Trinitatissøndag (2006)

Denne side er set 693 gange!

I dag er det Trinitatis-søndag – klager vi i kirken over at pinsen er en lidt glemt højtid, så burde det da langt mere gælde denne søndag. For jeg tror nok man kan sige, at trinitatis-søndag er målet, som jule, påske og pinse peger på. I julen hørte vi om faderens gave til os, nemlig sin søn. I påsken hørte vi om sønnens død og opstandelse og i søndags, pinsedag, hørte vi om hvordan vi fik Helligånden – der skaber troen i os… skaber en kirken på jorden. Nu er alt parat: Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Det er navnet på den ene sande Gud: Fader, søn og Helligånd. En Gud – tre personer – det er i hans navn vi døber og det er i hans navn vi går ud på mission for at fortælle alle om det store, der blev åbenbaret for menneskeheden for snart 2000 år siden.

Vi tror på en treenig Gud – det er det vi hører i ordet trinitatis-søndag… og resten af kirkeåret hedder x. søndag efter denne søndag. Og jeg vil i dag bruge min prædikentid på at undervise lidt i hvad treenigheden er for noget. Hvad betyder det?

Helt ærligt, så kan det da virkelig give én grå hår at tænke treenigheden igennem, for det kan da ikke hænge sammen, at den eneste sande Gud samtidig er tre personer… der er da også mange, der står af, for det kan da ikke passe. F.eks. Jehovas Vidner, der ikke regner med Jesus eller Helligånden som Gud, men bare som guddommelige, som engle. For – som de siger – der står ikke noget om treenigheden i Bibelen.

Trenighed – det står da ikke i Bibelen?!
Og det er rigtigt – vi leder forgæves i Bibelen for at finde ordet treenig, det står der simpelthen ikke. Der står til gengæld en masse om Gud som én Gud. Jødernes trosbekendelse lød ganske kort og præcist: ”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én” (5 Mos 6,4). Det var jødernes trosbekendelse i en tid, hvor folk havde mange forskellige guder.. men Israel havde én Gud. Det var jødernes trosbekendelse og det var derfor også Jesu trosbekendelse. Jesus blev spurgt på et tidspunkt, hvad det største bud i loven er, og han svarede med at citere trosbekendelsen ”Hør, Israel, Herren vor Gud, Herren er en” – så for Jesus var der kun én Gud. Nå… men så må det være Paulus, der har fundet på det med treenigheden, han har jo fundet på så meget… nej, han siger også en Gud: Vi ved ”at der ikke findes nogen afgud i verden, og at der kun er én Gud” (1 Kor 8,4). Så udgangspunktet er: Der er kun én Gud – vi må aldrig opgive vores monoteistiske tro… det betyder en tro på en Gud. Der er kun en Gud.

Og det var også det disciplene troede, men stående overfor Jesus mærkede de, at her var et mysterium. Han åbenbarede dem, så de lige så stille kunne se, at her var der ikke bare tale om et menneske… der var noget mere. Jesus var heller ikke bare en engel – da han blev døbt hørtes Guds stemme over ham: ”Dette er min søn – I ham har jeg velbehag”. Jesus var Guds søn… ja, han påstod også om sig selv, at han ikke bare var Guds søn, men at de to var det samme. ”Den, der har set mig har set Faderen” (Johs 14,9) – altså se på mig og se Gud, for som Jesus siger ”Jeg og Faderen er ét” (Johs 10,31). Det var blandt andet sådan noget jøderne var stiktosset over at Jesus gik rundt og sagde om sig selv. At han og Gud var ét… derfor ville de have ham slået ihjel. På et tidspunkt stod de allerede med stenene i hænderne klar til at stene Jesus… hvilken god gerning vil I stene mig for? spørger han dem så. Og jøderne, hvis trosbekendelse stadigvæk er, ”Hør Israel, Herren vor Gud, Herren er én” svarer ”Det er ikke for nogen god gerning, vi vil stene dig, men for bespottelse, fordi du, der er et menneske, gør dig selv til Gud” (Johs 10,33).

Og Paulus, der også kun har én Gud – han siger om Jesus ”For i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod”.

Så vi har altså Gud skaberen og så har vi Jesus, der også påstår han er Gud. Hvordan kan det hænge sammen med at vi kun har én Gud?

Helligånden
Og problemet bliver ikke mindre af at vi pludselig får endnu en aktør ind på scenen: Helligånden. Helligånden er ikke en ”ny” opfindelse, der kommer på banen i Det nye Testamente. Han er der allerede på det første blad i Bibelen, i skabelsesberetningen ”Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene” (1 Mos 1,2). Og fra tid til anden virker Helligånden i forskellige personer i Det gamle Testamente. Mest kendt er nok Samson, den stærke mand, hvis styrke beroede på Helligånden i ham. Eller de mange profeter i Det gamle Testamente talte, fordi Helligånden var i dem, så profeten faktisk er Guds mund (se Jer 15,19). Det er ikke bare sådan, at det er tale om Guds ånd, for også han er en selvstændig person. Under Jesu dåb kommer Helligånden ned over Jesus, imens Gud taler fra Himmelen. Ånden fører Jesus ud i ørkenen for at faste. Sidste søndag hørte vi Jesus sige: Gud vil ”give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd”. Paulus skriver om ”Åndens kærlighed” (Rom 15,30) og han advarer os et andet sted ”Vold ikke Guds hellige ånd sorg” (Ef 4,30). Kun en person kan elske og sørge. Der var nogle i den første menighed, der solgte en mark og kom frem for menigheden og sagde at nu kom de med alle pengene fra marken og gav til kirken, men de havde puttet nogle penge til side. Så kom disciplen Peter frem og sagde ”hvorfor har Satan fyldt dit hjerte, så du har løjet for Helligånden… det er ikke mennesker, men Gud du har løjet for” (ApG 5,1-11).

Gud er én
Lad os prøve at gøre regnskabet op en hurtig gang. Vi har Gud – ja.. Gud er Gud. Vi har Jesus, som vi også fandt ud af var Gud og så har vi Helligånden som også er Gud…. men hvordan få det til at passe med at vi kun har en Gud? ”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én” gælder jo stadigvæk.

Vi får måske en lille hjælp til at klare det problem med i dagens tekst, hvor Jesus siger ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens…..” og hvad kommer så? Skal vi døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navne altså flertal… eller skal vi døbe i deres navn… ental. Det er naturligvis ental – for vi har tre personer med et navn. Vi har tre personer men en Gud. Tre personer som er lige, der er ingen over den ene eller den anden, så derfor er trekanten som et symbol på Gud egentlig lidt dårlig, for der er der pludselig en top og to underordnede. Den russiske ortodokse kirke bruger ikke trekanten som et billede på Gud, men en cirkel. De afbilleder altid Far, Søn og Helligånd som tre personer, der sidder i en cirkel omkring et bord og spiser sammen. Altså et ligeværdigt fællesskab.

En af oldkirkens teologer, Johannes fra Damaskus, præsenterede også billedet med en cirkel – men ikke siddende ned, spisende… men dansende omkring. Lige som vi holder i hånd, når vi danser folkedans på hellehøj, sådan præsenterer Johannes os Far, Søn og Helligånd dansende omkring i en harmonisk og glad frihed. Sådan er den treenige Gud – et perfekt fællesskab af tre, der er en – af tre, der ikke er noget uden den anden. Sådan tror jeg den almægtige Gud er, som vi tilbeder her i kirken.

Tanken om en treenig Gud har alle dage været et omdiskuteret emne, der er et paradoks for vores hoved. Det er simpelthen ikke logisk – det er en gåde. Og forsøger du at løse gåden vil du pludselig stå med ærefrygt foran et mysterium.

Hvorfor er det vigtigt?
Men hvorfor er det så vigtigt at holde fast i tanken om en treenig Gud? Hvad betyder det for os som kristne? kan vi ikke bare tale om tre guder uden at miste noget? Hvad hvis en person tror på en personlig Gud og ser Jesus som den højeste af alle skabninger og tror at Jesus døde for al synd og blev levende igen og nu ser hen til Jesus for frelse? Er det da ikke dækkende for at blive frelst? Nu er det ikke mig, der skal dømme om noget er dækkende, men jeg tror at den person også vil tro på treenigheden, hvis den bliver præsenteret for ham. For der ryger store dimensioner af kristentroen, hvis det mangler. I kender sikkert alle ordet ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som troen på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv” (Johs 3,16).

Hvis der nu ikke var en treenig Gud, hvad siger det så om Guds kærlighed at han sendte sin søn for at dø. Det siger da intet om Guds kærlighed – men kun noget om Jesu kærlighed. Det kan måske endda se ud som Gud er den dovne skurk, der sidder tilbagelænet i himmelen og lader Jesus om at rydde op i det skidt, som vi mennesker har lavet.

Men tror du på en treenig Gud, så fortæller det vers os, at Gud elskede os så meget, at han kom til jorden, led og døde i personen Jesus Kristus. Tror du på en treenig Gud, så tror du også på en Gud, der ved hvad det vil sige at være dig, som ved hvordan det er at være et menneske, for han er selv et menneske. Han er en af os – og som en af os besejrede han døden for os. Troen på en treenig Gud er en tro på at vi i Gud har en Gud, der kender vores smerter. En Gud, som er med os alle dage – indtil verdens ende… ja, langt ud over den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *