6. søndag efter trinitatis (2010)

Denne side er set 793 gange!

Den første tanke jeg får, når jeg læser om den rige unge mand her i dagens tekst er, at han tager fejl. Han må tage fejl – ingen kan da oprigtigt mene, at han eller hun helt har overholdt budene. Men jo, det siger han, og der står ikke noget om, at det her var en fælde, som skal få Jesus ned med nakken. Der står ikke noget om at han havde lumske bagtanker. Der står heller ikke, at manden er hovmodig og bare ønsker at få Jesus til at sige: ”Jamen du er frelst – der er ikke mere du kan gøre”. Manden er oprigtigt i sit ønske – et andet sted står der om denne mand at Jesus fattede kærlighed til ham. Jesus ser ikke et menneske, der vil have ham ned med nakken, Jesus ser ikke et menneske, som ligesom farisæerne ønsker storhed og frelse på andres bekostning. Han ser et søgende menneske – et menneske, der lige mangler det sidste. Og Jesus fatter kærlighed til ham.

Jeg tror ikke, at det menneske findes i rendyrket form i dag – hvis man kan sige det på den måde. Jeg har i hvert fald aldrig mødt et sådant menneske. Og så alligevel – kender vi ikke sådan et menneske, som vi ser op til som noget exceptionelt? Hvis vi bare var ligesom dem. Hvis vi bare troede ligeså meget som hende. Hvis vi bare var lige så gode som ham. Sådan har jeg i hvert fald sådanne kristne forbilleder – som er så favnende, dejlige, stærke, standhaftige… ja, jeg kunne blive ved. Der er sådan et digt, som jeg hørte en del gange i barndom i Odense, og her for et par år siden fandt jeg en digtsamling hvor det stod:

Der er mennesker, der bestandigt går som gik de kongebud
og er vidnesbyrd iblandt os om så kongelig en Gud
Deres smil er som et solskin, som et solskin og en fred.
Vejen, som vi selv skal følge, bliver skønnere derved.

 

De tør leve det vi andre synger søndagssange om
i en grå og glansløs hverdag rejser de en helligdom
og gør denne jord vi kalder for en stakkels jammerdal
til en sommervej, der standser ved en stjernesmykt portal

I kender garanteret også sådan en person. Det kan godt være, at de ikke selv ville gå hen og sige: ”Jeg har opfyldt loven” – men det er lige før vi andre er ved at sige det for dem.

Men på et tidspunkt kommer vi så tæt på dem, at vi fuldstændigt har vundet deres tillid, og så viser det sig, at det faktisk ikke var sådan alligevel som man troede – den frelsesvished, som ellers havde været kendetegnende for vores billede af dem, det var slet ikke så fremherskende i deres eget selvbillede.

Lige som den rige unge mand: Udefra set har vi altså et exceptionelt menneske – et menneske, der opfyldte alle budene og var klar over det, men han havde stadigvæk ikke det, vi kunne kalde frelsesvished. Han opfyldte loven, men hans hjerte, sjæl og sind var bekymret for det fremtidige liv, hans fremtidige liv, for han kommer hen til Jesus og spørger: ”Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv? – jeg har virkelig lagt mig i sedlen, men hvad skal jeg gøre mere for at få evigt liv”. Her var en unge mand, der udadtil havde styr på det. Men denne unge mand følte hele tiden, at det var ikke nok, det han kunne præstere. Han manglede noget – og det ”noget”, der manglede var det afgørende. For andre var han et eksempel til efterfølgelse – en af dem, der måske var lys og salt i deres liv, men i hans egne øjne manglede han et eller andet.

Som kristne har vi brug for forbilleder, men jeg tror, at kommer man tæt på dem, og vinder deres tillid, så vil det nok også vise sig, at det er kæmpende mennesker. At de også har deres at kæmpe med. At de som den rige unge mand syntes, at de selv manglede et eller andet.

En af de personer, som hele mit liv var sådan et kristent forbillede lå for døden. Hun havde været en af dem, som er knyttet til store begivenheder i mit liv. Og selv om hun har haft et hårdt liv, så har jeg ofte tænkt: Hvis jeg dog bare var lige som hende. Tingene ville være så meget nemmere. Men sidste gang jeg så hende, så var hun bange. Hun, som ellers havde bedt så meget for mig i tidens løb, hun havde nu virkelig brug for, at der blev bedt for hende. Jeg blev trukket lidt til siden: ”Kim, vil du ikke bede for mig?”. Og da jeg havde gjort det, og vi gik ind i den anden stue kom det igen: ”Kim, vil du ikke nok bede for mig?”.

Men var det så fordi, at jeg havde taget fejl af det mennesker, som jeg ellers havde sat så højt? Spillede hun bare skuespil og narrede hendes omgivelser med hendes fromhed? Næ –sådan var det bestemt ikke – og sådan har det nok heller ikke været med de troseksempler, som I tænker på. Men vi har lært den vigtige lektie, at selv et troseksempel har brug for en frelser.

Mit eget kristne forbillede var et menneske, der trods sine mange fornemme egenskaber alligevel var et menneske, der var afhængigt af Gud. Som igennem et langt liv havde fundet ud af, at hvis der skal være noget godt liv efter det her, så er det altså ikke mig og mit, der skal bygges på, men Gud og det han har givet til mig. Og det er måske først dér, at de mennesker virkelig er forbilleder for os – for de viser os, at selv det største, som vi mennesker kan præstere, at det alligevel skal frelses af nåde. Den rige unge mand minder os om, at en retfærdighed, der bygger på vore egne gerninger, det som vi skal præstere… ja, det er aldrig nok. Den unge mand minder os om, at uanset hvor stor mængden af helligt liv er, så vil det aldrig kunne stille os helt tilfreds og heller ikke stille Gud tilfreds.

Jesus satte så meget pris på den rige unge mand, at han netop udpegede netop for ham, at der stadigvæk manglede noget. Vel troede han, at han elskede sin næste som sig selv, men han elskede ikke sin næste så meget, at han ville gå hen og sælge alt hvad han ejede og så give det til de fattige. Han havde strammet sig så meget an hele sit liv med at opfylde loven kun for at se, at da han var nået til vejs ende, så åbnede der sig bare endnu et stykke. Han manglede stadigvæk meget for at kunne frelse sig selv med sine gode gerninger.

I Det gamle Testamente finder vi den store jødiske leder, Josva. I slutningen af hans liv siger Gud til ham: ”Nu er du gammel, højt oppe i årene, og der er stadig meget land tilbage at erobre” (Josva 13,1). Det er sikkert en oplevelse, som mange mennesker har haft, når de har levet et langt liv sammen med Jesus, at der faktisk er et ordentligt stykke tilbage at ”erobre”. Der er langt op til det mål, som ligger foran os, om det så er at ligne Jesus eller om det er at ville opnå frelsen ved ens egne anstrengelser. Alle – selv det største forbillede har syndet og har mistet herligheden fra Gud, siger Paulus i det stykke, jeg læste fra alteret. Selv det bedste i os, selv det flotteste i os, selv det reneste i os, er ikke nok. Det er også derfor, at disciplene bliver forfærdede over det Jesus siger – ”Hvem kan så blive frelst?”.

Og så er det Jesus kommer med svaret på spørgsmålet fra den rige unge mand: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt. Der er ikke noget du kan gøre for at blive frelst – du kan ikke gøre, du kan modtage. Det er ufortjent”. Alle gøres retfærdige ufortjent – selv det største forbillede vi kan have i vores liv, skal alligevel frelses ufortjent. Ufortjent – det betyder ikke at jeg gør lidt og Gud gør resten, for ellers ville det kun have været ”næsten ufortjent”. Nej, ufortjent betyder at Gud gør alt. Det betyder at det alene er ved troen, at man bliver gjort retfærdig.

Så det er det dobbelte svar på den rige unge mands spørgsmål: Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv. 1) Det er umuligt for dig, men muligt for Gud. Gud kan proppe selv den største kamel ind igennem et nåløje. Han kan få selv den største synder til at blive en frelst helgen. Intet er umuligt for Gud. Og det andet svar er 2) Det du skal, er at tage imod – du skal tro.

”Alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *