1. søndag i advent (2015)

Denne side er set 1071 gange!

”Jeg kan simpelthen ikke tro på Gud” – ”præst, du tror på Jesus – det kan jeg ganske enkelt ikke”.

Hvis I vidste hvor mange gange jeg har siddet og hørt nogle sige det: Jeg kan ikke tro. Nogle gang er det sagt arrogant, måske endda næsten stolt, andre gange er det sagt bedrøvet.

Der kan være rigtig mange gode grunde til at man ikke tror på Gud – jeg har hørt rigtig mange af grundene, og jeg har aldrig har hørt en begrundelse, hvor jeg har tænkt: ”Hold da op en klaptorsk!! Det er da nok det mest åndsvage, jeg nogensinde har hørt”. Tværtimod, når jeg hører dem, så kan jeg ikke andet end tænke: Jeg forstår dig. Med din bagage, så forstår jeg godt, at du ikke tror. Eller jeg forstår heller ikke, at en unge mand dør af kræft – og efterlader sig kone og små børn. Jeg forstår heller ikke, hvorfor der er så meget ondt i verden – jeg kan måske forklare det med hovedet, men hjertet er ikke med”. ”Jeg kan godt forstå at ikke vil være en kristen, når du ser hvordan kristne kan opføre sig”.

Jeg vil gerne sige til dig, der af en eller anden grund ikke tror, ikke tror på Gud, ikke tror på Jesus. Du har garanteret en rigtig god grund til det. Og måske er det endda sådan, at du ikke har sådan en speciel grund: for, ”sådan er det bare”. Du er nok bare ligeglad – det betyder ikke rigtig noget, den ene dag tager den anden og det går da egentlig meget godt. Så hvis du hører spørgsmålet ”hvorfor bliver du ikke en kristen?”, så kunne jeg lige så godt have spurgt:

”Hvorfor bliver du ikke en astronaut? Hvorfor bliver du ikke en brandmand? Hvorfor står du ikke på et ben dagen lang?” Jeg ved det ikke – og jeg er fuldstændig ligeglad. Jeg føler mig slet ikke draget af det, jeg har slet ikke noget behov for hverken at stå på et ben hele dage, at blive en brandmand – eller blive en kristen. Det er ikke rigtig noget for mig – det fylder slet ikke for mig. Jeg har det da fint nok med Folkekirken – fred være med den, det er da meget hyggeligt – men ja, når jeg går hjem, så er det hjem til gode gamle mig.

Det overbevisende ord
Når jeg sidder dér i stolen og har en rigtig god snak – så ville det være fantastisk, hvis jeg bare lige havde ”ordet”, der skulle til, for at få personen overfor mig til at droppe sin modstand. Hvor ville det være rart om jeg kunne tage en bog frem og sige til dem – læs den her bog, og når du er færdig, så vil du tro på Jesus. Så vil du tro på Gud. Men den bog findes ikke! ”Jamen har I da ikke Bibelen!!” – jo, vi har Bibelen, men at læse i Bibelen og endda kunne Bibelen udenad er ikke det samme som at være en kristen. Jeg tror at Djævelen er verdenshistoriens mest bibelkyndige skabning – og der er nok ingen, der vil sige, at han er en kristen. Og jeg har lige læst et stykke fra Bibelen, hvor en flok mennesker, der vidste stort set alt om Gud og hans ord – og da de så mødte Jesus, Guds søn, så blev de så tosset på ham, at de var ved at kaste ham ud over en klippeskrænt. 

Listen med indvendinger
Jeg tror faktisk ikke at det er sådan, at man kommer til tro – at man læser en bog og tilegner sig viden. Troen begynder ikke med at få viden. Det er hvert fald at meget sjældent at det sker. Jeg tror ikke på at det er sådan, at hvis man laver en lang liste med ting, du ikke forstår i kristendommen, og du så tager dem en for en – ”Gud og det onde i verden” – ”Gud og lidelser” – ”Gud og …”. Jeg tror ikke, at når du når har fundet et svar på alle de indvendinger i den liste, at du så  vil sige: Jeps, jeg er klar nu – nu er alle forhindringer af vejen, jeg er klar til at blive en kristen. Niks, sådan foregår det ikke. Du vil ikke blive en kristen af at få informationer. De fleste bliver ikke kristne, fordi de får overvundet alle deres indvendinger, men fordi der sker noget i deres liv, som får deres indvendinger til at skrumpe ind, så de ikke betyder så meget mere. Så de ikke længere står i vejen ind til troen. De har den samme mængde spørgsmål og de samme indvendinger, men favner alligevel kristendommen – de tager deres spørgsmål med ind i deres nye kristne tro. Der sker noget i deres liv: Det kan være helt vildt fantastisk dejligt – og det kan være en tragedie. Noget, der ryster de mennesker på godt og ondt, så alt det med Gud ikke længere er noget intellektuelt, men eksistentielt og personligt. Indvendingerne mod kristendommen, der var noget, der foregik oppe i hovedet, bliver pludselig meget små og ligegyldige. Spørgsmålet om Gud er ikke bare en kategori, som man kan trække i en quiz… det er personligt. Kristendommen handler ikke om at få svar på nogle spørgsmål – kristendommen er personlig, det er liv.
Det kan godt være, at du så tænker: Ja, det var det jeg vidste – kristendommen drejer sig om at skubbe hovedet til side og indvendingerne til side og bare være naiv. Og jeg er altså alt for klog til det. Det ville jeg aldrig gøre.
Og så tror jeg faktisk, at du allerede har gjort det – engang – bare på en anden hjemmebane. Du er bare nok ikke klar over det. For uanset hvor klog vi er, så har vi sikkert alle sammen fået indvendingerne til en ting til at skrumpe i lyset af noget meget personligt.
Jeg kan tydeligt huske alle de indvendinger jeg havde imod at blive gift – jeg ved ikke om I også havde det sådan. Jeg havde et par gode argumenter for ikke at blive gift.
1) Jeg havde ikke tid til det.
2) Det var nemmere at hellige sig sine studier og senere sit præstearbejde, hvis jeg ikke var gift.
3) Og jeg havde også set at mange af mine venner, der først fik en kæreste så blev de sååå kedelige. Og jeg troede ikke, at de kunne blive mere kedelige – men jeg tog fejl. For så blev de gift!  Sådan vil jeg simpelthen ikke ende – tænkte jeg.

Har I også haft sådanne indvendinger? Jeg er for ung. Jeg vil beholde min frihed. Jeg er ikke meget for at binde mig.  Og hvad nu, hvis jeg møder en anden? I kender måske TV-2s sangs sang ”Kys Bruden”, hvor bruden siger: ”Hej du der fremmede hvor kommer du fra det er i virkeligheden sådan en som dig jeg vil ha”. Det er da lidt surt, at forelske sig i kokkepigen til ens egen bryllupsfest, ikke!

Indvendingerne forsvinder på grund af kærlighed
Jeg ved ikke med dig, men jeg fik aldrig nogensinde gået mine indvendinger igennem for at få bugt med dem – indvending for indvending. Jeg tør vædde med at, at ingen af os har lavet sådan en liste med indvendinger og så udryddet dem en efter en og sat et kryds. Jeg har læst bøger og er nu klar til at ofre min frihed – V-tegn ud for den. Og nu ved jeg hvorfor jeg er så bange for at forpligte mig: V-tegn ud for det også.

Nej, alle mine stolte og heroiske indvendinger svandt ind – fra lørdag den 23. marts 1996, Thunøvej 24 3. sal TV… og hvad skete det på det tidspunkt: Judith skete! Jeg blev forelsket. Kærlighed ved første blik – 1997 blev vi forlovet. 1998 blev vi gift. Før forelskelsen kom ind, så var kærlighed et emne, en kategori. Og så længe vi bevægede os heroppe i hovedet, så kunne vi stille en masse punkter op, som vi kunne bearbejde intellektuelt. Og så mødte vi personEN. Så talte jeg ikke om ægteskab – så talte jeg om Judith. Så talte jeg ikke om det at forpligte mig – nej, så talte jeg om hende. Det gik fra at være et emne, noget intellektuelt til at blive noget personligt, det blev liv. Og jeg havde og har stadigvæk alle mine indvendinger mod at blive gift – at jeg kunne være en bedre præst, hvor jeg brugte mere tid på mit arbejde, hvis jeg ikke var gift… men jeg blev alligevel gift. Og sådan gik det sikkert også med din indvendinger – det var der stadigvæk, men de betød ikke så meget som de gjorde FØR du mødte ham eller hende.

Jeg tror det er den måde man bliver en kristen på. Ikke ved at man laver en liste og så går alle indvendingerne i møde og vinger dem af en for en. Nej, der sker noget i ens liv, godt eller dårligt som stiller os overfor et personligt valg. Ikke et intellektuelt valg, men et personligt valg, som får indvendingerne til at skrumpe ind – og så tager man dem med sig ind i kristendommen. Kristentroen begynder ikke med at vi får svar på alle vore spørgsmål – det vil aldrig ske. Gud ønsker allermest at vi skal elske ham – meget mere end vi skal forstå ham. Og du vil opdage – at efterhånden som du elsker Gud, efterhånden vil du også forstå ham. Du skal holde fast på alle dine spørgsmål – du skal ikke slå hovedet af – bliv ved med at stille dine indvendinger imod kristendommen. Men begynd ikke ved at forsøge at finde svarene, men begynd med at finde ham, som svarene drejer sig om. Lad være med at gøre lige som de jøder, som teksten handler om i dag, som ser sig så blinde på at de ikke forstår og at Jesus ikke lever op til deres forventninger, så de forkaster ham.

Se ikke på indvendingerne
Jeg prøver hvert år at lave et trick med mine konfirmander – i år mislykkedes det – men normalt plejer det at lykkes. Jeg stiller en sodavandsflaske op på bordet og en sukkerknald øverst. Så beder jeg – lad os sige – en pige om at nærme sig flasken løbende og slå sukkerknalden af uden at ramme flasken. Men jeg gør hende så nervøs, at hun begynder at tvivle på det. Og når hun så skal til at slå, så råber jeg højt: Du kan ikke! Og vedkommende rammer flasken. Hun har så meget fokus på at hun ikke kan, at hun til sidst virkelig ikke kan.
På samme måde i troens verden: I stedet for at have fokus på alt det, du ikke kan tro – alt, der, der forhindrer dig i at tro, så hav fokus på det, du kan tro på. Det kan være meget lidt, det kan være det er kærlighed. Det kan være, at det er Jesus – begynd dér… Lad det først blive personligt denne tro, og lige så langsomt, så vil den tro vokse mere og mere – og tage flere og flere ting ind. Få svar på flere og flere ting.
Jeg tror, du vil lære svarene på dine indvendinger, men du vil få noget mere: Du vil lære Gud at kende – og du vil lære hans søn at kende… og det vil blive personlig for dig. Liv for dig. Du vil se, at Jesus Kristus ikke bare er frelseren, men han er min personlige frelser. Men det begynder ikke med at få svar på en masse forskellige spørgsmål. Men det begynder med at du inviterer ham til at gøre det personligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *