Individet i menneskehavet
Der er noget klaustrofobisk som voksen at sidde en sen aftentime på en lille bænk i et lille utæt legehus, imens regnen vælter ned. Her finder vi Thomas, freelancejournalisten, der har mistet alt og som har det bedste bag sig. Fiaskoen står næsten skrevet mellem linjerne på hver af de virksomhedsportrætter, han uinspireret sender afsted, i stedet for de personlige artikler han før skrev som en dygtig og værdsat journalist. Hans professionelle deroute fulgte i kølvandet på et kortvarigt sidespring, der smadrede hans livsbåd. Vi møder ham i øjeblikkene før havet er ved at lukke sig omkring ham. Og han er fuld bevidst om sin situation. Bevidst om sin synken ned i selvmedlidenhedens grå sump – og alligevel slæber han sig hen i denne have og stakler sin eks. Iagttage hendes liv. Et liv med idyl, kærlighed og ild i brændeovnen.
Straks efter det første møde med Thomas møder vi den syriske flygtning, Mariam. Klaustrofobien stiger til nye højder, for hun synker ikke ned i noget metaforisk hav, men det glubske og meget reelle Middelhavet, som er ved at indtage den alt for lille gummibåd liter for liter. Javel, som teenagepigen havde hun drømt om at rejse bort og opleve verden, men de drømme indeholdt ikke en synkende gummibåd. De drømme indeholdt ikke en druknet far, kristenforfølgelse i den synkende gummibåd, voldtægt og livsfarlige overgreb midt i menneskehavet. De drømme indeholdt ikke den ensomme rejse bort fra sig selv, hvor eneste redning er at lade sig selv dø væk i en ny identitet. En rejse, hvor håbet om en god fremtid ædes op af dragen fra bunden af havet, der ikke vil slippe sit bytte. Selv sikker i havn virker døden mere attraktiv end et liv uden håb.
De to menneskeskæbner er strikket mesterligt sammen af Heidi Bobjerg. Hun formår at forme sproget og lege med sproget. Især første halvdel af romanen tog lang tid at læse, for jeg skulle tit stoppe op og nyde den ene sætning efter den anden. Smage på en sætning. Gentage og nyde en sætning. Hendes billedsprog og -form er eminent. 
Til det kommer, at historien er så velkomponeret. De to forskellige historie snos sammen igennem romanen kapitel for kapitel og spejler sig i hinanden.  Ud fra to historiers kaos skabes en helstøbt historie, hvor ligheden mellem de to forskellige hovedpersoner langsomt males op, fælles som de er i menneskelig håbløshed.
Jeg vil ikke ødelægge historien ved at i detaljer at fortælle hvor velkomponeret bogen er. Gå selv på opdagelse og se, hvordan Heidi Bobjerg på fornemste vis slutter cirklen, der skydes i gang i begyndelsen af romanen. Kaosmagten havet er med fra start til slut. Stranden med bjerge af ubrugelige redningsveste og gummibåde erstattes af stranden med smutsten til leg. Legehuset er ikke længere gemmestedet for et fallitbo af en mand, nu leges der igen.

Heidi Bobjerg har en klar mission med sin roman: Romanen maler en enkelt person op for os midt i menneskehavet. Vi kan ikke rigtig forholde os til de store flygtningestrømme – vi bliver bange for dem. Hvad bringer de med sig? Og bange mennesker maler skræmmebilleder op for sig selv og andre – ser sig gale på dem, man er bange for. Vi kan ikke forholde os til masserne, men vi kan forholde os til denne pige. Heidi Bobjerg tegner en pige op for os, og via den danske journalists skæbne skaber hun identifikation og ikke mindst empati for hende. Alt dette med det håb om at vi må overføre det til den måde, vi tænker på hele gruppen af flygtninge, der består af mange Mariam-er eller hvad de nu hedder.
Historien giver os tillige et indblik i den dobbelte sårbarhed, som kristne flygtninge befinder sig i. Hendes tro er med til at bære hende, dog uden at give hende svar på sine anfægtelser. Kristentroen fremprovokerer forfølgelse fra dem, som ellers også bogstaveligt talt er i samme båd som hun selv. Troskonflikten kaster hele tiden en skygge af usikkerhed hen over Mariams rejse – selv, da hun ellers tror sig i sikkerhed i Danmark. Kaster tolken ikke det samme blik på hende, som den mand, der kaldte hende en ludertøs og som derefter benyttede sig af hende?
Skulle jeg nævne en ting, jeg mangler i romanen, så er det, at jeg gerne dog gerne ville have haft flere afsnit om hendes besværlige rejse. Det fortjener hendes historie. Den ellers gode fordeling mellem de to historier kipper lige over til slut og har mere fokus på den danske hovedperson og hans kvaler. Forfatteren behøvede ikke følge hans venners historie helt til dørs, hvis det betød at vi kunne få lidt mere om Mariam. De andre kunne vi have hørt om en anden gang – især pusheren Troels med sine øgler kunne være et spændende bekendtskab. Der er et eller andet over ham – men en anden gang.
Det ændrer ikke ved at jeg varmt kan anbefale bogen, både på grund af fine sprog og ordspil, men også hvis du vil ind bag overfladen i flygtningestrømmen og se det enkelte menneske, en af de mange uledsagede børn og unge, som ellers ville være forsvundet i menneskehavet.