3. søndag efter Helligtrekonger (2019)

Lyt til prædikenen:

      3-søndag-efter-h3k

Læs prædikenen:
”Jeg tror på kristendommen, ligesom jeg tror på at solen er stået op. Ikke ale

ne ser jeg solopgangen, men ved hjælp af den ser jeg alt andet” – det er et citat fra C.S. Lewis.

Igennem kristendommen kan vi komme til at se verden sådan som den egentlig er, og vi kan finde vores egen plads i verden. Lige så langsomt som solen står op, lige så langsomt bliver landskabet foran os mere og mere synligt – flere og flere detaljer dukker op, og vi kan se længere og længere. Lige så langsomt som kristendommen får lov til at lyse ind over vores liv og ud over verden omkring os, lige så langsomt ser vi verden sådan som den virkelig er. Sådan som Gud ser den – og vi ser vores plads i den store helhed.

Jeg elsker det citat – der er noget storslået over det, og jeg vil også gå så vidt som at sige at jeg godt kan genkende mig selv i de tanker. Ja, kristendommen oplyser og får os til at se verden anderledes end ikke kristne. Det kan være det grænseoverskridende som vi hørte Kaj læse for os fra Romerbrevet: ” hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise”. Wau – hvem har lige lyst til det, med mindre at kristendommens sollys skinner ned på det menneske og siger: Jeg elsker også din fjende. Din fjende kan blive din søster – din fjende kan blive din bror.

”Jeg tror på kristendommen, ligesom jeg tror på at solen er stået op”.  Men nogle gange føler jeg også at solen går ned igen. Ting, som var tydelig før, bliver uklare. Mørke breder sig – sygdom og død presser os ned i dødsskyggens dal, hvor skyggerne er lange og solopgangens lys ikke når ned.

Nu har jeg lige læst om to mænd, der bad til Gud og fik hvad de bad om: Jesus helbredte. Har du ikke også stået ved en syg og bedt for vedkommende – og så endte det alligevel med en begravelse? Hvorfor sker noget ondt for gode mennesker? Hvorfor er der nogen, der skal lide så meget? Det føles som om solen går ned – måske før den overhovedet er nået op over horisonten, men det, der sker, er at spørgsmålene vokser sig så store, at de skygger for lyset. Spørgsmålene vokser:

  • Tror jeg nok?
  • Er min tro stærk nok?
  • Læser jeg ikke nok i min Bibel?
  • Gør jeg ikke nok kristne gerninger?
  • Er jeg udenfor Guds kærlighed?
  • Ja, er der i det hele taget nogen Gud, når sådan noget sker?

Der er to ting vi kan gøre, når de spørgsmål blokerer solen for os og efterlader os i mørke: 1) Vi kan vandre væk fra Gud – 2) vi kan starte ved begyndelsen igen.

1) Vend Gud ryggen
Vi kan vandrer væk fra Gud, vi kan vende ryggen til troen, fordi vi føler at troen smuldre mellem fingrene på os. Men ved du hvad – der er ikke noget at sige til at vores tro falder fra hinanden i sådanne tilfælde, for vi holder Gud op på løfter, han aldrig har givet os. Gud har aldrig lovet os, at der ikke vil ske os noget ondt i livet. Gud har aldrig lovet os at enhver sygdom vil blive helbredt. Gud har aldrig lovet os fremgang, fremgang og fremgang. Gud har aldrig sagt, at han er en salgsautomat, hvor du kaster mønter ind i den, og trykker et nummer og så kommer den pose slik ud, som du gerne vil have.

Gud er ikke en salgsautomat-Gud, hvor hvis du putter nok penge i ham, hvis du putter nok tid i ham, hvis du putter nok bønner i ham, hvis du putter nok bibellæsning i ham, så kommer der et eller andet godt ud.

Det er slet ikke kristentro. For tro er ikke en kraft eller en magt. Troen er ikke en eller anden usynlig lasso, som vi får rundt om Guds hals, så hvis vi har nok tro, så kan vi få Gud til at gøre noget, som Gud ikke havde tænkt sig at gøre. Troen er ikke en kraft eller en magt – og troen er ikke en formel. Det er ikke som en pinkode, som når du taster det rigtige nummer ind, så spytter Gud gode ting ud.

Lad os prøve et øjeblik at se på de to personer, der bliver hjulpet i dagens tekst. For det første den spedalske mand: Han kaster sig ned foran Jesus og siger: ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren”. Han er ikke et øjeblik i tvivl om at Jesus kan helbrede ham – det er bare et spørgsmål om hvorvidt Jesus vil helbrede ham.

Den romerske officer kender sin egen ringhed i forhold til Jesus: ”Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt”. Igen: Ingen tvivl om hvorvidt Jesus kan – selvfølgelig kan han.

Vi hører om to forskellige personer og det eneste, der binder de to sammen, er at de havde hørt om Jesus, måske hørt hvad Jesus sagde, men i hvert fald hørt hvad han gjorde – og derfor kom de hen til ham for at få hjælp. De havde begge en tro på at Jesus kunne. Og det er vel dybest set det den kristne tro er – den kristne tro er en overbevisning om at Jesus kan.
Den spedalske mand siger ”hvis du vil, kan du gøre mig ren” og jeg elsker Jesu korte og kontante svar: ”Jeg vil, bliv ren”. Jesus siger: Det er den tro, jeg kigger efter. Ikke en tro på at jeg vil, men en tro på at du ved, at jeg kan. Ikke en tro på at jeg vil alt det, som du beder mig om, men en tro på at jeg kan alt det jeg vil. Og at jeg bestemmer og at jeg har kontrollen.
Dybest set vil vi helst ikke have at Gud bestemmer, at Gud gør det han vil til sin tid, fordi jeg helst vil have det på den måde, jeg gerne vil. Jeg vil helst have at Gud gør det, som jeg beder ham om og jeg vil egentlig allerhelst have, at han ikke bringer mig i situationer, hvor jeg har brug for at bede til ham. ”For hvordan kan der være en god Gud, når verden er så ond og uretfærdig”.

Bønnen ”hvis du vil, kan du gøre mig ren” viser en tro på at Gud har kontrollen, at Gud bestemmer. Og de gode nyheder er at Gud har kontrollen – at Gud rent faktisk bestemmer. Også selv om han ikke helbreder din ægtemand – så kan han. Men vi bryder os ikke om at Gud har kontrollen og Gud bestemmer, for ligesom gammel hedenskab, så vil vi gerne have, at Gud gør hvad vi beder ham om. Og det får os til at vælge første mulighed af to: Vi vandrer væk fra Gud, vi mister troen. Men vi mister troen, fordi den var bygget på noget, som den aldrig skulle været bygget på.
Det var den første ting vi kan gøre: Vend troen ryggen.

2) Begynd ved starten igen 
Den anden ting vi kan gøre, er at vi starte ved begyndelsen igen, vi kan få fokus tilbage på dér, hvor det hele begyndte: Jesus. Jeg vil gerne lige citere fra en af de meste spændende breve i Det nye Testamente, nemlig Hebræerbrevet. Efter kapitel 11, som er troskapitlet, hvor vi hører om de mange eksempler på tro i Det gamle Testamente, de mange trosvidner, så skriver forfatteren til brevet: Se ”hen til Jesus, troens banebryder og fuldender […] Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet”. Se på Jesus. Se på Jesus på korset, hvordan han bærer lidelsen for os. Hvordan han øste sit blod ud for os – det skulle have været vores blod, vores død, men han tog det på sig dér på korset. Når troen vakler, så få fokus indstillet på Jesus på korset og se Guds kærlighed: ”For således elskede Gud verden at han gav,
hengav
prisgav,
ofrede,
korsfæstede,
vendte ryggen til sin enbårne søn i vrede for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”.

Gud viste ikke sin kærlighed til dig ved at love at gøre alt, hvad du bad ham om. Gud viste ikke sin omsorg for dig ved at love, at intet ondt ville ramme dig og at al sygdom ville blive helbredt.

Nej, Paulus udtrykker det på denne måde: Gud viste ” sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere” (Romerbrevet 5,8). Gud viste ikke sin kærlighed til os ved at besvare vores bønner, men ved at dø for os, da vi mindst af alt fortjente det, for at sende sit lys ud over vort liv.

Jeg begyndte med C.S. Lewis, der sagde:

”Jeg tror på kristendommen, ligesom jeg tror på at solen er stået op. Ikke alene ser jeg solopgangen, men ved hjælp af den ser jeg alt andet”.

Vi ser vores liv i Guds lys – landskabet i vores liv bliver lyst op, men der kan stadigvæk være skygger, dødsskyggens dal, men selv dér vil der være lys, for ham, der kalder sig selv for verdens lys, han vil gå med os ned i dødsskyggens dal. Vi vil ikke kunne se alt dernede i dødsskyggens dal, men med Jesus ved vores side, vil vi komme igennem og gå fra en troens bjergtop til den næste. Fra en lys glæde til den næste – men imellem de to toppe, er der en dal. Men ”Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst”.

Vi får ikke svar på alle vores spørgsmål i livet – og nogle af dem vokser sig rigtig store og bliver vores livs ubesvarede spørgsmål. Der er meget, vi kan sætte spørgsmålstegn ved i vores liv – men sæt aldrig spørgsmålstegn ved Guds kærlighed til os. Og gør vi det alligevel, så tag ikke mulighed 1) og vandre væk fra Gud, men tag mulighed 2) start ved begyndelsen igen. Se på Jesus, at vi bliver trætte og mister modet. Hav vores øjne fokuseret på ham, se på Jesus og lad ham fylde dig med glæde:

Øjne, I er lykkelige,
I, som ser Guds Søn på jord!
Øren, I blev hovedrige,
da I hørte livets ord!
Hjerte, da du ordet tro’de,
livets træ randt op af rode!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *