Denne side er set 797 gange!

Jeg har egentlig altid holdt af den her samtale mellem Jesus og Nikodemus – ja, jeg har egentlig altid hold af Nikodemus. Vi støder på ham her i starten af Johannesevangeliet – og så dukker han op tre andre gange på meget vigtige tidspunkter i fortællingen om Jesus. Og vi mærker, hvordan den mand, der først kom til Jesus midt om natten, krøb mere og mere ud af mørket, for til sidste at stille sig åbent frem og hjælpe Jesus, denne mærkværdige mand med de dybe og tvetydige svar. Den Jesus, der er kommet fra Gud, for ingen kunne gøre de tegn, som Jesus gjorde, uden at Gud var med ham, som Nikodemus siger.

Vi aner ikke hvorfor Nikodemus kommer til Jesus om natten, men det er egentlig også ligegyldigt, for det vigtigste er, at han kom. Der var noget, der drev ham – drev ham ud af hans hus om natten – der var noget, der var så vigtigt for ham, at han ville ofre sin nattesøvn for at få en afklaring på det.

Sult efter Gud
Jeg tror, at han havde en tørst og en sult efter Gud, og han kunne ikke stille den sult eller læske den tørst i sine egne studier. Han vidste ellers alt om jødedommen, som man kunne – hvis der var en, der vidste besked om Gud, så var det ham.  Men der var alligevel noget, der tvang ham af sted den nat.

Vi aner faktisk heller ikke, hvorfor Nikodemus kommer til Jesus, men følte han denne åndelige hunger og den åndelige tørst – følte han et åndeligt tomrum i sig, som han selv og hans religion ikke kunne fylde op… følte han det, jamen så var han kommet til den rigtige, nemlig Jesus.

Vi lægger Nikodemus til side et øjeblik, og prøver kigger lidt på vores egen tid. For for mig at se, så lever vi i en paradoksal verden:

  • Vi har styr på nærmest alt, men alligevel føler mange sig magtesløse.
  • Vi bruger flere penge, vi køber mere, men nyder vi det mere?
  • Vi har mere medicin, men mindre velværd
  • Vi har formået at presse vores levealder et godt stykke op, men har vi formået at presse mere liv ind i de ekstra år?
  • Vi gør hvad vi kan for at rense luften udenfor, men hvad med luften mellem mennesker?
  • Vi ved mere og mere, men har vi forbedret vores evne til at elske, tilgive eller til at være et menneske?
  • Vi ved mere og mere om vores verden – men er vi vokset i erkendelsen af skaberen af denne verden?

Ham, der har skabt hver eneste af os i sit billede – og fordi vi dybest set hører ham til, så vil vi aldrig kunne finde nogen ro i os uden gennem ham. Vi vil aldrig få stillet vores åndelige sult og tørst uden gennem ham. Augustin, en af de største teologer nogensinde, siger i sin selvbiografi, Bekendelser, ”Du har skabt os til dig selv, og vore sjæle er uden fred indtil de finder deres fred i dig, o Gud”.

Vi er skabt til at leve i et forhold til Gud – vi hørte fra Paulus´ brev til menigheden i Rom: ”Fra ham, og ved ham og til ham, er alle ting” (Rom 11,32-36). Men alligevel siger Paulus et andet sted i samme brev: ”Der er ingen retfærdige, ikke en eneste. Der er ingen forstandige, ingen, der søger Gud” (Se Romerbrevet 3,10-18).

Der er ingen, der af sig selv søger Gud – vi kan godt søge en gud, altså med lille g, men vi kan ikke søge Gud – med stort G. Gud den almægtige og eneste gud.

Mange veje til frelsen
Der er jo et religiøst marked uden lige, der er mange veje til frelse, mange vejen til at dække vores religiøse tørst, men det er ikke Gud. Formålet med vores liv er at kende Gud og leve sammen med ham. Vi er som mennesker nået så langt væk fra vores oprindelige formål med livet, at vi ikke engang selv tænker på at søge tilbage – men vi lever med tørsten i os. Vi kan forsøge at stille vores tørst eller sult andre steder, men det vil ikke bare være forgæves, men direkte ødelæggende for os.

Bibelen har et ord, der beskriver ethvert forsøg på at finde ro andre steder end hos den almægtige Gud: Og det ord er det hårde ord ”Afgudsdyrkelse”. Om det så er penge, magt, uddannelse, underholdning, eventyr, spændende arbejde, sport, skønhed, sundhed, ens krop, familien osv osv… der er intet i vejen med disse ting i dem selv, men de er utilstrækkelige til at dække det hul i os, som skulle udfyldes af Gud – for den plads har Gud skabt til sig selv.

Det er kun Gud, der kan stille vores tørst – alt andet er at bekæmpe symptomerne i stedet for at kurere selve sygdommen. Alt andet er som at drikke saltvand for at stille ens tørst – jo mere man drikker desto tørstigere blive man indtil kroppen bukker under.

Vi mennesker er nået så langt væk fra vores oprindelige formål med livet, at der ikke er andre muligheder for os end at begynde helt forfra – og nærmest bogstaveligt begynde forfra: Vi skal fødes på ny. Det er det Jesus taler med Nikodemus om: At blive født på ny.

Jesus siger faktisk, at det at blive født på ny er så vigtigt, at man ikke engang kan se Guds rige, hvis man ikke bliver født på ny. Det er derfor ikke småting de to snakker om her om natten – de snakker om vejen til frelse, de snakker om at få stillet den sult og tørst efter Gud, der driver kispus med menneskeheden.

Hvad vil det sige at blive født på ny? Vi her i kirken kan pege på dåben – det er her der sker. I dåben bliver vi født – som Jesus siger – af vand og ånd. Når vi ser på dåben, så sker der altså andet end at et menneske får øst lidt vand over sig, for Helligånden griber ind i dåben, bruger dåben til at give os et nyt liv. Før dåben havde vi vel et fysisk og et psykisk liv. I dåben genfødes vi fra oven: De fødes vi en gang til og får et åndeligt liv, det frelsende liv. Der går vi fra en identitet ”jeg, en synder” til en anden, ”jeg, en kristen”. ”Jeg, et barn af Gud”. Dér går vi ind i en ny måde at leve vort liv på. I stedet for at leve i had og i synd, så gives der os den nåde, den gave, at vi kan leve i tro og tillid til Gud, vores skaber. Vi lægger det gamle liv og alt det, der har med det at gøre, bag os, og indtager et nyt liv.

Gør vi brug af det nye liv?
Eller gør ”vi” det? Gør vi brug af det nye liv, vi har fået? Langt de fleste danskere er døbt, når de er små, og det er jo fænomenalt dejligt – pragtfuldt, at et menneskeliv allerede fra starten får givet det nye åndelige liv, men… for der er desværre et men ved det. Brorson gør opmærksom på det i en salme: ”Af døbte vrimler stad og land, men hvor er troens brand?”. Vi lever i en nation, hvor størstedelen af os er døbt, men alligevel lever vi i en nation, hvor størstedelen af os aldrig viser sig i en kirke. De fleste af os har allerede fra vi var små fået anvist vejen til at få stillet sulten og tørsten efter Gud, men alligvel vælger størstedelen af os, at gå andre steder hen, og altså at gå forgæves.

Det er uhyggeligt” Det er tragisk at dø af tørst – og især, hvis man lever lige ved siden af en oase med levende vand. Især, hvis man dør åndeligt her i Danmark. Vi skal tage vores liv i brug – vi skal hente liv ved bibellæsning, ved at bede til Gud, ved at have fællesskab med Gud, som har skænket os alt.

Vi står overfor den lange trinitatistid – en lang række af søndage uden nogen specielle kirkelige fester eller fridage. Vi kan kalde tiden for kristendommen i hverdagstøjet. Efter at have hørt om hvad Gud har gjort for os i julen, påsken og pinsen, så skal vi nu se, hvad alt det betyder for os – for vores daglige liv. Det, der først og fremmest er i fokus resten af kirkeåret er, hvordan det nye liv skal leves. Hvordan det skal leves i dybere og dybere fællesskab med Gud – hvordan vi hver dag skal komme til at leve tættere og tættere på ham. For når man først får smag for Gud, så kan man ikke stoppe dér, men bliver nødt til at få mere og mere.

Jeg sagde godt nok før, at hvis vi forsøger at stille vores åndelige tørst med andet end Gud, så vil det være som at drikke saltvand. Jo mere man drikker desto tørstigere bliver man. Hvad er så forskellen her – hvis man alligevel skal have mere og mere af Gud, jo mere man lever med ham? Forskellen er liv og vækst.

Rigtig små børn skal nærmest ikke have noget mad for at leve – godt nok skal de have mad oftere end os, men regner man det ud sådan totalt set, så er det jo nærmest pebernødder i forhold til det et voksent menneske skal spise for at holde sig i gang. Men jo mere man vokser desto mere skal der til for at holde livet og væksten i gang… lige indtil man når det punkt, hvor jeg vist er for øjeblikket, hvor man spiser lige lidt mere, end man egentlig har brug for.

Vi voksne kan ikke leve af den mængde mad, som et lille spædbarn lever af, fordi vi har brug for meget mere. På samme måde med vores åndelige liv – da vi blev døbt, blev der givet os et nyt liv og det er et liv, der vokser, der trænger ud og vil fylde alt og hade indflydelse på alt, hvad vi går og foretager os. Jo mere vi vokser desto mere skal der fyldes på – jo mere skal vi læse i vores Bibel og bede – jo tættere skal vi leve i forhold til Gud, og jo mere synligt bliver det, at vi lever sammen med ham.

Den samme vækst kan vi måske se med Nikodemus, der kommer til Jesus om natten. Næste gang vi læser om Nikodemus i Johannesevangeliet, da forsvarer han faktisk Jesus i det råd, som han er medlem af, og næste gang, træder han offentligt frem som en af Jesu disciple. De sker, da han er med til at begrave Jesus efter korsfæstelsen.

Jeg ved ikke, hvor du befinder dig i det åndelige liv. Om du er som den rådvilde og spørgende Nikodemus. Om du er vokset og blevet som den, der selv taler om Jesus, eller om du også lever som en kristen i fuld offentlighed. Uanset hvor du er, så ønsker Jesus at fylde mere og mere i dit liv.

Han ønsker ikke bare at være et punkt på din dagsorden, men vil være punktet – ja, han vil være din dagsorden. Ja, jeg håber, at vores sult efter Jesus må drive os væk fra vores egen dagsorden, så vi i stedet kommer på hans dagsorden. Så vores liv må blive hans liv – jeg håber, at vi må tørste mere og mere efter Jesus, for han har lovet os, at han vil stille tørsten.