Denne side er set 757 gange!

Vi læser i dag lignelsen om to drenge. Den ældste bror, som bliver hjemme og passer gården og er arbejdsom og flittig. Ham, som der aldrig er problemer med. Og så har vi den yngste bror, som der vel egentlig altid har været lidt med, men det nåede uanede højder, da han bad sin far om at få udbetalt arven længe før faderen overhovedet var død. ”Far, jeg vil gerne have min arv udbetalt nu – jeg kan ikke vente på at du dør, jeg skal ud og leve det søde liv med øl, piger og hornmusik”.

Fik sønnen en syngende lussing? – det var da hvad han havde fortjent. Havde faderen været en rigtig mellemøstlig far, så havde han givet sønnen en lussing, og sendt ham væk fra hjemmet uden en krone på hånden. Men mærkeligt nok bliver den yngste søn ikke slået – nej, sønnen får pengene, nu skal han af sted.

Man kan næsten forestille sig, hvordan faderen står og kigger efter sin elskede søn, der rejser af sted allerede et par dage efter han har fået sine penge. Han har sikkert stået med tårerne løbende ned af kinderne, for han kender jo sin søn er bange for at han ikke kan klare sig derude og vil komme galt af sted. Han har garanteret bedt og bedet og bedt for sin søn: Gud lad ham dog snart komme hjem igen.

Børn rejser fra troen
Hvor har mange fædre og mødre bedt for deres børn, som er rejst langt væk fra hjemmet. Ikke nødvendigvis geografisk langt fra hjemmet, men åndeligt og religiøst langt væk fra hjemmet. Børn, der er blevet voksne, og da deres barnetro skulle til at erstattes af en voksentro, så blev det ikke til noget. Så blev det erstattet af alt andet end troen på Gud – ikke nødvendigvis øl, piger og hornmusik, men af uddannelsen, karrieren, hobbyen, ægtefællen, børnene… Gud var der ikke lige plads til eller brug for.

Forældrene har naturligvis været stolte af deres børn, de har glædet sig sammen med dem, når de kom på besøg med børnebørnene, men en helt gennemtrængende glæde var der alligevel ikke. For åndeligt talt var de som den yngste søn, rejst til et land langt borte.

Der er mange fædre og mødre, der har bedt for deres børn, at de dog snart må komme tilbage igen. Da jeg en kort overgang var efterskolelærer på en pinseefterskole, så fortalte en af mine kolleger om sin nevø. Det var en ung mand, der levede det søde liv. Der var ikke tid til Gud eller kristendom – og interessen var der heller ikke. Livet skulle leves nu og det blev levet i højeste gear på sin motorcykel. Forældrene bad meget for deres søn, at han dog måtte komme til besindelse – at han igen måtte komme til fornuft, men ingenting hjalp. Men der blev bedt mange bønner for den dreng. Ligesom faderen i lignelsen her nok også har bedt mange bønner.

Faderen tænkte meget på sin søn, men sønnen tænkte sikkert ikke ret meget på sin far, for han har travlt med at bruge sine penge… og han bruger dem alle rub og stub. Væk var hans penge, og væk var hans såkaldte venner, og så trådte Gud til… sikkert som svar på en levende fars hjertebøn: Der står: ”Da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød”. Det var Gud, der havde hørt faderens bøn, og nu greb han ind – og resultatet: Da drengen var aller længst nede i armoden, så står der, at han gik i sig selv. ”Jeg vil bryde op og gå til min far” – og jeg vil komme med en fuld bekendelse og bede ham om tilgivelse.

Hvis vi igen prøver at vende os til historien om min tidligere kollegas nevø, så ser det ud til, at Gud også greb ind dér. For de her forældre, der havde bedt og bedt og bedt… en dag ændrede deres bøn pludselig karakter, den blev så voldsom, at de bad: “Gud, gør hvad der er nødvendigt for at han må blive en kristen igen”. Det var en voldsom bøn, fordi resultatet var voldsomt. Den unge mand blev indblandet i et færdselsuheld i Sverige, og kom tilbage til Danmark lam – men dér i sin sygeseng blev han igen en kristen. Dér kom han åndeligt talt hjem. Han blev ikke helbredt – men han fandt Jesus igen. Det er en voldsom historie – og jeg vil nok have mig frabedt at opleve noget så dramatisk… men han sidder nu lam, og er glad, for vel kan han ikke gå nu, men han kan tro på Gud.

Noget, som rammer mig, når jeg læser den her historie her, er først og fremmest tanken om menneskets stolthed.
For det er jo ikke bare i religiøse forhold, at vi skal langt ned for at vi går i os selv, og erkender, at vi er på vildspor. Sådan er det jo i mange af livets forhold – vi skal virkelig ned, før vi rejser os og går i en anden bedre retning. Vi begynder først at omprioriterer vores liv, når vi er slået i gulvet på grund af stresse. Vi stiller først flasken fra os, når ægtefælle og børn er flyttet fra os. Vi indser først, at vi burde have stoppet med at ryge, når vi begynder ikke at kunne trække vejret. Vi skal først ned og ligge, før vi igen rejser os og gå i en anden og bedre retning.

Og sådan er det også med åndelige forhold, at det desværre ofte er sådan, at er man kommet væk fra Gud, så skal der ofte noget meget voldsomt til, før vi igen vender næsen hjemad. Det kan være, at vi bliver fyret fra vores arbejde – så vi pludselig har tid til at tænke over vores eget liv. Det kan være en af de nærmeste i vores familie, der dør, og efterlader sig en masse spørgsmål, som vi ikke kan lade være…. eller noget andet pludseligt, som gør et voldsomt indtryk på os og sætter nogle andre ting på dagsordenen. Vi skal først ned og ligge, før vi igen rejser os og gå i en anden og bedre retning.

Men historien til i dag viser os så, at når vi har været ned og ligge og rejser os, så bliver vi ikke mødt af en Gud, der siger: ”Ja, nu er det jo ikke tid til at hovere, men alligevel: Hvad sagde jeg?”. Nej, der møder os en tilgivende Gud, en kærlig Gud, der igen indsætter os som barn. Du får en ny starte herhjemme – du er min søn, og jeg elsker dig”, for

                      Jesus, han er syndres ven

                      hører det, al verdens ender,

                      falder ind til Gud igen,

                      som udbreder sine hænder!

                      Haster løber til ham hen!

                      Jesus, han er syndres ven.