12. søndag efter trinitatis (2005)

Denne side er set 745 gange!

Forbøn

Mark 7,31-37

INDLEDNING

At være døv er på en måde at være åndelig ensomhed, for den åndelige tilførsel, man får er virkelig vanskelig og begrænset. Det er igennem talen med andre mennesker, at man virkelig får nyt ind, som man selv kan arbejde videre med. I ved jo selv hvor beriget man føler sig efter en god og fortrolig snak med nogle af ens nærmeste venner. Man har fået fyldt på – man har lært nyt.

Manden, som jeg lige har læst om, var isoleret på den måde – han var både døv og kunne altså ikke modtage fra andre mennesker, og samtidig havde han besvær med at tale, så han kunne kun vanskeligt dele ud af det, han havde. Men manden her var alligevel heldig, for han havde hørende folk omkring sig, der ville ham det bedste, og som derfor førte ham hen til Jesus. Manden havde ikke hørt noget som helst om Jesus, for han var jo døv – så hvordan skulle han så det? Men hans venner havde hørt om Jesus og bragt manden hen til Jesus – og pludselig kunne manden høre. Hans venner var magtesløse overfor hans døvstumhed, men de gjorde det bedste de kunne gøre: De bragte ham hen til Jesus.

Det er en vigtig lektie, som jeg vil trække frem af teksten her i dag: Står vi i en situation, hvor vi føler os magtesløse, hvor vi ikke kan hjælpe dem, der står os nærmest – eller nogle vi kender – nogle vi har hørt om – eller nogle, der på en eller anden måde har krydset vores vej. Jamen så kan vi bringe dem hen til Jesus – og hvordan gør vi det? Jo, vi gør det ved at bede for dem. Ved at folde vores hænder og bede for dem – det er det største vi kan gøre – og det bør også være det første vi bør gøre. Forbøn er så utrolig vigtig.

 

PERSONLIGE EKSEMPLER PÅ FORBØN

Som I nok ved, så er jeg næsten lige startet efter en god lang ferie. Vi har været ude og snakket med en masse spændende mennesker og vi har bagagen fyldt med en masse oplevelser. Der er dog en oplevelse, som vi gerne ville have været foruden – og det var da vi den sidste morgen i Prag kom hen til vores bil og opdagede, at vores bagrude var smadret. Der var stjålet nogle småting, men det værste var den her smadrede rude langt hjemmefra – og hvor føler man sig så ensom. I et ledigt øjeblik fik jeg lige fundet min mobiltelefon frem og skrev en besked, der fortalte bl.a. mine forældre om den trælse situation. Det varede ikke længe før jeg fik en besked tilbage ”Vi beder for jer og venter at høre nyt”. Forbønnen bar – vi blev hjulpet ud af den virkelig trælse situation, også selv om vi naturligvis mange gange måtte spørge ”hvorfor Gud?” den dag… men vores uheld ledte os hen til en masse hjælpsomme mennesker, der hjalp os og viste os omsorg. Vi blev ledt hen til en masse spændende mennesker, som vi ellers aldrig have mødt og som gav os langt flere oplevelser end vi ellers havde fået, så jeg nu kan sige ”nå derfor Gud”.

 

Der er ikke noget, der varmer så meget som at høre fra et menneske: ”Jeg beder for dig” – og så mærke, at det her ikke bare er ord, men der er foldede hænder og bøjede knæ bag ordene. Jeg har min egen lille bedemor, der lige siden jeg var en lille knægt har bedt for mig. Hvor er det stort at vide, at hun beder for mig – at hun og også mine forældre ikke lukke deres øjne om aftenen uden at nævne mit navn overfor min himmelske far.

Det er forbønnen, der bærer een frem. Selvfølgelig er der også noget psykologisk i det – i at vide at der bliver bedt for en, men som kristne tror vi jo, at der er store kræfter koncentreret, når vi folder vores hænder. Tror man bare at bøn udløser psykologiske kræfter, jamen så har man kun fat på en meget lille brøkdel af hvad bøn er. Forbøn ikke bare er et religiøst udtryk for næstekærlighed, men at det er en direkte forbindelse op til den almægtige Gud.

 

FORBØNNENS OPGAVE

Kan vi ikke andet i Guds rige, så kan vi bede. Der er brug for folk, der beder. Jeg har ikke de store evner – jeg har ikke de store kræfter – jeg har ikke de store muligheder. Jamen, så kan du gøre det største vi mennesker kan gøre, nemlig folde vore hænder og bede. Sidder du måske hjemme i din stue og føler dig ensom, føler at der ikke rigtig er brug for dig… det passer ikke. Der er altid brug for folk, der har tid til at folde deres hænder. Jeg tror, at den største opgave der er i kirken – det er opgaven som forbeder.

Men det er ikke kun få, der skal bede for de mange -. jeg tror virkelig det er nødvendigt, at vi alle beder for hinanden. Og der er nok af ting og personer, man kan bede for.

 

FOLK MAN KAN BEDE FOR

Der er din familie nær eller fjern. Jeg har hørt hvordan en bøn fra en fjern slægtning har været med til at holde en på den rette kurs i forhold til Gud. Der blev bedt for den dreng, der blev bedt for den voksne mand – der blev bedt. Ikke de store ord, ikke de store armbevægelser, men bønnen trængte igennem op og gav den styrke der var nødvendig.

Der er vores menighed. Tænk hvor meget bedre vores gudstjenester ville være, hvis vi alle bad for dem og forventede os noget nyt og givende af dem. vi kan altid klage over, at der dog ikke snart kommer flere i kirke – men hvornår har vi sidst bedt for det? Hvornår har vi sidst bedt for vores menighedsråd? Ja, hvornår har I sidst bedt for jeres præst? Jeg har brug for at der bliver bedt for mig – at Gud på en speciel måde må give mig visdom i det jeg står i. Vi kan også bede for biskoppen – det er nemt nok at skælde ham ud, men hvad med at bede for ham?

I vores gudstjeneste har vi den bøn, der bliver bedt efter prædikenen. Det er ikke bare præstens egen bøn, men det er kirkens bøn. Er nogle i menigheden syge, så giv mig lov til at bede for vedkommende her fra prædikestolen. Har nogle problemer – så giv mig lov til at bede for vedkommende her fra prædikestolen. Kirkebønnen er vores bøn, der gerne skulle bære alle hen til Jesus.

Vi kan bede for dem, ingen andre beder for. Det kan vi selvfølgelig ikke vide noget om – men tænk en frygtelig tanke: Et menneske ingen beder for. Er der en mistanke om det, jamen så fold hænderne og bed for det menneske. Det kan godt være, at du ikke kender ham eller hende, men Gud kende ham eller hende og ved lige nøjagtig hvad vedkommende trænger til.

Vi kan bede for vores fjender eller mindre drastisk – vi kan bede for dem vi ikke kan lide. På den måde ændrer vi også os selv – for jeg tror ikke, at man i længden kan blive ved med at hade det menneske, som man beder for. Eller hader er måske et lidt voldsomt ord, men I ved hvad jeg mener, for det er jo ikke alle, vi lige bryder os om – bed for dem. Men pas på, risikoen er der for at du ændre dine følelser overfor vedkommende.

I Bibelen finder vi en masse eksempler på folk, der gjorde det totalt naturstridige, nemlig at bede for deres fjender. I kender nok den første kristne martyr Stefanus. Inden han faldt til jorden død under de susende sten. Og hjalp det så? Førte det til noget, at han bad for sine fjenderne? Kigger vi rundt i flokken finder vi især en, der, der hellere end gerne ville have kastet den første sten mod Stefanus – han bærer det græske navn Paulus og blev siden den store missionær, der virkelig blev brugt af Gud til at videregive store og evige sandheder, som vores kirke bygger på i dag.

Listen over personer, vi kan bede for, kan fortsætte med folk, som vi på en eller anden måde er stødt ind i på vores ferie eller rejser. Vi kan bede for vores kolleger, vores land, for dem, styrer vores land. Forbøn er vigtigt – ikke fordi Gud ellers vil behandle mennesker ringere end hvis vi ikke havde bedt, men fordi vi derved ligger dem særligt ind til Gud. Gud har øje for alle mennesker – hvis der bliver bedt for et bestemt menneske. Hvis et af Guds retfærdige børn har et andet menneske så meget på sinde, at han beder for det menneske, så tror jeg, at Gud har et kærligere blik til det det menneske, end hvis der ikke var blevet bedt.

 

BEDEEMNER

Og lige som gruppen af personer vi kan bede for, er mange, sådan er listen af forbønsemner også mange.

Der er naturligvis det store altoverskyggende emne: Frelsen. At folk må blive frelst – at dem man beder for må komme til at kende sandheden om dem selv og om Jesus. Det er virkelig at bringe andre frem for Jesus. Man behøver ikke at tro, før der kan blive bedt for en – jeg tror ikke, at den døvstumme mand troede på Jesus, for han havde aldrig hørt om Jesus. Og det at læse om Jesus… nej, det gik nok ikke. Han blev bragt til Jesus og Jesus gjorde et under med manden.

Nu blev manden helbredt – sådan går det ikke altid. Da jeg en kort overgang var efterskolelærer fortalte en af mine kolleger om sin nevø. Det var en ung mand, der levede det søde liv. Der var ikke tid til Gud eller kristendom – og interessen var der heller ikke. Livet skulle leves nu og det blev levet i højeste gear på sin motorcykel. Forældrene bad meget for deres søn, at han dog måtte komme til besindelse – at han igen måtte komme til fornuft, men ingenting hjalp. Og så gjorde forældrene det voldsomme, at de bad: ”Gør hvad der er nødvendigt for at han må blive en kristen igen”. Det var en voldsom bøn, fordi resultatet var voldsomt. Den unge mand blev indblandet i et færdselsuheld i Sverige og kom tilbage til Danmark lam – men dér i sin sygeseng blev han bragt til Jesus. Han blev ikke helbredt – men han fandt Jesus igen. Det er en voldsom historie – men dybest set ved vi jo nok også,. at den mand er heldigere stillet end mange andre, der har deres bens fulde brug, men som bruger dem til at løbe væk fra Gud ved hver eneste lejlighed.

Vi kan bede for, at vores kære må vokse i deres tro og komme tættere ind til Gud. Lære ham bedre at kende.

Vi kan bede for, at hverdagen må lykkes for dem vi beder for. Der kan være et ekstra vigtigt emne lige her og nu – en, der skal til jobsamtale. En, der er syg. En, der skal til eksamen. En, der lige er startet på et nyt arbejde. Emnerne er mange – vi skal ikke sætte grænser for os selv i vores bøn overfor Gud. Vi skal bede for det, der ligger os på hjertet – og så skal vi holde ud i forbønnen.

HVORFOR SKAL VI BEDE FOR ANDRE

Og vi skal bede, fordi det hjælper. Det betyder noget at vi beder – i Bibelen læser vi ”En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er” (Jakob 5,16). Vi har en levende Gud – den eneste levende Gud, alt andet er tomme afguder, men ”vores Gud er i himlen og gør alt, hvad han vil”, som jeg læste fra GT fra alteret. Vi har en levende og virksom Gud, der taler, handler og åbenbare sig for alle søgende mennesker.

Vi skal bede, fordi det gør, at vi vokser som kristne. For det første efterligner vi Jesus, der lige nu sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os – som der står i Hebræerbrevet i NT. Men forbøn er også at blive involveret i det kæmpe eventyr det er at stille sig ind i tjenesten for Guds vilje i vores verden. Der er ikke et eneste sted på denne planet vi ikke kan nå igennem bønnen. Der er ikke en eneste person i verden, hvis liv vi ikke kan indvirke på, hvis vi beder.

Det er en kæmpe velsignelse at være forbedere – det er en kæmpe opgave, og der er ikke noget, som verden og kirken har mere brug for end forbedere – for folk, der bringer andre folk hen til Jesus. Og det er en opgave, vi alle kan være med til at fuldføre – det kræver ikke andet end vores tid og koncentration.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *