Denne side er set 806 gange!

Det er ved at blive moderne at give ens børn navne fra Bibelen – også selv om man måske ikke ved, at det er et bibelsk navn. Vores lille dreng hedder Josva, det er fra Det gamle Testamente, lederen af Israel lige efter Moses døde. På samme tidspunkt, hvor vores Josva blev født, da blev Noa også født. I ved ham med arken. Og da Josva kom ind på en to mandsstue, så lå han sammen Lukas – lægen, der skrev Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger.

Og hvem blev så døbt for lidt siden – det gjorde lille Rebekka. Rebekka er også er jødisk navn – den bibelske Rebekka var gift med Isak, I ved en af de store grundfædre i jødedommen: Abraham og Isak og Jakob. En snu kvinde, der med list forsøgte at få sin favoritsøn kørt i stilling som arving, men som endte med næsten at miste begge sine sønner. En spændende historie.

Det er populært med bibelske navne – men der er nok ingen normale forældre, som har lyst til at give sit barn et andet bibelsk navn, nemlig Judas. For selv om der er mange store personer i historien før Jesu fødsel, der hed Judas – så er navnet nu blevet ensbetydende med en forræder.

Førhen var navnet Judas et fint og godt navn, der betyder lovprist. Det var et stolt navn – den største frihedskæmper i jødernes historie hed Judas, nemlig Judas Makkabæus, der i 164 før Kristus ledte et oprør og fik genoprettet templet i Jerusalem. Han var en helt – og hver eneste år den 25. januar fejres denne dag af jøderne. Og en af Jesu brødre – eller halvbrødre om man vil – fik også navnet Judas… der var ingen ting i vejen med at bruge det navn, tværtimod.

Og da Judas Iskariots forældre valgte navnet, så valgte de et af de navne, der var bedst at give et barn. Det var altså ikke noget navn, der hang noget dårligt ved…. men det skulle denne Judas altså ændre på.

Ikke fordi han levede sit liv, så alle kunne se, at ham her skulle man altså passe lidt på. Ja, det ser faktisk ud til, at han var den eneste af disciplene, der ikke havde et eller andet grimt med sig fra sin fortid. De fleste andre disciple, som vi kender til, havde et eller andet dårligt ry.

                      Der var Matthæus, der havde været tolder.

                      Der var Peter, der vist var en noget impulsiv hidsigprop.

                      Simon Zeloten – dvs. en tidligere oprør, der tilhørte en voldelig oprørsbevægelse, der havde let til kniven.

Og der var også andre, der havde deres blakkede ry. Men sådan noget nævnes ikke om Judas – det er som om at ingen kunne sætte en finger på ham. Ja, så meget tillid havde flokken til ham, at han havde fået æren af at passe på de penge de havde samlet sammen… at han stak lidt til siden til sig selv – ja, det kunne de andre disciple jo så ikke se. Ingen anede noget om at Judas vist alligevel ikke helt var med, når det kom til stykket.

Ingen af dem peger på Judas, da Jesus siger, at en af jer vil forråde mig. Nej, de er travlt optaget med at skyde det væk fra sig selv – “det er vel ikke mig?”. Som om at det lå i dem alle, at de kunne finde på det… men ingen pegede på Judas: ”Er det Judas?”

Heller ikke, da Judas pludselig forlod selskabet skærtorsdagaften for, for altid at ødelægge det navn, der ellers var et æresnavn. Fra at være et heltenavn blev det forrædernavnet over dem alle. “Din Judas” – er blevet ensbetydende med “din forræder”.

Judas – er også en tragisk historie om at man godt kan have de bedste forudsætninger, men så alligevel gå fejl. At have en god start i livet – er ikke det samme som at komme godt i mål. For prøv se Judas: Judas var udvalgt direkte af Jesus.

                      Udvalgt som discipel til at forkynde evangeliet,

                      udvalgt til at helbrede syge og udvalgt til at uddrive dæmoner.

Judas var håndplukket af Jesus – udvalgt til at rejse med Jesus – og lære Jesus at kende på nærmeste hold, men alligevel, så udnyttede Judas ikke den enestående mulighed han havde…. ja, det lyder helt tamt bare at kalde det for en enestående mulighed, for Judas var en ud af 12, der havde kæmpe muligheder.

Der er kun 12 mennesker i hele verdenshistorien, der har levet sammen med Jesus – i et så tæt forhold, hvor de spiste sammen, sov sammen og vandrede rundt sammen med den almægtige Guds søn. Judas var en af de tolv i blandt alle mennesker i hele verdenshistorien.

Der er kun 11 andre, der har hørt Jesus prædike som Judas gjorde.

Der er kun 11. andre, der har hørt Jesus bede, tale – som Judas han havde hørt.

Der er kun 11 andre, der har set Jesus gøre mirakler, som Judas gjorde.

Han er måske en af dem, der hjalp Lazarus af med sine ligklæder, da Jesus havde opvakte ham fra de døde.

Judas har sikkert også set, hvordan enkens søn i Nain blev levende igen på vej hen til graven.

Judas har set hvordan Jesus kom gående på vandet og kaldte Peter med sig derud – og han har set hvordan Jesus stilnede stormen.

Judas så hvordan Jesus tog fem brød og tre fisk og delte det ud, så 5000 kunne få noget at spise.

Judas så alle disse ting på nærmeste hånd – han var en af kun 12 i hele verdenshistorien, der havde sådan en mulighed. Sikke dog en spildt mulighed – så tæt på, og så udnyttede han ikke chancen.

Jesus valgte Judas – ikke fordi Judas skulle forråde Jesus, men fordi Jesus også ville frelse ham. Jesus havde ikke brug for at Judas skulle forråde ham – for så havde vi skulle kalde Judas for Skt. Judas, for så var han med til at berede frelsen for os. Nej, Jesus valgte Judas som sin discipel af samme grund som han valgte dig, fordi han ville frelse ham. Jesus døde også for Judas – selv ude i Getsemane Have, hvor Judas udpegede Jesus for soldaterne, dér kaldte Jesus Judas for sin ven. Det var ikke teater, da Jesus kaldte ham sin ven. Judas kyssede Jesus. Bogstaveligt talt kyssede Judas porten ind til himlen, men gik alligevel fortabt.

Judas er et afskrækkende eksempel for os alle sammen. Judas havde enestående muligheder – men han faldt alligevel fra, da gjaldt. Han havde den bedste start på sit liv sammen med Jesus – men kom alligevel ikke i mål sammen med Jesus.

Det er et afskrækkende eksempel – for vi har jo også kæmpe fordele, os, der sidder her i dag. Vi lever i et frit land – hvor vi kan mødes til gudstjenester uden at blive forfulgt. De fleste af os herinde er døbt – og kan gå til alters hvis vi vil det. Der ligger snart sagt en kirke på hver lille høj her i området, hvor Guds ord bliver forkyndt. Vi kan selv tage Bibelen ned fra vores hylder og læse i den. Vi har altså alle muligheder for at blive frelst og komme i himmelen. Men vi skal bruge vores muligheder – og ikke skubbe dem fra os, lige som Judas gjorde. Ikke tage dem for givet, som noget som vi altid kan gøre, for pludselig en dag, så er det for sent for os. Vi har en god start som kristne – men lader vi mulighederne gå forbi os, så når vi ikke slutspurten ind i himmelen. Så det er en af de ting, vi kan lære af Judas´ eksempel.

En anden ting vi kan lære er hvad vi gør, når vi har gjort noget forkert. Når vi indser, at det her jeg har gang i, de er forkert. Judas… hvad gjorde han, da han så at han havde gjort en fejl af dimensioner? Jo, han gik ud og hængte sig – han gjorde det eneste vi ikke skal gøre, når vi rammes af fortvivlelse over os selv: Han vendte sig væk fra Gud – og kastede sig i døden. For hvad om Judas ikke havde kappet forbindelsen til livet – hvis Judas trods sin anger og fortvivelse havde vendt sig til Gud? Mon ikke også han havde fundet nåde? Mon ikke også forræderen Judas havde fået en opgave i Guds kirke?

Den forhenværende kristendomsbekæmper Paulus siger (i 1 Kor 15) om Jesus: ”Sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig; for jeg er den ringeste af alle apostlene, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig, har ikke været forgæves” (1 Kor 15, 8-10).

Af Guds nåde var Paulus hvad han var – og af Guds nåde er du hvad du er.  Det er et fantastisk budskab: Selv om du fornægter og forråder Jesus, så vil Jesus ikke fornægte dig, når du kommer tilbage til ham. Om du så fornægter Jesus med munden eller fornægter Jesus med handlinger ved ikke at leve som en kristen selv om du er det i det hjerte, jamen så vil Jesus alligevel tage imod dig. Der er IKKE noget vi kan gøre, som vi ikke kan finde tilgivelse for hos Jesus på korset – vi kan endda fornægte ham. Vi kan endda have gjort nar af ham – ja, forbandet ham… Uanset hvad der sker os i vores liv, så kan vi altid vende om til ham. ”kom til mig, og jeg vil aldrig støde jer bort”. Det kan godt være, at vi føler, at vi har taget så mange forkerte valg i livet, at det er svært at vende om. Vi er måske for stolte eller for fastgroet. Men vi skal ikke lade os narre – det er aldrig for sent at vend om, og fortryde. Vi skal ikke lade det onde i vores fortid bestemme vores fremtid. Uanset hvor langt vi er ude – så er Jesus ikke længere væk end en lille kort bøn… ja, et suk.

Det er skærtorsdag i dag – dagen, hvor vi har fokus på nadveren. Og den viser os virkelig, at Jesus tager imod os, uanset hvad. Det er ikke bare en simpel sognepræst, men det er selveste Guds søn, der invitere til nadver. Så tag imod tilbudet om lidt, og kom op og knæl ved alteret – og tag imod hans tilgivelse. Tag imod hans kærlighed og hans nåde.