Denne side er set 116 gange!

Denne prædiken er skrevet til nytårsdag 2020. Jeg havde egentlig regnet med at holde en prædiken med overskriften “Gør 2020 til bønnens år” – men det blev altså en prædiken om: “Lad os lære at bede rigtig i 2020”. Den blev derfor hurtigt alt for lang – men jeg synes selv at jeg blev opbygget af at arbejde med de her ting, så måske andre kunne finde glæde i det samme. Så her kommer førsteudgaven af min prædiken – den er ikke rettet til sprogligt eller andet, her er råt for usødt: Lær os at bede.

—————————————————————————

Jesu disciple havde set hørt Jesus prædike, de havde set Jesus gøre undere og helbredt uhelbredelige, de havde hørt ham sætte de største religiøse autoriteter på plads og de havde hørt ham bede. Men de spørger ikke: “Lær os at helbrede” – “lær os at prædike” – eller lær os en eller anden metode, som vi kan kopiere og blive en lige så stor succes som dig. Og det var ikke fordi de aldrig havde hørt nogen bede før, det var ikke fordi de ikke selv havde bedt: Nej, det var oplært indenfor den jødiske tro, hvor bøn var meget fremtrædende. De kunne bede, så det var ikke fordi de manglede ord, manglede metoder – de ønskede at lære om hans hemmelighed – de ønskede at lære om hans vej til Gud. Lær os at bede. Og Jesus lærer dem at bede – og lærer dem den bøn, som vi kender så godt, at selv de mennesker, jeg har stået ved siden af, hvis hjerne er ødelagt af Alzheimers, at selv de kan finde hænderne sammen, selv de kan mumle med på den bøn, Fadervor.
“Lær os at bede” – jeg har i hvert fald aldrig i mit liv kommet med det ønske til nogen – og det er ikke fordi jeg ikke har set nogen, hvis bønsliv på en eller anden måde så mere rigt ud end mit. Som var mere bedende mennesker end mig. Jeg har aldrig sagt til nogen “lær mig at bede” – måske I har, men det har I nok ikke.  Men tager jeg ikke fejl, så har de fleste af os alligevel haft det sådan: Hjælper det her overhovedet? Er der nogen, der lytter? Jeg får ikke noget ud af det her. Måske er det fordi at vi har forkerte tanker om det at bede – måske er det fordi vi beder forkert. De fleste af os har hørt helt fra begyndelsen, at bøn er ligetil, ja, det at bede er at tale til Gud, en samtale. Og det er også rigtigt – og så er det, det rene vås. Det er et godt udgangspunkt, men kun som et basis, men rykker vi ikke videre, så går vi fejl af bønnen. Måske vores nytårsforsæt i år ikke skal være at tabe os eller andet i den dur, men vil det ikke være skønt at kunne bede bedre, bede rigtigere – ja, at bede som Jesus?
“Lær os at bede”.
Jesus begynder med at sige: “Når I beder, må I ikke være som hyklerne….” og der jo heldigvis ingen hyklere herind i kirken. “Når I beder, må I ikke være som hyklerne” …. det skulle da lige være mig “… “hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker”. Sådan er ingen af os der gør – de fleste af os vil nok blive betragtet som vanvittige, hvis vi gjorde det – men på det her tidspunkt var der en kultur, hvor de åndelige mennesker bad de her lange komplicerede bønner, så folk kunne se deres hellighed. Men Jesus sagde: Hold op med det – hold op med at blive set af andre, så folk siger: Hold da op, du er så åndelig. “Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig”. For at bede, så skal du være alene, for at bede, så skal du være, hvor ingen andre ser dig, du skal være isoleret fra verden omkring dig – bed til din far, som er i det skjulte – og Gud vil se dig i det skjulte. Jeg har det virkelig sådan: Er det ikke nok? Jeg sidder alene – men i min ensomhed, ser Gud mig. Der er vel ikke meget andet, der betyder noget, end tanken: Gud ser mig, Gud kender mit navn, Gud høre min bøn. Og Gud vil lønne os. Og nej, det betyder ikke: Gud vil opfylde vores bønner – Gud vil gøre som vi beder om. Det ved vi godt: Det virker ikke – ellers havde der nok holde flere sportsvogne ude på parkeringspladsen, eller der vil være flere af os, der var gift med gadens mest populære pige eller dreng…. så vi ved godt: Det virker ikke.
Det virker heller ikke at tæppebombe Gud med ord, så han til sidst presses til at lade sig overbevise og bøje efter vores vilje. “Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. “
Og så kommer der noget, der måske kan være lidt demotiverende: ” Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. “
Men hvis Gud allerede ved, hvad jeg har brug for, før jeg beder, hvorfor skal jeg så bede? Hvis det ikke handler om at informere Gud om mine tanker og ønsker, hvis det ikke handler om at overbevise Gud, hvis det ikke handler om at tro Gud til at gøre hvad vi vil. Hvis det ikke handler om at bevæge Gud. Hvad er bøn så? Lad os lige have spørgsmålet i baghovedet?
Jesus har sagt, hvordan vi ikke skal bede, nu kommer han til os med måden vi skal bede på. Ikke at hvis vi så gør det på denne måde, hvis vi bruger den her formel, så vil Gud lystre os. Nej, for det er magi, det er religion – det er ikke kristendom. Nej, “Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene!”. Det slår mig igen og igen, hver eneste gang jeg tænker over det: Jeg må se på Gud som min far. Gud er ikke en eller anden upersonlig kraft, Gud er ikke en eller anden ånd, som vi ikke kan forholde os til – nej, Gud har følelser, Gud har tanker, Gud har planer – og de er rettet mod mig som mine følelser, mine tanker og mine planer er rettet mod mine børn, som jeg elsker så højt og som jeg vil gøre alt for og som jeg ønsker det aller bedste for. Når vi har det stærke bånd til vores familie, dem vi elsker, så er det fordi Gud har skabt kærlighed, han har skabt følelsen af kærlighed – så han kender følelserne, for han har selv skabt dem. Tal ikke til mig som om jeg er et eller andet upersonligt, et “det”, kald mig far, kald mig “farmand”. Jeg elsker at få et knus af mine børn – jeg elsker den hengivenhed, elsker deres kærlighed – når jeg tænker mine bønner igennem, er det så sådan jeg har det, når jeg beder til ham: At jeg slår armene omkring min elskede far? For det er det, Gud ønsker: Et fællessskab bundet sammen af kærlighed. Jo, jeg vil gerne have at mine børn gør hvad jeg siger, jeg vil gerne have at de opfører sig ordentligt, men hvis der kun var det, så ville jeg ikke synes om at være far, så havde det bare været regler og forbud og retningslinier – og ikke et forhold baseret på kærlighed. Og jeg ved godt, at der er nogen, der ikke har haft sådan et forhold til deres far, fordi det var bare regler, det var bare at adlyde – og gjorde man ikke det, så “faldt fars hammer”. “Du kan bare vente dig til far kommer hjem”. At du aldrig rigtig var godt nok, at de skulle imponere ham. At du aldrig rigtig har haft en samtale, at du aldrig har fået et knus. Vi skal ikke bede til Gud som til vores jordiske far – vores far, der er lige så uperfekt som os selv. Vi skal bede til Gud som vores himmelske far, som ham, der er den perfekte far.
Ja, han er mere, for bønnen fortsætter: “Helliget blive dit navn” – Gud er ikke bare som vores jordiske far, han er vores himmelske far, så stor og hellig, at selv hans navn er helligt. Jøderne turde ikke engang udtale hans navn. Gud er vores himmelske far, og så samtidig, så er Gud den almægtige, , der giver mig lov til at leve. Prøv en gang at træk vejret helt ned i lungerne… det er skønt at kunne det… grunden til at du kan det, det er at Gud har tilladt dig at trække vejret. Taler vi til Gud, så er det fordi han tillader os at tale. Hvordan betrager vi en skabning, som er den skabning, der har givet os evnen at betagte og tillader os at se? Hvordan lytter vi til nogen, som har givet os evnen til at lytte? Hvordan skal vi omgåes en, som vi i den grad er afhængig af – hvert eneste sekund vi lever, lever vi fordi han tilllader det. Det er det befriende ved kristendommen – det er det komplicerede ved kristendommen, at vi har en Gud, som vi både skal tale til som vores far, som ønsker det nære imtime fællesskab med os, men som samtidig er ham, hvis navn og person skal være helligt for os. Jeg ved ikke – men jeg tror jeg er nødt til at bruge resten af mit liv på at finde ud af hvordan jeg lever i den ballance. Hvordan have det intime forhold og samtidig behandle Guds som hellig.
Lad os prøve at sætte foden på speederen: “komme dit rige – ske din vilje som i himlen således også på jorden” – hvor bliver det godt det tidspunkt, hvor Guds rige kommer. Hvor Guds rige sætter sig igennem  hvor Jesus kommer på skyen og stopper al vores fnidder, vores ondskab, vores sygdom, vores udbytnig af andre – hvor det bare er Gud, der bestemmer. Der kommer et tidspunkt, hvor det er hans vilje, der sker på jorden – og kun den. For lige nu er vi i en periode, hvor han lader vores vilje ske, også selv om det skader os selv og andre. Vi beder “ske din vilje” – men mener vi det? Mener vi det virkelig? Ønsker vi ikke nogen gange, at vi kan bestemme over Gud, så det er vores vilje, der skal ske. “Ske din vilje – men pigen, hende vil jeg have”. Jeg har virkelig prøvet rigtig mange gange at fortælle Gud hvad han burde gøre. Jeg har en fornemmelse af hvad der er godt, hvad der er fair – og så fortæller jeg Gud det. Vi ved hvad der er bedst for os – Gud skal bare ind under min definition af fairness. Her er hvad jeg mener er det rigtige, her er hvad jeg mener er det bedste. Så det jeg i virkeligheden beder er: “komme mit rige, ske min vilje”. I stedet for at vi beder Gud om at hans ledelse må tage over, uanset hvor det så bringer mig hen, for han er den store Gud, hvis eksistens jeg helt og holdent er afhængig af. Uanset hvad du, Gud, mener er det rigtige, så vil jeg underlægge mig det.
“Giv os i dag vort daglige brød”- den anden dag stødte jeg tilfældigvis på et vers fra Ordsprogenes bog (30,8-9). hvor der er en, der beder til Gud: “Giv mig hverken armod eller rigdom, men giv mig det at spise, der tilkommer mig, for at jeg ikke skal blive så mæt, at jeg fornægter dig og siger: »Hvem er Herren?« og for at jeg ikke skal forarmes og blive en tyv og krænke min Guds navn”. Er det ikke en fantastisk definition af “Giv os i dag vort daglige brød”? – altså: Giv os det, vi har brug for og ikke mere. Giv os ikke så meget, at vi mister tanken om at vi er afhængig af dig, Gud. Og giv os ikke så lidt, at vi er nødt til at stjæle for at leve. Så det vi beder om: Uanset hvad, Gud, så gør mig ikke rig, så jeg glemmer dig. Gør mig ikke så fattig at jeg er nødt til at stjæle fra andre.  Giv mig lige det, jeg har brug for, hverken mere eller mindre.
“… forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”. Det er den del af Fadervor, som gør mig bange, så derfor beder jeg den ofte uden rigtig at tænke over at jeg lægger en klausul ind i min bøn: Du skal gøre overfor mig, som jeg gør over for andre. Det vi beder Gud om er at på samme måde, som vi tilgiver alle dem, der har gjort noget ondt imod mig, sådan skal du tilgive mig. Hvor mange gange har jeg ikke bedt denne bøn, imens jeg var vred mod nogen, imens jeg var bitter og ikke var klar til at tilgive – jeg er stadigvæk vred på ham og jeg mener jeg har ret til det, og så bad jeg: Hvis jeg ikke tilgiver, så skal du heller ikke tilgive. Er det virkelig det, vi beder – eller er det bare noget, vi siger. Vi lever af hans tilgivelse – lad os udbrede den tilgivelse til dem omkring os. Vi er afhængig af at han tilgiver os – vi burde ikke rejse os, før vi har fået den tilgivelse. På samme måde burde vi måske ikke stoppe med at bede, før vi havde tilgivet ham eller hende, hvis ansigt popper op, som en, vi ikke kan tilgive. Det vil nok gøre, at vi skal bede noget længere, for “forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”
Og Jesus fortsætter “og led os ikke ind i fristelse” – og jeg tænker: Nej, det behøver han ikke, det skal vi nok selv klare. “led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.” Hjælp mig i kampen mod synden – tilgive ikke min synd, tøm ikke bare min spand fyldt med synd, så jeg kan komme tilbage om en uge igen og få den tømt igen – men hjælp mig til at jeg ikke fyldere den mere. Hjælp mig til at jeg ikke må synde igen. Hjælp mig til at jeg må kæmpe mod min synd. Vi skal ikke bede, hvis vi ved at vi vil synde, men vi skal bede, hvis vi er træt af at synde.
Når jeg tænker på det her, næste gang jeg beder Fadervor, så vil der ske noget inde i mig. Så er det mig, der bliver bevæget, når jeg beder “Forlad mig  – som jeg forlader” – “giv mig det, jeg har brug for, og ikke mere”. Gud lønner os, Gud hører vores bøn – den bøn er altid en succes, ikke fordi den bevæger Gud, men fordi den bevæger mig.  Så måske er det svaret på: Hvorfor skal vi bede, når Gud allerede ved, hvad vi beder om, når Gud allerede kender vores tanker og vores ønsker og vores behov?
Vi skal bede for at blive bevæget. For at blive ændret. For at forsøge at se tingene som Gud ser tingene. Det er ikke altid at vi får det, vi beder om, og jeg er taknemmelig over at vi ikke altid får det, vi beder om. For vores udsyn er bare her – Guds er uendeligt. Gud ved, hvad der tjener os bedst, og Gud stopper ikke med at være Gud fordi vi beder til ham. “Mit rige vil komme, min vilje vil ske” – og jeg inviterer dig til at blive en del af det.
Hvorfor skal vi bede? Jo, når Gud bliver så stor for os, så skrumper alle de vigtige ting ind i vigtighed for det store, at jeg sidder her og kan dele dem med min almægtige far. At jeg sidder og beder til Gud – himlens og jordens skaber, og må øse mine tanker ud for ham – og kalde ham far, og når vi er færdige med vores bøn, vil han svarer tilbage: Ja, jeg ved det. Jeg kender til din søn, som er syg. Jeg kender til din arbejdsløshed. Jeg kender til problemerne i dit ægteskab. Før du overhovedet satte dig ned for at bede – så kender jeg til dine behov. Men jeg er glad for at du deler det med mig.
Lad os 2020 være året, hvor vi lærer at bede.  Hvor vi begynder hver dag med at sætte Guds vilje over vores vilje. Hvor vi begynder hver dag med det håb, at han må give os lige nøjagtig det vi har brug for – og det vi kan bære – og dele hans tilgivelse ud over mennesker omkring os. At vi i vores bøn må ære vores Gud, hvis navn er helligt og som er vores far.At vi må lade ham bestemme – som vi slutter vores bøn med:
“For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.”