Lige fra det øjeblik, hvor man begyndte at lave film, så har man lavet film om Jesus. Nogle af dem er platte, nogle af dem er endda blasfemiske… men en af de mest bemærkelsesværdige film om Jesus, som jeg har set, har skuespilleren Jeremy Sisto som Jesus.
”Hvorfor vil du dø?. Du kommer til at dø forgæves…. prøv se her”.
Og så bliver Jesus taget med frem i tiden for at se korsridderne, der slog ihjel i Jesu navn. Og han så hekseafbrændingerne, hvor kvinder blev brændt også i Jesu navn.
”Du dør forgæves, Jesus. Du giver bare folk endnu en grund til at dræbe og underkue andre folk. Tag tilbage til din far, du kan nå det endnu…. tag hjem, Jesus. Gå ikke igennem det”.
Men Jesus… ja, han blev! Han tog ikke op til sin far, men blev på jorden og alt det, som Langfredag gjorde ved ham, for at han kunne stå op påskedag. Jesus tog ikke hjem til sin far før påsken, men efter påske. Det var ikke før lidelsen – før alt var fuldbragt, som han sagde fra korset, at han tog tilbage til sin far, her på Kristi Himmelfarts dag.
Og i dag hører vi så om hvordan disciplene står og kigger efter Jesus. Står og kigger forbløffet, som børn, der lige har mistet deres forældre. Står bare og kigger op i den blå, tomme himmel. Hvordan skulle de komme videre, hvad skulle de nu til at gøre? Der skulle to engle til for at få dem til at komme videre: ”Hvorfor står I og ser op mod himlen? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen”.
”Hvorfor står I og ser op mod himlen?” – jamen er det da ikke indlysende, hvorfor de gør det? Jeg kan sandelig godt forstå, at de gør det. For hvor har jeg lyst til at gøre det rigtig mange gange – bare se opad bare efter et lille tegn på ham. Når jeg går en tur med hunden sent aften aftenen og kigger ud i universet på alle planeterne – går jeg ofte med den tanke: ”Du er her, Jesus”. Hvor er det fristende bare at holde sig til det deroppe, og ikke kigge ned på den kirke, som han har efterladt sig. Den kirke, som er fuld splittelser, onde tunger, ukærlighed, misundelse, snæversynethed, politik, misforståelser.
Hvor ville meget være lettere, hvis Jesus var blevet hernede – hvis han stadigvæk var her, synligt. Rejste rundt lige som paven og besøgte forskellige lande – og måske sidde i Jerusalem og så kunne vi valfarte ned for at få et blik af ham, når han kom kørende. Vi kunne få afklaret en masse spørgsmål, som vi går rundt og skændes om.
- ”Hvad mener du egentlig om det og det”.
- ”Hvad mener du om dåben?”.
- ”Hvad er din holdning til stamcelleforskning?”.
Men i stedet hvad har vi da…. vi har os selv. Vi har kirken – ”Guds rige er kommet nær”… vi var blevet lovet Guds rige, men fik Den danske Folkekirke. Vi har bare os… kirken, og det er bestemt ikke altid, at vi kan se at vi administrerer vort arvegods særligt godt. Hvor ville det være herligt om vi kunne få ham selv at se. Bare i et glimt, når jeg går med hunden om aftenen, inden jeg skal i seng. Bare et glimt. For han er jo der, han har magten til det.
Der er vist noget, der tyder på, at det ikke kun er mig, der tænker sådan. Vi har lige sunget en salme af Brorson, hvor han også ønsker noget stærkere end det han har nu. Ja, han ønsker sig endda helt op til Jesus, lige her og nu:
”Drag, Jesus, mig,
dog efter dig,
til Himlens frydebolig!
Verden er for dine børn
vildsom og urolig
… der at stå med glædesskrig
i de frommes skarer”.
Selvfølgelig kan vi ha vores ønsker – vores drømme, vores gåture, hvor vi kigger opad efter Jesus, for ellers tror jeg ikke, at vi vil kunne fortsætte som kristne, hvis vi ikke også har det håb med os. At Jesus er en realitet – og ikke et livsprincip. At Jesus har magten og på et eller andet tidspunkt vil blæse alt ondt væk fra jordens overflade. Alt det, som får os til at stå og længes efter ham. Væk er det. Det er vores tro, at det her, som vi ser i dag… ja, det er ikke alt. Der er en virkelighed stærkere og større end det, som vi ser som virkelighed i dag. Der er Guds virkelighed. Så derfor er der vel ikke noget at sige til, at disciplene står og kigger op, for hvorfra skulle det dog komme, hvis ikke derfra?
”Hvorfor står I og ser op mod himlen?” – spørger englene. Alt det I står og længes efter, ja, alt det vi står og længes efter, ja, det skal nok komme, og det kommer fuldkomment uden at vi skal røre en finger for det. ”I skal bare gå ind i Jerusalem igen”, ”I skal bare gå ind i jeres kirker, ud i jeres dagligdag, på jeres arbejdsplads, jeres familier”. Også selv om det måske tager modet fra os som kristne. ”Hvorfor står I og ser op mod himlen?” – I står og kigger op efter den opstandne Jesus, men I står og kigger det forkerte sted. I skal ikke gå og kigge opad, I skal se indad for at finde ham i jeres hjerter. I skal se rundt omkring jer, for at finde ham I jeres medkristne, I jeres medmennesker.
Læser vi i Bibelen, så peger alt hen mod Jesus, samler sig ind i et punkt, i et menneske: Jesus. Og efter at have samlet sig ind i et menneske, spreder den sig igen ud: Alle mennesker. Jeg ved ikke om I har prøvet at stå med et glas-prisme, der modtager en lysstråle og spalter den op i alle regnbuens farver. Sådan er Jesus.
Loven og profeterne havde kastet en lysstråle på Jesus, den ene, der skulle komme, og nu blev det lys brudt og spredt som igennem et glas-prisme. Spredt i et hav af farver og lysbølger. Gud blev det ene menneske i Jesus, i julen. Men Jesus blev de mange mennesker på Kristi Himmelfartsdag og pinse.
”Du steg til himmels lige for vores øjne, og vi vendte tilbage i sorg, og fandt dig i vores hjerter” – sådan sagde den store kirkefar Augustin. Vi er ikke ladt alene tilbage, han er med os. Vi er ikke ladt arbejdsløse tilbage – vi har fået en mission: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen” – og også dér er han med os.
Det store spørgsmål, som vi kan stille os selv: ”Hvor er Gud, når livet gør ondt”… burde faktisk stilles omvendt: ”Hvor er kirken, når livet gør ondt?”, for det er os, der nu skal træde i karakter som hans repræsentanter på jorden. Ja, der er endda en, der har udtrykt det på den måde: ”Jesus steg til himmels, så vi kunne overtage hans plads”.
”Hvorfor står I og ser op mod himlen?” – se omkring jer… han er her, men I ser bare det forkerte sted hen”.
I kan sikkert godt huske lignelsen om den store dom, hvor der er folk, der bliver dømt, fordi de ikke tog sig af Jesus, da han havde brug for dem. Og de står og klør sig i hoved: Hvornår så vi dig sulten, tørstig, fremmed, i fængsel… uden at tage os af dig?”. Og Jesus svarer bare kort: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig”.
Tænk lige lidt over den… den er faktisk rigtig træls. Øv, hvor ville jeg dog gerne kunne slette den fra Det nye Testamente. Den er jo rigtig træls… Prøv tænk den igennem. Lignelsen viser os alle de muligheder vi har foran os for at tjene ham. Og det er bestemt ikke altid i den form, vi har mest lyst til. Den Jesus, som vi gerne vil tjene, den Jesus, som vi en skønne dag skal bøje vores knæ for… ham kan vi faktisk tjene, bøje vores knæ for og tjene, i vores medmennesker. Også i ham eller hende, som vi bare synes er træls og irriterende og som vel egentlig selv er ude om det. Dér skal du se din Jesus, din frelser. Det er en viden jeg egentlig gerne ville være fri for at have – men det er sandheden. Det er udfordringen – det er vores opgave som kristne. Det kræver virkelig, at Jesus bor i os, for det kræver kærlighed, fra hans kærlighed. Ydmyghed fra hans ydmyghed. Styrke fra hans kraft…. og tilgivelse, fra hans godhed, når vi igen ikke ser ham i vores medmennesker, men bare går forbi eller afviser ham.
Det er i dag Kristi Himmelfarts dag… vi hører om hvordan Jesus steg op til himmelen, op til sin far i herlighed og ære. Men evangeliet peger ikke bare opad i herlighed, men peger indad i os selv – lad Jesus komme ind i dit hjerte, i dit liv. Find ham dér og lad ham fylde dig. Se rundt omkring dig i dine medmennesker – og find Jesus dér.
”Herre Krist, velsign du dagen
som er givet mig af dig,
så at Himlens kræfter kommer
til vor verden gennem mig!
Lad mig altid bære bud
om en mild og mægtig Gud!
