1. søndag efter trinitatis (2009)

Denne side er set 726 gange!

Lyt til prædikenen

      For-sent


Læs prædikenen
Jeg hader ordet ”for sent”. Det er et af de mest irriterende ord – eller mest deprimerende ord, for så er det som regel ikke noget at gøre. Hver eneste gang, jeg skal aflevere en lånt bog på biblioteket, så får jeg at vide: Bogen er afleveret for sent… og så skal der betales en afgift. En regning, der bliver betalt for sent bliver belagt med en bøde. For sent, for sent, for sent… Hvor er det bare ærgerligt…

En, hvor det ikke bare var ærgerligt, at han gjorde noget ”for sent”,  men hvor det er bedrøveligt og gennemgribende tragisk, er Oscar Schindler. Jeg tror ikke, at jeg har set nogen stærkere film end ”Schindlers liste” om hvordan Schindler reddede en masse jøder fra døden i koncentrationslejren ved at ansætte dem i sin fabrik. En fabrik, der i den sidste tid ikke producerede noget som helst. Det er en modbydelig film og en hård film – men den stærkeste scene er alligevel den, hvor jøderne laver en guldring til ham af en guldtand – og i den er der skrevet et citat fra jødernes skrift, Talmud: ”Den, der redder et menneskeliv, redder menneskeheden”. Og da han står og tager afsked er det med ordene. ”Jeg kunne have reddet flere. Hvis jeg havde brugt mindre penge på mig selv – jeg har brugt så mange penge” Og med tårerne i øjnene går han hen til sin flotte bil: ”Jeg kunne have reddet 11 mennesker for denne bil. Hvorfor beholdt jeg den bil?” – han tager sit guld-nazitegn af sin jakke: ”Den her… det er guld: Jeg kunne have reddet endnu to personer… jeg kunne i hvert fald have reddet en person mere, hvis jeg havde givet den væk”. Og grædende knækker han sammen ”Jeg kunne have reddet endnu en person… og jeg gjorde det ikke. Jeg gjorde det ikke!”.

Jeg synes virkelig, at det er en stærk scene… det at en mand, der gjorde så meget, alligevel mente, at han burde have gjort mere… men så også den hule følelse man sidder med: For sent. Han kan ikke spole tiden tilbage og redde endnu flere mennesker. Fortid er fortid og står ikke til at ændre – uanset hvor meget man så fortryder det. Det var for sent.

Fortiden
Fortid er fortid – fortiden står ikke til at ændre, men du kan gøre noget med nutiden. Du kan forsøge at læge på det onde du har gjort. Du kan forsøge at læge de så du har været skyld i. Du kan forsøge at søge tilgivelse. Det er aldrig for sent… lad aldrig dine fejl i din fortid bestemme din nutid og fremtid. Det er aldrig for sent – der er altid noget du kan gøre. Om ikke for den person, du har gjort skade eller forsømt, hvis han eller hun er død, så i næste generation. Det er aldrig for sent at rette op på dine fejl. Eller… det er ikke helt rigtigt.

Der kommer et tidspunkt, hvor det er for sent. Hvor det er for sent at gøre en forkert handling god igen, og hvor det er for sent at gøre noget andet godt. Det opdagede den rige mand, som jeg lige har læst om fra Bibelen. Han have levet det søde liv – lige som Oscar Schindler, men i modsætning til Schindler, så så denne rige mand ikke de mennesker, der havde brug for han hjælp. Hvor Oscar Schindler reddede omtrent 1200 jøder fra at blive dræbt, så hjalp denne rige mand ikke en eneste. Schindler så de mange jøder, der bogstaveligt levede i lejre lige uden for hans fabriksdør, den rige mand, så ikke en gang den ene fattige mand, der lå lige udenfor hans dør… Jo, han så ham godt nok – og han kendte også den fattige mands navn, Lazarus hed han… men den rige mand hjalp ham ikke. Den rige mand lod ham ligge udenfor, fuld af væskende sår og omgivet af hunde, der slikkede ham i sårene.. imens han bare fik lov til at leve af det mad, som den rige mand ikke selv kunne få ned i sig.

Han BURDE have hjulpet
Den rige mand burde have hjulpet Lazarus… men det gjorde den rige mand ikke. Og han var så fatdum og egoistisk, at han først indså sin fejl, da det var for sent… da han døde og lukkede sine øjne op det sted, som vi alle inderst inde frygter at havne: I Helvedet! Da var det endegyldigt for sent. For sent!

Men for os, der sidder her i dag og lytter til Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus… for os er det ikke for sent. Vi kan stadigvæk nå at gøre godt – vi kan stadigvæk nå at ændre vores fejl. Vi kan stadigvæk nå at række hånden ud til forbrødring og tilgivelse. Vi kan stadigvæk nå at hjælpe den Lazarus, der ligger foran vores port. Og det er ud fra hvad vi gør overfor vores medmennesker, at vi bliver dømt. Sådan var det med den rige mand i lignelsen. Han blev ikke dømt, fordi han ikke hjalp alle fattige mennesker i byen – han blev døbt, fordi han ikke hjalp den fattige, der lå foran hans dør. Der var blevet lagt for hans dør – som hans opgave, som hans forpligtelser. Men den rige mand forfejlede sit mål, han så ikke sin opgave, den fattige mand Lazarus, og derfor gik den rige mand fortabt.

Du har også en Lazarus
Vi har også hver især fået lagt en Lazarus foran vores dør – foran vores liv. En eller flere personer, der på en speciel måde er vores ansvar. En ægtefælle, en nabo, en kollega, en ekskæreste, en, man møder hver dag på vej til arbejde… eller på vej Kristendommen er ikke bare holdninger – det er ikke at forsage – at sige nej til en masse ting, sige nej til en masse mennesker, men det er at sige ja til den næste, som det er blevet vores lod i livet at tage os af. Gud har lagt et eller flere mennesker i vores hånd og det er op til os at vise vores kærlighed til Gud overfor det menneske. Kærlighed til Gud er intet uden kærlighed til vor næste.

Jeg læste lidt op fra Johannes 1. brev oppe fra alteret – og dér sluttede Johannes af med at sige “Den, der elsker Gud, skal også elske sin bror” (1 Johs 4,16-21). For hvordan kan vi elske Gud, som vi ikke har set, når vi ikke kan elske ham, vi har set – vores bror, vores medkristne. Kærlighed begynder med det vi kan se og mærke – for kærlighed er nemlig heller ikke bare en holdning, men den skal udtrykkes i handlinger. Så det første skridt i at elske Gud er at elske personen ved siden af dig – og derefter den person over på den anden bænk, ham ved orgelet, ham oppe på prædikenstolen. Dem, som kalder sig en del af denne menighed.

At træde til og hjælpe dem i deres nød,

dække deres behov,

tale godt om dem,

opmuntre dem, trøst dem,

besøg dem i deres sygdom og ved dødsfald

hjælp til for at aflaste dem (det kunne jo være at gå i haven, hvis der var sygdom i huset)…

Jeg håber aldrig, at vi kommer på et tidspunkt, hvor vi må sige: ”For sent”. Jeg havde alle chancer i livet for at gøre det her godt – for at hjælpe. Men nu er det for sent.

Vi har erfaret en så stor kærlighed fra Guds side, at han tilgiver os – hvordan kan vi som kristne så gå rundt uden at vise kærlighed til vores næste?

Hvordan går det med kærligheden til din næste -, til det menneske, der er lagt foran din port? Lad os bruge denne tekst til at tænke spørgsmålet igennem: Hvem er personen foran min dør? Hvordan behandler jeg mine medmennesker? – og hvad har jeg tænkt mig at gøre ved det?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *