Midfaste 2017

Denne side er set 1009 gange!

Her kan du lytte til prædikenen:

      midfaste2017


Her kan du læse prædikenen:

En af de stærkeste oplevelser jeg har haft som præst, var oppe i det nordlige Vendsyssel – hjemmesygeplejersken ringede: ”Jeg har en dødende gamle kræftsyge kvinde, der ønsker at snakke med dig. Du har konfirmeret hendes barnebarnet. Hun ligger for døden og trænger til at få fred med Gud, har du tid til at komme?”

Hun boede godt nok ikke i mit sogn, men et stykke væk – men ”kan du komme? Det behøver ikke lige være i dag – for hun er stabil”. Men jeg kommer med det samme, siger jeg. Jeg lægger røret på… og så kommer det: ”Åh nej – det dur du da ikke til. Hvad skal du dog sige? Hvad skal du dog gøre?”. Jeg har mest lyst til at spørge om hjemmehjælperen ikke kunne ringe til en anden præst – for de er meget bedre til det her end jeg er.  Men det gør jeg ikke – jeg hopper ud i bilen… og står så og skal ringe på døren.

Inden jeg går ind i sådan en situation, så plejer jeg at lave en ”gentleman-agreement” med Gud: Gud, det er dig, der har sendt mig – så skal du altså også tage over, for jeg aner ikke hvad der venter mig inde bag den dør. Du må gribe ind”

Døren bliver åbnet op – jeg kommer ind. Kvinden ligger i dagligstuen i en hospitalsseng – hendes mand sidder ved siden af og ser virkelig træt ud. Kvindens mund er åben for at hun kan få så meget luft ind som muligt – hun er meget medtaget og er skiftevis vågen og sovende. Jeg stiller mig hen og fortæller hvem jeg er og hun smiler kort. Jeg står med hendes hånd i min – jeg aner ikke hvad jeg skal sige – ord virkede overflødige. Efter at have stået der en halv times tid med hende i hånden – bare aer hendes hånd stille og roligt, så beder jeg en lille bøn for hende, beder fadervor og lyser velsignelsen over hende. Og så sker der noget fantastisk. Hun tager min hånd op til sine tørrer læber og kysser min hånd… det er som om det ikke er mig, hun kysser, men Jesu hånd… Jeg er overbevist om, at hun havde et møde med Jesus – og så falder hun i en dyb søvn og jeg går hjem. Næste gang jeg er ved hende, ligger hun i kisten foran mig – for hun døde et par timer efter jeg var gået. Hun sov ind fredfyldt og stille. Godt at jeg ikke ventede med at komme.

Jeg havde været i en umulig situation – for hvad kan man stille op som menneske i sådan en situation… men af en eller anden grund var mit besøg vellykket. Var det min skyld? Nej… jeg havde ingenting med mig. Jo, jeg havde tid, bøn og velsignelsen – for at citere fra teksten til i dag: ”Hvad er det til så mange?”. Men hvad er det til sådan en sort masse af ulykke og sygdom? Hvad er det i forhold til en ”cancerpatient i terminalfasen”? Ingenting – sådan ser det i hvert fald ud.

Den umulige situation i ødemarken
Vi har i dag også læst om en umulig situation. En kæmpe skare fulgte Jesus – der står at der var 5000 mænd – og med kvinder og børn når vi nok op på 20000 mennesker. En kæmpe stor menneskemængde … og de er sultne og de har ikke noget mad!

Der kommer to disciple, som begge to understreger det umulige i situationen. Den snusfornuftige Filip: ”Brød for 200 denarer… det er 8 månedslønninger… det slår ikke til, så de kan få bare en smule hver.” Vi har ikkepengene og havde vi haft pengene, så er der også alt for langt til nærmeste by. Det er en umulig situation.

Den anden discipel, Andreas, understreger også hvor umulig situationen er – han har været ude og kigge efter mad og måske kommer han hovedrystende tilbage: Der er ingen mad – ikke andet end drengen her, der har taget sin madpakke med. 5 bygbrød og 2 fisk. ”Men hvad er det til så mange”. Hvad er det til 20000 mennesker?! – det her ender med en sultkatastrofe.
Jesus tester sine disciple – tester om de har stor nok tro. Og hele banden dumper med et brag. Andreas sagde ikke: ”Hvorfor spørger du mig, Jesus, det er da dig, der kan gøre noget ved det? Det er dig, der kan gøre et mirakel – du kan sende manabrød ned fra himmelen. Det er da dig”.
Filip kunne have sagt: Vi har 5 bygbrød og 2 fisk – i dine hænder, Jesus, er det mere end nok. De dumpede med deres fornuft og tvivl.

Jesus beder folk om at sætte sig ned – og han beder bordbøn. Det er virkelig et bizart billede: Han sidder med 5 brød og 2 fisk og 20000 sultende mennesker og så takker Jesus Gud for det vidunderlige måltid, som de snart skal til at indtage. Og da pludselig: Uden nogen fanfare – uden nogen stemme fra himmelen, ingen lyn eller torden – så begynder Jesus at dele ud. Han begyndte at dele ud – fortsatte med at dele brød og fisk ud. Han sad og skabte det. Det var brød, der ikke kom fra mel, der aldrig har været korn og aldrig har groet på marken. Det var fisk, der aldrig nogensinde har svømmet i havet. Han skabte dem. Der skete et mirakel.
Lige som jeg tror, at der skete et mirakel, da jeg sad ved den dødende kvinde og kun havde de tre ting: Tid, bøn og velsignelse, men i Guds hænder skabte det et møde mellem kvinden og hendes frelser. Gud rørte mit lille bidrag.

Den lille dreng, der kom med sin madpakke – han havde faktisk heller intet at give – ikke noget som hjalp noget som helst til den massive mængde af mennesker, der var sultne… men Jesus rørte hans lille gave. En lille dreng sætter hele discipelflokken i skammekrogen: Han kommer ikke med Filips fornuft eller Andreas´ tvivl – han kommer bare med det han har, som jo faktisk ikke er noget som helst. Han kommer med intet, men han giver det til Jesus.

Barnet er størst
Barnet! Det er jo noget af det mest fantastiske ved kristendommen: At barnet – det mest sårbare af alt, bliver fremhævet som det største. Ja, vi har lige hørt det fra døbefonten: ”Sandelig sandelig siger jeg jer, den, som ikke tager imod Guds rige lige som et lille barn, kommer slet ikke ind i det”. Senere tager Jesus et lille barn og stiller det i midten af discipelflokken: Det her er det største i Himmeriget.

Og hvorfor er barnet stort? Er det fordi det bedre kan tro end os voksne, er det fordi barnet har en enfoldighed og har en større tillid end os voksne? Nej, i Guds rige er det ikke hvad et barn kan, der gør det stort, men det er hvad et barn ikke kan, der gør det stort. I Guds rige er det ikke hvad barnet selv er, der gør det stort, men det er hvad ikke er i sig selv. Børn som børn kan ikke andet end at være i deres forældres varetægt – de er totalt afhængige af deres forældre.
Gud bruger kun dem, der er som børn – som er afhængige som børn er afhængige. Gud bruger kun folk, der er utilstrækkelige i dem selv – men som lægger det, de har over i Jesu hænder. I kristendommen er det faktisk ikke katastrofalt at være svag – faktisk tværtimod. Paulus han siger faktisk et sted, at han er direkte stolt over sin magtesløshed, for det er når han er kommet væk fra at stole på sig selv, at han kun har en, at stole på, nemlig Gud… og så kan Guds magt rigtig udfolde sig. Som Paulus skriver: ” Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk” (2. Kor 12, 10).

Når jeg står og ringer på døren ind til en syg, så er jeg magtesløs: Gud, hvis vi skal have noget godt ud af det her, så skal du tage over. Det er at være magtesløs – og med Gud i ryggen, så er jeg stærk i den magtesløshed. Når jeg blæser mig op og kan en masse, så når jeg aldrig særligt langt, for så løber jeg panden mod væggen og løber tør for energi. Og så må jeg tilbage til udgangspunktet igen – starte forfra: Gud, du må tage over. Vi skal give professionalismen kuglen for panden – og så lade Jesus tage over.

Vi skal lægge de smuler, som vi har over til Jesus. Det kan være en smule kærlighed, en smule tid, en smule kræfter, en smule ord. Det kan være at tale med sine kammerater, sine børn, sine børnebørn om Jesus. Eller gå hen og besøge et sygt og ensom menneske. Det kan være at bede – det kan være at give penge til gode formål. Hvor meget godt bliver ikke gjort, fordi vi bare tænker: De duer vi ikke til – eller det er ikke nok, det vi kan. Se ikke med fornuftens øjne, ikke med tvivlens øjne, men med barnets øjne og læg det, du har og det du kan i Jesu hænder, så sker der et mirakel. 

Se med troen – for den ser længere end øjet ser. Jeg har hørt en lille pige, der var ude og sejle med sin far – vejret var fantastisk og luften krystalklar, og så sagde den lille pige:” Far, jeg kan se længere end mine øjne kan se”. Det er jo en fantastisk definition på tro: At vi kan se længere end vore øjne kan se.

Vi skal lægge det vi kan over til Jesus – og så skal vi have store forventninger til ham. Drengen med maden må have haft forventninger til Jesus, da han kom med sin lille madpakke. ”Her tag den”. Vi skal forvente mere af Gud.

Jeg tror ikke at vores problem er, at vi forventer for meget af Gud, men at vi forventer for lidt af ham. Vi er som udvidende børn, der ønsker at fortsætte med at lave mudderkager i vandpytten, fordi vi slet ikke kan forestille os, hvad der menes med tilbuddet om en ferie ved havet. Vi er alt for lette at gøre tilfredse. (Citat: C.S. Lewis)

Gud vil mere med os – Gud vil mere for os – Gud vil mere igennem os. Vi har en fantastisk Gud, der aldrig, aldrig kan skuffe os. Lad os se længere end øjet kan se – og lad os lægge det over i Jesu hænder som vi har, også selv om det ser småt ud… for i hans hænder kan 5 brød og 2 fisk mætte 20000 mennesker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *