10. søndag efter trinitatis (2010)

Denne side er set 695 gange!

Normalt siger man ”modsætninger mødes og sød musik opstår”… men nogle gange kan modsætningerne blive så store, at det bliver en omgang frygtelig musik – det kan vi se i dagens tekst. Her er det virkelig to verdener, der for et kort øjeblik mødes: Den fromme rige farisæer og den syndig og socialt og religiøst udstødte luder.

Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig hvordan folk har kigget på hende med foragt – hvad laver hun dog her? Hun kommer ind dér lugtende af sin billige parfume – ingen ville sikkert føle sig i en særlig behagelig situation. For tænk, hvis hun nikkede til mig – eller kendte mit fornavn – flovt! Hun kunne virkelig have lavet ballade til festmåltidet.

Men kvinden i evangelieteksten er ikke ude på at tale – eller ødelægge festen. Hun knæler ved Jesu fødder, græder stille, salver Jesu fødder med den dyreste parfume, man kunne tænke sig – og tørrer dem igen med sit hår og kysser hans fødder. Hvorfor gjorde hun egentlig det?

Jeg går ud fra, at hun havde hørt Jesus prædike før. Måske har hun stået på afstand og hørt Jesus prædike

“kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,18).

Måske havde hun hørt at Jesus havde sagt

“heller ikke jeg fordømmer dig. Gå og synd fra nu af ikke mere” (Johs 8,11)

til en kvinde i næsten samme situation som hende selv.

Måske havde hun hørt det og var kommet frem til, at hvis det er Guds holdning, så kan måske endda selv jeg blive tilgivet. Måske vil det hjælpe mig til at ny start. Vi ved ikke hvad der fik hende til at handle som hun gjorde – men hun fandt af den ene eller den anden grund hen til det eneste sted, hvor en synder burde være: Ved Jesu fødder

Farisæeren Simon sad ikke ved Jesu fødder – han havde af nysgerrighed inviteret denne mærkelige mand med til sit fornemme middagsbord. Godt nok blev Jesus ikke behandlet som alle de andre gæster – med vaskning af Jesu støvede fødder, med velkomst-kys og salve for at kølne Jesu hoved i den varme middagshede. Her var det Jesus, der skulle mærke, at han var den lille – og Simon – farisæeren, der var den største. Det var en ære at sidde til bords sammen med Simon! Og Simon har da også råd til at se ned på kvinden, der ligge for Jesus fødder: “Føj! Hvis denne mand var en profet – ville han vide hvilken kvinde, der kyssede hans fødder – og så ville han trække fødderne til sig!”

Men Jesus ser anderledes på kvinden end Simon ser på hende – Jesus ser ikke en synder man skal isolere sig fra og vende sig fra i foragt. Nej, han ser en synder, der er elsket af Gud. Jesus mødte et elsket menneske – når han ser på os, ser han ikke først og fremmest vores synder.  Han ser et elsket menneske, der har brug for hjælp – og kun han kan hjælpe. 

Jesus ser igennem kvindens synd og ser troen – men han ser også igennem Simons stolthed og ser synd. Jesus vender sig derfor til Simon – for Jesus har gennemskuet hvad Simon tænkte: Jeg har noget at fortælle dig! “Sig det, mester” – lyder Simons svar.

Jesus fortalte en historie om en mand, der har to skyldnere: Den ene skyldte halvtreds tusinde kr og den anden skyldte femhundrede tusinde kroner – ingen kunne betale, da lånet skulle indfries – så der var da ikke forskel mellem de to skyldnere – de var begge to i en håbløs situation. Af en eller anden grund eftergav manden sine skyldnere. Jesus spurgte så Simon: Hvem af disse to skyldnere elskede ham mest? Et let svar: Den, der skyldte mest – elsker vel også mest!

“Det har du ret i” – svarede Jesus – “prøv se på forskellen mellem dig og denne kvinde her. Du modtog mig ikke med vaskning af mine støvede fødder, kys på min kind og salve til min hede pande. Men denne kvinde har givet alle de ting til mig. Simon, du og kvinden har mere til fælles end du sådan lige bryder dig om at forestille dig. I er begge to syndere , men den store forskel mellem dig og hende er, at hun kender sin synd og har omvendt sig. Se hendes tårer – men du har aldrig stået ansigt til ansigt med dine synder – og du har slet ikke bekendt dem”

Og så chokerede Jesus endnu engang gæsterne ved at vende sig til kvinden: ”Dine synder er tilgivet – din tro har frelst dig. Gå bort med fred!”.

Og her ligger en anden forskel mellem Simon og kvinden – hun blev tilgivet – blev frelst. Simon… han fik forhåbentligt noget at tænke over.

Jeg har også fået noget at tænke over, når jeg læser denne tekst. Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv: Hvem ligner jeg mest :Simon eller kvinden?

Hvornår har jeg sidst grædt over en synd i mit liv? Eller i det mindste: Hvornår har jeg været virkelig bedrøvet over synden i mit liv? Hvis jeg ikke kan huske det, så må det jo betyde, at jeg ligner Simon.

Sammenligner jeg min egen moral med andre, mere åbenlyst umoralske personer? Hvis jeg gør det, så må det betyde, at jeg ligner Simon.

Når jeg tænker på min plads i Guds kirke – tænker jeg så, at Gud da må være lidt stolt over at have netop mig med mine evner og muligheder? Hvis jeg gør det, så må det betyde, at jeg nok ligner Simon.

Eller tænker jeg på, at jeg burde være den, der skulle være stolt over at være i hans kirke. Når jeg tænker på hvad Gud har gjort for mig, føler jeg så, at Gud har behandlet mig bedre end jeg fortjener? Hvis jeg kan svare ja til de ting, så ligner jeg mest kvinden.

Jesus har stillet os overfor døden og overfor livet – overfor forbandelsen og overfor velsignelsen – så vælg da livet, så du må leve.  Jesus vil ikke afvise en eneste af os – om vi så er Simon eller kvinden. Han rækker ud efter os uanset om vi er den fromme eller luderen. Uanset om vi er langt bort fra ham og helt ude i torvene, eller om vi er tæt på ham og stadigvæk har en perfekt from facade. Gud ser igennem vores fromme facader, og han ser igennem skidt og pjalter, som livet måske har efterladt os med, og genkender begge steder et elsket menneske. Men hans kærlighed tvinger ikke – hans kærlighed er fri – også fri til at afvise. Simon afviste Jesu kærlighed – kvinden tog imod!

Om lidt er der igen festmåltid – det er ikke Farisæeren Simon, der inviterer og som sidder og sorterer i folk- det er frelseren Jesus. Simon inviterede kun de fromme mennesker – Jesus inviterer alle! Også du er velkommen til nadver, hvor vi alle knæler ved samme nadverbord. Alle bliver inviteret – ingen bliver skubbet bort – her er eftergivelse af vores gæld – nyt liv. “Din tro har frelst dig. Gå bort med fred”.

Og derfor kan vi løfte vores ansigter og lovprise Gud og sige:

 

“Lov og tak og evig ære – være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse – nu og i al evighed”

Amen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *