Denne side er set 724 gange!

I søndags hørte vi om hvordan Jesus uddrev en dæmon fra et stumt menneske – men han fortsatte: Et er at denne dæmon var blevet drevet ud af manden, noget andet er at den faktisk godt kan finde på at komme tilbage igen. Og så bliver dette sidste værre for det menneske end det andet.

Den eneste måde vi kan undgå at Djævelen kommer til at fylde i vores liv og komme til at bestemme over vores liv det er ved at vi lader noget andet fylde os. At vi har en anden end Djævelen til at fylde os, nemlig Gud. Lad Helligånden fylde os helt og lad alt det, der tilhører ham, fylde os og ikke noget af alt det åndeligt bras vi finder i fjernsynet, mange dagblade, i radioen osv.

Så budskabet i sidste søndag var: Lad dig fylde af Gud – og en konsekvens af at Gud fylder os, det er denne søndags budskab: Lad Gud bruge dig.

Den situation vi læser om her er at Jesus og disciplene er taget af sted afsides – sikkert for at Jesus kan få ro til at bede. Men en stor mængde mennesker finder efter på at komme sejle efter ham til dette øde sted, men de har ikke tænkt på, at de jo også skal have et eller andet at spise. Jesus ser problemet og spørger Filip: ”Hvor kan vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?”

I første øjekast ligner denne sætning bare et ganske almindeligt spørgsmål: Hvor skal vi købe brød? Vi skal lige tænker igennem, at Jesus jo ikke var en hvilken som helst folkeforfører, men at han er den almægtige Gud, der kunne skabe himmelen og jorden med et ord. Hvis han var det, hvorfor kunne han så ikke bare skabe mad her uden disciplenes hjælp? Det kunne han også godt – lige som han godt kunne klare sig uden vores evner, uden vores indsats i kirken eller uden det vi kunne bringe frem. For dybest set har Gud jo ikke brug for os – for havde han brug for os, så ville han jo ikke længere være almægtig. Nej, Gud er almægtig og han har ikke brug for os, men han så vælger at bruge os alligevel er så en helt anden ting. Vi kunne jo kalde det for en nåde, at Gud vil bruge os alligevel, en nådestilkendegivelse,  at han vil dele ansvaret for hinanden med os. Så derfor fik Filip spørgsmålet: ”Hvor kan vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?”.

Disciplene har garanteret tænkt, at de ikke havde noget ansvar overfor de mennesker her – for det er vel ikke vores skyld, at de ikke har tænkt på at have mad med.

Nu har Folkekirkens nødhjælp landsindsamling i dag – og de er ikke de eneste, der hjælper Afrika i deres kamp mod sulten, men dybest set, så er det jo ikke vores skyld… eller i hvert fald ikke vores generations skyld, at disse mennesker sulter. Vi skal vel ikke hjælpe alle steder, vel? Eller vi har måske en nabo, der ikke rigtig kan klare sig eller som lever under ensomme forhold… og ærligt talt, så kan jeg godt forstå det, for vedkommende er altså ikke særlig hyggelig at være sammen med. Så det er vel ikke mit ansvar.

Det med at skubbe ansvaret for os er en af de traditioner, som vi mennesker har haft i generation efter generation. Vi kan finde den helt tilbage i Edens have: Det var ikke min skyld, at jeg spiste af frugten – det var kvinden. Nej, det var slangen….” eller udenfor Paradisets have får Kain spørgsmålet: ”Hvor er din bror?” og Kain svarer frækt op i hovedet på Gud: ”Det ved jeg ikke, skal jeg vogte min bror”.

Det at være disciple af Jesus betyder at vi har ansvar for vores bror. Vi får givet ansvar for vores næste – også selv om vores næste selv er skyld i deres fejl. For det at være en kristen betyder også et kald til tjeneste for vores næste – kærlighedens tjeneste. Gud bryder ind i vores egoistiske liv og kalder os ud til opgaver for vores medmennesker – og dem er der nok af, så vi vil aldrig blive arbejdsløs.

Men hvordan reagerer vi, når Jesus kalder os til en tjeneste, når han vil dele ansvaret med os? Der findes to svar – der findes disciplen Filips svar og der findes disciplen Andreas´ svar.

Filip er tegnes igennem hele Det nye Testamente som en meget snusfornuftig mand – og det kommer også frem her. For han kigger ud på de 5000, der er omkring dem og han kan godt set at det her virkelig er en situation, som de ikke kan klare. Så han svarer: Brød for 200 denarer slår ikke til, så de kan få bare en smule hver.

Det er fornuftens svar: Jo, jeg vil gerne hjælpe, men jeg har ingen mulighed for det – vi har ikke det, der skal til. Fornuften er særdeles god at have – en af de ting, man ofte får skubbet i skoen, når man er kristen det er, at så skal man jo slå hovedet fra og deponere vores fornuft i Bibelen. Nej, sådan er det ikke – men vi må bare erkende, at selv om vi er fornuftsvæsner… eller mere eller mindre fornuftige væsner, så har fornuften sine grænser. Som kristne får vi nemlig lov til at regne med den ubekendte faktor – eller som man siger det i matematikkens verden, så har vi X – den ubekendte faktor. Vi får lov til at regne med Gud. Vi får lov til at regne med, at han kan gribe ind. Fornuften er en god ting, men løsrevet fra troen, så vil den regne forkert – for den regner ikke med Jesus. Den ser bort fra ham og hans magt til at velsigne.

Fornuften vil igen og igen komme til det svar, som Filip kommer med: Det er umuligt at tjene Jesus i dette tilfælde, for vi har ikke de midler, der skal til.

Jesus stiller os virkelig fra tid til anden overfor opgaver, der er umulige, hvis vi alene har fornuftens med os som vores hjælper. Det kan være steder, hvor menneskelige hjælpemidler ikke kan stille noget op. Mennesker, hvis liv er gået fuldstændigt fra hinanden. Mennesker, der har mødt den knugende sorg. Mennesker, der ligger ødelagt langs livets vej, røvet og plyndret og mishandlet af den store røver fra Helvede.

Eller tænk på den vanvittig svære opgave det er at få andre til at tro på Jesus – at vise andre, at Jesus er den han siger han er. Der skal virkelig kæmpes mod ligegyldighed, tvivl, skepsis. Den er en umulig opgave – hvis man kun har fornuften med sig, men der er et alternativ til fornuftens svar: Der er troens svar. Det er Andreas, der kommer hen til Jesus: ”Der er en dreng her, han har fem bygbrød og to fisk, men hvad er det til så mange.

Andreas trodser sin fornuft, der siger ”umuligt” og så rækker han det, der er til rådighed: fem bygbrød og to fisk. Fornuften råber ”Umuligt” – troen lægger det hele over til Jesus.

Det er sådan vi skal handle som troende: Lægge det vi har i hans hænder, fordi troen vover det tro, at  det nytter noget. Vi skal ikke lade os stoppe af fornuftens rimelige svar – eller dens måske tvingende svar, men vi skal bare lægge det over til Jesus.

Vi skal lægge de smuler, som vi har over til Jesus. Det kan være en smule kærlighed, en smule tid, en smule kræfter, en smule ord. Det kan være at tale med sine kamerater, sine børn, singe børnebørn om Jesus. Eller gå hen og besøge et sygt og ensom menneske. Det kan være at bede – det kan være at give penge til gode formål. F.eks. her i dag med Folkekirkens Nødhjælp. Det kan godt være, at det ser så uoverstigeligt ud de problemer, der skal afhjælpes og hvad betyder mine 500 kr. dér? Ikke noget med fornuftens øjne, men læg dem i Jesu hænder, så sker der ting og sager.

Det kan godt være, at folk ryster på hovedet, men vær ligeglad med det, for Jesus – han ryster ikke på hovedet, han rækker sine hænder frem og tager imod det, du kommer med.

Næste skridt vi skal gøre er så at gå ud igen. Vi skal være som disciplene, der bar de brød og fisk ud, som Jesus havde velsignet. Det er ikke nok bare at lægge tingene i Jesu hænder – vi skal også gøre slæbet. Som en har sagt: Jesus gør underet og vi gør slæbet. Det er ikke nok, at vi begynder hver dag med at bede Gud om at velsigne vores dag, så vi kan tjene ham, hvis vi alligevel ikke har lyst til det der, der kræver slid, slæb, tid og kræfter. Brødet, som Jesus velsigner skal bæres ud, selvom kurvene kan være tunge og selv om vi skal gå langt. Jesus sender os af sted.

Det er hvad jeg har set i teksten til i dag. At Jesus deler ansvaret med os – at han vil have at vi bruger de smuler vi har – at vi skal trodse vores fornuft og at han vil bruge os og trodse vores dovenskab.

Og takken skal hele tiden gå opad – også fra os, der tager ansvar, lægger smulerne i hans hænder og som bagefter bruger tid og kræfter på det. For tænk, at den himmelske Gud vil have os som sine tjenere. Tænk, at han ikke bare tåler os og bærer over med os, men at han bruger os fuldstændig. Det er da værd at takke for.