Lyt til prædikenen:
Læs prædikenen:
Temaet i dagens lignelse er ret ligetil, det er ikke særligt komplekst. Lignelsen fortæller os, at Jesus kommer igen på et eller andet tidspunkt. At han kommer for at dømme syndere og tage retfærdige med sig ind til sin himmelske fest. Lignelsen fortæller os, at han kommer på et overraskende tidspunkt, og at alle skal være klar lige nøjagtig på det tidspunkt til at tage imod ham. Det er ikke nok bare at have været klar engang… det er ikke nok bare at pege tilbage på barnetroen, som man havde en gang. Det er nu det gælder. For bagefter er der ikke nogen anden chance. Dagene, hvor der var mulighed for at forberede sig, vil da være forbi – og vil aldrig komme igen.
Budskabet er også simpelt: Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Altså: Vær parat hele tiden.
Jesu genkomst
Vi kender ikke dagen eller timen, hvor Jesus kommer igen – hvor Jesus kommer, som vi lige har bekendt i trosbekendelsen, for at dømme levende og døde. Dagen rammer på et tidspunkt, hvor alting ser ud til at være normal dagligdag – ingen er mere parat end andre. Ingen sidder på et helligt bjerg og venter – nej i kapitlet før lignelsen her, siger Jesus: ”Da skal der være to mænd ude på marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på samme kværn; den ene tages med, og den anden lades tilbage. Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer” (Matthæus 24, 41-42).
Vores død
Ja, våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Heller ikke den time, hvor det ikke er Jesus, der kommer, men døden, der kommer, hvor vi lukker vore øjne her – og som at blinke, så er vi pludselig foran Jesus. Så står han pludselig foran os. Er vi så parate? Har vi tro, så vi kan dø?
Jeg talte i den forgangne uge med min gamle studiekammerat, der nu er sognepræst i Harboøre. Han fortalte om de mange forfærdelige drukneulykker ud for kysten, der har kostet rigtig mange mennesker livet. Hvordan de overlevende fra ulykkerne har kunne fortælle hjertegribende beretninger om nogle af dem, der senere skyllede døde i land. ”— kommer du i land, så hils min kone og gamle mor og sig, at jeg nok gik hjem til Jesus”, var der en, der råbte. Eller det fortælles, at en af fiskerne i dødsfaren havde givet sit redningsbælte til sin kammerat på båden, som han vidste ikke troede på Jesus. Og han gav sit redningsbælte med ordene: ”Jeg kan dø – det kan du ikke”.
– Ville jeg kunne givet min redningsvest fra mig? ”Her – tag den – for du har mere brug for den end mig… for jeg ved, at jeg kommer i himmelen, hvis jeg ikke kommer levnende i land”.
– Vil jeg have kærlighed nok til min kammerat?
– Vil jeg føle mig så sikker i min sag i forhold til Gud, at jeg vil kunne gøre det? – for jeg vil snart stå foran Jesus og se på ham, ikke som min dommer, men se ham som min frelser. Jeg håber det…
Og videre, så håber jeg virkelig, at ingen af os herinde i kirken frygter for den dag – den dag, som vi ikke kender, om det så er døden eller Jesu genkomst, men at vi vil være klar til at tage imod Jesus uanset hvordan han kommer til os…. Uanset hvornår han kommer. Jeg håber virkelig ikke at nogen af os herinde er blevet bedraget, så vi tror vi er klar, men når det så gælder, så finder vi ud af, at det var vi alligevel ikke. At vi havde lampen, at vi havde bryllupsklæderne på og udvendigt var klar til bryllupsfest, men at vi ikke have olien. Det må simpelthen være det mest forfærdelige, der kan overgå et menneske. Et er at gå fortabt, fordi man er ateist. Et er at gå fortabt, fordi man har sat sin lid til Allah, Muhammed, Buddha, eller hvad religionerne ellers tilbyder… men noget andet er at man faktisk regner sig for en del af kirken. At man sidder i kirken og synger med på salmerne, bekender troen, forventer Jesu genkomst, siger at man tror på Jesus – og så finder man ud af: Jeg var faktisk ikke klar. Det må være det mest forfærdelig at gå fortabt – når man egentlig troede sig sikker. At man giver sin kammerat sit regningsbælte er heller ikke nødvendigvis et tegn på at man er klar. Tænk, hvis han havde taget fejl… og det i virkeligheden var den anden, der var klar og ikke ham.
Skellet ned gennem kirken
Og det er det forfærdelige ved lignelsen her, at Jesus fortæller, at der går et skel ned gennem hans kirke, ned gennem hans rige – der skiller de tåbelig fra de kloge. Vi kan ikke se forskellen – han kan. Han kan se, at bekendelsen kun er en ydre bekendelse med munden – han kan se, at man har dåbens gave og mundens bekendelse – men ikke har olie. At det hele var udvendigt – at de havde ikke sørget for det allervigtigste, nemlig olien, så de kunne tænde deres lamper.
Hvad er så olien? Jo, hvad er det eneste, der er nødvendigt for at blive frelst: Guds nåde givet kvit og frit. Det er nåden, som er nødvendig, hvis vi nogensinde skal se Gud. Det er sand frelse. Det er tilregnet retfærdighed. Det er sand hellighed, som er givet til os i troen på Jesus Kristus. Det er et forvandlet indre liv. Paulus beskriver de tåbelige brudepiger på den her måde: ”I det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft” (2 Tim 3, 5). De tåbelige brudepiger var knyttet i det ydre til Kristus, ikke i det indre. Deres tro var en død tro.
Lignelsen er en advarsel: Lad jer ikke fange i sådan en uforberedt-hed, når Jesus kommer. Når han kommer enten på himmelens skyer, eller ”i min sidste nattevagt”. Paulus kommer et andet sted med opfordringen: ”Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv” (2 Kor 13,5). Lad os prøve os selv nu – så det ikke først er efter sidste øjeblik, at vi opdager, at det hele bare var udvendigt og ikke en indvendig hengivelse til Kristus. At vores lovsang ikke var i ånd og sandhed, at vores bøn ikke var hjertets suk, men en overfladisk selviscenesættelse. At vi var ”næsten kristne”.
Det er endnu ikke for sent
Der kommer et tidspunkt, hvor det er for sent – det tidspunkt er ikke nu. Nu er der rigeligt olie – nu kan vi få olie – kom og køb uden penge (Esajas 55,1). Kom til Bibelen, kom til apostlene, profeterne – kom til alteret. Kom og køb uden penge og modtag det gratis, som vi aldrig nogensinde kan fortjene os til, aldrig nogensinde købe os til, men som vi kun kan få gratis – som det det er, nemlig ren nåde. Så vil vores lamper skinne, når Jesus kommer.
Da stråler livets krone
”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”. Vi ved ikke hvornår vi skal dø – vi ved ikke hvornår Jesus kommer tilbage igen, men vi ved, at vi ikke behøver at frygte den dag og den time – lige så lidt som vise brudepiger frygter at brudgommen kommer, for det er derfor de venter – de venter på bryllupsfesten. Lige så lidt som bruden frygter det tidspunkt, hvor brudgommen kommer efter hende – lige så lidt skal vi frygte at Jesus kommer efter os. Kommer efter os – ikke bare som brudepiger, men som bruden, som han elsker, som han er død for, og som han har ofret alt for.
Vi har så meget at se frem til. Alt det onde, som vi ser i fjernsynet, alt det grimme vi mærker på vores egen krop – al sygdom, nød, fattigdom – alt ondskab… det forsvinder i samme øjeblik som råbet lyder ud over jorden: ”Brudgommen kommer, gå ud og mød ham”. Vi har sikkert alle sammen følt afmagten, når vi ser nyhederne… Og vi har sikkert tænkt: Hvorfor gør Gud ikke noget? Hvorfor griber Gud ikke ind? En dag sker det. En dag ikke bare griber han ind, han stopper det, han fjerner det… og det sker en dag og en time, vi ikke kender til. Men med olie på lampen er det en time, som vil blive starten på den fest, som varer hele evigheden – og kun bliver bedre og bedre. Da stråler livets krone!
