2. søndag i advent – 2019

Lyt til prædikenen:

Læs prædikenen
Livet er skønt! Livet er så fyldt med gode og vidunderlige ting. Det er fyldt med spændende samtaler, sjov og ballade, fest og hverdag, superliga-fodboldkampe, kirkekoncerter, klejner, bøffer og rødvin. Det er fyldt med kærlige mennesker – og nogle af dem elsker endda mig. Jesus slutter dagens tekst af med at sige: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”. At være vågen er ikke at fornægte alt det, som vort liv har at give os, og så sætte os op på en klippe og kigge efter Jesus på himmelens skyer. Eller at faste og fornægte os selv livets goder. Nej, at være vågen er at gribe livet – leve livet – og vide: Hvis det her liv er et liv, hvor vi venter på Jesu komme – så må det vi venter på være meget bedre end det her. Hvis du elsker livet nu, så vil du elske det, der venter dig… Jesus sagde: Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Det sagde Jesus for 2000 år siden. Jorden her tog 6 dage at skabe – hvor fantastisk bliver det så ikke det, der venter os, når han har haft 2000 år til at forberede det. Ja, det her liv er fantastisk, men der kommer et liv efter det her, der kun kan sammenlignes med den største af alle fester: En bryllupsfest.

Og har du et liv her og nu, som ikke kalder på smil og glæde, men på suk og klage – så håber jeg naturligvis for dig, at du må få øjnene op for alt det, som Gud har givet dig, som du stadigvæk har, som du stadigvæk kan glæde dig over, selv om så meget andet er taget fra dig. Men du skal også have at vide: Der ligger noget fantastisk foran dig. Det himmelske paradis er så fantastisk, at det får selv Jesperhus Blomsterpark til at ligne en forsømt villahave. Enhver nydelse, enhver glæde som vi enten har oplevet eller som vi har drømt om – dér vil vi finde ud af at det bare var en skygge, det vil bare være en kladde, i forhold til det, vi vil komme til at opleve dér.

Det er bedrøveligt at folk smager nydelser i denne verden og så nøjes med dem – i stedet for at se dem som forløbere og små ekkoer af noget, der er så, meget større og så meget bedre, så vi slet ikke fatter hvad der venter os.

Og vi i kirken, vi menigheden, vi kristne, er sat til at lyse de gode nyheder dér hvor vi står og går. Vi er blandt de 10 brudepiger – vi er den synlige og bekendende kirke – vi er den lampebærende menighed på jorden. Vi går ud for at møde brudgommen, vores frelser. Det er vores arbejde – det er vort kald. Vi har taget vores lampe og vi skal lyse, når Jesus kommer. Vi skal forberede Jesu komme – ikke kun ved at gå rundt med himmelvendte øjne og leve af mannakorn og alterbrød og synge salmer i de helliges forsamling, men ved at være åndeligt klar i vores almindelige liv. Alle brudepigerne faldt i søvn – også de kloge. Vi skal stå op om morgenen gå på arbejde, passe vores forpligtelser, besøge vores syge nabo – og så gå i seng om aftenen træt efter en dags arbejde og ansvar. Jeg kan huske at jeg som barn hørte en prædiken, hvor der var en historie om en mand, der knoklede så meget med at bære sten, så han blev helt krumbøjet. Så da Jesus kom igen, så var han så krumbøjet, at han ikke kunne rette sig ud og se Jesus på himmelens skyer. Og prædikanten brugte historien til at sige: ”Sådan skal vi ikke være”. Selv om jeg var et barn, så var jeg så forarget på historiens Jesus – hvorfor skulle den mand, der bare havde passet sit arbejde både have en skidt fysik og gå glip af Jesu andet komme?! Nej, teksten til i dag handler om at vi skal leve et normalt liv – søvnen i lignelsen repræsenterer den almindelige rytme i livet, de almindelige aktiviteter. Alle ti brudepiger faldt i søvn, for søvn er en del af den normale rytme, som vi skal følge, imens vi arbejder og venter på Jesus. Er vores arbejde at bære sten, så lad os bære sten til Guds ære om vi så bliver krumbøjet af det. Det skal ikke hindre os i at se Jesus komme igen og gå med ham ind i herligheden, hvor vores ryg vil blive rettet ud – sammen med alt det andet, der plager os.

Men hvis min bøjede ryg ikke skal hindre os i at komme ind til festen, hvad skal så?

Det skal de tomme lamper.

Vi er blandt de ti brudepiger – vi bærer alle lamper, men lignelsen fortæller, at det ikke er nok at bære lamper. Alle 10 havde lamper – men fem af dem var tåbelige. De havde lamper, men ingen olie. Det var ikke engang sådan, at deres lamper var brændt ud – de havde slet ikke olie med sig. Tomme lamper uden olie.

Man skal ikke presse en lignelse for meget – for så bliver den smadret fuldstændig. Jeg tænker dog at olien i dagens tekst er noget af det vigtigste, siden fraværet af det, forhindrer pigerne i deres opgave. Kunne det være den nødvendige nåde – den nåde, som er nødvendig, hvis vi nogensinde skal se Gud. Det er sand omvendelse. Det er tilregnet retfærdighed. Det er ægte hellighed, givet til os ved troen på Jesus Kristus. Det er et forandret indre liv. Paulus beskriver de fem tåbelige brudepiger på den måde: ”I det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft (2. Thim 3,5). De fem tåbelige piger var engageret intellektuelt, de var engageret socialt – de var endda også engageret religiøst. Men de havde ikke noget lys – de havde intet indre liv. De havde en død tro. En tro i det ydre uden gerninger, uden lys. En tro, der ikke kan noget. De havde en tom lampe – intet liv, ingen glæde, ingen tro, intet håb, ingen kærlighed, ingen forventning og lovsang. Ingen forundring og begejstring over vores store brudgom, der er på vej.
De fem tåbelige piger er kristne, der har alt det ydre i kirkelivet, de har alt det ydre i religionen. De er sikkert glade for det – for ellers kunne de når det skulle være have stoppet. Men de blev. De har ingen olie. De går bare rundt med deres tomme lamper.

Måske de regnede med at de kunne udskyde det til sidste øjeblik. De har sådan set alt på plads: De var døbt, de var konfirmeret, de var medlem af Folkekirken, de gik også i kirke en gange imellem, og når de mistede en af deres kære, så tog de også hen i kirken for at tage afsked dér. De havde sådan set alt på plads – men de havde ikke kristendommen sådan i hverdagen. De tog det for givet, at de da altid kunne trænge ind i troens hemmeligheder, der kommer en tid, hvor jeg har bedre tid det passer så dårligt ind i mit liv lige nu… Det er meget farligt.

Eller også regnede de med at det var nok med det ydre religiøse liv. De er gået rundt med deres tomme lampe: Jeg går i kirken, jeg har en bibel, jeg beder før et måltid, jeg lever et ordentligt liv, jeg behandler mennesker ordentligt. ”Se min lampe” – ”se jeg har en lampe” og inde i lampen: Ingenting. Hele deres religiøse liv, så fint det ellers var, var omsonst. En lampe uden olie. En elpærer uden strøm. Men de kender ikke andet end dette tomme religiøse liv. I det øjeblik, hvor brudgommen kommer, så går de i gang med at gøre deres lamper i stand. Det er tåbeligt. Et er at de kloge gør deres lamper i stand – men hvorfor gør de tåbelige det samme? De har ikke olie – hvorfor gør I så lamperne i stand?

Det er det eneste, de kender – det ydre. Formen. Facaden. De har gået så meget i kirke, de har gjort religiøse ting så længe – at lige så snart de hører tale om Jesu andet komme, f.eks. som i en prædiken som denne, som vækker dem lidt op, så er deres reaktion: Jeg må se at få alt det ydre i stand. Jeg må gå mere i kirke. Jeg må være lidt bedre til at bede. Jeg må være lidt mere rundhåndet. Jeg må blive et bedre menneske. I stedet for at bede: Gud, jeg er tom. Fyld mig op. Jeg har intet hjertet for dig – jeg har bare en tom lampe. Det eneste de gjorde var at sætte deres lamper i stand. Men intet ydre, kan frelse os. Ingen kirke, ingen præst – end ikke gode gerninger kan frelse os, det kan kun et personligt forhold til Jesus. Og det kan du ikke få gennem andre. Så da de tåbelige piger spørger: ”Giv os af jeres olie”, så får det et nej. Ikke fordi de kloge ikke vil dele, men fordi de ikke kan dele. De er ikke selvoptaget og selviske, men det er umuligt at låne andres tro, låne andres liv, låne andres virkelighed, låne andres forhold til Jesus. Og de tåbelige piger kommer tilbage til en låst dør. Som porten til Noas ark ikke blev åbnet op, da den først var lukket og vandet steg, sådan bliver denne dør ikke åbnet igen. Også selv om der bliver banket på den. Også selv om pigerne råber: ”Herre, herre, luk os ind”. De har troens sprog – men ikke troens liv. Og de hører de forfærdelige ord, ikke kun fra brudgommen, men fra deres dommer: ”Jeg kender jer ikke”. Frygtelige ord.

Jeg håber ikke nogen af os kommer til at høre de ord: ”Jeg kender dig ikke”. Derfor lad os leve efter lignelsens sidste ord: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”. Våg – vær åndelig vågen. Det her vil komme til at ske en dag – og det vil være en fantastisk dag for de fem kloge. Brudgommen kom ”og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen”. Er du rede? Er jeg rede? Nøjes ikke med en tom lampe, nøjes ikke med en smuk kirkegang, en smuk salmesang, et smukt liv, gode gerninger, nøjes ikke med et helligt ydre liv, men lad os forvandle af hans kraft og nåde. Som kantoriet synger om lidt om den store mester: ”Han sidder ved hjertegruben, han ser i sjælene ind”. Ham, der kan se ind i hjertedybet – han ser igennem lampen og ser om den er tom eller fyldt med olie. ”Og har i hjertedybet sit billede klart han set, så glædes den høje mester”.

Vi kan endnu få olie i vores lamper. Fra det øjeblik Jesus for til himmels og til du ser ham på himmelen igen er nådens tid, hvor døren til bryllupssalen endnu ikke er lukket i. ”Da brudgommen lod vente på sig”. Jesus forudsagde at han ville lade vente på sig – det kan du grine af: ”Ha – Jesus sagde at han snart kommer igen – nu er der gået 2000 år”. Men for Gud er en dag som tusind år og tusind år som en dag. Der er kun gået 2 dage siden Jesus sagde disse ord. Og ja, Jesus er endnu ikke kommet – han tøver med at komme. Måske for at jeg skal have en sidste chance for at få olie. ”I dag er nådens tid, i dag er Gud at vinde”. Der bliver et tidspunkt, hvor det er for sent – men det er ikke for sent i dag. Som vi skal synge:

Endnu er gunst at få
for knuste hjerters råben,
endnu er Gud at nå,
endnu er Himlen åben.

Lad os tage imod olien i dag – lad os tage imod nåde, Helligåndens kraft og gerning og lad os se frem til det tidspunkt, hvor vores brudgom kommer tilbage og vi skal gå ind til hans herlighed i evighedernes evigheder – kun fryd, glæde og liv.

Author: Kim Præst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *