2. påskedag (2007)

Denne side er set 789 gange!

En ung soldat skulle lære at hoppe ud i faldskærm. Han fik fire instruktioner:

1) Hop, når du får det at vide.

2) Tæl til ti og hiv i udløseren til skærmen.

3) Hvis det usandsynlige skulle ske, at faldskærmen ikke folder sig ud, så hiv i nødskærmen.

4) Når du kommer ned til jorden, så vil der komme en lastbil og køre dig hen til basen.

 

Ikke længe efter sad han i flyet på vej op og soldaterne begyndte at hoppe ud. Den unge soldat hoppede ud, da han fik besked på det. Han talte til ti og hev i snoren… der skete ikke noget. Nå – så hev han i den anden snor, men der skete heller ikke noget. Nu var soldaten rigtig ærgerlig, for og han brokkede sig: ”nu kan de lige passe, at lastbilen ikke er dér, når jeg kommer ned”

Ja, der er mange måder at blive skuffet på. Og seriøst, så tror jeg ikke, at vi kan komme igennem livet uden at rende ind i skuffelser fra tid til anden.

Nogle gange bliver vi skuffet over folk – vores ægtefælle, vores venner.

Nogle gange bliver vi skuffet, hvis vores planer ikke bliver opfyldt – det perfekte ægteskab, vores skolegang, vores arbejde.

Nogle gange bliver vi skuffet over hvordan livet arter sig – død, sygdom, brudte drømme.

Skuffelse er en af de følelser, som vi for alt i verden gerne vil undgå. Men når vi rammer ind i skuffelser, så skal vi have i baghovedet, at Gud aldrig har lovet os, at han vil skærme os for skuffelser. Læser vi i Bibelen, så kan vi hurtigt lave en liste over nogle, der var udvalgt at Gud, men alligevel oplevede skuffelser.

Jeg berørte kort i mine prædiken i går påskedag, hvor skuffede disciplene måtte have været i dagene efter langfredag. Han, der har givet alle mulige store løfter… han hænger på korset. Og han er død… han er stendød.  Alle deres drømme var tilintetgjort! Nu skal de tilbage til deres familie og venner i landsbyen for at se om de kan genoptage deres gamle liv som fiskere. Ham, som de havde stolet på er død! Ja, ordet ”skuffelse” synes næsten at være en underdrivelse. Man kan mærke det på de to disciple, der måske er på vej hjem til deres familier efter denne skrækkelige påske i Jerusalem. Skuffelsen lyser langt ud af den måde de snakker til den Jesus på, som de ikke kan genkende. ”Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel”. Disciplene var virkelig skuffede.

 

Som kristne bliver vi ikke lovet et liv fri for skuffelser, ja tværtimod er der større risiko for skuffelser, når man er kristen som hvis man ikke var. Vi skal ikke læse meget i Bibelen og ikke gå til mange gudstjenester eller møder, før vi ryger ind i et utal af løfter fra Gud:

Løfter om fred,

fuldkommen glæde

og beskyttelse mod alt ondt.

Han lover at sørge for os, så ingen behøver at bekymre sig,

han tilbyder at give os alt det, vi beder om i hans navn;

han sværger at ville give os et urokkeligt håb og en fast overbevisning.

Men hvad gør vi, hvis livet ikke viser sig at arte sig som vores Bibel ellers har lovet os det? Hvis afstanden mellem kristendommens løfter og vores hverdag bliver så stor, at det næsten føles som om vi står med benene på hver side af en stor kløft? Dér er det let at falde ned i den store ødelæggende kløft, der hedder ”Skuffelse”. 

En af de mest væmmelige ting, skuffelser kan gøre er at den kan gøre os blind. Disciplene på vej til Emmaus genkendte ikke Jesus, da han slog sig til dem. ”Deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham”. Om det var Gud, der hindrede dem i at genkende Jesus, eller om det var deres skuffelser kan egentlig komme ud på et. I deres skuffelse var de blinde – og sådan også i dag: Skuffelser kan gøre dig blind overfor de andre vidunderlige ting, som Gud gør i dit liv. Tænk dig – i deres skuffelse så de ikke, at den mand, de snakkede med, var den genopstandne Kristus. De kunne ikke se de gode nyheder på grund af de dårlige nyheder. Og på samme måde med os, føler vi, at Gud skuffer os på et område, så hiver det et sort gardin for vores øjne, så vi slet ikke ser de steder, hvor Gud glæder os med sine andre velsignelser. Skuffelse kan gøre os blinde.

 

En anden ting, skuffelsen gør, det er, at den får os til at miste håbet. Disciplene havde mistet håbet – det er nok det grundlæggende i hele deres oplevelse af tiden efter langfredag: Håbløshed. ”Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel”. Ordene her viser os både skuffelsen, men også hvordan denne skuffelse har fået disciplene til at miste håbet. ”Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel”

Har vi ikke hørt den sætning før? ”Jeg havde håbet, at min kære ville være blevet raske”. ”Jeg havde håbet, at jeg kunne få styr på problemerne på arbejdet”. ”Jeg havde håbet…” Skuffelse kan få os til at miste håbet.

 

Disciplene er på vej tilbage til deres landsby, Emmaus. Skuffelsen havde gjort dem blinde, skuffelsen havde fået dem til at miste håbet – men så møder de Jesus og han forvandler nederlaget til en sejr. Han forvandler skuffelsen til gode nyheder, som skal deles. Han hjælper disciplene til at overvinde denne dræbende følelse – og han stopper ikke her, han vil fortsætte og også hjælpe dig med overvinde dine skuffelser og andre kampe, som du måtte stå overfor i dag.

 

Når Jesus kommer, så afsløres Guds plan for os – så åbnes Guds ord for os. Mange af vores skuffelser som kristne springer ofte ud af, at vores forventninger til Gud ikke er baseret på hvad der står i Bibelen, men på hvad vi gerne vil have, at der står. Uden Helligånden som guide i vores bibellæsning, så er Bibelen bare en bog som alle mulige andre, men med Helligånden, med Jesus som underviser i Skriften, så møder der os et budskab, der får vores hjerter til at brænde.

De her disciple har garanteret været rettroende jøder, der har kendt deres Hellige Skrift. Der var garanteret ikke første gang at de har hørt de skriftord, som Jesus udlægger for dem her på vejen. De var fortrolige med skrifterne, men det var dødt for dem indtil Jesus holdt prædiken over ordene for dem.

 

Når Jesus kommer, så åbnes vore øjne, så vi ser ham i stort og småt. Så vi ser hans velsignelser overalt – det gælder bare om at have det i baghovedet, og så pludselige ser man Guds velsignelser overalt. Det er lidt efter samme princip, som når man er på jagt efter en postkasse, så ser man faktisk hver eneste postkasse, man møder. Det er som om de springer i øjnene på én – ellers lagde man nærmest ikke mærke til dem. Eller jeg har hørt, hvordan vordende forældre pludselige synes, at lige meget, hvor de kigger hen, så står den en barnevogn.

Hvad vi har med os i baghovedet, det kommer også til at dominere. Har du fokus på de negative ting, så ser du bare negative ting hele tiden. Har du fokus på det positive, så ser du også positive ting uanset, hvor du kigger hen. Og har du Jesus med dig, som ham, der lægger linien i dit liv, så vil han også åbne dine øjne, så vi kan se hans velsignelser. Ens problemer og ens skuffelser kan faktisk gøre os blinde, så vi overser de velsignelser, som vi faktisk allerede vader rundt i. Så vi længes hen til Gud, men faktisk ikke ser, at han er her faktisk allerede.

 

Når Jesus kommer, så flyttes fokus fra os selv og over på ham. Skuffelsen tager håbet fra os, men Jesus giver os et andet håb, nemlig det kristne håb. Det kristne håb er det håb, som har set alt og prøvet alt, men som stadigvæk ikke er gået til, fordi det bygger på Gud. Det kristne håb er ikke et håb på den menneskelige ånd, på den menneskelige godhed, på den menneskelige udholdenhed eller den menneskelige præstation. Det kristne håb er håbet på Guds kraft.

Det kristne håb er et håb, som godt ved, at ”jeg ikke kan klare det her”, men som på den anden side set  netop derfor har sit håb i, at Gud kan klare det.

 

Når Jesus kommer, så kan vores skuffelse blive en velsignelse. For skuffelser er ikke bare af det onde – det kommer an på hvordan vi griber dem an – og med hvem vi griber det an. Paulus skriver i Romerbrevet, at ”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud” (Rom 8,28). Alt virker sammen til gode… det betyder, at alt kommer ud i den anden ende som en velsignelse for os, der elsker Gud og som har vores glæde i ham. Gud kan bruge selv det, der ser mørkest ud, til at rykke os nærmer ind til sig, til at vi lærer nye ting om os selv og vores Gud.

Skuffelser kan gøre os blinde – skuffelser kan få os til at miste håbet, men har vi Jesus med os i vores liv, så vil skuffelsen kunne blive vendt til velsignelse. Ja, så vil skuffelsen få os til at vokse som kristne. Ingen påskedag uden langfredag – ingen jublende disciplen på vej til Betlehem uden turen i skuffelse til Emmaus. Jeg tror virkelig, at Gud har en plan for hver eneste af os – selv i det, som vi ikke synes giver mening. Tænk, hvis vi kunne leve livet på den måde. Leve livet og tag imod både glæder og skuffelser – men tag imod det sammen med Jesus, som vores trofaste rejsefælle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *