Thomsen, Søren Ulrik: Store Kongensgade 23

Thomsen, Søren Ulrik: Store Kongensgade 23
Less is more. Hvis du vil svælge I sygdomshistorie, så er det ikke Søren Ulrik Thomsens såkaldte essay, Store Kongensgade 23, du skal læse. Der er lige afsnit 19 og 20, der vel er to hjerteafsnit i bogen, hvor han detaljeret går ind i forskellige psykiske sygdommes behandling for at give en bredside til en for ensidig fokusering på det fysiske element af en psykisk sygdom. Hvis du også går efter biografiske detaljer om en kendt forfatter (eller for mig var det en åbenbaring med den bog, at der er to kendte danskere, der hedder næsten det samme, troede kun der var skuespilleren Ulrich Thomsen). Den lille bog på små 95 sider kaldes et erindringsessay og tillader derfor netop at blive på overfladen uden at blive overfladisk overhovedet. Tværtimod åbner den op for en masse selv-refleksion, fordi den ikke går ned i en masse af det, der kun gælder forfatteren. Den reflektere og gør det specifikke genkendeligt, det oplevede, det som åbner op for mig selv. De tanker, som i hvert fald rør sig i mig om sygdom, alderdom – også når man oplever hvordan ”Fortiden var begyndt at falde. Foran mig”. En så flot formulering om det at opleve at meget af ens fortid, personer, som man har som fyrtårne i ens fortid dør bort. Eller hvordan ens barndomshjem, er det centrum, hvorfra ens liv uvilkårligt måles efter som passerens centrum. Og det det sted, der både indeholder fortid, men også sender en ud i fremtiden. Om at synes at ens målestok for livet virker gammeldags og at man er overhalet af tiden.I det hele taget bogen er så flot skrevet, han er en mester i sproget og billederne og formår ikke bare at bruge billederne og få dem på skrift, men at sende dem over i mig som læser. En mørk lille perle er afsnit 6, der handler om frygt. Om hvad forfatteren frygter – døden blandt ubekendte mennesker, alderdommens svaghedstegn, der er synligt for alle, men ikke for en selv. Det var et afsnit af dette afsnit, som jeg hørte i radioen i en samtale med forfatteren, der fik mine øjne op for, at den bog måtte jeg have. Og nu har jeg den, jeg har læst den og jeg er fan. Min vurdering Jeg er fan!! Sådan siger alle moderne folk for tiden, når der er noget, man godt kan lide. Jeg er fan. For det her er bare så skøn læsning. Også fordi jeg som præst er glad for den hjemmevanthed, han bruger bibelcitater og det bibelske univers. Jeg er fan. Også fordi det bare er befriende, at en bog ikke SKAL være 268 sider lang, men at man lige så godt kan holde sig til det centrale på under 100 sider (ikke at den bliver billigere af den grund). Jeg synes faktisk at jeg kender Søren Ulrich Thomsen og hans mor bedre end jeg gør efter at have læst f.eks. Peter Øvig Knudsens Min mor var besat, der handler lidt om samme emne, men på mere end det dobbelt plads. Det er rigtigt: Less is more. Men man får også lyst til at læse mere af ham, efter at have læst dette erindringsesssay,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*