Der er et gammelt ordsprog, der siger, at fælles fjende gør fælles ven, og det må man virkelig sige er tilfældet her i dagens tekst. Her kommer farisæerne og herodianerne hen for at stille Jesus på en prøve. Farisæerne var loyale over for jøderne i mod romerne – og herodianerne var loyal overfor Herodes, der sad på tronen i Jerusalem på grund af romerne. Så normalt ville de ikke have noget til fælles, men det har det… det vil af med Jesus.
Det første de gør er komme med en lang smigrende indledende tale, der skal aflede Jesu opmærksomhed fra deres frontal angreb. ”Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej…”. Det er jo så smukt, så vi næsten er ved at få tårer i øjnene over det. De tror naturligvis ikke et hak på det, men sjovt nok, det er netop, når de tror, at de lyver, at de i virkeligheden siger sandheden. Og efter de er kommet med den lange smører, så sættes angrebet ind: Er det tilladt at give skat til kejseren? Og svaret kommer til sidst: ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”. Så kort kan det siges – Jesus får vinder både på point og får slået sine modspillere knockout. ”Da de hørte det, undrede de sig, og forlod ham og gik deres vej”. De opdagede altså ikke en gang hvad der ramte dem.
Men det, der ramte dem var Guds ord – et ord fra Gud med evig gyldighed. ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”. Og det rammer jo netop ind i det, der er den kristnes liv – et liv, der leves mellem to autoriteter: Kejseren og Gud. Eller staten og Gud. Folketinget og Gud. At være kristen er ikke bare at være borger i Danmarks rige, men det er også at være borger i Guds rige. At være kristen er at være en lovlydig borger – og at leve i overensstemmelse med reglerne i begge riger. ”Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem” siger Paulus i det sidste stykke jeg læste op fra alteret. At være en kristen er derfor at være en lovlydig borger – sådan er det. ”Giv alle, hvad I skylder dem: Den, der har krav på skat, skat; den, der har krav på told, told; den I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære (Rom 13,1-7).
Vi har som kristne en pligt til at lystre vores regering og støtte vores regering og vi er forpligtet til at opfylde sine pligter uanset hvad disse pligter er. Vi skal derfor som kristne overholde færdselsloven, vi skal betale den skat og de afgifter, som vi skal betale, vi skal ikke snyde, hvor vi kan komme af sted med det. Vi skal sørge for at regering og stat kan gøre det, som de er sat til af Gud, nemlig at skaffe ro og orden i vores land. Det er kedeligt, det er dyrt og det er træls – men sådan er det. Selvfølgelig kan vi sige, at det ikke er specielt kristent at holde loven og give kejserens hvad kejserens er, for det skal alle. Ja, alle skal holde loven, for det siger ”kejseren”, men vi kristne har ikke kun ”kejserens” ord for at vi skal holde loven, vi har også vores frelsers ord for det, Jesus. Vi har Guds ord for det: ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”
Så der er ikke nogen mere lovlydige borgere end kristne. Og det har naturligvis fået f.eks. Karl Marx til at skrive, at religion er opium for folket. At religion er de herskende klassers middel til at holde proletariatet under kontrol, for religionen giver et løfte om en belønning hjemme i himmelen. Vi skal bare udholde uretfærdighederne her på jorden. Så religion er altså statens måde at holde folket nede på.
Men nu er det ikke sådan, at kristendommen lægger et lyserødt slør hen over ”kejseren”, over myndighederne her i verden… tværtimod. Bibelen lægger ikke fingrene imellem og siger klart, at denne verden er af det onde. Verden er blind, for den kan ikke se Gud, og den hader de kristne, ligesom den i sin tid hadede Jesus. Og selv om vi har fået ”kejseren” til at holde det ond tilbage, så skal vi ikke forvente noget godt fra verdens side af den grund. Og kejseren er også verden, selv om han er indsat af Gud – som Paulus skriver. Og Bibelen fortæller os, at der kan komme tilfælde, hvor selv de mest lovlydige borgere, de kristne, siger nej til ”kejseren”. ”Vi vil ikke mere”. Og hvornår er det? Jo, det er, når ”kejseren” træder ind og modsiger Gud. Når ”kejseren” går ind og lovgiver imod Guds bud. Ja, kort sagt, det sker, når ”kejseren” træder udenfor sine beføjelser. Så siger Bibelen: ”Man bør adlyde Gud mere end mennesker”. I det vi læste fra alteret sagde Paulus: ”Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd”. Og kristendommen har om nogen mærket dette sværd:
Johannes Døberen blev et hoved kortere, fordi han sagde sandheden. Jesus blev henrettet fordi han var sandheden – han blev endda korsfæstet efter en demokratisk afstemning: Hvem vil I helst have fri: Barabbas eller Jesus? Og folket pegede på Barabbas – ”korsfæst Jesus”. Paulus, der taler om at underordne sig myndighederne og deres sværd, blev efter alt at dømme halshugget af dette sværd. Og det var kun nogle af de mere kendte – der er et utal af ukendte kristne, der er blevet slået ned, og der er et utal af ukendte kristne som stadigvæk bliver slået ned, fordi de holder sig til sandheden også selv om ”kejseren” tysser på dem og truer dem.
Vi er borgere både i Guds rige og verdens rige og vi har ikke lov til at trække os tilbage fra et af dem og så lade det andet passe sig selv. Vi skal give os hen i arbejdet både som danskere og som kristne, men som jeg læser Bibelen, så er vi mere kristne end vi er danskere. Som jeg læser Bibelen, så er vi mest forpligtet på Guds rige. I dagens tekst tager Jesus en mønt frem og peger på billedet på mønten – det er det, der er kejserens. Der er ingen tvivl om at det her er kejserens for hans billede er trykt på mønten. Ligesom Dronning Margrethes ansigt er trykt på vores mønter. Der er altså noget, som er statens eller hvad vi nu kalder det. Men der er også et andet billede. Guds billede. Det er ikke bare et billede, der er trykt på en død mønt, nej det er det billede, som vi er skabt i. I 1. Mosebog står der, at vi mennesker er skabt i Guds billede – vi tilhører altså ham. Skal vi give kejseren det tilbage, der er hans, nemlig skat og respekt, så skal vi også give Gud det tilbage, som tilkommer ham, nemlig os selv. Vi skal give kejseren det der er kejserens, nemlig noget. Men vi skal give Gud hvad der er Guds, nemlig alt. Hele vores liv, alt det vi er – også det vi er udenfor kirken.
Vi er netop borgere i to riger – og vi har ikke lov til at forsømme et af disse riger, for vi har forpligtelser begge steder. Vi skal gå ud af kirken og kæmpe for retfærdighed og sandhed dér – uanset hvor vi så sætter vores kryds på tirsdag. Vi skal stå ved det, som vi har set som retfærdighed, sandhed og kærlighed. Vi skal stå op imod dem, der siger som det vi hørte fra Det gamle Testamente ”Vi vil købe de svage for penge, og den fattige for et par sandaler; vi vil sælge affaldskorn” (Amos 8, 4-7). Vi må ikke have nok i os selv her i kirken, hvis uretten skriger ude på gaderne. Vi skal støtte ”kejseren”, når han er på rette vej, men vi skal råbe op, når han er på kollisionskurs med det vi har set som sandheden. Og vi skal så også tage de slag, der så måtte komme.
Kaj Munk, der var en af dem, der trådte op mod den tyske kejser, siger i en prædiken om denne tekst: ”Der er dem, der vil blide os ind, at kirken er bare et tilflugtssted for sjælene. Kirken må ikke give sig af med andet, end hvordan vi får frelst vor sjæl. Ja, det er en køn religion. Bare lille Jensen kan hytte sig og komme i himlen, hvad… rager så verden ham? Lad den bare gå ad helvede til. Det er en religion, Kejseren synes om. Den vil han gerne give statsunderstøttelse. Den sørger for at være af vejen, hvor han ridder frem. Den kommer ham aldrig på tværs. Det er den religion, der hedder Gudsbespottelse”. Så vidt Kaj Munk, der blev skudt da han holdt sig til det han havde set som sandheden.
”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”. Det er en svær balancegang, for det er noget nemmere at satse på en af de to riger. Men som sagt: Det er ikke en mulighed for os kristne – vi er forpligtet på begge to. Guds rige og verdens rige. Ja, netop fordi vi er borgere i Guds rige, så er vi forpligtet på verdens rige. Gud lod jo heller ikke verden være i fred og holdt sig til sit rige – og Herren være lovet for det. Derfor skal vi heller ikke lade verden være i fred. Som Gud sendte sin søn til verden, sådan sender han også os af sted. Tænk hvilken ære, at træde ind i mission for Guds rige på jorden! Vi har alle vores sted, hvor vi er sat for at være kristne – vi har alle vores opgaver, vores medmennesker, som vi er forpligtet på at være kristen overfor. Og vel kan vi føle det ligesom vi skal synge om lidt:
Vi rækker vore hænder frem,
som tomme skåle.
Vi kan føle, at vi ikke har noget at bidrage med, når vi står i en situation, hvor vi føler, at vi skal træde i karakter som kristne, så står vi med tomme skåle. Så har vi ikke noget at biddrage med, og så pakker vi heller sammen, for der er nok nogen, der kan klare det her bedre end mig. Der er nok nogen, der ellers skal tage sig af det her. Men nej – du har fået lagt de personer på sinde, nu er det din gudgivne opgave. Så ræk dine tomme hænder frem, for Gud ønsker at fylde vores tomme skåle. Gud ønsker at give os kraft og virke igennem tomme hænder. Da den store apostel Paulus var i samme situation i sin tjeneste i Guds rige, så sagde Gud til ham: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed” (2 Kor 12,9). Og mon ikke også vi kan bruge sådan et ord:
Vi rækker vore hænder frem,
som tomme skåle.
Kom til os, Gud, og giv os liv
fra kilder udenfor os selv!
”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed”
