegnede korset på os ved vores dåb. ”Modtag det hellige korsets tegn både for dit ansigt og for dit bryst, til et vidnesbyrd om at du skal tilhøre den korsfæstede Herre, Jesus Kristus” – sådan lød det i formiddags i Hertug Hans og sådan lød det også, da vi blev døbt.
For at du skal tilhøre… vi som er døbte tilhører den korsfæstede Herre. Ham, der ofrede sig for os – købte os fri fra synd, død og djævel og gav os borgerskab i et evigt rige.
Så ja, kejseren råber op, så det er nemt at glemme Gud – selv om det faktisk er ham, vi skylder mest i forhold til hvad vi skylder kejseren. Vi kan ikke tillade os at forsømme den ene frem for den anden – men det er ikke sådan at det er to ligeværdige magter, der står overfor hinanden. Det er ikke sådan at vi skal give dem lige meget af vores tid, kræfter, opmærksomhed eller overskud.

Giv kejseren, hvad kejserens er – det vil sige: Giv noget.
Giv Gud hvad der er Guds – det vil sige: Giv alt.

Men giver vi Gud hvad der er hans, så får vi også den rette indstilling til kejseren, så han får hvad der er hans. Så vi lever i skyggen af korset, der ikke bare peger opad, men som også peger udad mod vores medmennesker, mod livet på jorden som menneske – på kejseren og hvad vi skylder ham.

Giv kejseren hvad der er kejserens og Gud hvad der er Guds.

Som pengene tilhører den stat, der har lavet dem, sådan tilhører vi Gud, for vi er skabt i Guds billede, har korstegnet på ansigt og bryst. Og vi er nødt til at give Gud det tilbage, der er hans.

Vi er nødt til at give os over i hans hænder, hele vores liv. Så hvis kejseren forlanger et par mønter af os, jamen så giv ham det bare, for så vil vi bare blive påmindet om at vores liv ikke afhænger af hvad vi ejer, selv om vi har overflod. Hvad der gælder over alt andet er at leve så vi følger Guds vilje. Den vilje, som vi kan læse i Guds ord, Bibelen. At vi giver ham det mest værdifulde, nemlig vores hjerte, vores inderste med al vores tro og al vores kærlighed. Giv ham vores tro på hans enbårne søn, giv ham vores kærlighed til ham, der døde for os og blev levende for os. 

For mig at se rejser teksten spørgsmålet:
– Giver jeg kejseren, hvad der er kejserens og Gud, hvad der er Guds?
– Giver jeg kejseren noget – og giver jeg Gud alt?
– Husker jeg, at livet ikke bare er det fysiske – men at livet også har en åndelig dimension?
– Lever jeg som om livet her og nu er alt hvad der er – eller har jeg for øje, at livet også har et åndeligt og evigt perspektiv?

Jeg håber det – for søger jeg først Guds rige og hans retfærdighed, så har jeg hans ord, så skal alt det andet gives mig i tilgift. Søger jeg Gud, søger jeg at give Gud hvad der er hans – så skal alt det andet også falde på plads, så får kejseren også hvad der er hans: Ikke mere, men heller ikke mindre.
Så giv kejseren hvad der er kejseren – nemlig noget
giv Gud hvad der er Guds – nemlig alt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *