Denne side er set 718 gange!

Lyt til prædikenen:

      Default_20180819-102450


Læs prædikenen:
Bibelen er et skatkammer af trøstende ord om tilgivelse:

”Så høj som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham; så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os.” (Salme 103, 11-12).

”Hvilken gud er som du, der tilgiver skyld og bærer over med synd…  han viser os atter barmhjertighed og træder al vor skyld under fode. Du kaster alle vore synder i havets dyb! (Mika 7,18-19).

Og på sin vis følger Jesus i samme slipstrøm og siger: ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker”… det er skønt… men Jesus har det lille ord ”men”, der pludselig gør, at vi kan glemme alt, der står foran dette ”men”. ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives”… ”den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende”.

Jesus siger pludselig ordet ”aldrig” – og kæder det sammen med tilgivelsen.  Mange mennesker har i tidens løb pint sig selv med det spørgsmål: ”Har jeg bespottet Helligånden? Har jeg talt et ord imod Helligånden? Har jeg gjort den eneste synd, som der ikke er tilgivelse for?”.

Skræmme og trøste
Lad os prøve se på teksten: Teksten til i dag kan to ting.
På den ene side, så burde den virkelig skræmme den magelige og trøste de bange. Fordi der på den ene side er folk, der ikke har nogen idé om, at de har begået den synd. De har ingen anelse om, at de har begået den utilgivelige synd – eller måske er ved at begå den. De er magelige selv om de burde være bange for at de er på vej til evigt helvede – teksten til i dag bør ruske dem op, give dem endnu en chance. Altså skræmme de magelige. Og så er teksten til i dag også egnet til at trøste de ængstelige – der tror at de har begået denne synd. Men er så langt væk fra at have begået den, men alligevel piner sig selv: Har jeg?

Men hvad er den synd så? Jeg tror ikke at det er et bestemt ord – en bestemt synd, der er tale om. Det er ikke en bestemt synd, gjort eller sagt på et bestemt tidspunkt – nej, det er en proces. Det er et liv. Det er endemålet. I Johannesevangeliet har Jesus en meget kort beskrivelse af hvad ”synd” egentlig er for noget. Hvad er synd?

Jesus fortæller, at Helligåndens opgave er at overbevise verden om synd, retfærdighed og om dom. Og ”synd” forklares med, at synd først og fremmest er, at de ikke tror på mig (Johs 16,10).

Helligånden er ham, der vidner om Jesus  og skaber troen i os. Når Helligånden kommer og vidner om den levende Gud i dit hjerte og du bliver ved med at stå imod og bliver ved med at modsige Helligånden, så kommer der et tidspunkt, hvor din modstand bliver utilgivelig. Og det sker, når du ikke længere kan bekende din synd.

Jakob og Esau

I kender sikkert historien om Esau, der solgte sin førstefødselsret til sin bror Jakob. I Herbræerbrevet står der om ham:

”Skønt han med tårer søgte at omvende sig, fik han ingen mulighed for det” (Hebr 12,17).

Bemærk, der står ikke at han søgte tilgivelse og ikke kunne finde det – nej, han søgte omvendelse. Enhver synd, som du med et ærligt hjerte kan bekende, og omfavne Kristus for at han må tilgive dig – den vil blive tilgivet dig. Den utilgivelige synd er at du har sagt nej så meget til Helligånden, at du har gjort modstand overfor Helligånden og din samvittighed, så du ikke længere kan omvende dig – du forsøger at omvende dig, men det kan du ikke. Du kan ikke være bare en smule ked af din synd og vende dig bort.

Det er en forfærdelig situation at være i… men er du knust over din synd – uanset hvad du har gjort, uanset hvad du har råbt op til Gud… uanset hvor længe du har modstået Helligånden, der prikker til dig… kan du stadigvæk føle anger, vende dig bort fra det onde, du har gjort, så kan du blive tilgivet. For Bibelens ord er så klare: Tror du vil du blive frelst. Det er den manglende evne til at omvende sig og tro, der markerer, at man er gået over linjen mellem det, der kan tilgives, og det, der ikke kan. At man har sagt et ord mod Helligånden, nemlig: Nej, nej, nej!

Hvad bygger du dit liv på?
Og i det lys, så stiller teksten til i dag os spørgsmålene: Hvad bygger du dit liv på? Hvad bygger du din fremtid på? Hvad bygger du din evighed på? Hvad bygger du din salighed på? Hvem går du til, når du nu igen igen igen har syndet? Måske endda igen er faldet i den synd, som altid plejer.
Hvis svaret på det spørgsmål er Jesus Kristus– så skal du ikke være bange for at du har spottet Helligånden. Så skal du ikke være bange for om du går fortabt – for så er der så mange andre ord, der er så entydige, der er så klare, og som alle sammen er Guds garanti for din fremtid. Der findes ingen synd, som du ikke vil få tilgivelse for, hvis du kommer til Jesus og angrer din synd- ingen! Alt kan tilgives – når der bliver bedt om det.

Og jeg kan ikke lade være med at tilføje: Selv det, der i vores øjne er utilgiveligt, det er der tilgivelse for. Der hvor tilgivelse virkelig betyder noget, – det er dér, hvor vi er oppe på et niveau, hvor tilgivelse er en umulighed. Hvis dét bliver tilgivet – så er tilgivelsen alt værd.

Ham, der tilbyder mig tilgivelse for det utilgivelige, han er virkelig én, jeg ikke vil leve uden.

Så hvis du stadigvæk tænker: ”Jeg har spottet Helligånden – jeg har gjort den eneste synd, som der ikke er tilgivelse for”, så er der to ting du kan gøre.
1) Du kan enten gøre det, som Djævelen vil elske dig for, det som er hele hans plan, du kan nemlig opgive det hele og så bare lade Jesus være Jesus, for ”der er jo alligevel ikke nogen chance for mig – jeg er utilgivelig”.
Og det lyder måske lidt fortegnet… men desværre er det sådan, at alt for mange reagerer og jeg har også mødt folk, der bliver helt grå i hovedet, ”jeg er uden for rækkevidde” og så kaster de sig ud i en kredsen om et eller andet, der piner dem, så de slet ikke kan høre evangeliet, der siger ”Heller ikke jeg fordømmer dig” – eller ”han kaster din synd i havets dyb” – ”så langt som østen er fra vesten har jeg skilt dig fra dine overtrædelser”… ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker”. Det er ikke til at trænge ind til dem, for jeg er jo bare en elendig synder – jeg står ikke til at redde.

Det er den ene måde du kan reagere på… den anden er

2) Du kan bede Jesus om tilgivelse.

Og hvad vil der så ske? Hvordan vil Jesus reagere? Det ved du jo godt! Ingen lange moralske pegefingre – kun tilgivelse og evig glemsel. Og hvad jeg har bekendt en gang – det er tilgivet. Jeg får lov til at leve i tilgivelsen – det er kristendommen, når den er skåret ned til en enkelt sætning: Lev i tilgivelsen!

Lev i tilgivelsen – også i tilgivelsens glemsel, lær at glem af Jesus. For vi kender nok også det, at vi pludselig bliver ”indhentet” af en gammel synd, som vi har bedt om tilgivelse for – ”hvad var det nu lige med den gang du stjal af kassen, da du var sur og vranten overfor din bedstemor” eller andet i den dur. Jeg kender i hvert fald, at det pludselig kan gøre ondt – ”nå ja, det var den gang, hvor jeg….”

Kommer det frem, ja, så er det ikke Jesus, der minder os om det, for han har glemt det alt sammen. En bekendt synd

er en tilgivet

og en glemt synd.

Det er ikke Jesus, der kommer og minder dig om det – det er Djævelen, der forsøger at lokke os ud af den sikkerhed, som Jesus har placeret os i, og vundet til os. Afvis ham med ordene ”Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene – jeg er et tilgivet menneske”.

Jeg og min ældste søn er rædselsslagen overfor hvepse. Men jeg har lært ham, at når der kommer en hveps, så skal han bare råbe til den: ”Hvem af os to komme til at leve i længst tid”. Og det giver ham ofte ro til ikke at rende rundt og vifte med arme og ben, men til at finde avisen frem og smække til den. ”Hvem af os to komme til at leve i længst tid”
Og på samme måde med Djævelen. Når Djævelen kommer og minder dig om din fortid, så skal du minde ham om hans fremtid – og den er ikke god. ”Hvem af os to komme til at leve i længst tid”

Men vores fremtid er god, for den bygger ikke på Jonas´ tegn eller prædiken eller på Salomos filosofi – den bygger på Jesu opstandelse fra de døde og hans tilgivelse af vor synd. Han gør det muligt at starte på en frisk – ikke ved at gøre det sårende og ødelæggende ord, vi har sagt til vores medmennesker til intet, men ved at tilgive at vi har sagt det. Ikke ved at vi kan tæmme vores tunge, men ved at han giver vores tunge et andet indre at afspejle – ved at han selv tæmmer vor tunge, så vores tunge ikke på det ene tidspunkt må komme med forbandelser og det næste øjeblik må komme med velsignelser. Men ved at han lægger en ny sang i vores hjerte og på vores tunge – en lovsang til vor Gud.

“Lov og tak og evig ære – være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse – nu og i al evighed”

Amen!