Palmesøndag (2016)

Lyt til prædikenen:

Læs prædikenen:
Stakkels Judas!! Stakkels, stakkels Judas – en så fantastisk start og en så forfærdelige slutning.

Judas, den udvalgte, den heldige, den privilegerede, den pletfrie…
 
Judas – den udvalgte. Han var håndplukket af Jesus selv til at være hans discipel.

Judas – den heldige. Der er kun 12 mennesker i hele verdenshistorien, der har levet sammen med Jesus – i et så tæt forhold, hvor de spiste sammen, sov sammen og vandrede rundt sammen med den almægtige Guds søn. Judas var en af de tolv.

Judas – den privilegerede. Der er kun 11 andre, der har hørt Jesus prædike som Judas gjorde. Judas var med, da verden for første gang hørte lignelsen om Den fortabte søn. Lignelsen om det vildfarne får eller om sædemanden og den barmhjertige samaritaner. Judas sad og lyttede.
Der er kun 11. andre, der har hørt Jesus bede, tale – som Judas han havde hørt.
Der er kun 11 andre, der har set Jesus gøre mirakler, som Judas gjorde. Judas sad sikkert i båden i havsnød, da Jesus kom vandrende hen over søen og disciplen Peter gik ud til Jesus på bølgerne. Judas oplevede sikkert også, at hvordan Jesus rejste sig i båden og truede af vinden og søen, så alt blev blik-stille. Måske var Judas med til at tage ligklæderne af Lazarus, da Jesus opvakte ham fra de døde.

Judas – den pletfrie. Ingen kunne sætte en finger på Judas. Alle de andre disciple havde noget i deres fortid, de kunne skamme sig over eller også havde de nogle personlighedstræk, der pådrog dem negativ opmærksomhed. Det er som om at ingen kunne sætte en finger på ham. Ingen af dem peger på Judas, da Jesus siger, at en af jer vil forråde mig. Nej, de er travlt optaget med at skyde det væk fra sig selv – “det er vel ikke mig?”. Som om at det lå i dem alle, at de kunne finde på det… men ingen pegede på Judas: Er det Judas? Ja, så meget tillid havde flokken til ham, at han havde fået æren af at passe på de penge de havde samlet sammen

Judas – den udvalgte, den heldige, den privilegerede, den pletfrie, den anerkendte, den tillidsvækkende. Men også den pengegriske forræder – den dømte, fordømte, det var bedre at det menneske aldrig bar blevet født, siges der om Judas.

Hvor er det forfærdeligt… hvor er det uhyggeligt. For jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis en, der har haft de muligheder som Judas havde, kan falde fra, så kan jeg også. Når Judas kan gå op og ned af Jesus og kun tænke på penge, så kan jeg også. Judas havde alle de muligheder for at se hvem Jesus er – og så ser han intet, forstår intet og føler intet.
”Olien kunne være solgt for 300 denarer”… Der er nogle, der ser ud til at kende prisen på alt, og som dog alligevel ikke kender værdien af noget.

Men ja, det var en vanvittig masse penge, Maria brugte på Jesu fødder – hvis Judas ikke overdriver, så ville man kunne have fået 300 denarer for det. En denar var det en gennemsnitlig arbejder fik i løn om dagen – så olien var 300 dagløn værd. Sidste år var den gennemsnitlige årsløn i Danmark 294.000 – hvis vi dividerer det med 365 dage og ganger det med 300, så vil olien ifølge Judas kunne være solgt for 240 tusinde danske kroner. Er det urealistisk?

Imperial Majesty - verdens dyreste parfume

Imperial Majesty – verdens dyreste parfume

Jeg googlede lige på nettet for at finde ud af hvad den dyreste parfume i verden koster – den hedder Imperial Majesty og for en almindelig størrelse parfume skal man slippe 1,4 millioner danske kroner. Den er faktisk blevet solgt – blandt andet til en kinesisk forretningsmand, der ønsker at være anonym.

Maria bruger en olie til 240 tusind kroner…. Var denne olie et arvestykke eller måske var det hendes medgift? Eller skulle olien være solgt som Marias efterløn, der skulle sikre hende i hendes alderdom? Men i stedet for at bruge den på sig selv, så bruger hun den på Jesus! Når Maria så Jesus fyldtes hun med glæde og taknemmelighed – og det blev omsat i en overdådig demonstration af hengivenhed, en ødselhed. Judas´ hjerte følte intet af dette, han værdsatte penge mere end han værdsatte Jesus. Maria elskede Jesus – Judas elskede penge. Han fik ikke del i de 294 tusind, som olien kunne sælges for, men et par dage efter fik han 6-7000 for at forråde Jesus.

Penge, penge, penge… ”Er til bekymring for fattig og for rig” siger Giro-413-sangen.  Eller Dan Turell siger i digtet ”Pas på pengene” (Lyt til den her):
”Gi dem væk
De får dig til at glemme at elske
Gi’ dem væk
De får dig til at glemme at danse
Brænd dem
De for dig til at glemme din smags sans, din farvesans
Penge er dødsens farlige

Pas på din kærlighed

Penge er dødsens farlige
Et hårdere stof end noget andet jeg har kendt
Langt mere vanedannende end morfin
De forgifter dine tanker”
Paulus siger det på denne måde:

”tomhændet kom vi til verden, og tomhændet skal vi gå ud af den; har vi føde og klæder, skal vi lade os nøje med det. Men de, der vil være rige, falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse. For kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter”. (1. Tim 6, 7-10).

Jesus siger det et andet sted: ”Du kan ikke tjene båd Gud og mammon, penge” (Matthæus 6,24).

Paulus siger det,
Jesus siger det
Judas beviste det: Kærlighed til penge, lysten til at være rig, er selvmorderisk. Det gør dig blind overfor hvad jeg er værd. Hvis du ikke kan se, at jeg skal eftertragtes langt mere end alverdens rigdomme, så vil du dø. Din forkærlighed for penge, er en forkærlighed for døden.

Stakkels, stakkels Judas… Jesus var lige foran dig, frelseren var lige foran dig. Han var så tæt på dig, at du endda kyssede ham på kinden. Du kyssede døren ind til himmelen, den eneste vej til Gud – for at kaste dig over pengene og til sidst kaste dig i døden, væk fra Jesus.

Stakkels Judas! Han ønsker ikke Jesus, men penge. Hans hjerte er det modsatte af Marias hjerte. Hendes hjerte er ret – hans er forkert. Jesus siger ”Judas, hold mund – lad Maria være, for hun har set mig, hun har set min værdi! Du ser ikke noget som helst i mig, ikke andet end noget, der er værd at sælge. Så lad hende være – hold din mund. Tag ikke Marias glæde fra hende – pil ikke ved hendes syn på mig, bild hende ikke ind, at noget er for værdifuldt til at ofre det for mig. Hold mund, Judas – lad hende være”.

Stakkels Judas – når han kan falde fra, så kan jeg også! – Når han kan, så kan du også.
Lad os ikke blive lokket af rigdom som Judas. Fristelsen er overalt: Bliv rig på penge! Lån penge, tjen penge, stjæl penge. Elsker du penge? Vil du være rig? Bibelen siger, at hvis du vil være rig, så er du på kurs mod selvmordet. Jeg husker stadigvæk den elskelige og humoristiske kordegn i min barndomskirke – vellidt af alle, når han kom gående med sin tyrolerhat. Men en dag hængte han sig på kirkekontoret: Løbende havde han stjålet af kassen til bryllup og udbygning af sit hus… nu var det ved at blive opdaget og han valgte rebet i stedet for bekendelsen.

Penge er dødbringende. Vi skal have penge og bruge penge, men vi skal have respekt for dem som vi har respekt for ilden, når vi bruger den. Du kan ikke tjene både Gud og mammon. Er pengene din sikkerhed, din vej til glæde og forlystelser — din vej til lykke? Få din lykke, din glæde i Jesus – for Jesus er din rigdom. Jesus er din rigdom og alt hvad man kan købe for penge kan ikke sammenlignes med ham, men det kan forhindre dig i at have ham. Det skete for Judas.

Lad os være som Maria – og lad os ikke lade noget som helst få os til at moderere vores kærlighed til Jesus. Der står her i teksten, at duften fra olien fyldte hele huset… sådan skal vores kærlighed til Jesus, vores glæde over Jesus sprede ud fra os. At Jesus er din frelser og din glæde er aldrig nogen privat sag. Paulus skriver et sted, at vi er Kristi vellugt, der spredes hvor vi er (2 Kor 2,15). Lad vores reaktion på Jesus svarer til det, som han er værd og lad det spredes overalt hvor vi er.

Det er det uhyggelige ved Judas: Så tæt på og så langt væk. Vi er i kirke i dag – vi beder med på bønnerne, synger med på salmerne, tager til alters om lidt. Men hvis vi ikke kan se Jesus og hvis vi ikke kan se hans værdi, så vil vi dø. Så er vi så blind som Judas var – og er på kurs mod vores død og undergang. Lad os være som Maria – der ser Jesu sande værdi og som lever i den tro og den overvældende glæde.

Sidst Jesus var på besøg, så sagde Jesus til Martha: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?”

Jeg vil gerne slutte min prædiken af med samme spørgsmål: Tror du det?

Author: Kim Præst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *