3. søndag i advent (2021)

Lyt til prædikenen:

      3.sondagiadvent2021 - 12th December 2021

Læs prædikenen:
Hvor er det øv, at der er mange, der ikke vil synge. Vi kan godt sige, at ”hver fugl synger med sit næb”, men der er rigtig mange danskere, der ikke giver sig selv lov til at synge. Undersøgelser har vist, at selv i kirken sidder mange med deres salmebog lukket i under hele gudstjenesten, for de vil alligevel ikke synge med.

Jeg husker at min egen morfar aldrig sang – han kom i kirke hver søndag, men han sang aldrig med på nogen af salmerne. Han sagde, at han kun havde en tone i livet og at den var falsk.
En præst, jeg var sammen med den anden dag, fortalte, at hun heller aldrig sang, fordi hun direkte havde fået at vide af en sanglærer tilbage i folkeskolen, at hun burde tie stille, imens de andre sang. For det lød rædsomt og det sad stadigvæk i hende 50 år efter. Hun sang aldrig.

Vi holder os igen, fordi vi ikke kan synge, tænker vi. Det lyder ikke så godt – synes vi. Det er ikke lige mig, at synge. Jeg tror alligevel, at der er et tidspunkt, hvor vi synger med vores næb – og det er når vi er rigtig glade. Måske, når vi er på stadion måske endda også ved en landskamp, hvor vi skråler med på nationalsangen – men også til lidt mere personlige glæder.
Teksten til i dag er en glædessang. Det er den gamle landsbypræst Zakarias, der står med sin nyfødte dreng, Johannes, i sine arme. Enhver far vil glæde sig over at stå med sit nyfødte barn, men det her er endnu større…
Historien med ham er nemlig, at han og hans hustru Elisabeth var højt oppe i årene, og det var aldrig lykkes dem at få børn. Men en engel forkyndte for Zakarias, at nu var det, som de så som en forbandelse, slut. I skal få det barn, som I har bedt om hele jeres ægteskab. Og 9 måneder senere stod han så rent faktisk med det barn. Det var stort, ja, det var større end stort.
Og så kan man undre sig over, at Zakarias kun ofre en linje af sin sang på barnet – resten handler om en anden. Det skyldes, at den lille Johannes blev født med en speciel opgave: ”du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse”.
– Zakarias var glad for sin søn – men han var endnu mere glad for at nu skulle frelseren komme.
At efter en lang nat, der havde varet siden Adam og Eva spiste den forbudte frugt, at nu kom solopgangen fra det høje.
– Zakarias stod med det første tegn på Guds frelse i sine hænder – nu kommer ham, der skal lyse for os, der sidder i mørket og dødens skygge: Jesus.

Der er blevet sunget så mange sange og salmer om Jesu fødsel som en lovprisning for Jesus – her er en af de første, alle andre er bare et ekko af Zakarias´ glædessang.

Der er ingen større glæde end glæden over frelsen, for frelsen er den største virkelighed, som vi mennesker overhovedet kan opleve. Uden frelsen er der ikke noget andet, der overhovedet har betydning i verden.
Der er folk, der ikke mener, at Bibelen er relevant for dem – kirke og Bibelen… ”jeg tror det bliver et nej-tak herfra. Vi tror egentlig ikke rigtig på Jesus. Og vi kan ikke lige se, at vi har behov for noget af det, man kan læse i den gamle støvede bog. Nej, hvis kirken var mere relevant, så ville vi måske komme oftere”.
Ja, for dem er julen kun klejner, gaver, traditioner, hygge og fællesskab med familien. Men
– for os, som ved, at vi ikke er perfekte, at vi faktisk er syndere, der har behov for frelse, for vi roder os altid ud i et eller andet.
– For os, der har behov for tilgivelse, for hvem skulle kunne tilgive os, vi har endda svært nok ved at tilgive os selv.
– For os, der har behov for at gribe ud efter noget, der er større end os selv, fordi vi ofte bare lader os rive med af stemninger og trends uden at bryde os om det.

For os, der er julen en fantastisk tid, for
– her hører vi: Du er elsket midt i din uperfekthed.
– Vi hører ordene: Du er tilgivet.
– Vi hører, at her er noget at holde fast i, der er større end os selv, frelsens horn, som Zakarias siger.
– Vi hører ordene fra englene ud på marken: ” I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren”.

I ordet frelse males der et billede for os af en fange eller en slave, der bliver frigivet. I Jesus er der frigivelse for det, der binder os. Der er så meget, der kan binde os, dårlige vaner, der måske i virkeligheden er misbrug. Onde og ødelæggende tanker og følelser.
Vi er måske bundet til penge, til at tjene penge, til forbrug. I Jesus er der frigivelse også for det. I Jesus er der frelse også for det.

Der er ingen større glæde end glæden over frelsen – og det er alt sammen svøbt ind i det lille barn, hvis fødsel vi skal samles om i julen. Vi har grund til glæde, vi har grund til glædessang.

Så syng… syng julens salmer med dit eget næb og vær fuldstændig ligeglad med hvad andre tænker om dig, fordi du måske tror, at de synes du synger dårligt. Og måske synger du dårligt, måske synger du falsk, men ved du hvad: Vær ligeglad med det! Vær ligeglad med hvad andre tænker, ja … de kan jo bare ”lev med det”.
Vis din juleglæde,
syng din juleglæde ud,
syng, så du kan mærke julens glade budskab blive båret af din stemme, dit næb:
Vi løber dig med sang imod
og kysser støvet for din fod;
o salig stund, o klare nat,
da du blev født, vor sjæleskat!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.