5. søndag efter trinitatis (2008)

Denne side er set 832 gange!

For 14 dage var jeg inde i biografen og se en rigtig rigtig god film – en af de film, hvor man sidder og med en stor pose slik i den ene hånd og en halv liter cola i den anden, og så glemmer alt om prædikenskrivning, bleskift og sjælesorg for 1 ½ time. Jeg var nemlig inde og se den nye Indiana Jones Film. I kender ham sikkert – den amerikanske arkæolog, der ikke bare sidder bag sit skrivebord, men som op til flere gange har reddet verden fra at gå under i ondskab.

I to af filmene er han på bibelsk arkæologi – først for at finde pagtens ark, og så for at finde den hellige gral, det bæger, som Jesus brugte ved indstiftelsen af nadveren.

Og jeg er jo sådan en rigtig nørd, så jeg gik hjem og begyndte at studere lidt i den ene af de to, nemlig pagtens ark – den kiste, som indeholder stentavlerne med de ti bud. Hvad blev der egentlig af pagtens ark – den stod inderst inde i tempelet, men hvad så?

Det kedelige svar på spørgsmålet er, at da tempelet i Jerusalem blev ødelagt af babylonierne i 586 før Kristus, så gik pagtens ark også til. Det vil sige, at den ikke findes mere.

Men for dem, der ikke er tilfreds med det svar, så er der andre bud på hvad der skete med arken. Et af dem kan læses i Anden Makkabæerbog, som er et af de apokryffe skrifter, som ikke blev medtaget i vores udgave af Bibelen. Nu har jeg lige læst et stykke fra Jeremias´ bog, om at han blev kaldet til profet – ifølge anden Makkabæerbog blev Jeremias også kaldet til at redde pagtens ark før babylonierne kom og ødelagde Jerusalem og arken. Så han gemmer den i en hule i bjerget Pisga i Jordan. Nogle af Jeremias´ hjælpere forsøger at markerer hulen, men får en ordentlig røffel af profeten. Han siger: ”Stedet vil forblive ukendt, indtil Gud igen samler sit folk og lader barmhjertighed råde. Så vil Herren igen lade disse ting komme for dagen, og Herrens herlighed vil komme til syne og ligeledes skyen, sådan som den også viste sig på Moses’ tid” (2. Mak. 2, 7-8). Og som tiden gik begyndte legenden at tage form om at Jeremias skulle stå op fra de døde og vise hvor pagtens ark var placeret. Og så ville Gud samle sit folk og lade barmhjertighed råde, imens hans herlighed vil vise sig i skyen.

Der er et gammelt ordsprog, der siger, at det er aller mørkest lige før daggry. Eller: Når nøden er størst er hjælpen nærmest. Jo strengere tider jøderne oplevede desto mere og mere udbredt har forventningen om, at nu må Gud da gribe ind. Og troede man på den med at profeten Jeremias skulle opstå og slæbe pagtens ark frem igen, så har man nok også gået og kigget efter hvornår Jeremias nu også kom. Eller var det ikke også noget med, at anden profet, Elias, ville dukke op lige før Herrens dag kom, lige før dommedagen (Mal 3,23) over de her fordømte romere? Der har været nok af forventninger… så da der pludselig gik en Jesus af Nazareth rundt og prædikede om Guds rige og gjorde mirakler, så var der måske mange, der fik julelys i øjnene… eller hvad de nu fik på det tidspunkt: Det er Jeremias, der kommer – så vil vi snart se pagtens ark og Guds herlighed på skyen. Nej, det er Elias, så vil Guds snart holde dom, og befri os fra uretfærdigheden.

Det var i hvert fald det svar, som disciplene kom med, da Jesus spurgte dem: Hvad siger folk om mig ude i byen? ”Nogle siger Johannes Døberen, andre Elias, og andre igen Jeremias”.

Folk har altså enormt høje forventninger til Jesus – ikke bare er det profeter, de sammenligner Jesus med, men de sammenligner Jesus med profeter, som der er enormt store forventninger til. Når de dukker op på verdensscenen, så vil det være første tegn på, at nu har Gud noget stort under opsejling. Nu vil der snart ske noget, der for altid vil ændre ikke bare jødernes historie, men hele menneskehedens historie. Så folk har store forventninger til Jesus… men uanset hvor høje forventninger de har, så siger de simpelthen for lavt, for Jesus er meget mere. Jeg ved ikke om Jesus har røstet på hovedet, da han hørte hvad folk sagde om ham, men han starter med et men: ”Men I, hvem siger I, jeg er?”. Og disciplen Peter leverer så verdenshistoriens første kristne bekendelse: ”Du er Kristus, den levende Guds søn”. Disciplen Peter har set noget, som ingen andre har set før nu. Han har nemlig fået åbenbaret, at Jesus springer alle menneskelige kategorier. At sammenligne Jesus med et menneske er at vise ham vanære uanset hvor stort det menneske det er og uanset hvor helligt det menneske er. For han kan slet ikke sammenlignes med noget menneske. Han sprænger alle jordiske kategori – han er som Peter siger: Kristus, den levende Guds søn – han er både Gud og menneske. Han er Kristus – dvs. han er Guds salvede profet, ypperstepræst og konge. Med de ord placerer Peter ham på den jordiske trone. Han er den levende Guds søn – med de ord placerer Peter ham på universets trone. Peters bekendelse er kirkens grundlæggende bekendelse. ”Du er Kristus, den levende Guds søn”.

Men hvad med os i dag, hvem siger vi, at Jesus er? Nogle siger måske, at han slet ikke har eksisteret, men det er jo ikke seriøst. Tror man på de historiske kilder, som vi har ud over Bibelen, så har Jesus eksisteret. Hvis man kan tale om historiske beviser, så er der faktisk stærkere historiske beviser på at Jesus har eksisteret end at Julius Cæsar har eksisteret eller at filosoffen Sokrates har eksisteret. Så Jesus har eksisteret, men spørgsmålet er: Hvem var han? Hvem er han? Og var meningerne delte på Jesu tid, så er de endnu mere delte i dag.

Jesus var en profet,

Jesus var bare et godt menneske, der lærte os at elske,

ja, Jesus var et forbillede for os.

Han var en superstar,

en social-revolutionær,

et menneske sendt af Gud.

Eller var han en mislykket,

en outsider,

et naivt menneske,

en urostifter,

en tragisk helt…

Der er en masse meninger om ham, men uanset hvor højt vi sætter ham, så er det at undervurdere ham, ja, at ringeagte ham. For han er så meget mere end vi kan forestille os, så derfor skal Gud selv vise det for os, at han netop er Kristus, den levende Guds søn.

Og det er så ufatteligt vigtigt, at vi når frem til den bekendelse, at vi med overbevisning kan sige det. Det er nemlig centrum i hele den kristne tro – ja, det er den kristne tro og det eneste, der kan frelse os. Det er hverken gode gerninger – det er heller ikke en god etik og moral. Det er ikke at elske sin næste som dig selv. Det er ikke at leve et asketisk liv uden fest og farver. Man kan gøre alle de her ting, og så alligevel ikke blive frelst.

At kende Jesus og tro på hvem han er og hvad han har gjort for os ja – det er nøglen til en vores frelse. Guds accept eller afvisning af os afhænger af om at vi tror og hvad vi tror om Jesus.  Kan vi sige ligesom Peter gjorde: ”Du er Kristus, den levende Guds søn”?

Jesus kom med det samme med en respons på Peters bekendelse: ”Salig er du Simon, Jonas´ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min far i himlene”.

At Peter kendte sandheden om Jesus gjorde Peter til en salig mand. At være salig er at være glad – at være fyldt af en evig glæde. At være salig er blive og at være frelst afhænger af hvad vi svarer på spørgsmålet: Hvem er Jesus? Det er et simpelt spørgsmål – men jeg tror rent faktisk, at det er sværere at svare på det spørgsmål end det er som Indiana Jones at finde pagtens ark eller den hellige gral. Det er så svært, at vi kun kan svare på det, hvis vi får hjælp af Gud til at svare på det. Og når vi engang frem til at vi kan svare: ” Du er Kristus, den levende Guds søn”, så vil svaret fra himmelen heller ikke udeblive: ”Salige er du, Simon Peter”. ”Salig er du, Kim”. ”Salig er du, Henrik”. ”Salig er du Ingemarie”. ”Salig er du…”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *