3. søndag i advent (2019)

Denne side er set 169 gange!

Jeg har lige læst det, vi kalder for Zakarias´ lovsang. Den gamle præst står med sit førstefødte barn, Johannnes, som det gamle ægtepar mirakuløst har fået i deres alderdom. Og i første omgang undrer man sig jo over hvor lidt barnet Johannes fylder i lovsangen. Zakarias ser ikke bare isoleret på barnets fødsel – han ser barnet i en langt større sammenhæng. Og han lovsynger Gud, der altid har og stadigvæk gør og også senere vil gøre store ting. Han lovsynger Gud, fordi Gud har husket sin pagt. Ja, faktisk betyder selve navnet Zakarias: Herren har husket. Zakarias lovsynger Gud for hans trofasthed. For Guds trofasthed er stor. Som profeten Jeremias bryder ud i Klagesangene: “Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor” (Klagesangene 3,22-23).
Det er omkvædet i os kristnes liv: Stor er din trofasthed. Det kan godt være at selve verset er en klagesang, fordi noget grimt rammer os i vores liv. Det kan godt være, at selve verset er et stort spørgsmål til Gud: Hvorfor sover du? Ja, det kan være at vi skælder Gud ud i selve verset – men når vi når til omkvædet så handler det om Guds trofasthed. “Stor er din trofasthed “.
Zakarias ved fra Israels historie, hvordan Gud blev ved med at være trofast også selv om folket valgte Guds ord fra, ikke troede på Guds løfter, var ulydig. Guds trofasthed bliver ved. Han ved det far historien, nu ved han det fra sit eget liv. Han har stået overfor en engel og modtaget løftet om en søn i sin alderdom – og sat spørgsmålstegn ved det: ”Hvordan kan det lade sig gøre – både Elisabeth og jeg er oppe i årene?” Zakarias viste vantro, tvivl på Guds ord – en præst udvalgt til at stå foran Guds røgelsesalter – og så tvivler han. Men derfor blev Gud alligevel ved med at være trofast overfor ham. Ja, som Paulus skriver til sin elev Timothius: “er vi utro, forbliver han dog tro, for fornægte sig selv kan han ikke” (2. Tim 2, 13).
Zakarias bevæges fra vantro foran englen, til forundring, imens han ser Elisabeths mave vokser og til lovsang, da han står med barnet i sine hænder. Sikke en åndelig vækst, der er sket for denne præst over de sidste 9 måneder. Væksten sker, da den guddommelige dom gjorde ham tavs i de ni måneder, og gav ham mulighed for at gennemtænke intenst på de forestående fødsler af hans søn, forløberen, og den kommende Messias. Og han når frem til: Stor er Guds trofasthed – for de to børn viser, at Gud har husket sine løfter.

Zakarias lovpriser Gud – og det er virkelig dagen, hvor Gud skal lovsynges. I det hele taget – den tid var en lovsangens tid, for nu sker det. Nu opfyldes løfterne. Ser vi de første 2 kapitler i Lukasevangeliet – hvor Zakarias´ lovsang er i slutningen af første kapitel, så har vi 5 lovsange.

  • Marias lovsang – da hun får at vide at hun skal føde Frelseren.
  • Elisabeths lovsang – da hun får besøg af den gravide Maria
  • Englenes sang ude på marken – ”ære være Gud i det højeste”
  • Gamle Simeons lovsang i templet, da Jesus skulle navngives.

og nu Zakarias med Johannes Døberen i dagens tekst. Den handler ikke blot om et “barnløst” ægtepar i skam over barnløsheden, der har fået et barn. Det handler ikke om at føje glæde til en familie og viderefører slægten. Midt i glæden over et nyfødt barn, så ser Zakarias, at det her er mere end en glæde for ham, Elisabeth og resten af familien. Det handler om Guds opfyldelse af sine løfter. Det handler om opfyldelsen af pagten til Davids hus om det er vil fremstå en konge af Davids slægt, der skal regere i evighed. Det handler om opfyldelsen af pagten til Abraham at i dig og i dit afkom skal alle verdens slægter velsignes. Det handler om frelsen, der kommer.

Zakarias står med forløberen for frelseren i sine hænder. Det her er stort. I 400 år har der været tavshed fra himmelen – ingen profeter, de hellige skrifter var sluttet af – der kom ikke mere. Nu sker det – nu er tidens fylde kommet. Dette er den største dag i Israels historie – det er kulminationen af alle håb og forventninger om frelsen. Og her står Zakarias, den ganske almindelige landsbypræst midt i centrum af det, der skal ændre verden for altid. Nu sker det. Han ser opfyldelsen af Guds løfter folde sig ud for sit blik. Nu kommer frelsen. Zakarias lovsang handler alene om frelsen. Jesus bliver kaldt to ting i teksten: 1) Frelsens horn og 2) Solopgangen

1) Han bliver kaldt for frelsens horn. Igennem hele Det Gamle Testamente er hornet et symbol på styrke og på sejr. Så hornet viser det Messias skulle: Han skulle besejre og nedkæmpe fjenden og sætte sit folk fri. Messias skal ”frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os”. 

Vægteren går igennem byen – hør vægtersangen, Lys mere lys – https://www.youtube.com/watch?v=FAFMRRwHpD8

2) Han bliver kaldt for solopgangen fra det høje.
” solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge” (Lukas 1,78-79). At vente på solopgang er hårdt. Natten på et sygehus, hvor man venter på at dagen må komme – kan være vanvittig lang. Endelig kommer den. Jeg er netop blevet vægter inde i Haderslev – i dag er det bare for at fortælle om byens historie, men oprindeligt var det vagter, der gik rundt i byen med våben og salmesang, for at beskytte byen. De gik deres runde i mørket – hver time havde sit salmevers – time for time gik de – lige til solopgangen, hvor de kunne synge.

 

 

O Jesus, morgenstjerne,
… bliv du vor sol og skjold.
… kom blide sol
fra nådens pol
Oplys vort hus og hjem.

Så var det endelig morgen efter en lang nats venten. Billedet med vægterne og solopgangen bliver også brugt i Salmernes Bog (130,6): ” min sjæl venter på Herren mere end vægterne på morgen, end vægterne på morgen”.

Den sidste bog i Det gamle Testamente slutter af med profetien:

“Men for jer, der frygter mit navn, skal retfærdighedens sol stråle frem” (Mal 3,20).

Jeg synes det er fantastisk: Det gamle Testamente lukkes af med at forkynde om at retfærdighedens sol, vil stråle frem. Den gamle præst lukker Det nye Testamente op med at proklamere: Den sol vil snart stå op.

Jesus er solen. Som solen er den store energi-kilde, som vi alle er afhængig af, sådan er Jesus det for sit folk. Som solen er kilden til lys, liv og varme, sådan flyder lys, liv og varme ud af Jesus. Som solen er i centrum, sådan skal Jesus også være i centrum. Nogle giver Jesus anden, tredje eller fjerdepladsen i deres liv – sådan skal det ikke være for os, Jesus skal have førstepladsen, han skal være centrum. Han er centrum i vores Bibel, han er sandhedens centrum, han er kirkens centrum. Hvor han går, der følger vi. Hvor han lyser, kan vi gå i sikkerhed fri for farer.

Han er centrum i verdens historie. Lad os også sætte ham ind som centrum i vores historie – vi kan selv bedst lide at sidde på tronen i vores hjerte, i vores liv. Lad Jesus sidde der. Lad ham sætte sig som den centrale sol og lad ham bestemme over alt hvad vi er og lad ham oplyse vores forståelse, og varme vores hjerter. Lad ham gøre vores kolde kundskab varm. Lad ham fylde os med kraft, passion og lad os ikke nøjes med noget mindre end hans fulde tilstedeværelse. At have Jesus i vores hjerter på den måde er den største velsignelse, som vi overhovedet kan opleve.

Jesus er solen – og det er en velsignelse at sole os selv i hans nærvær. Så er det lige meget hvor lille jeg er, det er lige meget om jeg er et intet, hvor modbydelig og syndig jeg er, for han har taget alt hvad jeg er – og alt hvad han er, har han givet til mig. Jeg er afmægtig – men jeg klæder mig i hans almægtighed. Jeg synder – men han har taget min synd på sig – han er retfærdig og hans retfærdighed tilhører mig. Jesus er alt, og Jesus er min.

C.S. Lewis siger et sted: ”Jeg tror på kristendommen, ligesom jeg tror på at solen er stået op. Ikke alene ser jeg solopgangen, men ved hjælp af den ser jeg alt andet”.
Igennem kristendommen kan vi komme til at se verden sådan som den egentlig er, og vi kan finde vores egen plads i verden. Lige så langsomt som solen står op, lige så langsomt bliver landskabet foran os mere og mere synligt – flere og flere detaljer dukker op, og vi kan se længere og længere. Lige så langsomt som Jesus får lov til at lyse ind over vores liv og ud over verden omkring os, lige så langsomt ser vi verden sådan som den virkelig er. Sådan som Gud ser den – og vi ser vores plads i den store helhed. Vi ser også vores liv, sådan som Gud ser det.

Zakarias står med et spædbarn og han ser på en gravid Maria, han ser hvordan løfterne er ved at blive opfyldt og han synger lovsang. Hvor meget bør vi så ikke synge lovsange? Vi lever efter løfternes opfyldelse – Zakarias ser igennem profetiens tåge, hvor vi kan se hvad der helt konkret lå i profetiens ord. Vi kan se hvad det betød, at Gud besøgte os. Vi kan se hvad det betød, at Gud forløste os. Vi kan se hvad det betyder, at han rejste frelsens horn… vi kan se, fordi Jesus skinner for os. Har vi så ikke grund til at takke og lovprise Gud?  

For stor er hans frelse – stor er hans trofasthed. OG han har en frelsesplan for hver eneste af os. Han ved at selve verset i vores liv kan være en klagesang, eller fyldt med suk og modgang, men han vil bære os frem, så omkvædet må være lovsang: ”Stor er din trofasthed”.

Tak og ære være Gud
Som har ført sit løfte ud
op til syndres salighed
sendt sin kære søn herned.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *