“Din barmhjertighed, Herre, vil du ikke holde tilbage fra mig; din godhed og troskab skal altid beskytte mig.”
(Salmernes Bog 40,12)

Barmhjertighed og fred og kærlighed være med jer i stadig rigere mål!
(Judasbrevet 1,2)

Salmeordet lyder næsten som en konstatering: Din nåde vil du ikke holde tilbage fra mig. Som om det blot er en fastslået kendsgerning, han bare kan tage for givet. Men ret beset er det en bøn netop om noget, han får givet. For salmisten taler ikke køligt om en teologisk sandhed — han taler ind i sit eget behov.

Han ved, hvem Gud er. Han ved, at Gud ikke forandrer sig. At Guds barmhjertighed ikke tørrer ud. At nåden er ny hver morgen. Netop derfor tør han formulere sin bøn så frimodigt. Det, der ligner en konstatering, er i virkeligheden en tillidsfuld påkaldelse: Herre, vær mod mig, som du altid har været. Lad mig igen erfare den beskyttelse, jeg før har levet af.

Det er troens særlige sprog. Den minder Gud om hans løfter — ligesom Gud mindede sig selv om sine løfter ved at sætte regnbuen på himmelen. ikke fordi Gud glemmer, men fordi vi selv har brug for at holde fast i dem.

Vi lever let, som om vi kan klare os selv. Men når livet strammer til, mærker vi, hvor afhængige vi er — ikke bare af kræfter og løsninger, men af nåde. For uden barmhjertighed bliver hjertet hårdt. Uden Guds troskab bliver fremtiden utryg.
Salmisten taler om Guds godhed og troskab som en beskyttelse. Ikke en garanti mod smerte, men et værn midt i den. At være beskyttet af Gud betyder ikke, at intet gør ondt — men at intet kan rive os ud af hans hånd.
Judas’ hilsen løfter blikket fra den enkeltes bøn til menighedens fællesskab: Barmhjertighed, fred og kærlighed i stadig rigere mål. Det er som en velsignelse over et helt livsrum. Ikke kun nok til at overleve — men nok til at vokse.
Når Guds barmhjertighed får plads hos os, begynder den at flyde videre. Den bliver til fred i stedet for hårdhed. Til kærlighed i stedet for mistro. Det, vi modtager, bliver noget, vi deler.
Derfor kan vi både bede ydmygt og leve frimodigt. For den Gud, vi påkalder, er den samme i går og i dag — og hans barmhjertighed holder han ikke tilbage fra dem, der søger ham.

Bøn:
Herre, vi trænger til din barmhjertighed. Vær mod os, som du altid har været. Lad din godhed og troskab omslutte os, og lad din fred og kærlighed vokse iblandt os.