Skærtorsdag (2006)

Denne side er set 799 gange!

Jeg vil her i dag rejse to spørgsmål: “Hvorfor går du til alters?” og så det modsatte spørgsmål: “Hvorfor går du ikke til alters?”. Det er jo skærtorsdag – dagen, hvor fokus er på nadveren, så det er vel egentlig to meget nærliggende spørgsmål.

Alle evangelister, dvs. Matthæus, Markus, Lukas og Johannes fortæller om Jesu sidste dage, men det er kun Johannes, der ikke nævner hvordan Jesus indstifter nadveren. Johannes er den sidste, der skriver sit evangelium – så mon ikke han har ment, at nu har de tre andre skrevet om nadveren, så vil jeg ikke også gøre det. Nej, jeg vil hellere fortælle om det mærkelig Jesus gjorde, da han ved påskemåltidet begyndte at vaske vores fødder.

Vi skal lige gennemtænke situationen – for normalt når jeg forestiller mig den aften, hvor Jesus indstiftede nadveren, så foregår det i en ophøjet nærmest guddommelig ro, hvor disciplene nærmest æder hvert eneste ord fra Jesu mund og kun har det i tankerne. Men sådan var det nok ikke. Hvordan mon Jesus følte det – han vidste, at Judas sad på spring for at løbe hen til præsterne for at forråde ham. De præster, der længe havde haft planer om at få ham fanget, men nu var klar med den bedst tænkelige plan. Han vidste, at disciplene ville forsvinde og gemme sig, imens han blev fanget og slæbt væk. Hvordan mon Jesus havde det den aften – glæde, sorg, frygt… medlidenhed?

Hvilke tanker sad Judas med, da han så Jesus bandt et klæde omkring sig for at vaske deres fødder? Hvad har Judas tænkt, da Jesus stoppede foran ham og begyndte at vaske hans fødder?

De andre disciple sad heller ikke med de frommeste tanker, for de diskuterede med hinanden om hvem af dem, der nu skulle være den største. Jesus var den allerstørste – men hvem skulle være nummer to, tre, fire…. og hvem skulle være nummer chok, der skulle krybe for de andre? Og så er det Jesus rejser sig op – binder et klæde om sig og kryber for dem alle sammen. Det var egentlig sådan noget den laveste tjener i huset skulle gøre, så det var virkelig mærkeligt. Jesus var jo deres mester, deres lærer… ja, den, de alle håbede på snart skulle blive Israels konge – og så gik han rundt fra discipel til discipel og vaskede deres fødder. Hvilken ydmygelse for Jesus!! I dag ville det nok være den, der fik vasket fødderne, der blev ydmyget, for “hvad med mine indgroede negle” – eller “fik jeg nu også skrubbet ordentligt mellem tæerne i morges”, men den gang var det Jesus, der ydmygede sig og tog arbejdet fra den mindste tjener.

Jesus bøjede sig for alle disciplene – han bøjede sig også for Judas og vaskede også han fødder. Frelseren Jesus bøjede sig for forræderen Judas. Frelseren Jesus bøjede sig for tvivleren Thomas. Frelseren Jesus bøjede sig for iltre Peter…. men det var mere end Peter kunne klare:  “Herre, vasker du mine fødder?… Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder!”. Peter havde set det forkerte i det Jesus gjorde – det havde de andre nok også, men Peter er jo den af disciplene, der er hurtigst på aftrækkeren og siger hvad han mener. “Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder!”.

 

Men hvad har det med nadveren at gøre? Hvorfor fortæller Johannes ikke om selve nadveren, men om noget, der skete ved nadveren?  Måske gør han det, fordi nadveren skal forstås som den måde Jesus tjener os på i dag – konkret. Der er nogle, der ser nadveren som en slags bekendelseshandling, at vi viser at vi tror på Jesus ved at gå til alters… og på samme konto er der så også nogle, der bliver væk, for “det er da for voldsomt at gå til alteret, for jeg har ikke en særlig stor tro”.

Men det er forkert – at gå til alters siger ikke noget om hverken din tro eller din manglende tro. Der var ingen af dem, der var med til den første nadver med Jesus, der kunne se, at Peter ville fornægte Jesus og at Thomas om tre dage ville stille skarpe spørgsmål, som viste, at han faktisk ikke troede en dyt på Jesu guddommelighed.  Nej, at knæle ved alteret siger ikke noget om vores tro, men siger noget om Jesus, nemlig at han er ydmyg, at han er kærlig, at han tager imod os alle. Den, der bruger nadveren til at fremhæve sin egen tro, gør sig skyldig i misbrug af et af kirkens helligste sakramenter.

Bruger vi nadveren til at vise, at vi tror på Jesus – i modsætning til dem, der bliver siddende, der åbenbart har deres at slås med…. jamen, så har vi jo totalt overset at Jesus her vil give os et eksempel på hvordan vi skal være overfor hinanden… at vi skal bøje os for hinanden, at vi skal tjene hinanden… “Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer”. Jesus indstiftede ikke et fodvaskningssakramente, men Jesus viste dem ydmyghed – at disciplene og vi skal lære ydmyghed af Jesus – i vores omgang med hinanden og i vores omgang med alterets brød og vin. Vi skal vise ydmyghed overfor dem, der måtte blive siddende, for ved du hvorfor de bliver siddende og ikke går til alters? Ved du virkelig hvorfor de gør det? Nej, sikkert ikke! Men i stedet for at kæmpe med det spørgsmål, så stil heller spørgsmålet til dig selv: Ved jeg hvorfor jeg rejser mig, når præsten har sagt indstiftelsesordene? Ved jeg, hvorfor jeg tør rejse mig, for at nærme mig nadverens helligdom? Er det en bekendelseshandling – eller er det sand ydmyghed? Om lidt skal vi synge                                               

                                           “Selv han siger: Kom du arme

                                           thi nu vil jeg mig forbarme;

                                           er du karsk, da lad det stå

                                           at ej ilde det skal gå

 

                                           Kan du selv afhjælpe nøden

                                           hvorfor gik da jeg i døden?

                                           Kan du nå det uden mig,

                                           gælder dette bord ej dig”.

 

Er det at gå til alters en bekendelseshandling – eller er det sand ydmyghed at jeg ved, at jeg har brug for Jesus? At jeg ved, at jeg har brug for, om ikke at få vasket fødderne af Jesus, men så at få del i det offer, som Jesus har bragt, da han døde på korset. Da han døde ikke bare for min skyld, men også for ham eller hende, der i dag vælger at blive siddende og ikke går til alters.

Jesus er klar til at tage imod dig – tager du imod hans indbydelse? Hvis ja, hvorfor? Hvis nej, hvorfor ikke? Alteret er et bord fyldt med løfter, for prøv hør hvad Jesus siger: “Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag” (Johs 6,54).

Jeg aner ikke hvad der dybest set driver dig til at gøre det, du gør… jeg har nok problemer med at forstå mig selv. Men jeg ved, at den Jesus, som tager imod dig ved alteret, er den samme Jesus, som gik rundt og vaskede disciplenes fødder – som ydmygede sig og blev som en tjener. Ham, der havde Guds skikkelse, men “gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors”.

“Dette er Jesu Kristi legeme” – brødet er den korsfæstede og opstandne Jesu legeme. Det er den krop, der bar vore synder, der led alle vores lidelser og sorg og skyld, der opstod fra de døde og som aldrig kan dø igen.

“Dette er Jesu Kristi blod” – vinen er Jesu blod. Det blod, der flød på korset for at fjerne al synd. I husker nok, hvordan dødens engel gik forbi de huse, hvor jøderne havde smurt blod på dørstolperne lige inden de flygtede fra Ægypten. På samme måde vil døden gå forbi os, når vi gemmer os bag den nye pagts blod, Jesu blod. Døden har ikke noget at hente i os, der tror på Jesus og hans offer for os. Når vi spiser og drikker Jesu legeme og blod, så får vi del i ham, der er den eneste kilde til sandt åndeligt liv.. ja, den eneste kilde til evigt liv.

Ved nadveren finder vi sand tilgivelse – garanteret af hans legeme og blod. Her finder vi vor fred med Gud. Her i Kristi ydmyge tjeneste finder vi vores liv og sand ydmyghed. Og vi fryder os nu og for altid i Guds evige kærlighed i Jesus Kristus, for “Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag” (Johs 6,54).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *