3. søndag efter påsken (2006)

  1.  ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”.

”Jeres hjerter må ikke forfærdes” – sådan begynder Jesus sin tale til disciplene skærtorsdag aften – det er den tale, som vi normalt kalder for Jesu afskedstale. Hvordan kunne Jesus sige det? – der er jo i allerhøjeste grad noget at være forfærdet over. Allerede et par timer senere bliver Jesus forrådt af en af sine nærmeste, han bliver udsat for justitsmord og dagen efter vil han udånde på et kors som en gemen forbryder. Og hans disciple vil flygte og gå under jorden af frygt for hvad man kunne finde på at gøre med dem.

Men selv om Jesus ser alt det og ved, at det snart vil ske, så kan han alligevel trøste sine disciple med ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”. Det er ord, som disciplene garanteret har taget til sig og som de har kunne gentaget for dem selv også efter påskedag, når problemerne og også forfølgelserne begyndte at skylle ind over dem. Det er et råd fra vores frelser: ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”.

Disciplen Peter kunne gentage ordene for sig selv, da han stod foran sine dommere i Rom. ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”.

Eller den første kristne martyr, Stefanus, da han stod foran den rasende menneskemængde og blev stillet til regnskab for sin tro – ”jeres hjerter må ikke forfærdes”.

Eller de mange kristne, der stod i Roms collosæum og så hvordan de vilde og sultne løver kom ud til dem indefra deres burer. ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”. Eller de kristne japanere, som blev gravet ned i sandet kun med hovedet oppe over jorden, så tidevandet lige så langsomt kunne tage livet af dem. ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”.

Men ikke bare ved kristenforfølgelserne har de ord kunne give trøst og styrke.

Hvor mange forældre har ikke begravet deres børn og midt i deres sorg har de ikke haft anden trøst at klamre sig til end ordene ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”?

Hvor mange har ikke fået at vide, at de selv eller en af deres kære har en uhelbredelig sygdom og nu vandre de i dødsskyggens dal… med Jesu råd og trøst: ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”.

 

Hjerter kan være forfærdet på grund af frygt for fremtiden, på grund af skyld, på grund af ensomhed, på grund af

Det råd og den trøst, som ligger i de ord har kunne hjælpe tusindvis af mennesker i mange forskellige problemer og livssituationer og det er stadig kraftfuldt i dag, hvor vi hører det her i Asdal Kirke. ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”.

Det kan være, at der er en os, der af den ene eller den anden grund sidder i kirken i dag med et forfærdet hjerte. Jesus er godt klar over dit problem, din bekymring, din sorg – han kender den… det kan være, at selv dine nærmeste ikke ved hvad du bærer rundt på. Men Jesus kender det. ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”.

Det er ikke bare et letkøbt klap på skulderen – som om Jesus midt i krisen bare siger ”hold humøret oppe, kammerat”. Vær ikke bekymret – vær glad. For 10-15 år siden vandt en amerikansk sanger en musikpris for en sang med en iørefaldende melodi, men med en tekst, som var ret simpel. ”Vær ikke bekymret – vær glad”. Den sagde, at selv om man mødte modgang, selv om man mødte de største problemer man overhovedet kan forestille sig, jamen så skal man ikke være bekymret, man skal bare være glad. Det er jo som at række tungen ud af vinduet – vær ikke bekymret – vær glad – det giver ingen ting. Og det tomme i det ord blev så yderligere understreget, da sangeren begik selvmord nogle år efter sit store hit. ”Vær ikke bekymret – vær glad”.

Jesu ord er dybere – det er ikke bare et letbenet råd, som fjanter sig udenom alle problemerne og det svære. Jesus ved godt, at vi kan komme ud i problemer, som kan true med at slå benene væk under os. Han siger derfor heller ikke ”frygt ikke”, for vi kan alle komme i en situation, hvor vi frygter et eller andet. Selv Jesus kendte til at frygte – nogle timer efter står han i Getsemane have og trygler Gud om at han må undgå at blive korsfæstet dagen efter. Jesus var rædselsslagen – det var ikke bare noget overfladisk – det var ikke bare noget, hvor han sad lige så stille og var bange…. nej, man kunne se det på ham.

I den nye Jesus-film spørger disciplene Jesus om de ikke skulle kalde på de andre, for der var åbenbart fare på færde. Men Jesus svarer ”Nej, de andre skal ikke se mig sådan”. Jeg ved godt, at den replik er et udtryk for filmens kunstneriske frihed – men den er ikke grebet ud af den blå luft. Man har garanteret kunne se det på ham. Vi kender nok til angstens sved, men Jesus svedte ikke bare sved, nej – Jesus sved blev til blod. Han ”opsendte… under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden” – som der står i Hebræerbrevet (5,7). Jesus var ikke frygtesløs, for han kendte til frygten selv – men han stod fast midt i frygten. ”Ske ikke min vilje, men din vilje”. Det er nemt nok at være frygtesløs – det er bare at lukke alle følelser ude og så handle blindt. Men det er større at frygte og så alligevel at stå fast – det er min overbevisning, at de største handlinger i historien er blevet gjort af folk, der var bange og kendte til frygt, men som alligevel gjorde det, der var nødvendigt. De mange nødhjælpesarbejdere, der sætter deres liv på spil for at nå ud med hjælp til udsatte. Frihedskæmperne under tyskernes besættelse i 40-erne – de vidste hvad der ville ske dem, hvis de blev fanget… men de turde slet ikke tænke på hvad der ville ske, hvis de slet ikke gjorde noget. Så de handlede.

Når vi nu er ved tyskernes besættelse af Danmark, så er det faktisk denne tekst, der skulle prædikes over søndagen efter besættelsen i 1940. Folk, der gik i kirke i de første mørke og forvirrede dage, blev altså hilst af Jesu ord ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”.

Vi kan nok kende til frygt og sorg, men vi skal ikke blive i sorgen – siger Jesus. Men samtidig er det netop ikke det her tomme ”vær ikke bekymret – vær glad”, for Jesus sætter noget andet i stedet for. ” ”Jeres hjerter må ikke forfærdes – tro på Gud og tro på mig – jeres hjerter må ikke forfærdes, for I har en frelser”. I stedet for forfærdelsen sætter Jesus troen på Gud og på sig selv.

Og det er det vi har brug for. Vi har ikke brug for en lærer, der kan give os gode råd – vise os et godt eksempel, vi har brug for en frelser, som er vejen for os, som er sandheden til os og som er livet i os. Det er Jesus – og derfor er han ikke bare kristendommens grundlægger, nej han er kristendommen selv. ”Jeg er vejen, sandheden og livet”. Han er ikke bare en vejviser, han er vejen selv. Han er ikke bare en forkynder af sandheden, men han er sandheden selv. Han er ikke bare en, der giver os livet, men han er livet selv.

Jesus er vejen. Han er Guds vej til os, men han er også vores vej til Gud og han er den eneste vej til Gud ”Ingen kommer til faderen uden ved mig”…. og det er ikke sådan, at når vi kommer ud i problemer, sygdomme, at han så har forladt os – nej, han er stadigvæk vores vej som vi kan gå på, også når livet gør ondt. Han er vores vej selv helt nede i dødsskyggens dal. Det er ikke noget rart sted at være dér i dødsskyggens dal – men hellere ikke dér skal vi lade vores hjerte blive forfærdet – for følger vi Jesus, bruger vi ham som vores vej, så vil han lede os. Vi kan nok ikke forstå hvorfor vi skal gå dér, men vi skal holde fokus på ham – vi skal have vores tillid til ham. Har man lyst til at bestige et bjerg, så er man først og fremmest nødt til at vende sin tillid væk fra sig selv og sine egen muligheder for at hænge fast på klippen… så er man nødt til at have fuld tillid til at torvet holder, så kan man kaste sig ud fra bjerget. Vi skal have tillid til Jesus – at han bærer os, selv om vi ikke engang har kræfter til at bære os selv. Derfor kan vi godt være bange og frygte, men vi skal ikke blive forfærdet – han holder os oppe.

Jesus er sandheden.  Selv om vi er nået langt med vores filosofi og videnskab, så er vi stadigvæk i mørket, når vi forsøger at svare på livets grundspørgsmål ”hvorfra, hvorfor og hvorhen”. Videnskaben vil svarer: Der er ikke et svar på de spørgsmål – Jesus svarer kort: Hvorfra?  ”skabt af Gud” – hvorfor? ”Fordi vi er elsket af Gud” og hvorhen? ”tilbage, hjem til Gud”. Jesus er sandheden.

Jesus er også livet. Hvor verden er præget af døden – døden på en trefoldig måde: Åndelig død, legemlig død og evig død. så er Jesus livet på en trefoldig måde: Åndeligt liv, legemligt liv og evigt liv – og som frelseren er det det liv, han giver os.

Og derfor skal vi ikke forfærdes, for vi har en frelser, som er vejen, sandheden og livet.  Ja, Jesus er mere end det – han er også bare ”jeg er”. Vi hørte fra alteret, hvordan Moses står foran den brændende tornebusk og hører Gud fortælle sit hellige navn ”Jeg er”. Vores frelser er ”jeg er” – vores frelser er den almægtige Gud. Så når Fillip i dagens tekst siger til Jesus ”vis os Faderen, og det er nok for os”, så får han svaret ”jeg er i Faderen og Faderen er i mig”. Da Gud skulle frelse os og give os et liv her og nu i fællesskab med sig selv, så sendte han ikke bare sin søn – så kom han selv i sin søn. Derfor så længe at der er en Gud – så længe Gud lever og regerer, så har vi ikke nogen grund til at blive forfærdet. Luther var på et tidspunkt ramt slemt af bekymringer og mørke tanker, så han gik rundt og var i rigtigt dårligt humør og bedrøvet. Da han en dag kom hjem sad hans Käthe i sin sorte sørgedragt, sort fra top til tå. Forfærdet spurgte Luther – ”Men Käthe, er der nogen, der er død”… og han har garanteret tænkt, at nu er der endnu mere at være bedrøvet over. ”Ja” svarede Käthe ”det kan jeg mærke på dig – det må være Gud, der er død siden du er så bedrøvet og bekymret”.

Vi synger ”Gud er Gud om alle mand er døde” – og så længe Gud er Gud, så længe han er ved magten og lever, så længe har vi ikke grund til at være forfærdede over noget som helst i vores liv eller i verden. Også selv om alt ser håbløst ud, meningsløst ud og at Gud ser ud til bare at være en smuk tanke, som vi kan forsøge at holde os til – jamen så er han Gud.

Han er også Gud, der lytter – ”Jeres hjerter må ikke forfærdes – bed i stedet for at være forfærdet”. Har vi mest lyst til at vride vores hænder i fortvivlelse, så skal vi hellere folde vores hænder i bøn. Vi skal bare et par vers længere ned i afskedstalen, så siger Jesus ”Hvad I beder mig om i mit navn, det vil jeg gøre, for at faderen må blive herliggjort i sønnen”. Og en af de mest magtfulde bønner at bede – men også en af de sværeste bønner at bede for os mennesker, er bønnen ”ske ikke din vilje, men din vilje”. Den franske filosof, Pascal, der levede i 1600-tallet bad bønnen:

”Jeg be´r dig Gud:

– ikke om sundhed

– ikke om sygdom

– ikke om liv

– ikke om død;

men det be´r jeg dig om:

at du vil råde

– over min sundhed

– over min sygdom

– over liv og død.

Til din ære, til min frelse, du alene ved,

hvad der tjener mig bedst”.

Og fordi han ved hvad der tjener os bedst, så behøver vi ikke at forfærdes – også selv om vi måske ikke får besvaret vores store spørgsmål ”hvorfor skal det her ramme mig?”.

Vi vil nok alle på et eller andet tidspunkt i vores liv lever med konflikter, skuffelser og smerte. Vi vil nok alle opleve tid med dyb tragedie og svære prøvelser – men han er med os. Lige meget hvad elendighed du er i, hvilke bekymringer eller forvirring du må kæmpe mod, så husk, at Herren selv er her – han er dér hvor vi har brug for ham. Og han er der som vejen, sandheden og livet… han er der som Gud. Så derfor ”Jeres hjerter må ikke forfærdes – tro på Gud og tro på mig”.

Author: Kim Præst