Lyt til prædiken:

Læs prædikenen:
På tirsdag fejrer vi 500 året for at munken Martin Luther udgav sine 95 teser og dermed stak hånden ned i et hvepsebo af dimensioner. Luther ønskede sig en reformation af kirken – men han fik ikke reformeret kirken, han fik et brud i kirken. Han fik en opsplitning af kirken – ikke bare i to kirker, den katolske og så den protestantiske, nej i et stadigt virvar af forskellige kirkerretninger og trosamfund. Den enhed og den indbyrdes kærlighed, som Jesus pegede på som kendetegnende for menigheden på jorden, den blev splintret i tusinde stykker.

Så det vi fejrer på tirsdag er langt hen af vejen begyndelsen på en kirke-reformation, der mislykkedes og blev en kirke-splittelse. De reformatoriske fyrster overtog tilmed katolikkernes brutalitet. Jeg skrev sammen med en frikirkepræst i Randers, der skrev hvordan de stille baptister blev ramt af stor forfølgelse i protestantiske områder, sådan at 50.000 blev slået ihjel på grund af deres tro. Præsten skrev til mig:

”Lidt sarkastisk sagde man, at blev man fanget af katolikkerne var det døden på bålet, af calivinisterne var det døden ved drukning med en sten om halsen og af lutheranerne var det døden ved halshugning – og i alle tre tilfælde efter grufuld tortur”.

Vi har som luthersk kirke god grund til at undskylde og beklage – at der i reformationens navn er blevet brugt anden magt end ordets og åndens magt.

Det grundlæggende i reformationen
Men er der så nogen grund til at fejre på tirsdag? Ja, bestemt, for midt mellem alt det, som vi skal tage afstand fra, også fordi reformatorerne også bare var mennesker, der lavede fejl, dér har vi en teologi, der ærer Jesus. Det, som kommer frem i de reformatoriske alene-ord: Troen alene, nåden alene, Kristus alene og skriften alene.

Det, der ligger som fundament i min fejring af reformationen er den grundlæggende teologi om Guds frie og suveræne nåde. Da man sent i Luthers liv ønskede at samle Luthers skrifter, så spurgte man Luther hvilke skrifter, der skulle med. Og Luther fremhævede først og fremmest skriftet ”Om den trælbundne vilje”.

Bogen svarer på om mennesket er så syndigt, at Guds suveræne nåde først skal skabe og opfylde menneskets tilbøjelighed til at tro og adlyde Gud. Og Luther svarer bekræftende: Sådan er det. Gud handler suverænt uden at den menneskelige vilje positivt medvirker til det. Ved en af de mange bordtaler, sagde Luther:

”Det er min absolutte mening: Han, der vil holde fast på at menneskets frie vilje er i stand til at gøre eller virke noget i åndeligt henseende, om det er nok så småt, han fornægter Kristus. Det har jeg altid fastholdt i mine skrifter”.

Det er også hvad vi læser i dagens tekst: Gud, handler som han vil – både i den gammeltestamentlige tekst om Gud som pottemageren, der skaber leret om til de kar, som han nu vil. Og i lignelsen om Gud, der lader evangeliets invitation gå til både gode og onde, men ud af de mange kaldede er der kun få udvalgte.

Lignelsen om det royale bryllup
Lignelsen til i dag er den mest voldsomme lignelse af de tre, Jesus holder i rap og som alle handler om jødernes afvisning af Jesus. Den har en klar profeti, der fandt sin opfyldelse, da romerne efter en lang belejring af Jerusalem i år 70 smadrede byen og dræbte dens indbyggere. Israel afviste invitationen, men der skal stadigvæk være fest.

Kongen sender sine tjenere ud: ”Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd hvem som helst, I finder, både gode og onde”.

Fordi Israel afviste Jesus, så afviste Gud dem – og invitationen går videre ud, ja helt op til os i norden. Israels fald blev vores oprejsning (Rom 11,12). Invitationen gælder alle – Gud kalder de gode og de onde, de moralske og de amoralske, de kriminelle og de ikke-kriminelle.

Korset her fik jeg som afskedsgave fra en indsat i Hobro Arresthus – han er morder. Invitationen til Guds rige gælder også en fordømt morder. Gud kalder hvem han vil – men det skal være på hans betingelser. I lignelsen lister der sig nemlig en gæst ind, der skiller sig ud – en, der går ind på sine egne præmisser. Kongen siger: ”Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?”.

Alle havde haft mulighed for at få bryllupsklæder på – også ham, men han gjorde det bare ikke. ”Jeg kommer bare ind lige som jeg er. Jeg gør ikke noget anderledes end jeg normalt gør – jeg kommer bare ind til festen lige som jeg er”.

Han kunne have taget bryllupsklædningen på – lige som de andre til festen – men det gjorde han ikke.

Spørgsmålet er så: Hvad er bryllupsklæderne?
Hvad er det han ikke har taget på?

Lad os prøve stille os selv spørgsmålet på en lidt anden måde: Hvad er det, der kvalificerer os til at komme ind i Guds rige? Jesus siger tidligere i evangeliet: ”Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget” (Matt 5,20).

For at komme ind i Guds rige skal vi være retfærdige – men det skal være en retfærdighed, der overgår de skriftkloges og farisæernes retfærdighed – deres retfærdighed var en selv-retfærdighed. En højere retfærdighed er en Gud-given retfærdighed.

Flere steder i Det gamle Testamente læser vi om retfærdigheden som noget, vi bliver iklædt. En af de smukkeste steder er fra Esajas:

” Jeg fryder mig over Herren, min sjæl jubler over min Gud. For han har klædt mig i frelsens klæder og hyllet mig i retfærdighedens kappe” (Esajas 61,10).

Gode og onde mennesker kommer, men lige så snart du kommer, så bliver du iklædt bryllupstøjet – du bliver iklædt Kristi retfærdighed, Kristi hellighed. Da kongen så på denne mand så han ikke nogen bryllupsklædning – så han ingen retfærdighed – så manden ryger ud og dømmes ligesom dem, der afviste invitationen.

Mange er kaldet, men få er udvalgte
Lignelsen slutter med en meget simpel sætning, der binder teksten tilbage til Luthers skrift om den trælbundne vilje – og som vi nok aldrig kommer til at forstå: ”Mange er kaldet, men få er udvalgt”. Invitationen er sendt ud overalt. Nogle er ligeglade, andre er fjendtlig stemte – andre igen forsøger at komme ind på deres egne betingelser – der er rigtig mange, der er kaldet – men det er kun få, der er udvalgt til at skulle ind i bryllupssalen. Og med ordet ”udvalgt” kommer vi ind på Guds suverænitet kontra menneskets vilje. Ja, menneskets vilje spiller en rolle i at modtage invitationen. Menneskets vilje kommer også frem i at afvise invitationen. Dem, der vælger at komme og iklæder sig bryllupsklæderne er dem, der også er udvalgt af Gud.

Det er et mysterium, som vi aldrig vil kunne begribe, men som vi kan tro. Mange er kaldet, men få er udvalgt. Det er lidt som den brede vej, som fører til fortabelsen, og den smalle vej, der fører til livet…. Mange finder den brede vej – få finder den smalle vej til livet. Hvorfor kun få?

Ja, Gud er suveræn i sin nåde – og fuld af nåde og kærlighed.

Der er mange grunde til at fejre reformationen – vi kunne også nævne bibeloversættelserne, gudstjeneste på modersmålet, en sand forståelse af nadveren. Men for mig at se er det højeste og vigtigste: At Gud igen er Gud den højeste, den suveræne Gud. Gud, der handler på uforklarlig vis på trods af hvad vi vil, hvad vi ønsker – men hvor hans vilje altid må ske. Vi forstår ham ikke – men det, der ses på, er ikke at vi forstår, men at vi tror. Det, der ses på, er at vi tager imod invitationen – og iklæder os Kristi retfærdighed. Den retfærdighed, der er en gave til dem, der tro på Kristus og modtager ham som herre og frelser.

Guds invitation til dig
Guds hjerte rækker stadigvæk invitationen ud til gode og onde mennesker. Du er også inviteret – kongernes konge inviterer dig: ”Tag imod min invitation”. Han inviterer dig ikke til at lide. Han inviterer dig ikke til smerte. Han inviterer dig ikke til selvopofrelse. Han inviterer dig ikke ind i et liv i et kloster. Han inviterer dig ikke til noget som helst hårdt arbejde. Han inviterer dig til alle festers fest, den herlige og evige kongelige fest, som indeholder alt det bedste, du overhovedet kan forestille dig i dette liv. Og det er alt sammen i Kristus.

Vil du ikke være med?