Denne side er set 825 gange!

Selv om vi befinder os 3 uger efter påske, foregår dagens tekst før påske, nemlig skærtorsdag aften, hvor Jesus er ved at tage afsked med sine disciple. Disciplene fatter ikke rigtigt hvad Jesus siger, eller de vil ikke fatte det, når han nu taler om at de kun skal se ham en kort tid. Hvad mener Jesus med det? Det lyder jo som sådan en afsked en dødende kommer med.

  • Skulle de da ikke være konger sammen med Jesus
  • skulle de da ikke dømme Israels tolv stammer,
  • skulle de ikke sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob og alle de andre, som de kendte fra deres bibel?
  • Og så begynder Jesus at snakke bedemands-snak!

Jesus elsker sine disciple – elsker dem så meget, at han vil gøre alt for at de må være så klar som overhovedet muligt, når langfredag skylder ind over dem – når hans lidelse og død rammer dem som en mur af meningsløshed og håbløshed.

Når verden – Jesu fjende – griner og hoverer, så skal de sidde og græde. Men ud fra deres gråd vil der vokse en glæde – lige som en kvindes fødselssmerte ikke er omsonst, men er nødvendig for at et barn kan blive født – for at glæden over en fødsel kan skyde frem. Ud af disciplenes sorg vil der komme den største glæde.

Hvor er det godt, at Johannes skrev Jesu afskedstale ned – ikke bare fordi det da er interessant, hvad vores Herre og mester sagde før sin korsfæstelse. Jesu ord har ikke bare noget at sige konkret til de forvirrede disciple skærtorsdag, Jesu ord har noget at sige til enhver af os, der læser dem snart 2000 år efter. De har noget at sige til dig og mig om glæde – om den glæde, der venter forude.

Vi stræber efter glæde
Og glæde, det er da noget, som vi kender til… eller som vi gerne vil kende til. Jeg tror ikke, at der er et eneste menneske på jorden, der ikke stræber efter glæden.

Jeg stræber efter glæden –

– jeg kan finde glæden i at eje noget, købe en smart ting, en ny bil, et nyt køkken.

– Jeg kan finde glæden i venskab, i ægteskab, i et spændende job…

men glæden ser sommetider ud til kun at forekomme i små doser, som let kan blive taget fra os igen. ”Hvorfor er lykken så lunefuld? Hvorfor er glæden så kort?… smilet blir til tårer, før solen går ned” som den gamle slager spørger efter.

Lige som den gang sikkert glædede sig til at fejre påske med Jesus – glædede sig til at det, som Jesus har lovet dem… og pludselig ”smak” bliver det hele taget fra os.

Venskabet krakelere
ægtefællen dør,
jeg bliver fyret
helbredet er heller ikke hvad det har været

ja, du kan sikkert selv fortsætte listen med noget fra din egen historie, for man kan ikke nå langt ud af livets vej, førend man støder på sorgen over et eller andet – i større eller mindre grad. Jeg har min sorg med i bagagen og du har din – ja, det kan være, at din sorg ikke ligger i din bagage, men at du lever i den i dag. At din sorg er din hverdag.

Jesu ord til disciplene gælder også os – sorgen og glæden hører sammen. Ikke bare forstået på den måde, at min sorg efter en kort tid bliver afløst af glæden – det kan der være trøst i, når jeg sørger. Det er dejligt at vide, at Jesus på et tidspunkt vil give os glæde i stedet for sorgen – at han vil drive den væk. Men Jesu ord er dybere end det – for Jesu glæde eksisterer

på trods af sygdom,

på trods af trængsler,

på trods af at tingene går imod en. 

Jesus siger, at det er igennem vores sygdom, vores trængsler og vores modgangstimer, at det er igennem dem, at vi møder glæden. Jesus siger: Din sorg bliver til glæde. Ligesom der ikke er nogen fødselsglæde uden smerte – sådan siger Jesus, at der ikke er nogen glæde med ham uden smerten, trængslen og sorgen med ham.

Man vil jo ellers sige, at sorg og glæde hader hinanden, at de er hinandens fjender, der ikke kan være i stue sammen. Men sorgen kan bane vejen for glæden… den kan berede plads til den, så glæden, når den kommer og går ind må sige:

”Jeg havde aldrig fundet døren åben, hvis sorgen ikke havde været der og lukket op”.

Sorgen kan blive glædens tjener – den lyse gæsts tungsindige og mørke tjener, der går foran den. Ja, dens ven, der kan gå hånd i hånd med den og gøre glæden dybere og rigere.

Hellen Keller

Den amerikanske forfatter Hellen Keller mistede 19 mdr gammel synet og hørelsen, men fik gennem hårdt arbejde tillært sig talens evne, så hun kunne tage sig en universitetsuddannelse og fik tillært sig tre sprog. Hendes arbejde bestod i , at hun tog rundt i hele vreden og talte de handicappedes sag. Det var ikke sjovt at være Hellen Keller – fanget i hendes eget mørke, men alligevel sagde hun:

”Jeg takker Gud for mit handicap, for gennem det har jeg fundet mig selv, mit arbejde og min Gud”.

Vi behøver ikke at søge til Amerika for at finde sådanne eksempler, vores egen Kaj Munk fortæller, at hans plejemor led utroligt af benedder. Det er en knoglebetændelse, der langsomt fortærer ens ben. Hun sagde på et tidspunkt:

Jeg takker Gud for mit syge ben, jeg havde været ringere end jeg er, hvis jeg ikke havde haft det”.

Guds storhed midt i lidelsen
Gud er så stor, at han ikke bare kan skabe glæde på trods af vore lidelser og modgang, men han er så stor, at han kan skabe glæde gennem lidelsen og modgangen. Kunne man forestille sig noget større mørke end langfredag – men alligevel ud af langfredagens mørke og hån skabte Gud påskemorgens lys og glæde. Det er troens på Guds almægtighed: Lad det onde udfolde sig i al sin syge magt, Gud er så mægtig, at han kan få selv den største ondskab til at tjene hans evige mål. Gud er så mægtig, at han selv ud af den største forbandelse kan presse den største velsignelse.

”Jamen præst – vil de så sige, at vi bare skal være glade, når vi er kede af det – at vi som kristne kan smile selv om vi burde græde? – er det sådan?”

Selvfølgelig er det ikke sådan – at være kristen er ikke at øve vold på sig selv, heller ikke at øve vold på sine følelser. Det kommer der aldrig noget godt ud af. Men der er nogle, som i den stiveste modgang kan være glade og takke Gud… og dem skal vi takke for. Vi skal takke Gud for dem, for de er troseksempler for os alle. Men det store flertal af os græder, når sorgen rammer os.

At jeg tilhører Jesus betyder som sagt ikke, at jeg skal gøre vold på mig selv. Bare kig i Bibelen – halvdelen af Bibelen handler om mennesker, der har det svært. Om mennesker, der nærmest kun kan sukke til Gud, fordi de er så kede af det.

Jeg skal ikke gå rundt med et syntetisk smil, hvis jeg indeni mest har lyst til det modsatte. Troen på Jesus er ikke et bedøvende stof, der gør, at jeg ikke kan mærke smerten, lidelsen eller sorgen.

For smerten er stadigvæk smerte –

lidelse er stadigvæk lidelse

og modgang er stadigvæk modgang.

Jesus siger også til sine disciple, at I vil  græde, mens verden vil le. Jesus siger ikke, at vi vil blive forskånet for at græde – at vi vil være glade og skal være glade. Jesus siger igen noget større – ikke mange linier længere nede i Johannesevangeliet står der: ”I verden har I trængsler, men vær frimodig, for jeg har overvundet verden”. Jesus siger ikke, at vi skal være ubetinget glade, men der er en opfordring til at være frimodige. Hvad betyder det at være frimodig?

Frimodighed er at gøre noget, som man ellers er bange for at gøre. Der kan ikke være nogen frimodighed, hvis man ikke er bange, for så er det jo bare en selvfølgelighed, at man kan gøre det. Men frimodighed er at trodse det svære – og det kan vi gøre, fordi Jesus har overvundet det svære for os. Det betyder, at vi kan være frimodige midt i sorg og lidelse, fordi vi ved, at Jesus er på den sørgendes side.

”Ja, det kan du godt sige, præst… men du har heller ikke oplevet sand smerte og rigtig sorg. Hvordan kan du så tale om sorg – du er jo bare en grønskolling”.

Ja, det er rigtigt… jeg er endnu forskånet for sorgen, den med det store S, men det er heller ikke mig, der finder på det her… det er Jesu ord til os. Til en flok disciple, der står foran sorgen med stort S, før de skulle se Jesus og deres håb dø langfredag.

Vi som stadigvæk har vores sorg til gode – for den vil komme tror jeg – jamen vi får at vide før den kommer: Hold ud – vær frimodige. Og vi har brug for at have det med os i bagagen, når sorgen banker på vores dør. Vi skal ikke opsøge sorgen, for vi ved ikke om vi kan bære den. Men på den anden side, så skal vi heller ikke flygte fra den, men vi skal tage imod den, når den kommer… og vide, at Jesus også er dér.

Til dig, der lever i sorg, siger Jesus også ”se fremad – og vær frimodig, jeg har overvundet verden. Sorgen er ikke det sidste – lidelsen er ikke det sidste, jeg er med dig”.

Til dig, siger Jesus det, som vi læste fra Esajas for lidt siden:

”Bjergene kan rokkes og højene vakle, men min troskab mod dig vakler ikke”.

Selv om alt det, du har satset på vakler – selv om din sikkerhed rokker under dig, jamen så står Guds ord til dig fast: Jeg er med dig.

Jesus siger:

”Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerter glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer”.

Ikke alt er sagt med det her – men jeg håber det har været med til at sætte nogle tanker i gang om sorg og glæder. Jesus er realist og han skjuler ikke noget for os mennesker – han kom til at lide og han vidste, at lidelse og sorg også vil ramme den kristne… især den kristne, som jo egentlig burde gå fri, når vi har fællesskab med den almægtige Gud. Derfor ler verden – de ser stadigvæk sorg og lidelse som et nederlag – et tegn på fiasko. Men vi ved bedre – Gud har lånt os troens kikkert, så vi kan se flere træk ud og hvide, at det her er bare fødselssmerter… det er starten på noget nyt.

Det synes jeg er dejligt at vide, ikke fordi det giver mere glæde her og nu i sorgen. Ikke fordi det giver mindre smerte nu, nej… men fordi det giver frimodighed til at leve der på det sted og i den tilstande, som Gud har ført mig hen nu.