Denne side er set 919 gange!

Palmesøndag – julekristen eller påskekristen?

(Matthæus 21, 1-9)

Folkestemningen er noget mærkeligt noget – den ene dag er den med en, og den næste dag, er den imod en.

Da den amerikanske præsident Woodrow Wilson kom til Europa efter 1. Verdenskrig, blev han modtaget som en sand helt, der stillede alle de europæiske krigshelte i skyggen… både i Frankrig, Italien og England. Præsident Wilson var en international helt, der blev mødt i Paris af en jublende skare. I Wien var en Røde-kors-arbejder nødt til at børnene, at der ikke ville være julegaver det år på grund af krigen og de hårde tider. Men børnene ville ikke tro hende, de sagde, at nu kom Præsident Wilson, og de vidste, at så ville alt blive godt igen.

Sådan var der bred optimisme i vores verdensdel, og man troede rent faktisk, at 1. Verdenskrig var den sidste krig nogensinde, og at verden var blevet sikker.

Hyldesten varede omtrent et år, så begyndte den at forstumme. De europæiske politikere havde deres egne politiske dagsordner, som de var mere interesserede i end i en varig fred. I Amerika faldt Præsident Wilson i kløerne på oppositionen, som væltede ham ved præsidentvalget, alt imens det politiske slid langsomt tærede på hans helbred. Sådan gik det til, at Woodrow Wilson, en mand som 2-3 år før var blevet hyldet som den nye verdens frelser, døde som en nedbrudt og besejret mand.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på den nuværende amerikanske præsident Barack Obama – det er jo lige før, at han bliver mødt med lige så store forventninger. Kun fremtiden vil vise om han kan leve op til de store forventninger. Men lige nu bliver han modtaget som en helt og bliver tiljublet. Og ikke mindst journalisterne er meget spændt på, hvad han vil sige, når han en gang i denne uge, skal holde en stor tale i Prag. Der er store forventninger til hvad Præsident Obama kan gøre for verdensfreden.

I dagens evangelium høre vi om Jesus, der bliver modtaget lige som de to præsidenter – man mødte ham med store forventninger. Nu skulle der skabes en verdensomspændende fred. Her kom Kong Davids søn – han som profeterne har talt om, der skal udråbe ”fred til folkene, han hersker fra hav til hav”, og fra floden ved verdens ender”. ”Velsignet være han, som kommer i Herrens navn”.

Der kom kongen! De to præsidenter Wilson og Obama, havde og har militær magt bag sig, men Jesus kom ikke kørende ind i Jerusalem på en tank eller en stridshest. Men jøderne lod sig ikke narre af at Jesus kom ridende på et æsel, og ikke på en stridshest… for de kunne deres Bibel, og de kendte det stykke (som jeg har læst fra alteret), ”Se din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig og ridende på et æsel”. Forventningerne kogte over i folket, da de så opfyldelsen af denne profeti: ”Hossiana”… det betyder ”Frels”. ”Frels, Davids søn”. Frels og dog fra de ækle romere”.

5 dage efter lød der et ”korsfæst ham” i byen, og ”frels dog” tilråbet blev til en hån fra folket ”andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse”. Hvordan kunne stemningen ændre sig så radikalt? Det giver simpelthen ikke mening. Når en så stor folkemængde i den ene uge kaster sig for Jesu fødder, hvordan kan han da blive pågrebet og dræbt i den næste?

Jeg er kommet frem til tre svar på, hvorfor folket vendte om på en tallerken.

1) Jesus talte om forpligtelse.

2) Jesus kunne ikke levere varen.

3) Jesus talte om et kors.

 

1) Jesus talte om forpligtelse

Der er en enkelt linje i musicalen ”Jesus Christ Superstar”, som har bidt sig fast i mig. Og det er, da Jesus ridder ind i Jerusalem, og folket hylder ham. ”Christ you know I love you. Did you see I waved?” Oversat betyder det: ”Kristus, du ved, at jeg elsker dig. Så du ikke, at jeg vinkede?”

Der var mange i flokken, der vinkede den dag, men Jesus ønskede hengivenhed og opofrelse, og ikke bare hilsner. Han ønsker hjertets forpligtelse, ikke bare vinken med hånden.

På samme måde i dag – Jesus ønsker hjertets forpligtelse, ikke bare en tom gestus. Heller ikke bare den gestus, det er at sige, at man er en kristen. ”Vi lever i et kristent land, jeg er døbt, altså er jeg en kristen”. ”Kristus, du ved, at jeg elsker dig. Så du ikke, at jeg vinkede?”

Ordet kristen bliver kun brugt to gange i hele Det nye Testamente – hvorimod ordet discipel står 269 gange. I evangelierne siger Jesus mange gode ting til masserne, til de ”kristne”, som kom og hørte ham tale, men som snart ville vende tilbage til deres hjem og sætte religionen tilbage på boghylden.

Når Jesus virkelig havde noget at sige, så kaldte han sine disciple sammen, og fortalte dem det.

Også i da er der mange, der er kristne, men hvor mange af os siger, at vi er Jesu disciple, og også er det? Vi er mange, der er medlemmer af kirken, men som ser discipelskabet bare som en valgfri ting, så kan vi altid se om vi vil gå videre… en anden gang. Lige nu er det nok, at jeg vinker.

 

2) Jesus kunne ikke levere varen

I hvert fald ikke den vare, som folkene i Jerusalem havde regnet med. De havde hørt rygter om hvordan han havde skabt brød til 5000 mennesker midt i en ødemark. De havde hørt rygter om hvordan han havde helbredt lamme, blinde, dæmonbesatte… der gik endda et rygte om, at han havde gjort en død mand levende igen.

De havde ønsket et jordisk kongerige – han lovede dem et himmelsk kongerige. De ønskede hævn over romernes tyranni – han talte om at vende den anden kind til, og han talte om at elske sine fjender. Han ville ikke være, som de ville have ham til at være – så derfor stoppede hyldesten og piben fik en noget anden lyd.

Men det er sådan set ikke noget nyt, for Jesus har sådan set altid givet noget andet, end det folk forventede.

1) En mand søgte helbredelse – Jesus gav ham tilgivelse.

2) Disciplene ville ikke have, at børnene generede Jesus – Jesus sagde: Lad de små børn komme til mig – Guds rige høre sådanne til”.

3) Disciplene ønskede en kongekrone – Jesus gav dem en tornekrone.

Jesus viste sig igen og igen som den, der ikke lever op til forventningerne.

Hvad med os i dag? Forsøger vi at skabe Jesus om i vort billede, så han passer med vores forventninger i stedet for at lade os skabe om i hans billede, så vi passer ind i hans plan med os?

Forsøger vi at begrænse hans magtområde i vores liv? Bliver vi ved med at holde fast i vort ”Hossiana” – vores jubelråb eller bliver det også til et ”korsfæst ham” ”væk med ham”, når Jesus bliver til ulejlighed, bliver ukomfortabel eller farlig, som Guds veje har det med at blive. Når det at være en kristen ikke bare er herlighed, men også indeholder det kors, som Jesus siger, at vi skal tage op.

Og det er den tredje ting, der kunne have været med til at hyldesten stoppede:

 

3) Jesus talte om et kors

Ikke bare for sig selv, men også for os, der vil følge ham.

                      Mester med den tunge tornekrone

                      Havde blot du været jordens gæst

                      For at læge, frelse og forsone

                      Var det ingen sag at være præst.

Sådan skriver Kaj Munk i et digt og fortsætter:

                      Men når nu den tunge tornekrone

                      Og de mørke blodspor til din grav

                      Og din tales smertedybe tone

                      Vidner, at du også stiller krav.

Der er ikke noget i vejen for at stå og hylde Jesus med Hosianna, men på et eller andet tidspunkt giver Jesus dig tegnet – korstegnet. Tegnet på, at du skal komme og følge ham og gå ud i dit livs eventyr. Men lad os ikke tage fejl af hvad dette tegn betyder, for budskabet er det samme for alle: ”Den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal vinde det”

Det betyder ikke det samme for os alle sammen. Jesus vil kalde dig til at give slip på noget, for at give dig så meget mere, det er korsets budskab. Jesus gav sit liv, for at vi skulle have livet – fuldt ud. Det skal vi huske, når vi er fristet til at soppe med vores hyldest.

 

Afslutning

Når jeg hører teksten om Jesu indtog i Jerusalem, så er det en god anledning til at spørge mig selv om jeg vil falde af på en af de tre punkter, som folkene i Jerusalem gjorde… og så stoppe hyldesten. Vil jeg nøjes med at vinke til Jesus – og kalde mig en kristen, eller vil jeg kalde mig en af hans disciple? Vil jeg forsøge at ændre ham og hans budskab, så det passer til mig? Vil jeg stikke halen mellem benene, når han vinker mig hen til sig med sit kors?

Jesus er ikke kommet for at gøre livet surt for os, men for at give os det sande liv, sammen med ham. Det liv, der fortsætter ind i evigheden. Hvad er vores svar til ham, når han kommer ridende? Påsken er en god tid til at tænke over det det spørgsmål.