Denne side er set 752 gange!

Jeg er nok ikke den eneste herinde, der synes at tiden bare styrter af sted – den ene går, den næste kommer og tager igen den næste med sig… og dag bliver til år. Og jeg synes egentlig det er lidt uhyggeligt, for nogle gange kan jeg se tilbage og så tænke: ”Hvor er tiden dog blevet af?”.

Benny Andersen har et lille sjovt digt, der vækker til eftertanke. Det beskriver hvordan tiden bare løber fra en og udviklingen sker nærmest uden at man mærker det.

”Ens datter kommer fra skole

går ud for at hinke

kommer ind lidt efter

og spør om man vil passe den lille

mens hun og manden går i teatret

og mens de er i teatret

rykker den lille med noget besvær

op i 3. g”

”Man vil gerne udnytte tiden

men den blir væk hele tiden

hvor blir den af

har den nogensinde været der

har man brugt for megen tid

på at trække tiden ud”. (side 369 i Benny Andersens: Samlede digte

Han rammer virkelig et eller andet, for vi vil gerne bruge tiden rigtigt. Udnytte tiden, men alligevel føles det som om tiden bare forsvinder imellem fingrene på os. Sådan har jeg det i hvert fald.

Der er jo lavet mange statistiske undersøgelser, og en af dem har forsøgt at regne ud hvad en gennemsnitlig vesterlænding bruger sit liv på. Lad os sige, at en person bliver 70 år, så har han eller hun gennemsnitligt brugt

23 år af sit liv på at sove.
Han bruger 16 år på at arbejde.
Han bruger 8 år på at se fjernsyn og
6 år bruger han på at spise.
Endnu 6 år bliver brugt på at rejse og
4 ½ år bliver brugt på fritidssysler.
4 år af hans liv bliver brugt til sygdom
og han bruger 2 år på at tage tøj af og på.
Og til sidst bruger den gennemsnitlige vesterlænding 0,5 år på sin religion.

Så er det liv gået! Tænk, hvor tragisk det må være at kunne se tilbage på et liv, hvor man har brugt 8 år foran tossekassen i stedet for 8 år i samtale med hinanden. Det var det liv… og det er et liv, der er svært at prioritere, for der er altid et eller andet…

”Men vi lever jo også i et hypermoderne samfund, som stiller voldsomme krav til mig, hvis jeg vil kunne klare mig. Folk i gamle dage havde mere tid”. Nej, for det er ikke noget nyt problem det med tiden – jeg har lige læst en gammel tekst fra Bibelen, hvor Jesus fortæller om stress og jag.

Jesus fortæller en historie om en mand, der vil holde fest, og folk kommer med den ene undskyldning efter den anden, for ikke at komme til festen. ”Jeg har købt en mark”. ”Jeg har lige købt fem okser” ”Jeg har lige…”. Sådan lød undskyldningerne i år 30 efter Kristus og helt ærligt, sådan kunne undskyldningerne også godt lyde i år 2007 efter Kristus. ”Jeg har ikke tid… jeg skal arbejde længe”. ”Jeg har ikke tid, jeg skal køre børnene til springgymnastik…”

Men Jesus går ikke ind og taler om stress og jag, men han taler først og fremmest om prioritering af vores tid. Og det er måske det vigtigste i forholdet til tiden, at vi skal prioritere tiden rigtigt. Man skal finde ud af hvad der egentlig er vigtigt at bruge tid på – og Jesus stempler alle de her gode undskyldninger som dårlige prioriteringer. For historien her handler naturligvis ikke bare om et stort festmåltid, men den handler om Guds rige. Om det at komme i himmelen… og er der noget vi gerne vil, så er det vel at komme i himmelen, når vi engang dør. Men – siger Jesus i dagens tekst – det er ikke nok bare at ønske det, men man skal også prioritere det. Man skal bruge tid på det. Man skal bruge liv på det. Ja, Jesus siger et andet sted: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift”. Sagt anderledes: Du skal sætte Gud op som din første prioritet her i livet – så kommer alt det andet.

De folk, som Jesus fortæller om i dag, havde en dårlig prioritering – ikke at det de prioriterede var dårligt. Nej, det var rigtig gode ting alle sammen – ting som vi ikke skal forsømme. Familien, vores vores arbejde, vores økonomiske interesser. Så det er gode og rigtige ting at prioritere, men spørgsmålet er hvor højt op skal de forskellige ting være på vores liste, og hvad skal være nummer et i vores liv. Er det vores økonomiske interesser, der skal være nummer et i vores liv. Er det vores familie, vores børn der skal være nummer et i vores liv…. eller det kan være, at det er Gud, der skal være nummer et i vores liv.

Det er lidt en interessant tekst, for det er jo ikke sådan, at Jesus farer frem med bål og brænd imod de mennesker, der siger nej til invitationen. Manden modtager manden bare nejet, og lader så bare invitationen gå videre ud til andre mennesker, som så får del i festen, for ”Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid”, som manden siger.

Det er som om teksten siger, at du kan prioritere dit liv, din tid, dine kræfter som du vil og du vil så få afkast efter hvad du lægger dine kræfter og din tid i. Så det gælder om at prioritere rigtigt, for vi har ikke uanede resurser og tid til vores rådighed, så prioritere vi en ting, så kan vi ikke prioritere noget andet. Sætter vi arbejdet højest, så kan vi ikke samtidig sætte familien højest. Sætter vi familien højest, så kan vi ikke samtidig sætte Gud højest.

Sætter vi vores familie først og så Gud som nummer to, jamen det ser da meget fornuftigt ud. Det er vanvittigt vigtigt at elske vores familie, for at elske familien er en hellig pligt. Men elsker vi vores familie mere end Gud, sætter vi familien over Gud enten bevidst eller bare ubevidst ved den måde vi rent faktisk bruger vores tid, så elsker vi jo gaven, familien, arbejdet, hobbyen… så elsker vi gaven frem for giveren. Og så vælger vi giveren fra, så vælger vi Gud fra. Det kan godt være, at vi ikke bevidst har sagt, ”jeg vil ikke have noget med Gud at gøre”. Det kan godt være, at vi ikke bevidst har sagt, at ”jeg tror ikke på Gud”, men det er måske slet ikke nødvendigt at vi selv siger det, for vores prioritering siger det for os. Nu tænker jeg ikke bare på hvor meget vi går i kirke, for det at gå i kirke fylder tidsmæssigt ikke ret meget i en kristens liv – i løbet af den tid vi har til rådighed i en uge, så fylder Gudstjenesten kun 2%.

Men det kunne faktisk være lidt sjovt, at lave et eksperiment. Hvad om vi gik hjem i den kommende uge og lavede en liste med de ting, som vi beskæftiger os med – bare sådan en almindelig uge. Hvad er det, der optager os? Hvad er det vi bruger tid på? Hvad er det vi synes er interessant? Vi behøver ikke gå i detaljer med alle tingene, men vi kan bare sådan i overskrifter skitsere vores uge…. og når vi når hen til næste søndag, så kan vi prøve se hvor meget Gud fylder i den her liste.

Det kan være, at vi finder ud af, at vi faktisk ikke prioriterer Gud, men at vi har en masse andre ting vi hellere vil, end at være sammen med Gud, lige som folkene i Jesu historie. At vi godt nok ikke siger: ”Jeg tror ikke på Gud”, men vores prioritering siger, at han fylder så lidt, så man næsten skulle tro, at han ikke eksister for os. Men det kan også være, at vi finder ud af, at vi faktisk har prioriteret Gud i den forgangne uge. At han faktisk fylder mere end vi sådan lige troede.

Den, der finder ud af, at han faktisk har prioriteret Gud i den forgangne uge, har garanteret også fundet ud af, at hans så har haft flere resurser til rådighed til alt det andet. Normalt er det sådan, at vi er nødt til på en eller anden måde at forsømme det vi ikke prioritere højest, men sådan er det ikke, hvis det er Guds vi prioriterer højest. Jesus siger et sted: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift”. Prioritere vi Gud først, så vil han også give os overskud til det andet i vores liv, der betyder noget for os.

Jeg har hørt en dum historie om en mand, der blev ansat ved vejdirektoratet – hans opgave var at male striberne midt på vejen… så han fik en pensel i hånden og fik så besked på at male så meget som han kunne på en dag. Første dag kom chefen hen til ham og skulle høre hvordan det var gået: ”jo, – det er gået godt, jeg har malet 3 km. i dag”. ”Fint” svarede chefen fortsæt det gode arbejde”. Næste dag meldte manden så igen tilbage, ”jeg har malet 2 km i dag”. ”Det er ok – men prøv se om du kan gøre det lige så godt i morgen som i går”.  Men det kunne han altså bare ikke, da arbejdsdagen var færdig kom han træt og udkørt og måtte berette, at han altså kun havde malet 1 km i dag”. ”Jeg er desværre nødt til at fyre dig, for du er blevet dårligere og dårligere til dit arbejde” svarede chefen ”men fortæl mig først, hvorfor kunne du male 3 km den første dag, 2 km den anden og kun 1 km den tredje dag?”. ”Det er slet ikke min skyld” svarede arbejderen ”for hver eneste dag er jeg jo kommet længere og længere væk fra malerspanden”.

Gud er kærlighed, Gud er kraft og Gud er styrke til vores liv. Er det sådan at vi prioriterer noget andet som nummer et i vores liv end ham, så er det som om vi bevæger os længere og længere væk fra malerbøtten, hvis vi skal bruge den dumme historie fra før. Jo mere der er mellem os og Gud, jo længere kommer vi også væk fra hans kærlighed og fra hans magt, og vi vil til sidst miste pusten i vores liv. Men er det sådan, at vi prioriterer Gud som det første i vores liv, det som er foran alt andet, så vil vi også opdage, at vi har overskud til det andet. Det er ikke sådan, at vi pludselig får mere tid, til vores rådighed, som ”28 timer i døgnet og to søndage om ugen” som de lover os, hvis vi flytter til Brønderslev. Nej, men får vi Gud øverst, så falder det andet ned på deres rette plads i vores liv. Har vi Gud som nummer 1, så vil vi også få hjælp til at kunne prioritere alt det andet rigtigt. Alt det, der virkelig betyder noget i vores liv og have styrke til det. Også til at prioritere det væk, der ikke betyder nok.

Det var hvad jeg har fået ud af den lille historie, som Jesus fortalte for lidt under 2000 år siden. Og for mig at se, så stiller den stadigvæk et højt aktuelt spørgsmål: Hvordan prioriterer du din tid? Hvordan prioriterer du dit liv?